En betydelig befolkningsgruppe evner og formår ikke at bringe sig i en position, hvor de sikrer sig det nødvendige kompetenceniveau eller vigtige sociale samspil med omgivelserne. En befolkningsgruppe, der ikke selv har tilvalgt materielt dårligere vilkår eller har fravalgt tidens samværsnorm, men slet og ret ikke har evnet at høste frugterne af det afsæt, som tilbydes dem af samfundet.
Igen ser vi her en gruppe, man kan genkende fra tidligere tid, men deres situation er blevet værre.
Mange yngre mænd og kvinder flytter til metropolerne i de formative år, hvor de tager de første skridt i det professionelle liv.
Med et liv i byerne og en fokus på karriere bliver en ikke ubetydelig gruppe forankret netop i denne mere overfladiske livsstil, og en stor del evner efterfølgende ikke at indtræde i de mere formaliserede og mere fastlagte sociale rammer, som kernefamilien er udtryk for. Den mere umiddelbare og overfladiske tilværelse bliver retningsgivende, og flere i denne gruppe ser sig gradvist presset ud af de reelle valgoptioner til et kvalitetsbaseret liv, som det defineres i ny tids optik.
At vi har grupper af befolkningens unge mænd eller kvinder, der kommer skævt ind på planlægningen af deres liv, og dermed langsomt skubbes ud af samtidens generelle referenceværdier, skaber dermed en befolkningsgruppe, der udelukkes fra de kvalitetskomponenter, som er retningsgivende for livskvaliteten i samfundet omkring dem. Det er ikke grupper der lider materielt nød, men gruppen er ofre for ny tids sociale fattigdom, der skubber den enkelte i afgrundsdyb isolation.
Den ny tids modsvar på påtvungen materiel fattigdom.
Betragter vi dem, der uforskyldt rammes af materiel mangel, afstedkommet af en situation og omstændigheder, som individet ikke selv er årsag til eller kan øve indflydelse på, så overtager samfundet ansvaret for den pågældendes ve og vel. Man skal bemærke sig definitionens forudsætning om, at der skal foreligge en situation, hvor individet ikke selv kan øve indflydelse på den opståede situation. Samt bemærke, at det er det samlede ansvar for sådanne individer som samfundet påtager sig.
For individer ramt af disse omstændigheder overføres ressourcer af materiel art, der bringer det enkelte individ over det definerede minimumsniveau. Niveauerne er forskellige fra sted til sted, og de materielle behov, sammensætning og omfang defineres forskelligt fra sted til sted. Men det gælder overalt, at samfundet påtager sig den fulde, hele og udelte opgave med tilrettelægning af det pågældende individs hele materielle ramme og fysiske struktur. Den hjælp der ydes er et krav indbygget i tiden, og et resultat af den omstændighed, at befolkningen ser deres kvalitetsliv for kompromitteret, hvis der er sikker viden om materiel mangel i et sådant omfang, at andre borgere ikke kan opretholde et generelt accepteret minimumsniveau for deres levestandard.
At dette er gjort til et centralt politikområde er i tråd med, hvad der samtidig er en nødvendighed i den globale økonomiske politik, der dermed slår igennem som en praktisk konsekvens i de enkelte samfunds egen sociale politik. Vi lever i en tid, hvor befolkningen ikke tolererer, at befolkningsgrupper indenfor de enkelte samfund lever under materielle mangler, der er stærkt afvigende fra en nødvendig minimums levestandard.
Der, hvor ny tid imidlertid er meget forskellig fra tidligere, er ved den omstændighed, at samfundet overtager den samlede styring med disse borgeres hele livsførelse og økonomi.
De automatiske betalings-, kredit- og indbetalingssystemer overflyttes til offentlig kontrol og drift, når en borger defineres som materielt nødlidende. Den enkelte bliver umyndiggjort af samfundet og har ikke længere rådighed over sin egen dispositionsevne og adgang til at foretage økonomisk forpligtende transaktioner.
Det er det integrerede og computerstyrede clearingsystem, der tillader dette indgreb. Og på en måde, der prompte får effekt på borgerens adgang til at modtage kredit, købe forbrugsvarer på kredit, eller leje og købe fast ejendom. Samfundet opretter i de specifikke tilfælde visse øremærkede udbetalingsformål, og foretager den indbetaling der skal til, for at disse udbetalingsformål kan opfyldes. Samtidig sættes ind med vejledning og direkte bistand til borgeren.
I ny tid er der dermed udviklet en afbalancering af det kollektive sociale ansvar på den ene side og samfundet krav om, at betaling for opfyldelsen af dette ansvar er koblet sammen med retten til styring, tilrettelægning og planlægning af den nødstedte borgers hele fysiske og materielle hverdag på den anden side. Ressourcer overføres, men deres forbrug og retningen af det, er kontrolleret og styret af den, der betaler.
