Original 2008

På regionalt plan er de politiske partier i de parlamentariske forsamlinger erstattet af politiske grupper. Efter hvert valg konstitueres gruppeledelser, og ud af deres midte udvælges de kandidater, der stilles i forslag til regionsledelsen. Regionsledelsen overtager dermed i ny tid det, man kendte som "regeringer". Der konstitueres for faste perioder, og såfremt politiske flertal ikke kan sikres til en politik, medfører det hyppigst, at den politiske gruppe, som har lederskabet udskifter ledelsen, så den politiske indflydelse opretholdes. Provokeret ledelsesskift fra andre og forandrede parlamentariske flertal kan medføre at der sker ny konstituering indenfor valgperioden. Et uafhængigt og professionelt teknokratisk embedsværk sikrer til stadighed, at lovgivningsarbejde og vedligeholdelse af eksisterende lovgivning finder sted, så den politiske opgave i stadigt større grad bliver at træffe politiske beslutninger og valg, snarere end at lave administrativt udvalgsarbejde.

Tidligere tids parlamentariske arbejde, hvor de folkevalgte politikere rettede paragraf for paragraf, er stadig et politisk omdrejningspunkt. Men parallelkomiteer, der består af politisk valgte embedsmænd for de politiske grupper, foretager i praksis det lovforberedende arbejde.

Men også kandidatprofilerne ændrer sig i ny tid. I en tid med øget effektivitet i det politiske arbejde medfører det, at det at være professionel politiker ikke er ensbetydende med tidligere tids livstidsbeskæftigelse og professionalisering, men at rollen også kan forvaltes af borgere, der for en tid vælger – og kan vælge – at indtræde på den politiske arena. En mulighed, der i tidligere tid var udelukket af de politiske partiers rekrutteringspraksis, organisatoriske bindinger og valglove, der udelukkede uafhængige kandidaturer. Mange af den ny tids politikere evner dermed at opretholde rødderne i deres almindelige hverdag sideløbende med det parlamentariske arbejde. En udvikling, der dog skærper kravene til de politiske embedsmænds lovforberedende arbejde, men som noget positivt samtidig tillader politik at blive virkelighedskontrolleret af politiske repræsentanter, der har solidaritet med de borgere, som de repræsenterer, fremfor med det system, der repræsenterer dem.

Hele opgøret, man ser med tidligere tids parlamentarisme og de politiske partier er samtidigt et opgør med politiske arketyper. Politikere, der repræsenterer den elitære professionalisering og udøver politik for politikkens egen skyld bliver i lighed med de politiske partier selv ofre for re-demokratiseringsprocessen.

Den ny tids politiker er mere aktiv i kontrollen af de politiske konsekvenser af gennemført lovgivning. 

Demokratisk kontrol med den regionale forvaltning, borgernes retssikkerhed, menneskerettighedssikring samt beskyttelse af rest- og mellemgrupperne i befolkningen, udgør vigtige kvalitative politiske indsatsområder. Den lokale forvaltning og den heraf følgende nødvendige lovgivning er i stor udstrækning overflyttet til politiske embedsmænd, der sikrer kontinuitet, sammenhæng og varetagelse af de politiske gruppers særinteresser i et arbejdende folkestyre, der er meget praktisk orienteret på det regionale plan.De regionale ledelser er dermed udviklet til politiske direktionslokaler.

Indenfor konstitueringen af de regionale sammenslutninger er der dog tale om en meget anderledes situation. I relation til fastlæggelse af de eksogene politikker indgår en regional sammenslutning i en række internationale og globale sammenhænge for at sikre opfyldelsen af den koncentriske politiks behov for stadig eskalering til nye beslutningsorganer i takt med, at beslutningsindflydelsen udvandes på et lavere liggende niveau. Det kendetegner derfor de politiske repræsentanter i den parlamentariske forsamling, der er direkte valgt til den regionale sammenslutning, at de ikke alene er nødt til at være geografisk placeret udenfor deres valgkredse og regioner, men også er betydeligt mere direkte involveret på detailområderne. Behovet for løbende politisk vurdering og kontrol af regionalpolitiske interesser, samt behørig afstemning med hensyn til sikring af effektive eksogene politikker gør det ikke muligt at overflytte dette arbejde til politiske embedsmænd. De optræder mere som assistenter og hjælpere i dette parlamentariske miljø. 

