I takt med den forbedrede udnyttelse af teknologi til at skabe og formidle kontakter, vil man se en udvidelse og specialisering af de servicetilbud, som søges og tilbydes i fritidslivet.
I tidligere tid blev tilbud sammensat efter brede fællesnævnere baseret på den grundtanke, at der skulle være plads til alle, og stærkt specialiserede tilbud kunne være svære at styre ud fra et ressourcesynspunkt.
Fremover bliver resourceallokeringen flydende og bestemt af de løbende behov. Muligheden for at kommunikere ubesværet med andre potentielle deltagere, den større fleksibilitet i tidsanvendelsen samt brugergruppernes aktive indflydelse på hvad der tilbydes – og hvornår – muliggør et større og mere varieret antal tilbud. Ressourcetildelingen vil derfor typisk blive i form af støttemuligheder, der kan modtages under opfyldelse af bestemte kriterier. Kriterier, der lettere kan mødes, da kommunikation og tilrettelæggelse er lettere, og fordi de ansvarlige beslutningstagere selv har indsigt i og forståelse for de behov, der kommer til udtryk. Både som mere permanente tilbud til brede brugergrupper, men også som specialiserede eller lejlighedsvise tilbud til andre.
Denne mangfoldighed tillader en række brugere at søge sammen med andre i nye sociale netværk med fokus på en bestemt hobby, aktivitet eller studiekreds. Altsammen som beskæftigelsesmuligheder i fritiden som kan ændres og forandres. Ikke så få aktiviteter vil have et aktualitetspræg båret frem af planlæggere og udbydere, der af andre årsager mister indflydelse i det omstillede samfund, og netop alene igennem evnen til at samle sociale netværk og fysisk dialog kan etablere nye platforme for bl.a. politisk indflydelse.
Samlet vil denne udvikling styrke og forbedre fritidstilbuddene, der i fremtiden ikke længere vil fremstå som faste skabeloner på fastsatte tidspunkter. Dette drives af befolkningen, der netop stiller krav om at kunne forbedre fritidslivet og sikre sig, at dette repræsenterer de kvalitetsværdier som eftertragtes. En væsentlig drivende faktor bag disse aktiviteter vil specielt være behovet for at søge væk fra den digitaliserede og programmerbare hverdag.
Udviklingen går dermed den modsatte vej end det man kunne frygte. En pessimistisk vurdering kunne være, at netop digitaliseringen, etableringen af virtuelle begivenheder, den programmerede hverdag og travlhed i al almindelighed kunne få det modsatte udkomme, således at interessen for deltagelse i fysiske sammenkomster med andre mennesker vil blive undertrykt, og ikke stå sig i konkurrencen med de digitale underholdnings- og beskæftigelsestilbud.
Frygten er berettiget, og der opstår digitale somnambulister, men disse grupper er mere udtryk for den del af udviklingen, der løber af sporet, end udtryk for hovedtendensen. Ved al udvikling opstår der fejl og affaldsprodukter, og samfundet vil skabe grundlaget for, at visse mennesker bliver fanget i dette digitale spindelvæv. Hovedtendensen er derimod, at i takt med at ny tids befolkning indser at deres hele hverdag netop tilrettelægges, planlægges og gennemleves i en programmeret og digitaliseret form, hvor maskiner, programmer og kendskab til den enkeltes sædvaner mere og mere overtager den daglige styring af de opgaver, der løses i hjemmet og på "arbejdspladsen", da vil modreaktionen blive en flugt væk fra dette digitale miljø. Den digitale udvikling bliver derfor den vækstbetingelse, som bliver afgørende for, at de enkelte mennesker bruger mere tid, og allokerer flere af deres personlige budgetressourcer på den kvalitetsorienterede fritid. En fritid, hvor kvaliteten måles i forhold til muligheden for at beskæftige sig med hobbies og områder af særlig interesse samt muligheden for at gøre det i samkvem med andre mennesker – og ikke maskiner.
Hele dette udgangspunkt påvirker også måden man beskæftiger sig på indenfor sports-, forenings- og fritidslivet. Det er ikke kun rammerne, der ændrer sig i retning af at tillade mere fleksibel tidsplanlægning, frit valg af emner og samkvem med andre mennesker, men også måden tilbuddene udnyttes på bliver forandrede.
I den digitale hverdag vil behovet for interaktivitet og proaktiv indsats blive reduceret i stadigt stigende grad. Netop erkendelse af, at meget af ens private og professionelle liv finder sted uden selvbeskæftigelse, påvirker holdningen til, hvad der kræves for at fritidstilbuddene er kvalitetsorienterede.
Det bliver dermed en kvalitetskomponent, at man i sin deltagelse på fritidsområdet får mulighed for selvbeskæftigelse.
Det er den ny borgers personlige kendetegn, fra tidlig opvækst, at man er villig til at påtage sig medansvar, og er ansvarlig for sig selv og egne handlinger. Denne egenskab slår også igennem på den enkeltes vilje og evne til at løse opgaver i relation til den vigtige fritidsbeskæftigelse. Det bliver ikke vurderet som tilfredsstillende, at man ved deltagelse kun har lille eller ingen mulighed for at påvirke selve forløbet. Selvbeskæftigelseskulturen slår dermed igennem, og den enkelte vil aktivt ønske at skabe og påvirke de omstændigheder som man er en del af. Der vil blive et større ansvar for afvikling og tilrettelægning, og dagsorden og begivenheder som man er en del af, vil løbende blive forandrede og omdefinerede af deltagerne over tid.
Disse omstændigheder afføder en gennemsnitlig borger i fremtidens vidensamfund, der af natur er mere "ledelsesbaseret". Jo mere ledelsesorienteret den enkelte er i sine holdninger og i tilrettelægningen af sine opgaver, i jo højere grad vil den enkelte påvirke omstændighederne hvorunder opgaverne løses. I tidlige tiders "ansættelsesbaseret" indstilling var der ikke kulturel baggrund for selv at overtage ledelse og ansvar. Som på arbejdspladsen accepterede man også, at fritidsliv blev planlagt af andre, og man udfoldede sig indenfor afstukne retningslinier. Eneste forskel på arbejde og fritid blev derved at de kvalifikations- og succeskriterier som blev lagt til grund var forskellige.
I ny tid sker en forøgelse i den kollektive kvalitetsforventning. Det er således ikke nok med fremmøde og deltagelse. Der vil også blive rettet forventning til, at den enkelte bidrager. Ikke som fysisk deltager, men som holdningsdanner og holdningsskaber. Samt at man deltager i den proces, der løbende omskaber og forandrer netop den ramme, som man som gruppe skal fungere indenfor. Det er denne interaktion og dialektik, der bliver den afgørende kontrast til den digitaliserede selvfølgelighed.