Reading Piece #122 - Fejlrettelser slår ikke igennem

Blandt langt de fleste politiske repræsentanter, uanset niveau og indsatsområde, udviklede sig den – blandt politikere – kollektive forståelse, at man skulle have tingene til at fungere, mere på trods af vælgerbefolkningen end på grund af den.
Troværdige og effektive indgreb eller sanktioner af disse degenerative politiske processer fandt ikke sted. Af den simple årsag, at sanktion kun kunne udløses med real-politisk konsekvens af andre aktører i det politiske magtkompleks, men at sådanne korrektive politiske processer udeblev grundet manglen på incitament, fordi det som altovervejende hovedregel gjaldt, at den selv samme kritik kunne rejses imod enhver, der selv rejste kritikken af andre.

På mange måder tillades disse processer at holde sig selv i live ved en stadigt mere umærkelig, men faktisk sammensmeltning af institutioner og magtgrupper i de forskellige samfund. En proces, der accelereres i takt med stigende internationalisering og koordinering imellem de globale magtcentre. Den stadigt stigende grad af kompleksitet de politiske magtstrukturer imellem, samt stadigt større uigennemsigtighed og mangel på demokratisk kontrol sætter gradvist forfatningsbaserede kontrol- og korrektionsfunktioner ud af kraft. Dramatisk og afgørende for den re-demokratisering, som udvikler sig frem mod ny tid er, at den befolkning, som repræsenteres og udgør den politiske magtbase distanceres og distancerer sig selv i en sådan grad, at deres forudsatte indflydelse på hele rekrutteringsprocessen af de politiske repræsentanter udvandes i en sådan grad, at der bliver tale om en stadigt mere forudsigelig og intetsigende rekrutterings- og valgproces. Og det uanset, om de politiske magtstrukturer rekrutteres "demokratisk" eller "rekrutterer sig selv".
Om man som befolkning har retten til at deltage i disse formgivende processer eller ej mister hele sin betydning og eksistensberettigelse af den simple grund, at stadigt færre deltager i valgprocesser, selvom de har både retten og muligheden. Og for den del af befolkningen, som deltager, så neutraliseres den vilje, der kommer til udtryk, igennem andre kompenserende politiske tiltag af de politiske aktører selv, såfremt den udtrykte vilje ikke vurderes som hensigtsmæssig eller ønskelig. Befolkningens vilje og ønsker kan dermed i stigende grad styres, tilrettes, neutraliseres eller tilintetgøres af de velsmurte politiske magtstrukturer.

Egentlig havde de fleste af disse samfundssystemer indbygget sikre mekanismer til gensidig realitetskontrol og fejlrettelse. Udover de afstemninger, som var magtbasens egentlige adgang til formelt valg af politiske repræsentanter, så var der i flere forvaltningssammenhænge både faste repræsentantskaber, direkte valgte forsamlinger og politisk uafhængige embedsmænd. Alt sammen organisatoriske tiltag, der skulle tilsikre netop demokratisk kontrol og sammenhængskraft imellem de politiske repræsentanter og deres egentlige magtbase.
På det niveau, hvor lovgivning og politisk administration styrede hele nationalstater, var der i tillæg til de organisatoriske strukturer indenfor det politiske beslutningssystem herudover forfatningsmæssige magtfordelinger, der havde til formål at adskille de lovgivende, udøvende og dømmende magtstrukturer fra hinanden. Sammensmeltningen de politiske og administrative samfundsfunktioner imellem medførte dog en gradvis udvanding af disse gensidigt afbalancerede demokratiske mekanismer. De politiske kompromiser, der måtte iagttages for at skabe det regulatoriske fundament, man kunne blive enige om, fik gradvist til følge at tilsikringen af, at de forudsatte demokratiske mekanismer – og dermed magtbalancen de respektive politiske magtstrukturer imellem blev opretholdt – blev varetaget af den politiske kaste, der samtidig selv havde den største fordel ved at se en koncentration af magtbasen på egne hænder. Den varetagelse, der skulle finde sted af tidligere tiders forfatningsmæssige principper, blev dermed lagt i hænderne på de selv samme politiske magtstrukturer, der ved skabelsen af nye fællesløsninger selv havde en klar interesse i netop at frigøre sig fra de bånd og begrænsninger, som virkede på andre niveauer.

