Reading Piece #147 - Diktaturer opløses indefra

Det er ikke kun den horisontale velstandsoverflytning nationalstater og områder imellem, der sikrer den omtalte demokratiseringsproces.
Vertikal velstandsudligning bliver en vigtig prioritet for de demokratiske økonomier, og ved globale udligningskreditter, der fastlægges unilateralt, ved vi, at enorme ressourcer flyder ind i autoritære og totalitære regimers økonomi. De store ressourcer betales af de demokratiske økonomier og sker først og fremmest på den anledning, at national lovgivning påbyder de enkelte nationalstater ikke at handle eller sikre egen velstand på bekostning af andres. På grænsen til ny tid ved vi, at befolkningerne kræver, at vertikal udligning som minimum skal sikre bolig, mad, drikke og sygdomsfri hverdag samt adgang til uddannelse for alle. Uanset geografisk tilhørsforhold.
Måden, det sikres på er, at de demokratiske økonomier – ved gensidige aftaler med de pågældende regimer – forudsætter adgang til distribution af disse ressourcer i takt med den stadige udbygning af kommercielle samarbejdsforhold.
De færreste regimer har svært ved at sige nej til vederlagsfri overførsel af betydelige ressourcer til velstandsforbedringer i den del af befolkningen, som ikke er en del af eliten og ikke kandiderer naturligt til den voksende middelklasse. Og i ikke få regimer opstår det rationale, at netop disse velstandsudligninger i sig selv ophæver hele regimets eksistensberettigelse. Netop dette rationale udløser den stigende sammensmeltning imellem den politiske magtstruktur og den økonomiske elite i disse nationalstater. De skaber sammen en ny fremtid, hvor eliten administrerer velfærd – og ikke undertrykkelse.

De paradigmeskift, der fremprovokeres, sker dermed i det synkrone spil imellem pres ovenfra, fra en elite, der mister indflydelse, vækst og kapital som følge af det internationale samfunds igangsatte boykot og ophør af samhandel, og med et samtidigt pres nedefra, hvor stadigt større befolkningsressourcer kan inddrages i den samlede økonomi og dermed skaber rationalet om at efterkomme disses krav om stigende indflydelse og demokratisering.

Skræmmescenarier, hvor en magtelite udfordrer det internationale samfund, har ingen bæredygtighed over tid, fordi eliten selv går til grunde ved den valgte strategi. I en tid, hvor det internationale samfund ikke alene er styret af krav til egen økonomisk vækst og velfærdsforbedring, er tidlige tiders mulighed for, at en national magtelite kan beskytte egne interesser på trods af lokal undertrykkelse af de globale kvalitetsidealer, faldet væk. Og forestillinger om folkelige revolutioner har aldrig været bæredygtige for paradigmeskift i samfundet. Forandringer har altid været styret af eliten og et velstående og veluddannet borgerskab, og sådan bliver det endnu engang. Styret og tilrettelagt af dem, fordi netop alliancen med befolkningerne ikke alene kan opbygge den lokale økonomi, men også trække nationalstaten ud af international isolation.