En betydelig befolkningsgruppe evner og formår ikke at bringe sig i en position, hvor de sikrer sig det nødvendige kompetenceniveau eller vigtige sociale samspil med omgivelserne. En befolkningsgruppe, der ikke selv har tilvalgt materielt dårligere vilkår eller har fravalgt tidens samværsnorm, men slet og ret ikke har evnet at høste frugterne af det afsæt, som tilbydes dem af samfundet.
Igen ser vi her en gruppe, man kan genkende fra tidligere tid, men deres situation er blevet værre.
Mange yngre mænd og kvinder flytter til metropolerne i de formative år, hvor de tager de første skridt i det professionelle liv.
Med et liv i byerne og en fokus på karriere bliver en ikke ubetydelig gruppe forankret netop i denne mere overfladiske livsstil, og en stor del evner efterfølgende ikke at indtræde i de mere formaliserede og mere fastlagte sociale rammer, som kernefamilien er udtryk for. Den mere umiddelbare og overfladiske tilværelse bliver retningsgivende, og flere i denne gruppe ser sig gradvist presset ud af de reelle valgoptioner til et kvalitetsbaseret liv, som det defineres i ny tids optik.
At vi har grupper af befolkningens unge mænd eller kvinder, der kommer skævt ind på planlægningen af deres liv, og dermed langsomt skubbes ud af samtidens generelle referenceværdier, skaber dermed en befolkningsgruppe, der udelukkes fra de kvalitetskomponenter, som er retningsgivende for livskvaliteten i samfundet omkring dem. Det er ikke grupper der lider materielt nød, men gruppen er ofre for ny tids sociale fattigdom, der skubber den enkelte i afgrundsdyb isolation.
Den ny tids modsvar på påtvungen materiel fattigdom.
Betragter vi dem, der uforskyldt rammes af materiel mangel, afstedkommet af en situation og omstændigheder, som individet ikke selv er årsag til eller kan øve indflydelse på, så overtager samfundet ansvaret for den pågældendes ve og vel. Man skal bemærke sig definitionens forudsætning om, at der skal foreligge en situation, hvor individet ikke selv kan øve indflydelse på den opståede situation. Samt bemærke, at det er det samlede ansvar for sådanne individer som samfundet påtager sig.
For individer ramt af disse omstændigheder overføres ressourcer af materiel art, der bringer det enkelte individ over det definerede minimumsniveau. Niveauerne er forskellige fra sted til sted, og de materielle behov, sammensætning og omfang defineres forskelligt fra sted til sted. Men det gælder overalt, at samfundet påtager sig den fulde, hele og udelte opgave med tilrettelægning af det pågældende individs hele materielle ramme og fysiske struktur. Den hjælp der ydes er et krav indbygget i tiden, og et resultat af den omstændighed, at befolkningen ser deres kvalitetsliv for kompromitteret, hvis der er sikker viden om materiel mangel i et sådant omfang, at andre borgere ikke kan opretholde et generelt accepteret minimumsniveau for deres levestandard.
At dette er gjort til et centralt politikområde er i tråd med, hvad der samtidig er en nødvendighed i den globale økonomiske politik, der dermed slår igennem som en praktisk konsekvens i de enkelte samfunds egen sociale politik. Vi lever i en tid, hvor befolkningen ikke tolererer, at befolkningsgrupper indenfor de enkelte samfund lever under materielle mangler, der er stærkt afvigende fra en nødvendig minimums levestandard.
Der, hvor ny tid imidlertid er meget forskellig fra tidligere, er ved den omstændighed, at samfundet overtager den samlede styring med disse borgeres hele livsførelse og økonomi.
De automatiske betalings-, kredit- og indbetalingssystemer overflyttes til offentlig kontrol og drift, når en borger defineres som materielt nødlidende. Den enkelte bliver umyndiggjort af samfundet og har ikke længere rådighed over sin egen dispositionsevne og adgang til at foretage økonomisk forpligtende transaktioner.
Det er det integrerede og computerstyrede clearingsystem, der tillader dette indgreb. Og på en måde, der prompte får effekt på borgerens adgang til at modtage kredit, købe forbrugsvarer på kredit, eller leje og købe fast ejendom. Samfundet opretter i de specifikke tilfælde visse øremærkede udbetalingsformål, og foretager den indbetaling der skal til, for at disse udbetalingsformål kan opfyldes. Samtidig sættes ind med vejledning og direkte bistand til borgeren.
I ny tid er der dermed udviklet en afbalancering af det kollektive sociale ansvar på den ene side og samfundet krav om, at betaling for opfyldelsen af dette ansvar er koblet sammen med retten til styring, tilrettelægning og planlægning af den nødstedte borgers hele fysiske og materielle hverdag på den anden side. Ressourcer overføres, men deres forbrug og retningen af det, er kontrolleret og styret af den, der betaler.