På sin vis var udgangspunkterne enkeltvist gode nok. Mange politiske samarbejdsstrukturer blev i tidligere tid etableret i lyset af samtidens behov for gnidningsfri tilrettelæggelse af politiske arbejdsopgaver, der mere og mere blev set som regionale, internationale eller globale, og som i deres tilrettelæggelse kunne svækkes af nationalhistoriske snærende bånd. Og ingen af disse tilpasninger og uddelegeringer af politisk beslutningskompetence var skjulte, ikke kendte eller ulovlige. Ikke desto mindre blev resultatet af de samlede tilpasninger set under et, at de gradvist blev så komplicerede, at den demokratiske kontrol, der skulle finde sted af politiske fællesløsninger ikke kunne påregnes udøvet af den almindelige borger i samfundet, hvorved denne borgers endegyldige kontrol over den politiske beslutningsproces de facto blev elimineret. Bredt tilrettelagte kampagner på tværs af de "politiske partier", mutation imellem de politiske magtstrukturer og den presse, som skulle overvåge den samt brug af udmattelsesteknik overfor vælgerbefolkningen fik gradvist til resultat, at flere politiske samarbejdsstrukturer gradvist reducerede de demokratiske mekanismer, som var hele forudsætningen for disse politiske strukturers demokratiske bæredygtighed og hele eksistensberettigelse. Om nationale tilpasninger, internationale samarbejdsstrukturer, statsfællesskaber eller konføderale unioner fandt sted med vælgerbefolkningens accept eller ej blev derfor af stadigt mere akademisk interesse. I visse tilfælde kunne man ligefrem se argumenter for, at omstillingsevnen var endnu bedre og hurtigere i nationalstater og regioner, som ikke var præget af demokratisk romantisme. Uanset det forfatningsmæssige afsæt, så blev resultatet stadigt mere ens.
Blandt langt de fleste politiske repræsentanter, uanset niveau og indsatsområde, udviklede sig den – blandt politikere – kollektive forståelse, at man skulle have tingene til at fungere, mere på trods af vælgerbefolkningen end på grund af den.
Troværdige og effektive indgreb eller sanktioner af disse degenerative politiske processer fandt ikke sted. Af den simple årsag, at sanktion kun kunne udløses med real-politisk konsekvens af andre aktører i det politiske magtkompleks, men at sådanne korrektive politiske processer udeblev grundet manglen på incitament, fordi det som altovervejende hovedregel gjaldt, at den selv samme kritik kunne rejses imod enhver, der selv rejste kritikken af andre.

På mange måder tillades disse processer at holde sig selv i live ved en stadigt mere umærkelig, men faktisk sammensmeltning af institutioner og magtgrupper i de forskellige samfund. En proces, der accelereres i takt med stigende internationalisering og koordinering imellem de globale magtcentre. Den stadigt stigende grad af kompleksitet de politiske magtstrukturer imellem, samt stadigt større uigennemsigtighed og mangel på demokratisk kontrol sætter gradvist forfatningsbaserede kontrol- og korrektionsfunktioner ud af kraft. Dramatisk og afgørende for den re-demokratisering, som udvikler sig frem mod ny tid er, at den befolkning, som repræsenteres og udgør den politiske magtbase distanceres og distancerer sig selv i en sådan grad, at deres forudsatte indflydelse på hele rekrutteringsprocessen af de politiske repræsentanter udvandes i en sådan grad, at der bliver tale om en stadigt mere forudsigelig og intetsigende rekrutterings- og valgproces. Og det uanset, om de politiske magtstrukturer rekrutteres "demokratisk" eller "rekrutterer sig selv".
Om man som befolkning har retten til at deltage i disse formgivende processer eller ej mister hele sin betydning og eksistensberettigelse af den simple grund, at stadigt færre deltager i valgprocesser, selvom de har både retten og muligheden. Og for den del af befolkningen, som deltager, så neutraliseres den vilje, der kommer til udtryk, igennem andre kompenserende politiske tiltag af de politiske aktører selv, såfremt den udtrykte vilje ikke vurderes som hensigtsmæssig eller ønskelig. Befolkningens vilje og ønsker kan dermed i stigende grad styres, tilrettes, neutraliseres eller tilintetgøres af de velsmurte politiske magtstrukturer.

