Et led i en bedre samfundsøkonomi er også en effektivisering og forenkling af den måde, hvorpå det offentlige administreres. Det sker overalt i det offentliges interaktion med borgeren, men især på skatteområdet.
I ny tid beskattes nemlig ikke længere evnen til forbrug, men forbrug, som faktisk kan konstateres. Forbrugsafgifter er en af hovedkilderne og retter sig mod objektive forbrugsafgifter og subjektive forbrugsafgifter. De objektive forbrugsafgifter defineres ud fra en beskatning af en given økonomisk aktivitet, mens de subjektive forbrugsafgifter fastlægges ud fra et ønske om at være adfærdsregulerende.
De objektive forbrugsafgifter opkræves dog på en ny og anderledes måde, der har sin forklaring i befolkningens berettigede krav til fair taxes, og som er en del af det ideologiske grundlag, der også ligger bag forandringerne i det bagvedliggende folkestyre.
Fair taxes er endnu en af de befolkningskrav, der er med i strømmen af moralbaserede krav, som vi har gennemgået tidligere i dette kapitel. I tidligere tid var opkrævning af skatter og afgifter ikke forfatningsregulerede. Det var op til lovgiverne at fastlægge disse omkostninger for befolkningen, og i mange forfatninger kunne skatte- og afgiftsspørgsmål slet ikke gøres til genstand for folkeafstemning. Denne omstændighed er opretholdt i ny tid, men de store forfatningskonstruktioner, som ligger bag Global Magna Carta, forholder sig dog til problemstillingen, idet den offentlige økonomi udgør en stadigt større del af den samlede økonomi og er kendetegnet ved at være politisk besluttet.
Resultatet bliver, at man indbygger "fair tax"-bestemmelser i forfatningsgrundlaget. I grove træk er der tale om bestemmelser hvor "samfundets beskatning af den enkelte borger skal stå i relation til den enkelte borgers bæreevne og samlede økonomiske situation".
Sådanne meget generelle forfatningsbestemmelser kan føre til mange fortolkninger, men forfatningsdomme og forfatningsrådsafgørelser får lidt efter lidt rettet disse bestemmelser ind mod et afgiftssystem, der opfylder dette krav.
Først skal vi lige erindre os, hvordan forbrug finder sted og betalinger opkræves.
En betydelig del af forbruget er automatiseret. Og uanset, om det er automatiseret og finder sted som systematiske genbestillingsmekanismer og leveringer til de enkelte husstande, eller der er tale om enkeltordre bestillinger fra forbrugeren, så finder enhver betaling sted ved elektronisk træk direkte mod borgerens clearingkonto i den ny tids clearingcentraler. Der er derfor ingen usikkerhed om, hvem der ordrer og betaler.
Denne forenkling af betalingssystemer og samtidige registrering af forbrug muliggør, at afgifter på forbrug kan rettes mod den specifikke borger i stedet for mod befolkningen som sådan. Tidligere tids analoge håndtering af forbrugskøb og anvendelse af et utal af betalingsmidler var en hindring for det fremskridt på afgiftsområdet, som gælder i ny tid. De teknologiske forbedringer og ændrede mekanismer på køb, levering og betaling af forbrugsgoder tillader dermed en samtidig omlægning af netop afgiftssystemet.
De objektive forbrugsafgifter bliver derfor rettet mod den enkelte borger og er som hovedregel reguleret af denne borgers forudsete situation på det stadie af livet, som borgeren befinder sig på. Individualiseret afgiftsopkrævning gennemføres dog også, hvor den del af befolkningen, der kvalificerer sig til overførselsindkomster eller er økonomisk udsat i rest- eller mellemgrupperne, af skattemyndighederne tillægges andre træksatser end de generelt gældende. Denne facilitet og evnen til at rette afgiftsbelastningen mod en specifik borger medfører i sig selv forenklinger af den offentlige økonomi, hvor begrebet "overførselsindkomster" ikke alene er udtryk for kontante betalinger fra det offentlige til en borger, men i endnu højere grad er udtryk for, at borgeren får en særstatus, hvor det offentlige kan regulere borgerens økonomi ad andre veje via afgiftsbelastning og via status i clearingcentraler.
