Reading Piece #138 - Supra-nationale organisationer

Mange af de tiltag, som er nødvendige, og som kræver nye politikker forvaltes af en række overnationale samarbejdsorganisationer og regionale statssammenslutninger eller konføderale unioner.
Disse strukturer er alle udviklet op igennem tidligere tid, og har som hovedkarakteristik, at deres politiske ledelse finder sted igennem politiske aktører, der har et traditionelt politisk værdisæt. Og som evner at fortsætte i disse roller, uanset at re-demokratiseringsprocesserne tager fart i de nationalstater, som egentlig har givet disse magtstrukturer deres oprindelige mandat og er legitimiteten bag deres fortsatte virke.
Man bliver dermed vidne til, at der eksisterer og opretholdes magtfulde internationale organisationer og samarbejdsstrukturer, der trods de forandringer, som slår igennem de enkelte nationalstater, stadig evner at beskytte deres egne magtmonopoler.
Uanset, at politiske repræsentanter i stadigt større grad kræver frigørelse fra tidligere tids politikker, så kan der konstateres et demokratisk underskud i forholdet imellem enkeltnationer og de supra-nationale politiske fællesorganisationer.
Der opretholdes helt frem mod ny tid en række mere reaktionære politiske beslutningssystemer, der alene overlever i kraft af, at den fulde udligning de globale magtstrukturer imellem kun langsomt skrider frem, og fordi disse beslutningssystemer evner at holde liv i et traditionelt politisk værdisæt, som har støtte i store dele af magteliten og blandt aktørerne i det politiske system. Aktører, der for manges vedkommende i stigende omfang vælges på et nyt grundlag og arbejder under en ny form for parlamentarisme, men i deres hele udgangspunkt har en tro på et klassisk politisk værdisæt, som der desuagtet arbejdes indenfor.
Flere af disse supra-nationale politiske overbygninger eller samarbejdsorganisationer anskues derfor af befolkningerne som reaktionære af natur. Det er disse politiske strukturers manglende evne til at løse problemer, der anses for eksistenstruende og som skaber afstand imellem de politiske repræsentanter og de repræsenterede. Disse institutioners politik – eller mangel på samme – bliver dermed en af årsagerne til flere af de nationale re-demokratiseringsprocesser, som kommer til udtryk ved, at politiske partier opløses og der i stedet indvælges nationale parlamentarikere i deres egen ret, som står til regnskab overfor deres egne vælgere og ikke længere er en del af et bestemt partipolitisk magtapparat.
Mange af de tiltag, som er nødvendige, og som kræver nye politikker forvaltes af en række overnationale samarbejdsorganisationer og regionale statssammenslutninger eller konføderale unioner.
Disse strukturer er alle udviklet op igennem tidligere tid, og har som hovedkarakteristik, at deres politiske ledelse finder sted igennem politiske aktører, der har et traditionelt politisk værdisæt. Og som evner at fortsætte i disse roller, uanset at re-demokratiseringsprocesserne tager fart i de nationalstater, som egentlig har givet disse magtstrukturer deres oprindelige mandat og er legitimiteten bag deres fortsatte virke.
Man bliver dermed vidne til, at der eksisterer og opretholdes magtfulde internationale organisationer og samarbejdsstrukturer, der trods de forandringer, som slår igennem de enkelte nationalstater, stadig evner at beskytte deres egne magtmonopoler.
Uanset, at politiske repræsentanter i stadigt større grad kræver frigørelse fra tidligere tids politikker, så kan der konstateres et demokratisk underskud i forholdet imellem enkeltnationer og de supra-nationale politiske fællesorganisationer.
Der opretholdes helt frem mod ny tid en række mere reaktionære politiske beslutningssystemer, der alene overlever i kraft af, at den fulde udligning de globale magtstrukturer imellem kun langsomt skrider frem, og fordi disse beslutningssystemer evner at holde liv i et traditionelt politisk værdisæt, som har støtte i store dele af magteliten og blandt aktørerne i det politiske system. Aktører, der for manges vedkommende i stigende omfang vælges på et nyt grundlag og arbejder under en ny form for parlamentarisme, men i deres hele udgangspunkt har en tro på et klassisk politisk værdisæt, som der desuagtet arbejdes indenfor.
Flere af disse supra-nationale politiske overbygninger eller samarbejdsorganisationer anskues derfor af befolkningerne som reaktionære af natur. Det er disse politiske strukturers manglende evne til at løse problemer, der anses for eksistenstruende og som skaber afstand imellem de politiske repræsentanter og de repræsenterede. Disse institutioners politik – eller mangel på samme – bliver dermed en af årsagerne til flere af de nationale re-demokratiseringsprocesser, som kommer til udtryk ved, at politiske partier opløses og der i stedet indvælges nationale parlamentarikere i deres egen ret, som står til regnskab overfor deres egne vælgere og ikke længere er en del af et bestemt partipolitisk magtapparat.
Mange af de tiltag, som er nødvendige, og som kræver nye politikker forvaltes af en række overnationale samarbejdsorganisationer og regionale statssammenslutninger eller konføderale unioner.
Disse strukturer er alle udviklet op igennem tidligere tid, og har som hovedkarakteristik, at deres politiske ledelse finder sted igennem politiske aktører, der har et traditionelt politisk værdisæt. Og som evner at fortsætte i disse roller, uanset at re-demokratiseringsprocesserne tager fart i de nationalstater, som egentlig har givet disse magtstrukturer deres oprindelige mandat og er legitimiteten bag deres fortsatte virke.
Man bliver dermed vidne til, at der eksisterer og opretholdes magtfulde internationale organisationer og samarbejdsstrukturer, der trods de forandringer, som slår igennem de enkelte nationalstater, stadig evner at beskytte deres egne magtmonopoler.
Uanset, at politiske repræsentanter i stadigt større grad kræver frigørelse fra tidligere tids politikker, så kan der konstateres et demokratisk underskud i forholdet imellem enkeltnationer og de supra-nationale politiske fællesorganisationer.
Der opretholdes helt frem mod ny tid en række mere reaktionære politiske beslutningssystemer, der alene overlever i kraft af, at den fulde udligning de globale magtstrukturer imellem kun langsomt skrider frem, og fordi disse beslutningssystemer evner at holde liv i et traditionelt politisk værdisæt, som har støtte i store dele af magteliten og blandt aktørerne i det politiske system. Aktører, der for manges vedkommende i stigende omfang vælges på et nyt grundlag og arbejder under en ny form for parlamentarisme, men i deres hele udgangspunkt har en tro på et klassisk politisk værdisæt, som der desuagtet arbejdes indenfor.
Flere af disse supra-nationale politiske overbygninger eller samarbejdsorganisationer anskues derfor af befolkningerne som reaktionære af natur. Det er disse politiske strukturers manglende evne til at løse problemer, der anses for eksistenstruende og som skaber afstand imellem de politiske repræsentanter og de repræsenterede. Disse institutioners politik – eller mangel på samme – bliver dermed en af årsagerne til flere af de nationale re-demokratiseringsprocesser, som kommer til udtryk ved, at politiske partier opløses og der i stedet indvælges nationale parlamentarikere i deres egen ret, som står til regnskab overfor deres egne vælgere og ikke længere er en del af et bestemt partipolitisk magtapparat.