Egentlig havde de fleste af disse samfundssystemer indbygget sikre mekanismer til gensidig realitetskontrol og fejlrettelse. Udover de afstemninger, som var magtbasens egentlige adgang til formelt valg af politiske repræsentanter, så var der i flere forvaltningssammenhænge både faste repræsentantskaber, direkte valgte forsamlinger og politisk uafhængige embedsmænd. Alt sammen organisatoriske tiltag, der skulle tilsikre netop demokratisk kontrol og sammenhængskraft imellem de politiske repræsentanter og deres egentlige magtbase.
På det niveau, hvor lovgivning og politisk administration styrede hele nationalstater, var der i tillæg til de organisatoriske strukturer indenfor det politiske beslutningssystem herudover forfatningsmæssige magtfordelinger, der havde til formål at adskille de lovgivende, udøvende og dømmende magtstrukturer fra hinanden. Sammensmeltningen de politiske og administrative samfundsfunktioner imellem medførte dog en gradvis udvanding af disse gensidigt afbalancerede demokratiske mekanismer. De politiske kompromiser, der måtte iagttages for at skabe det regulatoriske fundament, man kunne blive enige om, fik gradvist til følge at tilsikringen af, at de forudsatte demokratiske mekanismer – og dermed magtbalancen de respektive politiske magtstrukturer imellem blev opretholdt – blev varetaget af den politiske kaste, der samtidig selv havde den største fordel ved at se en koncentration af magtbasen på egne hænder. Den varetagelse, der skulle finde sted af tidligere tiders forfatningsmæssige principper, blev dermed lagt i hænderne på de selv samme politiske magtstrukturer, der ved skabelsen af nye fællesløsninger selv havde en klar interesse i netop at frigøre sig fra de bånd og begrænsninger, som virkede på andre niveauer.

På sin vis var udgangspunkterne enkeltvist gode nok. Mange politiske samarbejdsstrukturer blev i tidligere tid etableret i lyset af samtidens behov for gnidningsfri tilrettelæggelse af politiske arbejdsopgaver, der mere og mere blev set som regionale, internationale eller globale, og som i deres tilrettelæggelse kunne svækkes af nationalhistoriske snærende bånd. Og ingen af disse tilpasninger og uddelegeringer af politisk beslutningskompetence var skjulte, ikke kendte eller ulovlige. Ikke desto mindre blev resultatet af de samlede tilpasninger set under et, at de gradvist blev så komplicerede, at den demokratiske kontrol, der skulle finde sted af politiske fællesløsninger ikke kunne påregnes udøvet af den almindelige borger i samfundet, hvorved denne borgers endegyldige kontrol over den politiske beslutningsproces de facto blev elimineret. Bredt tilrettelagte kampagner på tværs af de "politiske partier", mutation imellem de politiske magtstrukturer og den presse, som skulle overvåge den samt brug af udmattelsesteknik overfor vælgerbefolkningen fik gradvist til resultat, at flere politiske samarbejdsstrukturer gradvist reducerede de demokratiske mekanismer, som var hele forudsætningen for disse politiske strukturers demokratiske bæredygtighed og hele eksistensberettigelse. Om nationale tilpasninger, internationale samarbejdsstrukturer, statsfællesskaber eller konføderale unioner fandt sted med vælgerbefolkningens accept eller ej blev derfor af stadigt mere akademisk interesse. I visse tilfælde kunne man ligefrem se argumenter for, at omstillingsevnen var endnu bedre og hurtigere i nationalstater og regioner, som ikke var præget af demokratisk romantisme. Uanset det forfatningsmæssige afsæt, så blev resultatet stadigt mere ens.
Blandt langt de fleste politiske repræsentanter, uanset niveau og indsatsområde, udviklede sig den – blandt politikere – kollektive forståelse, at man skulle have tingene til at fungere, mere på trods af vælgerbefolkningen end på grund af den.
Troværdige og effektive indgreb eller sanktioner af disse degenerative politiske processer fandt ikke sted. Af den simple årsag, at sanktion kun kunne udløses med real-politisk konsekvens af andre aktører i det politiske magtkompleks, men at sådanne korrektive politiske processer udeblev grundet manglen på incitament, fordi det som altovervejende hovedregel gjaldt, at den selv samme kritik kunne rejses imod enhver, der selv rejste kritikken af andre.

