Reading Piece #96 - Den ufrivillige fattigdom

Fattigdom er et relativt begreb, og man har ikke i ny tid den situation, at enkeltindivider, af grunde og forhold påtvunget dem af omgivelserne, afskæres fra muligheden for at træffe egne valg, der kan påvirke deres kompetence, arbejdsevne og sociale mobilitet. Fra det ødeste sted til de største metropoler. Så i forhold til tidligere tid er den ny tids fattige bedre stillet i forhold til et eksistentielt minimum. Men relativt betragtet i forhold til det samfund der omgiver dem, vil der stadig være fattigdom og elendighed, som den ny tids samfund kun evner at løse med begrænset succes. Der er ingen politisk kapital at hente hos disse befolkningsgrupper, da de typisk ikke er en del af det digitale netværkssamfund, og heller ikke i de sociale netværk udøver de nogen indflydelse af interesse.
Vi er i en tid, hvor fattigdom stadig påtvinges den enkelte både materielt og på adgangen til at få del i de kvalitetskomponenter, som det omkringliggende samfund er så afhængige af.

Hvad er det der går galt, og for hvem?

Hvis vi koncentrerer os om dem, der ikke har tilvalgt eller på anden vis selv har forårsaget deres egen situation, så opdeler de sig i nogle hovedgrupper, der ikke er meget forskellige fra de hovedgrupper, der altid har været kendt. Fattigdommen taler sit eget tydelige sprog, og opstår af meget identiske situationer.

Dem, der kommer dårligt fra start.

Selvom vi kommer til at leve i en tid, hvor etablering af kernefamilier og serielt monogame ægteskaber ses som et kvalitetsideal, så bliver det også en tid, hvor netop sådanne strukturer til stadighed bryder sammen, og til stadighed ikke lader sig erstatte af noget rimeligt alternativ for den enkelte, som er berørt.

Vi erindrer os, at kvinden i ny tid har tilvalgt kernefamilien og tidlig børnefødsel.
Med dette udgangspunkt sker der samlet en bedre konsolidering af de unge familier. Især kvinden er meget fokuseret på det ansvar, der følger af det tidlige tilvalg af børn, og vi lever i en tid, hvor det monogame parforhold er en del af tidens ideal. Tilbøjeligheden til at opbryde disse kernestrukturer er underlagt en evolution, der har skabt et nyt grundlag for parforholdet, og en ny magtfordeling imellem mand og kvinde. Den unge kernefamilies samspil med deres børn øger modenhed og kompetenceudvikling. Familiens dialog med barnet, den lavere afstand generationerne imellem, den hurtigere adgang til virtuel erfaringsopbygning samt det generelle selvansvars udvikling i samfundet som sådan gør også, at den tid er reduceret kraftigt, hvor en kernefamilies afkom er afhængig af uddelegering af ansvar til forældrene, og afhængig af deres bistand og opbakning. I pasnings- og udviklingscentrene er skoletid omlagt til en engageret hverdag, hvor undervisning, fritid, sport og hobby er blandet sammen i et produkt. Omgivelserne og samfundet er klar til at levere den kompetence-opbygning og de sociale fysiske rammer, der tillader tidens børn og unge at glide over i et miljø, hvor referencerammerne hurtigt udskiftes fra den nære familie til de sociale fysiske net, som udgøres af de andre børn og unge, som man udlever hverdagen med, både undervisningsmæssigt men også i den kontrollerede og veltilrettelagte fritid.

Med denne opsummering af situationen kan det hurtigt ses, at i de tilfælde, hvor kernefamilierne bryder sammen, så skal børnene ikke være ret gamle, før de selv har et fodfæste, der er langt bedre, end hvad man kendte i tidligere tid. Og selvom disse kernefamilier bryder sammen, så vil brugen af virtuelle familiemedlemmer i relation til pasningscentrenes ny ”arkitektur” også gøre deres for at afbøde stød og slag, der kan skubbe børn og unge ud i en skæv start.

