Tidligere tids nationale selvtilfredshed og selvtilstrækkelighed er afløst af politiske krav til, at samfundsstrukturen som sådan sikrer, at den enkelte befolkning kan eksistere og leve problemfrit.
Den humanitære karakter af den solidariske fællesskabsopfattelse har dog bund i andet og mere end ny tids mobilitet og almindelige udadvendthed: Det er en bærende forudsætning for befolkningens egen kvalitetsoplevelse af deres liv og dagligdag, at det samfund, som de bidrager til, sikrer, at en række opgaver, der er globale af natur sikrer rammebetingelser for det fælles samliv. Det vil bl.a. sige, at en række grundlæggende forudsætninger for det enkelte menneskes overlevelse, fællesskabets sikkerhed og artens vedvarende overlevelse er opfyldt og forbedres.
I ny tid er menneskene (desværre) blevet ens. Tilrettet af den samme digitale adfærdspåvirkning, påvirket af ens opvækstfaktorer og med livssyn, der har meget identiske mål. Menneskene i ny tid er tilmed muteret over i genetiske hybrider, hvor alle har det samme genetiske grundlag. Generationer, der med blandet etnisk baggrund og konvergerende kulturelle prioriteter og livsværdier, der hen over tid sammensmelter til en genetisk helhed.