Det er rigtigt, at der selv sent i tidligere tid er autoritære totalitærstater, der overlever i isolation. Hvor selve det at have den geografiske og socioøkonomiske kontrol over en lille lokal kritisk, økonomisk masse er nok til at holde en national politisk magtstruktur og landets økonomiske elite i live. Dette ved konfiskation af andres ejendomsrettigheder, bedrageri af statsmidler, korruption og afpresning af forskellig art. Som man havde righoldige eksempler på i tidligere tid, før den horisontale og vertikale udligning blev båret frem af Pax Globalis og før omorienteringen af de demokratiske økonomiers hele målsætning.
Verdenssamfundet er frem mod ny tid optaget af løsningen af den ineffektivitet, som opgøret med de betydende autoritære regimer udløser. Man er optaget af det langstrakte arbejde, hvor nationalstater opløses i fragmenter og samles i nye, geografisk uafhængige geopolitiske centre i konvergens med religion, historik, omverden og indre områder.
Ved etableringen af det Global Magna Carta, som er godkendt af det virkelighedskontrollerede og af de religiøse kræfter i det internationale samfund, sker der en fordeling af disse totalitære marginalstater under de enkelte geopolitiske centres respektive interesseområder. Samtidig accepterer det internationale samfund, at der gribes ind med magt for at rydde op i disse diktatoriske magtstrukturer.
Det er ikke kun den horisontale velstandsoverflytning nationalstater og områder imellem, der sikrer den omtalte demokratiseringsproces.
Vertikal velstandsudligning bliver en vigtig prioritet for de demokratiske økonomier, og ved globale udligningskreditter, der fastlægges unilateralt, ved vi, at enorme ressourcer flyder ind i autoritære og totalitære regimers økonomi. De store ressourcer betales af de demokratiske økonomier og sker først og fremmest på den anledning, at national lovgivning påbyder de enkelte nationalstater ikke at handle eller sikre egen velstand på bekostning af andres. På grænsen til ny tid ved vi, at befolkningerne kræver, at vertikal udligning som minimum skal sikre bolig, mad, drikke og sygdomsfri hverdag samt adgang til uddannelse for alle. Uanset geografisk tilhørsforhold.
Måden, det sikres på er, at de demokratiske økonomier – ved gensidige aftaler med de pågældende regimer – forudsætter adgang til distribution af disse ressourcer i takt med den stadige udbygning af kommercielle samarbejdsforhold.
De færreste regimer har svært ved at sige nej til vederlagsfri overførsel af betydelige ressourcer til velstandsforbedringer i den del af befolkningen, som ikke er en del af eliten og ikke kandiderer naturligt til den voksende middelklasse. Og i ikke få regimer opstår det rationale, at netop disse velstandsudligninger i sig selv ophæver hele regimets eksistensberettigelse. Netop dette rationale udløser den stigende sammensmeltning imellem den politiske magtstruktur og den økonomiske elite i disse nationalstater. De skaber sammen en ny fremtid, hvor eliten administrerer velfærd – og ikke undertrykkelse.

De paradigmeskift, der fremprovokeres, sker dermed i det synkrone spil imellem pres ovenfra, fra en elite, der mister indflydelse, vækst og kapital som følge af det internationale samfunds igangsatte boykot og ophør af samhandel, og med et samtidigt pres nedefra, hvor stadigt større befolkningsressourcer kan inddrages i den samlede økonomi og dermed skaber rationalet om at efterkomme disses krav om stigende indflydelse og demokratisering.

Skræmmescenarier, hvor en magtelite udfordrer det internationale samfund, har ingen bæredygtighed over tid, fordi eliten selv går til grunde ved den valgte strategi. I en tid, hvor det internationale samfund ikke alene er styret af krav til egen økonomisk vækst og velfærdsforbedring, er tidlige tiders mulighed for, at en national magtelite kan beskytte egne interesser på trods af lokal undertrykkelse af de globale kvalitetsidealer, faldet væk. Og forestillinger om folkelige revolutioner har aldrig været bæredygtige for paradigmeskift i samfundet. Forandringer har altid været styret af eliten og et velstående og veluddannet borgerskab, og sådan bliver det endnu engang. Styret og tilrettelagt af dem, fordi netop alliancen med befolkningerne ikke alene kan opbygge den lokale økonomi, men også trække nationalstaten ud af international isolation.

