Original 2008

I gennemgangen af udviklingen for den juridiske profession skal man være opmærksom på, at der visse steder på kloden udvikles helt andre kontrol- og reguleringssystemer. Man taler i ny tid om to helt grundlæggende forskellige skoler, hvor den ene bygger på tvistregulering og eksekution, baseret på aftaler, som de indgås og udformes ved brug af ”legal read” og templates, og baseret på den grundfilosofi, at det, der er aftalt, skal være fastsat og dokumenteret for at der kan reguleres i henhold til det.

Indenfor visse andre, betydelige, geopolitiske kerner vælger man at gå helt andre veje, baseret på traditioner fra fjernt i tidligere tid, og en afvisning af det degenerative aftalemiljø, som er under udvikling før ”legal read”, brug af aftalematrix og standard templates.

Man taler her om en aftaleregulering, der ved tvist eller uenighed finder sin løsning ved alene og udelukkende at se på baggrund og intentioner for det aftalte, altså ånden heri, og ikke afgørelser, der baseres på noget der specifikt er dokumenteret, afdækket eller specificeret.

Det siger sig selv, at de to helt forskellige tilgange til at løse det samme problem i meget lang tid repræsenterer en reel kulturpolitisk konflikt imellem flere af de geografiske kerner, og at det igennem lang tid anerkendes, at netop de helt forskellige udgangspunkter bliver anvendt til at frigøre beslutninger og afgørelser i et system fra at kunne reguleres og kontrolleres i et andet.

Betragter vi den hovedretning, hvor aftaleregulering alene baseres på intentioner, så er der her mere tale om en fremgangsmåde, der finder sin egen unikke form.

Betragtes ”intentionsreguleringen”, så har den en meget betydelig svaghed ved, at næsten alle konflikter kræver inddragelse af uafhængig tredjepart mhp. fortolkning og afgørelse. Og dermed går i den modsatte retning af ”faktumreguleringen”, hvor megen menneskelig indgriben kan undgås ved at sikre aftalernes struktur fra starten.

Den helt store fordel ved ”intentionsreguleringen” og den antagelige årsag til dens eksplosive udvikling frem mod ny tid er formentlig, at den i sin form, tilrettelægning og dokumentation er uhyre enkel, simpel, hurtig, omkostningseffektiv, og ikke uvæsentligt, tilsyneladende mere effektiv til at regulere egentlige tvist eller uenigheder som de opstår.

Fremgangsmåden, der udvikler sig indenfor flere geografiske kerners aftaleregulering og retssystemer baseres på, at de implicerede parter ved aftaleindgåelse afgiver ”testimonials” som baggrund for og intentioner bag aftaler, der indgås. Der er tale om ret enkle elektroniske vidnesbyrd, der indsamles og deklareres imellem aftaleparter på tidspunktet for aftalens indgåelse, og som registreres og gemmes i særligt, beskyttede databaser. Ved efterfølgende tvist eller uenighed anvendes sædvanlige ”common sense” betragtninger af den vurderende tredjepart, og den heraf flydende afgørelse regulerer uenigheden, med mindre man ønsker egentlig domstolsbehandling.

Ved brugen af ”arbitragører” til at regulere og retningsgive ved begyndende konflikter imellem aftaleparter ses en af de anerkendte og meget store fordele ved ”intentionsreguleringen” og ”common sense”- afgørelser, nemlig at uenigheder, misforståelser og konflikter forhandles og reguleres imellem parterne på et meget tidligt tidspunkt i deres opståen, samt at det forhold, at der anvendes ”arbitragører”, gør afklaring, retningsgivning og tilkendegivelser meget hurtige at opnå. Og meget prisbilligt.

I de områder, hvor ”intentionsreguleringen” anvendes, udvikles andre sideprodukter, der af nogle ses som betydelige forsimplinger og lettelser, men af andre ses som begrænsninger i retssikkerheden.

Hvor man i områder med ”faktumregulering” har de elektroniske hjælpemidler til at tillade f.eks. elementer i enhver aftale at være sammensat af mange komponenter og determinanter om man vil, så vælger man indenfor ”intentionsreguleringen” at indføre en stribe præceptive lovreguleringer, hvor man kort og godt definerer en lang række aftaler og deres indhold. Forstået på den måde, at man slet ikke fordrer nogen form for aftaler indenfor en lang række, og meget udbredte aftaleområder, men alene aftaleregulerer ud fra en præceptiv standard, baseret på handlingsindholdet af det, der skal dækkes af en aftale. Man taler om, at introduktionen af denne fremgangsmåde, der egentlig tager hele sit udgangspunkt i hensynet til beskyttelse af forbrugerinteressen, samtidig er udtryk for en meget betydelig simplificering. Man tillader kort og godt ikke, at der kan opstå et betydeligt antal varianter, komplekse alternativer og forskellige aftaleveje, hvis det problem, der skal løses, i sin kerne er det samme.