Et led i en bedre samfundsøkonomi er også en effektivisering og forenkling af den måde, hvorpå det offentlige administreres. Det sker overalt i det offentliges interaktion med borgeren, men især på skatteområdet.
I ny tid beskattes nemlig ikke længere evnen til forbrug, men forbrug, som faktisk kan konstateres. Forbrugsafgifter er en af hovedkilderne og retter sig mod objektive forbrugsafgifter og subjektive forbrugsafgifter. De objektive forbrugsafgifter defineres ud fra en beskatning af en given økonomisk aktivitet, mens de subjektive forbrugsafgifter fastlægges ud fra et ønske om at være adfærdsregulerende.
De objektive forbrugsafgifter opkræves dog på en ny og anderledes måde, der har sin forklaring i befolkningens berettigede krav til fair taxes, og som er en del af det ideologiske grundlag, der også ligger bag forandringerne i det bagvedliggende folkestyre.
Fair taxes er endnu en af de befolkningskrav, der er med i strømmen af moralbaserede krav, som vi har gennemgået tidligere i dette kapitel. I tidligere tid var opkrævning af skatter og afgifter ikke forfatningsregulerede. Det var op til lovgiverne at fastlægge disse omkostninger for befolkningen, og i mange forfatninger kunne skatte- og afgiftsspørgsmål slet ikke gøres til genstand for folkeafstemning. Denne omstændighed er opretholdt i ny tid, men de store forfatningskonstruktioner, som ligger bag Global Magna Carta, forholder sig dog til problemstillingen, idet den offentlige økonomi udgør en stadigt større del af den samlede økonomi og er kendetegnet ved at være politisk besluttet.
Resultatet bliver, at man indbygger "fair tax"-bestemmelser i forfatningsgrundlaget. I grove træk er der tale om bestemmelser hvor "samfundets beskatning af den enkelte borger skal stå i relation til den enkelte borgers bæreevne og samlede økonomiske situation".
Sådanne meget generelle forfatningsbestemmelser kan føre til mange fortolkninger, men forfatningsdomme og forfatningsrådsafgørelser får lidt efter lidt rettet disse bestemmelser ind mod et afgiftssystem, der opfylder dette krav.
Først skal vi lige erindre os, hvordan forbrug finder sted og betalinger opkræves.
En betydelig del af forbruget er automatiseret. Og uanset, om det er automatiseret og finder sted som systematiske genbestillingsmekanismer og leveringer til de enkelte husstande, eller der er tale om enkeltordre bestillinger fra forbrugeren, så finder enhver betaling sted ved elektronisk træk direkte mod borgerens clearingkonto i den ny tids clearingcentraler. Der er derfor ingen usikkerhed om, hvem der ordrer og betaler.
Denne forenkling af betalingssystemer og samtidige registrering af forbrug muliggør, at afgifter på forbrug kan rettes mod den specifikke borger i stedet for mod befolkningen som sådan. Tidligere tids analoge håndtering af forbrugskøb og anvendelse af et utal af betalingsmidler var en hindring for det fremskridt på afgiftsområdet, som gælder i ny tid. De teknologiske forbedringer og ændrede mekanismer på køb, levering og betaling af forbrugsgoder tillader dermed en samtidig omlægning af netop afgiftssystemet.
De objektive forbrugsafgifter bliver derfor rettet mod den enkelte borger og er som hovedregel reguleret af denne borgers forudsete situation på det stadie af livet, som borgeren befinder sig på. Individualiseret afgiftsopkrævning gennemføres dog også, hvor den del af befolkningen, der kvalificerer sig til overførselsindkomster eller er økonomisk udsat i rest- eller mellemgrupperne, af skattemyndighederne tillægges andre træksatser end de generelt gældende. Denne facilitet og evnen til at rette afgiftsbelastningen mod en specifik borger medfører i sig selv forenklinger af den offentlige økonomi, hvor begrebet "overførselsindkomster" ikke alene er udtryk for kontante betalinger fra det offentlige til en borger, men i endnu højere grad er udtryk for, at borgeren får en særstatus, hvor det offentlige kan regulere borgerens økonomi ad andre veje via afgiftsbelastning og via status i clearingcentraler.