Det er rigtigt, at der selv sent i tidligere tid er autoritære totalitærstater, der overlever i isolation. Hvor selve det at have den geografiske og socioøkonomiske kontrol over en lille lokal kritisk, økonomisk masse er nok til at holde en national politisk magtstruktur og landets økonomiske elite i live. Dette ved konfiskation af andres ejendomsrettigheder, bedrageri af statsmidler, korruption og afpresning af forskellig art. Som man havde righoldige eksempler på i tidligere tid, før den horisontale og vertikale udligning blev båret frem af Pax Globalis og før omorienteringen af de demokratiske økonomiers hele målsætning.
Verdenssamfundet er frem mod ny tid optaget af løsningen af den ineffektivitet, som opgøret med de betydende autoritære regimer udløser. Man er optaget af det langstrakte arbejde, hvor nationalstater opløses i fragmenter og samles i nye, geografisk uafhængige geopolitiske centre i konvergens med religion, historik, omverden og indre områder.
Ved etableringen af det Global Magna Carta, som er godkendt af det virkelighedskontrollerede og af de religiøse kræfter i det internationale samfund, sker der en fordeling af disse totalitære marginalstater under de enkelte geopolitiske centres respektive interesseområder. Samtidig accepterer det internationale samfund, at der gribes ind med magt for at rydde op i disse diktatoriske magtstrukturer.
Det er ikke kun den horisontale velstandsoverflytning nationalstater og områder imellem, der sikrer den omtalte demokratiseringsproces.
Vertikal velstandsudligning bliver en vigtig prioritet for de demokratiske økonomier, og ved globale udligningskreditter, der fastlægges unilateralt, ved vi, at enorme ressourcer flyder ind i autoritære og totalitære regimers økonomi. De store ressourcer betales af de demokratiske økonomier og sker først og fremmest på den anledning, at national lovgivning påbyder de enkelte nationalstater ikke at handle eller sikre egen velstand på bekostning af andres. På grænsen til ny tid ved vi, at befolkningerne kræver, at vertikal udligning som minimum skal sikre bolig, mad, drikke og sygdomsfri hverdag samt adgang til uddannelse for alle. Uanset geografisk tilhørsforhold.
Måden, det sikres på er, at de demokratiske økonomier – ved gensidige aftaler med de pågældende regimer – forudsætter adgang til distribution af disse ressourcer i takt med den stadige udbygning af kommercielle samarbejdsforhold.
De færreste regimer har svært ved at sige nej til vederlagsfri overførsel af betydelige ressourcer til velstandsforbedringer i den del af befolkningen, som ikke er en del af eliten og ikke kandiderer naturligt til den voksende middelklasse. Og i ikke få regimer opstår det rationale, at netop disse velstandsudligninger i sig selv ophæver hele regimets eksistensberettigelse. Netop dette rationale udløser den stigende sammensmeltning imellem den politiske magtstruktur og den økonomiske elite i disse nationalstater. De skaber sammen en ny fremtid, hvor eliten administrerer velfærd – og ikke undertrykkelse.

De paradigmeskift, der fremprovokeres, sker dermed i det synkrone spil imellem pres ovenfra, fra en elite, der mister indflydelse, vækst og kapital som følge af det internationale samfunds igangsatte boykot og ophør af samhandel, og med et samtidigt pres nedefra, hvor stadigt større befolkningsressourcer kan inddrages i den samlede økonomi og dermed skaber rationalet om at efterkomme disses krav om stigende indflydelse og demokratisering.

Skræmmescenarier, hvor en magtelite udfordrer det internationale samfund, har ingen bæredygtighed over tid, fordi eliten selv går til grunde ved den valgte strategi. I en tid, hvor det internationale samfund ikke alene er styret af krav til egen økonomisk vækst og velfærdsforbedring, er tidlige tiders mulighed for, at en national magtelite kan beskytte egne interesser på trods af lokal undertrykkelse af de globale kvalitetsidealer, faldet væk. Og forestillinger om folkelige revolutioner har aldrig været bæredygtige for paradigmeskift i samfundet. Forandringer har altid været styret af eliten og et velstående og veluddannet borgerskab, og sådan bliver det endnu engang. Styret og tilrettelagt af dem, fordi netop alliancen med befolkningerne ikke alene kan opbygge den lokale økonomi, men også trække nationalstaten ud af international isolation.

Det er rigtigt, at der selv sent i tidligere tid er autoritære totalitærstater, der overlever i isolation. Hvor selve det at have den geografiske og socioøkonomiske kontrol over en lille lokal kritisk, økonomisk masse er nok til at holde en national politisk magtstruktur og landets økonomiske elite i live. Dette ved konfiskation af andres ejendomsrettigheder, bedrageri af statsmidler, korruption og afpresning af forskellig art. Som man havde righoldige eksempler på i tidligere tid, før den horisontale og vertikale udligning blev båret frem af Pax Globalis og før omorienteringen af de demokratiske økonomiers hele målsætning.
Verdenssamfundet er frem mod ny tid optaget af løsningen af den ineffektivitet, som opgøret med de betydende autoritære regimer udløser. Man er optaget af det langstrakte arbejde, hvor nationalstater opløses i fragmenter og samles i nye, geografisk uafhængige geopolitiske centre i konvergens med religion, historik, omverden og indre områder.
Ved etableringen af det Global Magna Carta, som er godkendt af det virkelighedskontrollerede og af de religiøse kræfter i det internationale samfund, sker der en fordeling af disse totalitære marginalstater under de enkelte geopolitiske centres respektive interesseområder. Samtidig accepterer det internationale samfund, at der gribes ind med magt for at rydde op i disse diktatoriske magtstrukturer.