Særligt karakteristisk for dannelsen af ledelsen af de regionale sammenslutninger er, at ledelsen konstitueres for en fast periode. Og at ledelsen ligger fast i denne periode. Ledelsen er forsynet med vetorettigheder overfor lovgivningsinitiativer og beslutninger, og ledelsen er toneangivende i en række af de internationale fora, som den regionale sammenslutning er en del af. 

Den parlamentariske forsamling til den regionale sammenslutning vælges for længere tidsperioder end de regionale parlamentariske forsamlinger. Ledelsen er sammensat ved konstituering blandt de politiske grupperinger, som opstår efter endt valg. Der er således tale om, at der for såvel det regionale parlament som parlamentet i den regionale sammenslutning sker konstituering af ledelserne uden direkte valg af befolkningerne. 

Mens ledelsen regionalt kan stilles et mistillidsvotum, og ny konstituering blive resultatet, så er denne mulighed ikke tilstede i den regionale sammenslutning. Fælles er dog faste valgperioder, omend de er af forskellig længde. Man kan sige, at i ny tid er hensynet til, at der kan skabes kontinuerlig politisk ledelse øget i jo højere grad at denne ledelse skal i samspil internationalt og globalt, mens jo tættere, vi kommer på befolkningen i jo højere grad vil et forskelligt syn imellem parlamentarikernes og ledelserne kunne sikre ny ledelse og ny lovgivning. 

Mens man i tidligere tid så, at den faktiske initiativret til ny og forandret lovgivning lå hos regeringerne, og at de var sikret muligheden for at give mening og troværdighed i lovgivningsinitiativer gennem brug af det ressourceapparat, der stod til rådighed for regeringsadministrationen , så er der i ny tid sket det skred, at initiativretten er flyttet til de parlamentariske forsamlinger. En forsamling kan dermed pålægge en ledelse at gennemføre visse politikker og lovgivning. Og det embedsmandsapparat, der står til rådighed for lovplanlægning og  behandling, står til rådighed for de parlamentariske forsamlinger og ikke ledelserne. Omvendt er visse forvaltningsmæssige beføjelser og politikområder i deres helhed overflyttet til ledelserne. 

Indenfor de regionale sammenslutninger er der dog den karakteristik ved de politiske grupperinger, at de dækker over meget forskellige variationer over samme tema fra de underliggende regioner, som har indvalgt repræsentanterne ved direkte valg, og at netop disse meget brede fællesnævnere på sin vis styrker ledelsesgruppen, der som noget bærende har en stor indflydelse på de politikker, der føres ud i livet også i de politiske grupper. Meget brede konstitueringer og repræsentationen af meget forskelligartede interesser indenfor de politiske grupperinger i de sammensluttede regioner er årsagen til, at man i takt med den koncentriske politiks gennemslag ser stadigt større politisk centralisering. Centraliseringen retter sig dog mod eksogene politiske områder – for det meste i relation til en regional sammenslutnings troværdige, konsistente og indflydelsesrige position i andre politiske sammenhænge i de ydre cirkler af den koncentriske politik.

Opgøret med tidligere tid er slående. Hvor elitært valgte ledelser af politiske partier i nationalstater, konstitueret efter tradition og vane i gammeldags partiapparater var den politiske grundsten, er disse i ny tid erstattet af et folkeligt direkte valgt, repræsentativt folkestyre. Hvor dette folkestyre i tidligere tid i sine initiativer og lovgivning var topstyret og forankret i politiske partier og deres historiske holdepunkter og interessegruppeafhængighed, er de i ny tid erstattet af politiske grupperinger sammensat af parlamentarikere, valgt i deres egen ret, og af ledelser, der er konstitueret på et politisk bæredygtigt grundlag for den aktuelle valgperiode. Hvor nationale parlamentariske forsamlinger i tidligere tid rekrutterede politiske deltagere til statslige sammenslutninger, unionsdannelser og internationale samarbejdsorganisationer, så er der i ny tid tale om direkte valgte senatorer til sådanne sammenslutninger. Og hvor der i tidligere tid skete sub-optimering og blokering af politik som følge af hensyn til medlemsstater, der havde særinteresser, så er det i ny tid erstattet af en koncentrisk politik, hvor særinteresser pr. definition lovgives på lokalt niveau. Når særinteressen ikke er regionalt betinget, da reguleres på overordnet niveau, hvor særinteressen må give efter for helheden og fællesskabet.

