Dramatisk og afgørende for den re-demokratisering, som udvikler sig frem mod ny tid er, at den befolkning, som repræsenteres og udgør den politiske magtbase, distanceres og distancerer sig selv i en sådan grad, at dens indflydelse på rekrutteringsprocessen udvandes i så høj grad, at det udvikler sig til forudsigelige og intetsigende rekrutterings- og valgprocesser.
Blandt langt de fleste politiske repræsentanter udviklede sig den kollektive forståelse, at man skulle have tingene til at fungere - mere på trods af vælgerbefolkningen end på grund af den.
Egentlig havde de fleste af disse samfundssystemer indbygget sikre mekanismer til gensidig realitetskontrol og fejlrettelse. Afstemninger var magtbasens egentlige adgang til formelt valg sammen med organisatoriske tiltag som repræsentantskaber, forsamlinger og politisk uafhængige embedsmænd, der skulle tilsikre netop demokratisk kontrol og sammenhængskraft imellem de politiske repræsentanter og deres egentlige magtbase. Sammensmeltningen af de politiske og administrative funktioner medførte dog en gradvis udvanding af disse gensidigt afbalancerede demokratiske mekanismer.
Kampagner på tværs af de "politiske partier", mutation med den presse, som skulle overvåge samt brug af udmattelsesteknik overfor befolkningen fik gradvist reduceret de demokratiske mekanismer.