Ny tids befolkning er i stadigt stigende grad stadigt mere uafhængige af arbejdsindkomst, og egentlig arbejdsindkomst udgør en stadig mindre del af det ressourceapparat, der står til en borgers rådighed.
I en tid med ny moral, krav til opfyldelse af kvalitetsidealer og en befolkning, der ofrer national velfærd for at opnå globale resultater for artens overlevelse og fredelige sameksistens, er kodeks og krav til tilrettelægningen af velfærdsstaten overfor den politiske magtstruktur også i forandring.
Men de politiske forandringer, der muliggør et paradigmeskift på skatteområdet kommer ikke kun fra de restgrupper, der er hårdest ramt af ineffektiviteten. De egentlige forandringer kommer fra den velstillede befolkningsgruppe, som på det overordnede plan provokerer et politisk paradigmeskift: Dermed banes vejen for et efterfølgende paradigmeskift i velfærdsstatens finansiering, hvor indkomstskat som provenu til den offentlige økonomi ikke er fulgt med befolkningen, tiden, teknologien og behovet.