På mange måder tillades disse processer at holde sig selv i live ved en stadigt mere umærkelig, men faktisk sammensmeltning af institutioner og magtgrupper i de forskellige samfund. En proces, der accelereres i takt med stigende internationalisering og koordinering imellem de globale magtcentre. Den stadigt stigende grad af kompleksitet de politiske magtstrukturer imellem, samt stadigt større uigennemsigtighed og mangel på demokratisk kontrol sætter gradvist forfatningsbaserede kontrol- og korrektionsfunktioner ud af kraft. Dramatisk og afgørende for den re-demokratisering, som udvikler sig frem mod ny tid er, at den befolkning, som repræsenteres og udgør den politiske magtbase distanceres og distancerer sig selv i en sådan grad, at deres forudsatte indflydelse på hele rekrutteringsprocessen af de politiske repræsentanter udvandes i en sådan grad, at der bliver tale om en stadigt mere forudsigelig og intetsigende rekrutterings- og valgproces. Og det uanset, om de politiske magtstrukturer rekrutteres "demokratisk" eller "rekrutterer sig selv".
Om man som befolkning har retten til at deltage i disse formgivende processer eller ej mister hele sin betydning og eksistensberettigelse af den simple grund, at stadigt færre deltager i valgprocesser, selvom de har både retten og muligheden. Og for den del af befolkningen, som deltager, så neutraliseres den vilje, der kommer til udtryk, igennem andre kompenserende politiske tiltag af de politiske aktører selv, såfremt den udtrykte vilje ikke vurderes som hensigtsmæssig eller ønskelig. Befolkningens vilje og ønsker kan dermed i stigende grad styres, tilrettes, neutraliseres eller tilintetgøres af de velsmurte politiske magtstrukturer.

Egentlig havde de fleste af disse samfundssystemer indbygget sikre mekanismer til gensidig realitetskontrol og fejlrettelse. Udover de afstemninger, som var magtbasens egentlige adgang til formelt valg af politiske repræsentanter, så var der i flere forvaltningssammenhænge både faste repræsentantskaber, direkte valgte forsamlinger og politisk uafhængige embedsmænd. Alt sammen organisatoriske tiltag, der skulle tilsikre netop demokratisk kontrol og sammenhængskraft imellem de politiske repræsentanter og deres egentlige magtbase.
På det niveau, hvor lovgivning og politisk administration styrede hele nationalstater, var der i tillæg til de organisatoriske strukturer indenfor det politiske beslutningssystem herudover forfatningsmæssige magtfordelinger, der havde til formål at adskille de lovgivende, udøvende og dømmende magtstrukturer fra hinanden. Sammensmeltningen de politiske og administrative samfundsfunktioner imellem medførte dog en gradvis udvanding af disse gensidigt afbalancerede demokratiske mekanismer. De politiske kompromiser, der måtte iagttages for at skabe det regulatoriske fundament, man kunne blive enige om, fik gradvist til følge at tilsikringen af, at de forudsatte demokratiske mekanismer – og dermed magtbalancen de respektive politiske magtstrukturer imellem blev opretholdt – blev varetaget af den politiske kaste, der samtidig selv havde den største fordel ved at se en koncentration af magtbasen på egne hænder. Den varetagelse, der skulle finde sted af tidligere tiders forfatningsmæssige principper, blev dermed lagt i hænderne på de selv samme politiske magtstrukturer, der ved skabelsen af nye fællesløsninger selv havde en klar interesse i netop at frigøre sig fra de bånd og begrænsninger, som virkede på andre niveauer.

På sin vis var udgangspunkterne enkeltvist gode nok. Mange politiske samarbejdsstrukturer blev i tidligere tid etableret i lyset af samtidens behov for gnidningsfri tilrettelæggelse af politiske arbejdsopgaver, der mere og mere blev set som regionale, internationale eller globale, og som i deres tilrettelæggelse kunne svækkes af nationalhistoriske snærende bånd. Og ingen af disse tilpasninger og uddelegeringer af politisk beslutningskompetence var skjulte, ikke kendte eller ulovlige. Ikke desto mindre blev resultatet af de samlede tilpasninger set under et, at de gradvist blev så komplicerede, at den demokratiske kontrol, der skulle finde sted af politiske fællesløsninger ikke kunne påregnes udøvet af den almindelige borger i samfundet, hvorved denne borgers endegyldige kontrol over den politiske beslutningsproces de facto blev elimineret. Bredt tilrettelagte kampagner på tværs af de "politiske partier", mutation imellem de politiske magtstrukturer og den presse, som skulle overvåge den samt brug af udmattelsesteknik overfor vælgerbefolkningen fik gradvist til resultat, at flere politiske samarbejdsstrukturer gradvist reducerede de demokratiske mekanismer, som var hele forudsætningen for disse politiske strukturers demokratiske bæredygtighed og hele eksistensberettigelse. Om nationale tilpasninger, internationale samarbejdsstrukturer, statsfællesskaber eller konføderale unioner fandt sted med vælgerbefolkningens accept eller ej blev derfor af stadigt mere akademisk interesse. I visse tilfælde kunne man ligefrem se argumenter for, at omstillingsevnen var endnu bedre og hurtigere i nationalstater og regioner, som ikke var præget af demokratisk romantisme. Uanset det forfatningsmæssige afsæt, så blev resultatet stadigt mere ens.