Fremtidens borger vil benytte bogen oftere end før, idet det er en kreativ selvbeskæftigelse som modvirkning til den tilrettelagte digitale hverdag. Fiktionslitteraturen fastholder derfor en central plads hos fremtidens forbruger, men konceptuelt i forskellige formater og indholdsmæssige beskæringer. Præsentationen vil have forskellige variationer, en grad af interaktivitet - med alt fra ændrede tekstformater til billedunderstøttede fantasy boards, der ekspanderer det skrevne til det kendte underholdningsunivers.
Indholdet leveres på lydfiler til blinde, eller som sanseoverførte impulser til særlige læsehandsker. Tekstafspilning vil også ske fra irismonitorer, hvor man "ser" en bog som andre ser en film.
Det er dermed ikke den fysiske bog, der bliver hovedkraften, men evnen til at producere indhold, der tager form i den enkeltes kreative bevidsthed.
Langt de fleste "bogkøb" sker "on demand", typisk betalt som faste abonnementer til indholdsudbydere, der hjælper brugeren med at vælge og sortere i nyt indhold, der tilbydes. Det bliver mere forlagenes samlede service omkring validering, sortering og anbefaling, som udgør disses forretningsgrundlag, end det at udgive.
I tidligere tid blev rettighedsbeskyttelsen af det kreative indhold i bogform anset for beskyttet i den trykte bogs betaling og uegnethed til reproduktion. Forfatterne bliver dog i ny tid opmærksomme på de netværksøkonomiske fordele, der knytter sig til andet salg og distribution af indhold, og har derudover en grundlæggende interesse i udbredelse af den litteratur, de skaber.
For dem, der ønsker en fysisk leverance, bliver dette stadig en mulighed. De fleste udgivelser vil have en fysisk hard-copy til brug for samlere - af hvilke der vil være mange - og som gaveobjekter.