På regionalt plan er de politiske partier i de parlamentariske forsamlinger erstattet af politiske grupper. Efter hvert valg konstitueres gruppeledelser, og ud af deres midte udvælges de kandidater, der stilles i forslag til regionsledelsen. Regionsledelsen overtager dermed i ny tid det, man kendte som "regeringer". Der konstitueres for faste perioder, og såfremt politiske flertal ikke kan sikres til en politik, medfører det hyppigst, at den politiske gruppe, som har lederskabet udskifter ledelsen, så den politiske indflydelse opretholdes. Provokeret ledelsesskift fra andre og forandrede parlamentariske flertal kan medføre at der sker ny konstituering indenfor valgperioden. Et uafhængigt og professionelt teknokratisk embedsværk sikrer til stadighed, at lovgivningsarbejde og vedligeholdelse af eksisterende lovgivning finder sted, så den politiske opgave i stadigt større grad bliver at træffe politiske beslutninger og valg, snarere end at lave administrativt udvalgsarbejde.

Tidligere tids parlamentariske arbejde, hvor de folkevalgte politikere rettede paragraf for paragraf, er stadig et politisk omdrejningspunkt. Men parallelkomiteer, der består af politisk valgte embedsmænd for de politiske grupper, foretager i praksis det lovforberedende arbejde.

Men også kandidatprofilerne ændrer sig i ny tid. I en tid med øget effektivitet i det politiske arbejde medfører det, at det at være professionel politiker ikke er ensbetydende med tidligere tids livstidsbeskæftigelse og professionalisering, men at rollen også kan forvaltes af borgere, der for en tid vælger – og kan vælge – at indtræde på den politiske arena. En mulighed, der i tidligere tid var udelukket af de politiske partiers rekrutteringspraksis, organisatoriske bindinger og valglove, der udelukkede uafhængige kandidaturer. Mange af den ny tids politikere evner dermed at opretholde rødderne i deres almindelige hverdag sideløbende med det parlamentariske arbejde. En udvikling, der dog skærper kravene til de politiske embedsmænds lovforberedende arbejde, men som noget positivt samtidig tillader politik at blive virkelighedskontrolleret af politiske repræsentanter, der har solidaritet med de borgere, som de repræsenterer, fremfor med det system, der repræsenterer dem.

Hele opgøret, man ser med tidligere tids parlamentarisme og de politiske partier er samtidigt et opgør med politiske arketyper. Politikere, der repræsenterer den elitære professionalisering og udøver politik for politikkens egen skyld bliver i lighed med de politiske partier selv ofre for re-demokratiseringsprocessen.

Den ny tids politiker er mere aktiv i kontrollen af de politiske konsekvenser af gennemført lovgivning. 

Demokratisk kontrol med den regionale forvaltning, borgernes retssikkerhed, menneskerettighedssikring samt beskyttelse af rest- og mellemgrupperne i befolkningen, udgør vigtige kvalitative politiske indsatsområder. Den lokale forvaltning og den heraf følgende nødvendige lovgivning er i stor udstrækning overflyttet til politiske embedsmænd, der sikrer kontinuitet, sammenhæng og varetagelse af de politiske gruppers særinteresser i et arbejdende folkestyre, der er meget praktisk orienteret på det regionale plan.De regionale ledelser er dermed udviklet til politiske direktionslokaler.

Indenfor konstitueringen af de regionale sammenslutninger er der dog tale om en meget anderledes situation. I relation til fastlæggelse af de eksogene politikker indgår en regional sammenslutning i en række internationale og globale sammenhænge for at sikre opfyldelsen af den koncentriske politiks behov for stadig eskalering til nye beslutningsorganer i takt med, at beslutningsindflydelsen udvandes på et lavere liggende niveau. Det kendetegner derfor de politiske repræsentanter i den parlamentariske forsamling, der er direkte valgt til den regionale sammenslutning, at de ikke alene er nødt til at være geografisk placeret udenfor deres valgkredse og regioner, men også er betydeligt mere direkte involveret på detailområderne. Behovet for løbende politisk vurdering og kontrol af regionalpolitiske interesser, samt behørig afstemning med hensyn til sikring af effektive eksogene politikker gør det ikke muligt at overflytte dette arbejde til politiske embedsmænd. De optræder mere som assistenter og hjælpere i dette parlamentariske miljø. 

