Debat om

Reading Piece #160 - Indkomstskatten må opgives

Effekten af det system, man anvendte blev, at netop den del af befolkningen, som havde høje indkomster i stigende grad kunne frigøre sig fra indkomstskat ved at arbitrere imellem de forskellige nationalstaters skattelovgivning, bopælsdefinitioner og særlige tilbud om skattefritagelse. Skattefritagelser blev i stadigt stigende omfang tilbudt af nationalstater med en geografisk beliggenhed, der kunne tiltrække befolkningsgrupper i "dobbelt livsstandard" eller som sekundære bopælsoptioner, og virkningen blev stadigt mere udtalt i takt med de teknologiske fremskridt indenfor persontransport.
Fordelingspolitisk skabte dette et stadigt større dilemma, og de rest- og mellemgrupper i befolkningen, der udover at stille kompenserende krav for mangel på kvalitetsopfyldelse mere generelt blev den samme gruppe, som også var underlagt stadigt større forfordeling, når man betragtede de disponible indkomster efter indkomstskat. Ikke nok med, at disse befolkningsgrupper havde stærkt reducerede muligheder for at udnytte stadigt mere avanceret og finansieringstunge fradragsmuligheder, de var også geografisk stavnsbundne af den omstændighed, at de ved valg af profession stadig havde en binding imellem jobopfyldelse og fysisk tilstedeværelse.
Uanset, at befolkningsgrupper med denne binding og dermed kompromittering af ny tids kvalitetsidealer over den samlede livsindkomst var kompenseret ved tidligere udtræde af arbejdsmarkedet, kompensationsordninger, efterlønssystemer og særlige private forsikringer så blev resultatet ikke desto mindre, at de befolkningsgrupper, der fortsat – om end som frit valg – udførte jobs, der krævede fysisk binding i store dele af deres tilværelse var underlagt et hårdere skattetryk end andre befolkningsgrupper. Og det i den kritiske 2. og 3. alder, hvor behovet for disponibel indkomst netop var størst.

En anden betydelig problemstilling ved indkomstskatten blev, at befolkningerne som sådan udviklede stadigt større formuer, værdier i fast ejendom og opsparing.
Vi ved, at gennemsnitslevealderen stiger, og at man op til og med den 4. alder ser, at en håndfuld generationer lever sammen. Det, at befolkningen opnår biologiske levetider til det 120.-130. fødselsår får til resultat, at befolkningen som sådan helt udtræder af det egentlige arbejdsmarked, for derefter at leve i meget lang tid på baggrund af opsparing, akkumuleret velfærd i familierne og effektive pensionsordninger. Den tid, hvor en borger optjener indkomst til beskatning i forhold til den samme borgers livstidsforbrug og deltagelse i samfundsøkonomien bliver stadigt mindre i takt med, at levealderen forlænges.

Vi ved også, at ny tids befolkning i stadigt stigende grad er mere og mere uafhængige af arbejdsindkomst. De akkumulerede kapitaler i familierne, den mindre mobilitet over et samlet livsforløb i forhold til brug af bolig – og den heraf følgende eliminerede gæld og belåning - samt befolkningens andel af kapitalapparatet indenfor produktion og service (som følge af den atomiserede kapitalisme) medfører, at egentlig arbejdsindkomst udgør en stadigt mindre del af det ressourceapparat, der står til en borgers rådighed, selv i den del af levetiden, hvor borgeren rent faktisk oppebærer arbejdsindkomst.
For den del af befolkningerne, som er en – ufrivillig – del af rest- og mellemgrupperne, er omstændighederne noget anderledes. For de egentlige restgrupper er der tale om modtagelse af livslange overførselsindkomster og deltagelse i forskellige velstandsudligningsordninger, men alle er de udtryk for indkomster, der substituerer arbejdsindkomst, som under de tidlige systemer dermed blev beskattet som sådan. Denne situation fik det uundgåelige resultat, at disse socialt udsatte restgrupper blev genstand for et betydeligt større skattetryk over den samlede livsindkomst. Samtidig var det befolkningsgrupper, der ikke havde det kapitalapparat, den opsparing i fast ejendom eller de pensionsressourcer, som den øvrige del af befolkningen havde. I tillæg hertil havde de ikke samme muligheder for egentlig skatteplanlægning ved "dobbelt livsstandard" i områder med andet skattetryk, finansiering af fradrag m.v.