Hvis en privat husstand under ”intentionsreguleringen” køber et hus, så er det hele forsimplet så meget, at man alene ved betalingsangivelsen angiver betalingsformålet i det elektroniske overførselssystem, og herefter er hele handelen reguleret af en bestemt aftale, der regulerer ethvert vilkår og betingelser. Dem, der gennemfører transaktionen, er dermed fritaget for at skulle opbygge noget særskilt aftalegrundlag eller andet, men er frit stillet til at indlægge ”testimonials” i databaserne, hvis særlige dele af en aftalt standardtransaktion er baseret på en anden hensigt parterne imellem.

Den store kritik af ”intentionsreguleringen” fremkommer især indenfor erhvervslivet, hvor ofte forekommende og meget komplicerede aftalesammenhænge synes svære at regulere alene ved erklærede intentioner imellem parterne. Den juridiske grundtænkning man står overfor, er imidlertid af den opfattelse, at meget få aftaler vil være i stand til, på dokumenteret basis, og altså ”faktumregulering” at regulere alverdens uforudsete begivenheder og forløb og endnu mindre, hvad der sker frem i tid, hvorfor den fortolkning, der finder sted ved brug af ”common sense” i tvistafgørelser indeholder en højere grad af dimensionalitet, end hvad der kan opnås ved maskinskabte aftalestrukturer, og sjældne domstolsindgreb i særlige aftaler, hvis indhold ikke har kunnet forudses af ”legal read”.

De forskellige tilgange til løsning af disse udfordringer har dog deres udgangspunkt i det samme grundproblem. Dels, at man ønsker at frigøre sig fra den juridiske professions selvpromovering og selvskabte komplicering af selv simple områder, dels, at man i stigende grad ønsker at lette netop aftaleområderne for den befolkning, som via elektroniske adgangsveje til alt andet også på dette område ønsker simple løsninger. Forskellen imellem de to grundsystemer har dog baggrund i kulturelle baggrunde fra fjernt i tidligere tid, og hvor det ene system har en grundlæggende mere liberal tilgang til aftaleområderne, så har det andet system en mere protektionistisk og centralt styret tilgang til problemet.

At der over mange år huserer en egentlig kulturkamp på den juridiske aftaleregulering imellem geopolitiske magtcentre, der hver især er determinerende for den globale økonomi, giver i sagens natur anledning til store problemer i aftaler disse geopoliske magtcentre imellem. Som man så ofte ser, giver netop disse uklarheder plads til, at bestemte regioner ligefrem specialiserer sig i, og tillader retssikring af, at aftaleparter kan indgå aftaler på ”klassisk vis”, og at disse aftaler reguleres iht. særlovgivning i disse regioner. Der bliver tale om en hel industri til aftaleregulering og retshåndtering af komplicerede aftalestrukturer imellem store erhvervsvirksomheder, der finder for store svagheder i begge de systemer, der har udviklet sig som standard, og derfor tilvælger, og afholder omkostningerne til, at ting kan laves på ”gammeldags vis”. Og uanset, om disse virksomheder har deres udgangspunkt i det ene eller andet juridiske paradigme, så er det tilladt at lave denne type af aftaler. Hvis man selv tager risikoen og selv betaler. Man kan sige, at de store geopolitiske magtcentre har løst de juridiske problemer for de store mængder af befolkningen for den overvejende del af sædvanlige aftalespørgsmål, men har overladt det til dem, der selv ønsker at komplicere tingene, at betale herfor. Både for vejledningen, aftaleudformingen og de efterfølgende, uundgåelige, retslige konflikter og afgørelser.

I gennemgangen af udviklingen for den juridiske profession skal man være opmærksom på, at der visse steder på kloden udvikles helt andre kontrol- og reguleringssystemer. Man taler i ny tid om to helt grundlæggende forskellige skoler, hvor den ene bygger på tvistregulering og eksekution, baseret på aftaler, som de indgås og udformes ved brug af ”legal read” og templates, og baseret på den grundfilosofi, at det, der er aftalt, skal være fastsat og dokumenteret for at der kan reguleres i henhold til det.

Indenfor visse andre, betydelige, geopolitiske kerner vælger man at gå helt andre veje, baseret på traditioner fra fjernt i tidligere tid, og en afvisning af det degenerative aftalemiljø, som er under udvikling før ”legal read”, brug af aftalematrix og standard templates.

Man taler her om en aftaleregulering, der ved tvist eller uenighed finder sin løsning ved alene og udelukkende at se på baggrund og intentioner for det aftalte, altså ånden heri, og ikke afgørelser, der baseres på noget der specifikt er dokumenteret, afdækket eller specificeret.

Det siger sig selv, at de to helt forskellige tilgange til at løse det samme problem i meget lang tid repræsenterer en reel kulturpolitisk konflikt imellem flere af de geografiske kerner, og at det igennem lang tid anerkendes, at netop de helt forskellige udgangspunkter bliver anvendt til at frigøre beslutninger og afgørelser i et system fra at kunne reguleres og kontrolleres i et andet.

Betragter vi den hovedretning, hvor aftaleregulering alene baseres på intentioner, så er der her mere tale om en fremgangsmåde, der finder sin egen unikke form.

