For at forstå grundlaget for ny tids erhvervs- og forretningsliv er det, udover forståelsen af forholdene på kapital- og rentemarkederne, også vigtigt at forstå en anden afgørende strukturkomponent. Nemlig, hvordan arbejdsdeling tilrettelægges og hvordan regionaliteten spiller ind i den globale produktionsplanlægning. Og det uanset, om der produceres fysiske goder eller tjenesteydelser.
I tidligere tid skete der en skiftevis omstilling fra et geografisk område til et andet, der i en kortere eller længere periode repræsenterede den globale konkurrencedygtighed indenfor et produktionsområde.
Disse omstillinger var ikke udtryk for egentlige kernekompetencer, men typisk et resultat af, at et bestemt geografisk område nåede til et nyt udviklingstrin i den samfundsøkonomiske udvikling.
I takt med, at de respektive samfund selv udviklede stadigt stigende velfærd skete der en gradvis omstilling, således at flere og flere samfund blev ydelsesproducenter i det, man betegnede som ”markedsøkonomien”.
Opgavefordelingen og konkurrencedygtigheden skiftede dermed geografisk. En udvikling, der var med til at opbygge første trin på vej til velfærdsøkonomien.
Den horisontale omfordeling af de produktive merværdier skaber i sin endelige form grundlaget for balancerede geopolitiske magtcentre og dermed skabelsen af den magtstruktur, der viser sig afgørende for at velfærdsøkonomien slår fuldt igennem.
Iværksættelsen af den vertikale omfordeling af de produktive merværdier og ressourceudflytning til de områder og egne, der ikke er selvbærende, bliver det sidste trin på vejen mod global velfærdsøkonomi. En økonomi, hvor materiel eller social fattigdom ikke er en accepteret omstændighed, og en økonomi imellem balancerede markeder og produktion, hvor tidligere tids markedsøkonomi bliver erstattet af en tilnærmet, perfekt og stabiliseret udveksling af varer og tjenesteydelser. En økonomi med lav inflation og lav rente. Og en økonomi, hvor et geografisk område ikke længere kan konkurrere alene i kraft af sin lavere placering på det markedsøkonomiske udviklingstrin.
Man kan sige, at man ved indgangen til ny tid får skabt balance imellem input og output indenfor de enkelte geopolitiske magtcentre, samt at fordelingen magtcentrene imellem stabiliserer sig på et niveau, der kun sjældent forrykkes som følge af ny konkurrerende produktion eller efterspørgselsforskydninger.
Den økonomiske vækst er i denne økonomi næsten udelukkende skabt af befolkningstilvæksten.
Det er den perfekt ekvilibrerede markedsøkonomi, der tillader velfærdsøkonomien. Og det er i den vertikale udjævning af ressourcer indenfor de geopolitiske magtcentre, at eliminering sker af mulige ubalancer, der ellers vil destabilisere et geopolitisk magtcenter, og dermed den tilnærmede, perfekt balancerede globale økonomi.
Denne proces finder sted over tid og gøres alene mulig på baggrund af befolkningernes ændring af velfærdsopfattelsen fra at være materiel i tidligere tid, til at blive kvalitativ i ny tid. Dette er kun muligt, fordi de selv samme befolkningsgrupper anskuer deres materielle velfærd for så tilfredsstillet, at der er politisk velvilje til at rette produktionsressourcerne mod produktion af livskvalitet og fritid frem for produktion af varer og tjenesteydelser.
Der er tale om, at det i tidligere tid kendte kapitalistiske samfund saturerer, men i stedet for at glide over i degeneration får sit væksttilskud fra omfordelingen af vækstpotentiale fra et geopolitisk kerneområde til et andet, og indenfor hvert geopolitisk område undgår destabiliserende ubalancer ved også her at omfordele væksten vertikalt imellem befolkningsgrupperne.