De eksisterende politiske magtstrukturer i nationalstaterne evner ikke at gøre op med disse uhensigtsmæssigheder, og det er bl.a. ineffektivitet i skattesystemet og den gradvise forringelse af velfærdsstaterne, der får betydelige befolkningsgrupper til at reagere. I en tid med ny moral, krav til opfyldelse af kvalitetsidealer og en befolkning, der ofrer national velfærd for at opnå globale resultater for artens overlevelse og fredelige sameksistens, er befolkningens kodeks og krav til tilrettelægningen af velfærdsstaten overfor den politiske magtstruktur også i forandring. Som følge af traditionsbindinger, dårlig omstillingsevne, interessegruppeafhængighed og et forældet værdisæt forstås disse forandrede forudsætninger ikke til fulde af de politiske partier, som styrer den politiske magtstruktur på tidspunktet.
Den re-demokratisering, som finder sted og som genetablerer det direkte folkestyre med direkte valgte parlamentarikere valgt i egen ret, og under eget ansvar er en proces, der får en af sine impulser netop fra ineffektiviteten i skattesystemet. Men de politiske forandringer, der muliggør et paradigmeskift på skatteområdet, kommer ikke kun ved stemmeafgivning fra de restgrupper, der er hårdest ramt af ineffektiviteten. De egentlige forandringer kommer fra den velstillede befolkningsgruppe, som på det overordnede plan provokerer et politisk paradigmeskift og dermed baner vejen for et efterfølgende paradigmeskift i velfærdsstatens finansiering.

Omlægningerne i de nationale skattesystemer er en del af Global Magna Carta. Omstillingerne og konvergensen er en forudsætning for, at der reelt kan træffes beslutning om nationalstaternes opløsning og omdannelse i regionale sammenslutninger. De regionale sammenslutninger rækker længere ud og dækker mere systematisk og effektivt befolkningernes reelle brug og anvendelse af samfundet. Det er de regionale sammenslutninger, der repræsenterer den samfundsøkonomi, som ny tids borger er en de facto del af. Og det er herfra, at nye beskatningsformer udvikles i takt med, at anerkendelsen udvikles af, at indkomstskat som provenu til den offentlige økonomi ikke er fulgt med befolkningen, tiden, teknologien og behovet.

Ingen indlæg i denne debat

Effekten af det system, man anvendte blev, at netop den del af befolkningen, som havde høje indkomster i stigende grad kunne frigøre sig fra indkomstskat ved at arbitrere imellem de forskellige nationalstaters skattelovgivning, bopælsdefinitioner og særlige tilbud om skattefritagelse. Skattefritagelser blev i stadigt stigende omfang tilbudt af nationalstater med en geografisk beliggenhed, der kunne tiltrække befolkningsgrupper i "dobbelt livsstandard" eller som sekundære bopælsoptioner, og virkningen blev stadigt mere udtalt i takt med de teknologiske fremskridt indenfor persontransport.
Fordelingspolitisk skabte dette et stadigt større dilemma, og de rest- og mellemgrupper i befolkningen, der udover at stille kompenserende krav for mangel på kvalitetsopfyldelse mere generelt blev den samme gruppe, som også var underlagt stadigt større forfordeling, når man betragtede de disponible indkomster efter indkomstskat. Ikke nok med, at disse befolkningsgrupper havde stærkt reducerede muligheder for at udnytte stadigt mere avanceret og finansieringstunge fradragsmuligheder, de var også geografisk stavnsbundne af den omstændighed, at de ved valg af profession stadig havde en binding imellem jobopfyldelse og fysisk tilstedeværelse.
Uanset, at befolkningsgrupper med denne binding og dermed kompromittering af ny tids kvalitetsidealer over den samlede livsindkomst var kompenseret ved tidligere udtræde af arbejdsmarkedet, kompensationsordninger, efterlønssystemer og særlige private forsikringer så blev resultatet ikke desto mindre, at de befolkningsgrupper, der fortsat – om end som frit valg – udførte jobs, der krævede fysisk binding i store dele af deres tilværelse var underlagt et hårdere skattetryk end andre befolkningsgrupper. Og det i den kritiske 2. og 3. alder, hvor behovet for disponibel indkomst netop var størst.

