Magtbasen forandrer de politiske magtstrukturers fundament.
I ny tid er de institutioner, der styrer og regulerer samfundet omlagt dramatisk.
Samlet set udløses et skift i den måde, den politiske forvaltning finder sted på ved en gradvis proces, der som sit afgørende karakteristika har, at en stigende afstand imellem de politiske repræsentanter og deres faktiske politiske magtbase udløser en stadigt større fremmedgørelse og mistillid, hvorved de politiske repræsentanter op igennem tidligere tid i stadigt stigende grad kommer til at udgøre en kaste for sig selv. Det heraf følgende demokratiske underskud og den manglende evne og mulighed for at løse en række udfordringer i tiden samt en stigende mangel på kollektivt beredskab til konfliktløsning udløser gradvist bevægelser og netværksgrupper, der i stadigt stigende grad overtager den egentlige politiske dagsorden.
I tidligere tid var det sædvane, at de politiske repræsentanter var organiseret i "politiske partier". Disse partier havde et organisatorisk bagland, der indstillede og sikrede kandidater til offentlige valg, og en symbiose imellem disse "politiske partier", de indstillede og valgte kandidater samt omkringliggende interessegrupper udgjorde den magtstyring, som fandt sted. Partier kunne skiftes til at udøve magten, og forskellige samarbejdskonstellationer indenfor større partier – eller små partier imellem – var afgørende for, hvem der i praksis styrede samfundets administrative apparat, initiativet til ny lovgivning og muligheden for at tilrettelægge mere systematiske tilpasninger og omlægninger over tid.
Politikere udviklede sig over en flerhundredårig periode i tidligere tid. Og påtog sig styring og ledelse af alle kollektive opgaver. Om det var på lokalt, regionalt, nationalt eller internationalt niveau. Så var der et fintmasket net af institutioner, politiske repræsentanter og samarbejdskonstellationer og traditioner. Op igennem tidligere tid spredte disse principper sig stadigt mere ud i forskellige varianter af et repræsentativt demokrati. Uanset de forskellige varianter af konstituering, indbyrdes forskelle i rekrutteringen af de politiske repræsentanter og forskelle på måden og adgangen til at afsætte de politiske repræsentanter, så opstod der alligevel en stigende ensartethed imellem disse magtstrukturer. Fælles for disse konstituerede forsamlinger og direkte valgte politiske repræsentanter blev, at hele formålet gradvist udviklede sig til opretholdelsen og sikringen af strukturerne selv, mere end sikringen af det formål, til hvilke de oprindeligt var skabt eller nødvendiggjort. Der fandt en degeneration sted af det repræsentative demokrati.
Mens de politiske magtstrukturer i deres udgangspunkt havde en demokratisk legitimation, så udviklede de sig mod centralistisk styring, rekruttering af politiske repræsentanter ved selvsupplering samt udeladelser af demokratisk kontrol ved kandidatopstilling og valg.
Karakteren af de opgaver der skulle løses, kompleksiteten i løsningsmodellerne, behovet for afstemte politiske relationer de enkelte aktører imellem, nødvendigheden af en fælles (uformel) udtryksform, fremkomsten af kodeks og tradition – samt først og fremmest: det fælles behov for at understøtte hinanden i at udøve magten opbyggede et fællesskab de politiske aktører imellem.
Uanset forskellighed i udgangspunktet for flere af de politiske magtstrukturer blev resultatet imidlertid, at mens de systemer, der rekrutterede politiske aktører i deres udgangspunkt var forskelligartede, så udviklede de mennesker, som blev sat til at administrere dem, sig stadigt mere ensartet.