Særligt karakteristisk for dannelsen af ledelsen af de regionale sammenslutninger er, at ledelsen konstitueres for en fast periode. Og at ledelsen ligger fast i denne periode. Ledelsen er forsynet med vetorettigheder overfor lovgivningsinitiativer og beslutninger, og ledelsen er toneangivende i en række af de internationale fora, som den regionale sammenslutning er en del af. 

Den parlamentariske forsamling til den regionale sammenslutning vælges for længere tidsperioder end de regionale parlamentariske forsamlinger. Ledelsen er sammensat ved konstituering blandt de politiske grupperinger, som opstår efter endt valg. Der er således tale om, at der for såvel det regionale parlament som parlamentet i den regionale sammenslutning sker konstituering af ledelserne uden direkte valg af befolkningerne. 

Mens ledelsen regionalt kan stilles et mistillidsvotum, og ny konstituering blive resultatet, så er denne mulighed ikke tilstede i den regionale sammenslutning. Fælles er dog faste valgperioder, omend de er af forskellig længde. Man kan sige, at i ny tid er hensynet til, at der kan skabes kontinuerlig politisk ledelse øget i jo højere grad at denne ledelse skal i samspil internationalt og globalt, mens jo tættere, vi kommer på befolkningen i jo højere grad vil et forskelligt syn imellem parlamentarikernes og ledelserne kunne sikre ny ledelse og ny lovgivning. 

Mens man i tidligere tid så, at den faktiske initiativret til ny og forandret lovgivning lå hos regeringerne, og at de var sikret muligheden for at give mening og troværdighed i lovgivningsinitiativer gennem brug af det ressourceapparat, der stod til rådighed for regeringsadministrationen , så er der i ny tid sket det skred, at initiativretten er flyttet til de parlamentariske forsamlinger. En forsamling kan dermed pålægge en ledelse at gennemføre visse politikker og lovgivning. Og det embedsmandsapparat, der står til rådighed for lovplanlægning og  behandling, står til rådighed for de parlamentariske forsamlinger og ikke ledelserne. Omvendt er visse forvaltningsmæssige beføjelser og politikområder i deres helhed overflyttet til ledelserne. 

Indenfor de regionale sammenslutninger er der dog den karakteristik ved de politiske grupperinger, at de dækker over meget forskellige variationer over samme tema fra de underliggende regioner, som har indvalgt repræsentanterne ved direkte valg, og at netop disse meget brede fællesnævnere på sin vis styrker ledelsesgruppen, der som noget bærende har en stor indflydelse på de politikker, der føres ud i livet også i de politiske grupper. Meget brede konstitueringer og repræsentationen af meget forskelligartede interesser indenfor de politiske grupperinger i de sammensluttede regioner er årsagen til, at man i takt med den koncentriske politiks gennemslag ser stadigt større politisk centralisering. Centraliseringen retter sig dog mod eksogene politiske områder – for det meste i relation til en regional sammenslutnings troværdige, konsistente og indflydelsesrige position i andre politiske sammenhænge i de ydre cirkler af den koncentriske politik.

Opgøret med tidligere tid er slående. Hvor elitært valgte ledelser af politiske partier i nationalstater, konstitueret efter tradition og vane i gammeldags partiapparater var den politiske grundsten, er disse i ny tid erstattet af et folkeligt direkte valgt, repræsentativt folkestyre. Hvor dette folkestyre i tidligere tid i sine initiativer og lovgivning var topstyret og forankret i politiske partier og deres historiske holdepunkter og interessegruppeafhængighed, er de i ny tid erstattet af politiske grupperinger sammensat af parlamentarikere, valgt i deres egen ret, og af ledelser, der er konstitueret på et politisk bæredygtigt grundlag for den aktuelle valgperiode. Hvor nationale parlamentariske forsamlinger i tidligere tid rekrutterede politiske deltagere til statslige sammenslutninger, unionsdannelser og internationale samarbejdsorganisationer, så er der i ny tid tale om direkte valgte senatorer til sådanne sammenslutninger. Og hvor der i tidligere tid skete sub-optimering og blokering af politik som følge af hensyn til medlemsstater, der havde særinteresser, så er det i ny tid erstattet af en koncentrisk politik, hvor særinteresser pr. definition lovgives på lokalt niveau. Når særinteressen ikke er regionalt betinget, da reguleres på overordnet niveau, hvor særinteressen må give efter for helheden og fællesskabet.

// Ekstrakt // Original // Læsertilrettet // Debat