En anden betydelig problemstilling ved indkomstskatten blev, at befolkningerne som sådan udviklede stadigt større formuer, værdier i fast ejendom og opsparing.
Vi ved, at gennemsnitslevealderen stiger, og at man op til og med den 4. alder ser, at en håndfuld generationer lever sammen. Det, at befolkningen opnår biologiske levetider til det 120.-130. fødselsår får til resultat, at befolkningen som sådan helt udtræder af det egentlige arbejdsmarked, for derefter at leve i meget lang tid på baggrund af opsparing, akkumuleret velfærd i familierne og effektive pensionsordninger. Den tid, hvor en borger optjener indkomst til beskatning i forhold til den samme borgers livstidsforbrug og deltagelse i samfundsøkonomien bliver stadigt mindre i takt med, at levealderen forlænges.

Vi ved også, at ny tids befolkning i stadigt stigende grad er mere og mere uafhængige af arbejdsindkomst. De akkumulerede kapitaler i familierne, den mindre mobilitet over et samlet livsforløb i forhold til brug af bolig – og den heraf følgende eliminerede gæld og belåning - samt befolkningens andel af kapitalapparatet indenfor produktion og service (som følge af den atomiserede kapitalisme) medfører, at egentlig arbejdsindkomst udgør en stadigt mindre del af det ressourceapparat, der står til en borgers rådighed, selv i den del af levetiden, hvor borgeren rent faktisk oppebærer arbejdsindkomst.
For den del af befolkningerne, som er en – ufrivillig – del af rest- og mellemgrupperne, er omstændighederne noget anderledes. For de egentlige restgrupper er der tale om modtagelse af livslange overførselsindkomster og deltagelse i forskellige velstandsudligningsordninger, men alle er de udtryk for indkomster, der substituerer arbejdsindkomst, som under de tidlige systemer dermed blev beskattet som sådan. Denne situation fik det uundgåelige resultat, at disse socialt udsatte restgrupper blev genstand for et betydeligt større skattetryk over den samlede livsindkomst. Samtidig var det befolkningsgrupper, der ikke havde det kapitalapparat, den opsparing i fast ejendom eller de pensionsressourcer, som den øvrige del af befolkningen havde. I tillæg hertil havde de ikke samme muligheder for egentlig skatteplanlægning ved "dobbelt livsstandard" i områder med andet skattetryk, finansiering af fradrag m.v.

De eksisterende politiske magtstrukturer i nationalstaterne evner ikke at gøre op med disse uhensigtsmæssigheder, og det er bl.a. ineffektivitet i skattesystemet og den gradvise forringelse af velfærdsstaterne, der får betydelige befolkningsgrupper til at reagere. I en tid med ny moral, krav til opfyldelse af kvalitetsidealer og en befolkning, der ofrer national velfærd for at opnå globale resultater for artens overlevelse og fredelige sameksistens, er befolkningens kodeks og krav til tilrettelægningen af velfærdsstaten overfor den politiske magtstruktur også i forandring. Som følge af traditionsbindinger, dårlig omstillingsevne, interessegruppeafhængighed og et forældet værdisæt forstås disse forandrede forudsætninger ikke til fulde af de politiske partier, som styrer den politiske magtstruktur på tidspunktet.
Den re-demokratisering, som finder sted og som genetablerer det direkte folkestyre med direkte valgte parlamentarikere valgt i egen ret, og under eget ansvar er en proces, der får en af sine impulser netop fra ineffektiviteten i skattesystemet. Men de politiske forandringer, der muliggør et paradigmeskift på skatteområdet, kommer ikke kun ved stemmeafgivning fra de restgrupper, der er hårdest ramt af ineffektiviteten. De egentlige forandringer kommer fra den velstillede befolkningsgruppe, som på det overordnede plan provokerer et politisk paradigmeskift og dermed baner vejen for et efterfølgende paradigmeskift i velfærdsstatens finansiering.

Omlægningerne i de nationale skattesystemer er en del af Global Magna Carta. Omstillingerne og konvergensen er en forudsætning for, at der reelt kan træffes beslutning om nationalstaternes opløsning og omdannelse i regionale sammenslutninger. De regionale sammenslutninger rækker længere ud og dækker mere systematisk og effektivt befolkningernes reelle brug og anvendelse af samfundet. Det er de regionale sammenslutninger, der repræsenterer den samfundsøkonomi, som ny tids borger er en de facto del af. Og det er herfra, at nye beskatningsformer udvikles i takt med, at anerkendelsen udvikles af, at indkomstskat som provenu til den offentlige økonomi ikke er fulgt med befolkningen, tiden, teknologien og behovet.