I en ny tid – med en anden parlamentarisk realitet - er der grund til at studere, hvordan samfundet tilrettelægger sin fordelingspolitik. Vi er samtidig i en tid, hvor befolkningen selv ikke længere definerer og forstår "samfundet" som den nationalstat, hvori de har deres kulturelle baggrund og oprindelse, men i højere grad ser solidariske fællesforpligtelser under et som grænseløse og humanitære af karakter. En udvikling, der understøttes af ny tids brug af globale transportsystemer, den dobbelte livsstandard og med livscentre placeret uden hensyntagen til national eller regional grænsedragning.
Den humanitære karakter af den solidariske fællesskabsopfattelse har dog bund i andet og mere end ny tids mobilitet og almindelige udadvendthed. Tiden er også kendetegnet ved, at befolkningen anskuer deres samlede tilværelse i lyset af dennes tilfredsstillelse af en række kvalitetsidealer. Kvalitetsidealer, som ikke kan opfyldes ved en snæver fortolkning af det omkringliggende samfund og solidariske fællesforpligtelser.
Kvalitetsidealerne defineres ikke kun af befolkningen i forhold til den selv, familie og samliv. Også på kvalitetsmålsætningen for samfundet som sådan øges kravene i ny tid.
Det er en bærende forudsætning for befolkningens egen kvalitetsoplevelse af deres liv og dagligdag, at det samfund, som de bidrager til – og ser sig selv som en del af – evner og sikrer, at en række opgaver, der er globale af natur sikrer sådanne rammebetingelser for det fælles samliv, at en række grundlæggende forudsætninger for det enkelte menneskes overlevelse, fællesskabets sikkerhed og artens overlevelse vedvarende er opfyldt og forbedres. Og at denne sameksistens opfylder en ny tids moral.
Tidligere tids nationale selvtilfredshed og selvtilstrækkelighed er afløst af politiske krav til, at samfundsstrukturen som sådan sikrer, at den enkelte befolkning kan eksistere og leve problemfrit. Og at det at leve problemfrit indbefatter, at man også har ren samvittighed. øget gennemsigtighed, forkortelse af fysiske distancer, etnisk integration samt en ny opgavefordeling regioner og globale magtcentre imellem har lagt fundamentet for en ny moralitet bag det samfund, som befolkningen ser sig som del af.
I ny tid er mennesket forandret. Denne forståelse er afgørende for, at man forstår de samtidigt ændrede politikker og befolkningens krav til prioritering af samfundsressourcer.
I takt med gennemslaget af den globale mobilitet, opløsningen af sammenhængen imellem arbejdstid og fysik tilstedeværelse, globaliseringen af fritidstilbud samt de unge generationers tilrettelægning af uddannelses- og karriereforløb så indgår alle disse omstændigheder i en tilstand af kroniske folkevandringer. Folkevandringer, der mere er en del af det enkelte menneskes livsforløb end udtryk for det enkelte menneskes samlede situation. Og derfor folkevandringer af lyst og ikke af nød. En videreudvikling af tidligere tids pilgrimsfærde, hvor det enkelte menneske frigør sig selv og kræver en sammenhæng imellem sted og tilstedeværelse. Det enkelte menneske ser således ikke kun sine behov og muligheder i forhold til egen dygtiggørelse og voksende materiel levestandard, men ser sin hele tilværelse ud fra dennes evne til at opfylde kvalitetskravene og dermed sikringen af, at disse befordres og ikke kompromitteres af det enkelte menneskes livsstilsvalg.
I ny tid er menneskene (desværre) blevet ens. Tilrettet af den samme digitale adfærdspåvirkning, påvirket af ens opvækstfaktorer og med livssyn, der har meget identiske mål. At vejen til denne realitet går over store konflikter og uro er uundgåeligt, idet kendte magtstrukturer udkæmper deres indflydelse i samtiden og for de flestes vedkommende ikke er omstillingsparate i en grad, hvor indflydelse, ressourcer og magt kan omfordeles i forhold til de kendte sammenhænge.
Menneskene i ny tid er ikke kun blevet ens i holdninger. Men er også muteret over i genetiske hybrider, hvor alle har det samme genetiske grundlag. Sameksistens på kryds og tværs, samliv uden grænser, frigjort seksualitet, tidlige børnefødsler, seriel monogami, voldsomt øget levetid, globalisering af ophold, global "transport grid", lejlighedsvise – men vedvarende – ophold i bycentre, ens kommunikationsplatform, fuld gennemsigtighed m.v. er alt sammen dele af det fundament, at mennesker fungerer i en global sameksistens og at nye generationer bliver frugten heraf. Generationer, der med blandet etnisk baggrund og konvergerende kulturelle prioriteter og livsværdier hen over tid sammensmelter til en genetisk helhed. Der er naturligvis lommer af oprindelige etniske arketyper, der forskanser sig hist og her, og de tillades denne fortsatte eksistens af det omkringliggende globale samfund. Men det er og bliver den ny tids reservater med en befolkning uden politisk gennemslagskraft på den udvikling, der i øvrigt rettes til i samklang med befolkningerne.
Den grundlæggende forståelse af den migration, der finder sted, båret af teknologi, globalitet og ændret menneskesyn hos en stadigt mere velstående befolkning er afgørende for, at man i ny tid forstår, at det er indholdet af det enkelte menneskers karakter, der dikterer individets muligheder, og ikke dets baggrund i opvækst, hudfarve eller f.eks. religion.
Det er forskellige beslutninger, der baner vejen for denne proces. Og flere af disse beslutninger underbygges ved en forandret ressourceallokering, gennemført af ny tids parlamentarikere, men efter diktat af en befolkning, som gennemtvinger omprioritering imellem tidligere tids fokus på materialitet og velstandsforøgelse til ny tids krav om fredelig sameksistens i samklang med kvalitetsidealerne.
Konflikten imellem tidligere tids magtstrukturer og velfærdsparadigme på den ene side, og de realpolitiske forandringer, befolkningerne presser igennem deres demokratier og udvirker igennem deres forvaltning af ejerskabet til de globale kapitaler på den anden side, har ikke sin oprindelse i en befolkning, der alene kan karakteriseres ved krav til komfort, en genopvækkelse af humanitær romantik eller blødere livsværdier som sådan. Baggrunden er i langt højere grad provokeret af et forandret folkeligt syn på hele forudsætningen for artens overlevelse og fredelig sameksistens. Og det er netop truslen mod det enkelte menneskes overlevelse, ufred og konflikt, der bliver de egentlige katalysatorer i de redemokratiseringsprocesser, som skaber nye politiske aktører i et nyt parlamentarisk paradigme, der evner at indse – og får deres eksistensberettigelse i, at de netop har indset – at deres virke og formål bliver at gøre op med de magtstrukturer der, hvis de ikke bliver korrigeret, skaber afgørende forhindringer for, at troen på artens overlevelse i fredelig sameksistens kan genskabes. Det er et fundamentalistisk livssyn med kerne og udgangspunkt i menneskehedens højeste prioritet, men en prioritering, der i tidligere tid druknede i magtstrukturers stadigt større autonomi og samtidige ligegyldighed overfor opfyldelsen af helt grundlæggende politiske formål.