Men skæve starter opstår, eller udvikler sig, og for denne gruppe af børn og unge, er det ikke uset, at de ikke kan opretholde niveauet med deres jævnaldrende. Deres fokus på egen tilværelse, afbrudte eller beskadigede menneskelige relationer i den nære familie, og pasningscentrenes eller andre institutioners konkrete fejlgreb i visse situationer skubber og placerer visse dårligt stillede børn ud i det område, hvor der som følge af begivenheder i omgivelserne, afskæres fra kompetenceudbygning, udvikling af deres sociale intelligens og afskæres fra etableringen af de vigtige fysiske, sociale net. Vi ser dannelsen af en befolkningsgruppe, som hverken i kompensation for deres arbejdsydelse eller i deres tilgang til kvalitetskomponenterne har de fortrin, som gælder for samfundet omkring dem. Går det galt i ny tid, går det rigtig galt.
Fattigdom er et relativt begreb, og man har ikke i ny tid den situation, at enkeltindivider, af grunde og forhold påtvunget dem af omgivelserne, afskæres fra muligheden for at træffe egne valg, der kan påvirke deres kompetence, arbejdsevne og sociale mobilitet. Fra det ødeste sted til de største metropoler. Så i forhold til tidligere tid er den ny tids fattige bedre stillet i forhold til et eksistentielt minimum. Men relativt betragtet i forhold til det samfund der omgiver dem, vil der stadig være fattigdom og elendighed, som den ny tids samfund kun evner at løse med begrænset succes. Der er ingen politisk kapital at hente hos disse befolkningsgrupper, da de typisk ikke er en del af det digitale netværkssamfund, og heller ikke i de sociale netværk udøver de nogen indflydelse af interesse.
Vi er i en tid, hvor fattigdom stadig påtvinges den enkelte både materielt og på adgangen til at få del i de kvalitetskomponenter, som det omkringliggende samfund er så afhængige af.

Hvad er det der går galt, og for hvem?

Hvis vi koncentrerer os om dem, der ikke har tilvalgt eller på anden vis selv har forårsaget deres egen situation, så opdeler de sig i nogle hovedgrupper, der ikke er meget forskellige fra de hovedgrupper, der altid har været kendt. Fattigdommen taler sit eget tydelige sprog, og opstår af meget identiske situationer.

Dem, der kommer dårligt fra start.

Selvom vi kommer til at leve i en tid, hvor etablering af kernefamilier og serielt monogame ægteskaber ses som et kvalitetsideal, så bliver det også en tid, hvor netop sådanne strukturer til stadighed bryder sammen, og til stadighed ikke lader sig erstatte af noget rimeligt alternativ for den enkelte, som er berørt.

Vi erindrer os, at kvinden i ny tid har tilvalgt kernefamilien og tidlig børnefødsel.
Med dette udgangspunkt sker der samlet en bedre konsolidering af de unge familier. Især kvinden er meget fokuseret på det ansvar, der følger af det tidlige tilvalg af børn, og vi lever i en tid, hvor det monogame parforhold er en del af tidens ideal. Tilbøjeligheden til at opbryde disse kernestrukturer er underlagt en evolution, der har skabt et nyt grundlag for parforholdet, og en ny magtfordeling imellem mand og kvinde. Den unge kernefamilies samspil med deres børn øger modenhed og kompetenceudvikling. Familiens dialog med barnet, den lavere afstand generationerne imellem, den hurtigere adgang til virtuel erfaringsopbygning samt det generelle selvansvars udvikling i samfundet som sådan gør også, at den tid er reduceret kraftigt, hvor en kernefamilies afkom er afhængig af uddelegering af ansvar til forældrene, og afhængig af deres bistand og opbakning. I pasnings- og udviklingscentrene er skoletid omlagt til en engageret hverdag, hvor undervisning, fritid, sport og hobby er blandet sammen i et produkt. Omgivelserne og samfundet er klar til at levere den kompetence-opbygning og de sociale fysiske rammer, der tillader tidens børn og unge at glide over i et miljø, hvor referencerammerne hurtigt udskiftes fra den nære familie til de sociale fysiske net, som udgøres af de andre børn og unge, som man udlever hverdagen med, både undervisningsmæssigt men også i den kontrollerede og veltilrettelagte fritid.

Med denne opsummering af situationen kan det hurtigt ses, at i de tilfælde, hvor kernefamilierne bryder sammen, så skal børnene ikke være ret gamle, før de selv har et fodfæste, der er langt bedre, end hvad man kendte i tidligere tid. Og selvom disse kernefamilier bryder sammen, så vil brugen af virtuelle familiemedlemmer i relation til pasningscentrenes ny ”arkitektur” også gøre deres for at afbøde stød og slag, der kan skubbe børn og unge ud i en skæv start.

