Samlet sker der indenfor de regionale sammenslutninger en omlægning af skattesystemet, således at det i ny tid, som så meget andet fungerer automatisk, elektronisk og med let administration.
Skattesystemet får en impuls fra den objektive økonomi og bliver selv objektivt. Usikkerheder omkring fortolkninger, mulighed for at reducere skatter ved indviklet planlægning og sub-optimering i samfundsøkonomien ophæves.
Sikringen af denne tilstand sker ved, at alle skatter omlægges til afgifter, og disse retter sig på personområdet mod afgiftsbelægning af forbrug, bopæl og finansielle (passive) indkomster.
Når det overhovedet er muligt at lave disse omlægninger, så baserer det sig på den kendsgerning, at finanspolitikken flyttes fra nationalstater og over i statssammenslutninger og konføderale unioner, og herfra videre til de regionale sammenslutninger, som opstår i takt med nationalstaternes opløsning.
I tidligere tid var en lang række nationalstater relativt små befolkningsmæssigt eller målt i samlet evne til at skabe produktionsværdi. Det udvikler sig til et selvstændigt problem, at disse nationalstater tvinges til en udflytning af finanspolitikken til de større sammenlagte enheder for overhovedet at kunne gennemføre de politikændringer, som bliver en nødvendighed for at kunne sikre provenuet til den offentlige økonomi på den ene side og tilfredsstille befolkningens krav og forventninger på den anden side. Små nationalstater lider i stadigt stigende grad op igennem tidligere tid af det store problem, at kapacitetsomkostningerne i den offentlige økonomi til stadighed vokser og skal bæres på et relativt snævert befolkningsgrundlag eller små produktionsværdier. Befolkningens stigende krav indenfor institutionsområdet, uddannelse, præventiv sygdomsforebyggelse, transportinfrastruktur samt øverførselsindkomster til rest- og mellemgrupper kræver, at den samlede økonomi, der skal bære disse investeringer og kapacitetsomkostninger, øges i størrelse. Selv i velfærdssamfund, der er etableret, vokser dette behov, idet netop forventningerne i velfærdssamfundet til serviceniveau og kvalitet i den offentlige serviceøkonomi øger kravene til den kapacitet, der stilles til rådighed.
Det er således ret banale driftsøkonomiske problemstillinger, der presser de enkelte nationalstaters offentlige økonomier. Visse basisinvesteringer i den kapacitet, der nu engang er nødvendig til at service og producere i den offentlige økonomi, kan ganske enkelt ikke gøres lønsomt og til acceptable marginale omkostninger, idet for få borgere, eller for smalle økonomier skal bære de nødvendige kapacitetsomkostninger, hvis andel af de samlede produktionsomkostninger dermed bliver for stor.
Ved at se den offentlige økonomi på baggrund af en betydeligt større kritisk masse bliver kapacitetsomkostningerne igen reduceret som andel af den samlede produktionsomkostning af offentlige serviceydelser, og dermed reduceres behovet for marginalbeskatning af befolkningen.
Når vi kan konstatere, at løsningen bliver et afgiftsbaseret beskatningssystem, så er dette kun muligt, fordi den samlede produktionsværdi, der underlægges disse afgifter forøges igennem de statssammenslutninger og konføderale unioner, som er skabt politisk, og som gradvist tillægges beskatningsretten og dermed en væsentlig del af finanspolitikken. Og fordi den offentlige serviceøkonomi dermed effektiviseres, så de samlede enhedsomkostninger pr. produceret serviceenhed reduceres. Små nationalstater er ikke effektive nok og risikerer at ofre velfærdsstaten eller se en gradvis udsivning af nye generationer og afvandring. Ingen af disse udfald er acceptable politisk set og udgør endnu en væsentlig årsag til dannelsen af de regionale sammenslutninger. Opgivelsen af den traditionelle nationalstat er en kendsgerning.
Samlet sker der indenfor de regionale sammenslutninger en omlægning af skattesystemet, således at det i ny tid, som så meget andet fungerer automatisk, elektronisk og med let administration.
Skattesystemet får en impuls fra den objektive økonomi og bliver selv objektivt. Usikkerheder omkring fortolkninger, mulighed for at reducere skatter ved indviklet planlægning og sub-optimering i samfundsøkonomien ophæves.
Sikringen af denne tilstand sker ved, at alle skatter omlægges til afgifter, og disse retter sig på personområdet mod afgiftsbelægning af forbrug, bopæl og finansielle (passive) indkomster.
Når det overhovedet er muligt at lave disse omlægninger, så baserer det sig på den kendsgerning, at finanspolitikken flyttes fra nationalstater og over i statssammenslutninger og konføderale unioner, og herfra videre til de regionale sammenslutninger, som opstår i takt med nationalstaternes opløsning.
I tidligere tid var en lang række nationalstater relativt små befolkningsmæssigt eller målt i samlet evne til at skabe produktionsværdi. Det udvikler sig til et selvstændigt problem, at disse nationalstater tvinges til en udflytning af finanspolitikken til de større sammenlagte enheder for overhovedet at kunne gennemføre de politikændringer, som bliver en nødvendighed for at kunne sikre provenuet til den offentlige økonomi på den ene side og tilfredsstille befolkningens krav og forventninger på den anden side. Små nationalstater lider i stadigt stigende grad op igennem tidligere tid af det store problem, at kapacitetsomkostningerne i den offentlige økonomi til stadighed vokser og skal bæres på et relativt snævert befolkningsgrundlag eller små produktionsværdier. Befolkningens stigende krav indenfor institutionsområdet, uddannelse, præventiv sygdomsforebyggelse, transportinfrastruktur samt øverførselsindkomster til rest- og mellemgrupper kræver, at den samlede økonomi, der skal bære disse investeringer og kapacitetsomkostninger, øges i størrelse. Selv i velfærdssamfund, der er etableret, vokser dette behov, idet netop forventningerne i velfærdssamfundet til serviceniveau og kvalitet i den offentlige serviceøkonomi øger kravene til den kapacitet, der stilles til rådighed.
Det er således ret banale driftsøkonomiske problemstillinger, der presser de enkelte nationalstaters offentlige økonomier. Visse basisinvesteringer i den kapacitet, der nu engang er nødvendig til at service og producere i den offentlige økonomi, kan ganske enkelt ikke gøres lønsomt og til acceptable marginale omkostninger, idet for få borgere, eller for smalle økonomier skal bære de nødvendige kapacitetsomkostninger, hvis andel af de samlede produktionsomkostninger dermed bliver for stor.
Ved at se den offentlige økonomi på baggrund af en betydeligt større kritisk masse bliver kapacitetsomkostningerne igen reduceret som andel af den samlede produktionsomkostning af offentlige serviceydelser, og dermed reduceres behovet for marginalbeskatning af befolkningen.
Når vi kan konstatere, at løsningen bliver et afgiftsbaseret beskatningssystem, så er dette kun muligt, fordi den samlede produktionsværdi, der underlægges disse afgifter forøges igennem de statssammenslutninger og konføderale unioner, som er skabt politisk, og som gradvist tillægges beskatningsretten og dermed en væsentlig del af finanspolitikken. Og fordi den offentlige serviceøkonomi dermed effektiviseres, så de samlede enhedsomkostninger pr. produceret serviceenhed reduceres. Små nationalstater er ikke effektive nok og risikerer at ofre velfærdsstaten eller se en gradvis udsivning af nye generationer og afvandring. Ingen af disse udfald er acceptable politisk set og udgør endnu en væsentlig årsag til dannelsen af de regionale sammenslutninger. Opgivelsen af den traditionelle nationalstat er en kendsgerning.