Men skæve starter opstår, eller udvikler sig, og for denne gruppe af børn og unge, er det ikke uset, at de ikke kan opretholde niveauet med deres jævnaldrende. Deres fokus på egen tilværelse, afbrudte eller beskadigede menneskelige relationer i den nære familie, og pasningscentrenes eller andre institutioners konkrete fejlgreb i visse situationer skubber og placerer visse dårligt stillede børn ud i det område, hvor der som følge af begivenheder i omgivelserne, afskæres fra kompetenceudbygning, udvikling af deres sociale intelligens og afskæres fra etableringen af de vigtige fysiske, sociale net. Vi ser dannelsen af en befolkningsgruppe, som hverken i kompensation for deres arbejdsydelse eller i deres tilgang til kvalitetskomponenterne har de fortrin, som gælder for samfundet omkring dem. Går det galt i ny tid, går det rigtig galt.
Fattigdom er et relativt begreb, og man har ikke i ny tid den situation, at enkeltindivider, af grunde og forhold påtvunget dem af omgivelserne, afskæres fra muligheden for at træffe egne valg, der kan påvirke deres kompetence, arbejdsevne og sociale mobilitet. Fra det ødeste sted til de største metropoler. Så i forhold til tidligere tid er den ny tids fattige bedre stillet i forhold til et eksistentielt minimum. Men relativt betragtet i forhold til det samfund der omgiver dem, vil der stadig være fattigdom og elendighed, som den ny tids samfund kun evner at løse med begrænset succes. Der er ingen politisk kapital at hente hos disse befolkningsgrupper, da de typisk ikke er en del af det digitale netværkssamfund, og heller ikke i de sociale netværk udøver de nogen indflydelse af interesse.
Vi er i en tid, hvor fattigdom stadig påtvinges den enkelte både materielt og på adgangen til at få del i de kvalitetskomponenter, som det omkringliggende samfund er så afhængige af.

Hvad er det der går galt, og for hvem?

Hvis vi koncentrerer os om dem, der ikke har tilvalgt eller på anden vis selv har forårsaget deres egen situation, så opdeler de sig i nogle hovedgrupper, der ikke er meget forskellige fra de hovedgrupper, der altid har været kendt. Fattigdommen taler sit eget tydelige sprog, og opstår af meget identiske situationer.

Dem, der kommer dårligt fra start.

Selvom vi kommer til at leve i en tid, hvor etablering af kernefamilier og serielt monogame ægteskaber ses som et kvalitetsideal, så bliver det også en tid, hvor netop sådanne strukturer til stadighed bryder sammen, og til stadighed ikke lader sig erstatte af noget rimeligt alternativ for den enkelte, som er berørt.

Vi erindrer os, at kvinden i ny tid har tilvalgt kernefamilien og tidlig børnefødsel.
Med dette udgangspunkt sker der samlet en bedre konsolidering af de unge familier. Især kvinden er meget fokuseret på det ansvar, der følger af det tidlige tilvalg af børn, og vi lever i en tid, hvor det monogame parforhold er en del af tidens ideal. Tilbøjeligheden til at opbryde disse kernestrukturer er underlagt en evolution, der har skabt et nyt grundlag for parforholdet, og en ny magtfordeling imellem mand og kvinde. Den unge kernefamilies samspil med deres børn øger modenhed og kompetenceudvikling. Familiens dialog med barnet, den lavere afstand generationerne imellem, den hurtigere adgang til virtuel erfaringsopbygning samt det generelle selvansvars udvikling i samfundet som sådan gør også, at den tid er reduceret kraftigt, hvor en kernefamilies afkom er afhængig af uddelegering af ansvar til forældrene, og afhængig af deres bistand og opbakning. I pasnings- og udviklingscentrene er skoletid omlagt til en engageret hverdag, hvor undervisning, fritid, sport og hobby er blandet sammen i et produkt. Omgivelserne og samfundet er klar til at levere den kompetence-opbygning og de sociale fysiske rammer, der tillader tidens børn og unge at glide over i et miljø, hvor referencerammerne hurtigt udskiftes fra den nære familie til de sociale fysiske net, som udgøres af de andre børn og unge, som man udlever hverdagen med, både undervisningsmæssigt men også i den kontrollerede og veltilrettelagte fritid.

Med denne opsummering af situationen kan det hurtigt ses, at i de tilfælde, hvor kernefamilierne bryder sammen, så skal børnene ikke være ret gamle, før de selv har et fodfæste, der er langt bedre, end hvad man kendte i tidligere tid. Og selvom disse kernefamilier bryder sammen, så vil brugen af virtuelle familiemedlemmer i relation til pasningscentrenes ny ”arkitektur” også gøre deres for at afbøde stød og slag, der kan skubbe børn og unge ud i en skæv start.

Men skæve starter opstår, eller udvikler sig, og for denne gruppe af børn og unge, er det ikke uset, at de ikke kan opretholde niveauet med deres jævnaldrende. Deres fokus på egen tilværelse, afbrudte eller beskadigede menneskelige relationer i den nære familie, og pasningscentrenes eller andre institutioners konkrete fejlgreb i visse situationer skubber og placerer visse dårligt stillede børn ud i det område, hvor der som følge af begivenheder i omgivelserne, afskæres fra kompetenceudbygning, udvikling af deres sociale intelligens og afskæres fra etableringen af de vigtige fysiske, sociale net. Vi ser dannelsen af en befolkningsgruppe, som hverken i kompensation for deres arbejdsydelse eller i deres tilgang til kvalitetskomponenterne har de fortrin, som gælder for samfundet omkring dem. Går det galt i ny tid, går det rigtig galt.