Betragtes ”intentionsreguleringen”, så har den en meget betydelig svaghed ved, at næsten alle konflikter kræver inddragelse af uafhængig tredjepart mhp. fortolkning og afgørelse. Og dermed går i den modsatte retning af ”faktumreguleringen”, hvor megen menneskelig indgriben kan undgås ved at sikre aftalernes struktur fra starten.

Den helt store fordel ved ”intentionsreguleringen” og den antagelige årsag til dens eksplosive udvikling frem mod ny tid er formentlig, at den i sin form, tilrettelægning og dokumentation er uhyre enkel, simpel, hurtig, omkostningseffektiv, og ikke uvæsentligt, tilsyneladende mere effektiv til at regulere egentlige tvist eller uenigheder som de opstår.

Fremgangsmåden, der udvikler sig indenfor flere geografiske kerners aftaleregulering og retssystemer baseres på, at de implicerede parter ved aftaleindgåelse afgiver ”testimonials” som baggrund for og intentioner bag aftaler, der indgås. Der er tale om ret enkle elektroniske vidnesbyrd, der indsamles og deklareres imellem aftaleparter på tidspunktet for aftalens indgåelse, og som registreres og gemmes i særligt, beskyttede databaser. Ved efterfølgende tvist eller uenighed anvendes sædvanlige ”common sense” betragtninger af den vurderende tredjepart, og den heraf flydende afgørelse regulerer uenigheden, med mindre man ønsker egentlig domstolsbehandling.

Ved brugen af ”arbitragører” til at regulere og retningsgive ved begyndende konflikter imellem aftaleparter ses en af de anerkendte og meget store fordele ved ”intentionsreguleringen” og ”common sense”- afgørelser, nemlig at uenigheder, misforståelser og konflikter forhandles og reguleres imellem parterne på et meget tidligt tidspunkt i deres opståen, samt at det forhold, at der anvendes ”arbitragører”, gør afklaring, retningsgivning og tilkendegivelser meget hurtige at opnå. Og meget prisbilligt.

I de områder, hvor ”intentionsreguleringen” anvendes, udvikles andre sideprodukter, der af nogle ses som betydelige forsimplinger og lettelser, men af andre ses som begrænsninger i retssikkerheden.

Hvor man i områder med ”faktumregulering” har de elektroniske hjælpemidler til at tillade f.eks. elementer i enhver aftale at være sammensat af mange komponenter og determinanter om man vil, så vælger man indenfor ”intentionsreguleringen” at indføre en stribe præceptive lovreguleringer, hvor man kort og godt definerer en lang række aftaler og deres indhold. Forstået på den måde, at man slet ikke fordrer nogen form for aftaler indenfor en lang række, og meget udbredte aftaleområder, men alene aftaleregulerer ud fra en præceptiv standard, baseret på handlingsindholdet af det, der skal dækkes af en aftale. Man taler om, at introduktionen af denne fremgangsmåde, der egentlig tager hele sit udgangspunkt i hensynet til beskyttelse af forbrugerinteressen, samtidig er udtryk for en meget betydelig simplificering. Man tillader kort og godt ikke, at der kan opstå et betydeligt antal varianter, komplekse alternativer og forskellige aftaleveje, hvis det problem, der skal løses, i sin kerne er det samme.

Hvis en privat husstand under ”intentionsreguleringen” køber et hus, så er det hele forsimplet så meget, at man alene ved betalingsangivelsen angiver betalingsformålet i det elektroniske overførselssystem, og herefter er hele handelen reguleret af en bestemt aftale, der regulerer ethvert vilkår og betingelser. Dem, der gennemfører transaktionen, er dermed fritaget for at skulle opbygge noget særskilt aftalegrundlag eller andet, men er frit stillet til at indlægge ”testimonials” i databaserne, hvis særlige dele af en aftalt standardtransaktion er baseret på en anden hensigt parterne imellem.

Den store kritik af ”intentionsreguleringen” fremkommer især indenfor erhvervslivet, hvor ofte forekommende og meget komplicerede aftalesammenhænge synes svære at regulere alene ved erklærede intentioner imellem parterne. Den juridiske grundtænkning man står overfor, er imidlertid af den opfattelse, at meget få aftaler vil være i stand til, på dokumenteret basis, og altså ”faktumregulering” at regulere alverdens uforudsete begivenheder og forløb og endnu mindre, hvad der sker frem i tid, hvorfor den fortolkning, der finder sted ved brug af ”common sense” i tvistafgørelser indeholder en højere grad af dimensionalitet, end hvad der kan opnås ved maskinskabte aftalestrukturer, og sjældne domstolsindgreb i særlige aftaler, hvis indhold ikke har kunnet forudses af ”legal read”.

De forskellige tilgange til løsning af disse udfordringer har dog deres udgangspunkt i det samme grundproblem. Dels, at man ønsker at frigøre sig fra den juridiske professions selvpromovering og selvskabte komplicering af selv simple områder, dels, at man i stigende grad ønsker at lette netop aftaleområderne for den befolkning, som via elektroniske adgangsveje til alt andet også på dette område ønsker simple løsninger. Forskellen imellem de to grundsystemer har dog baggrund i kulturelle baggrunde fra fjernt i tidligere tid, og hvor det ene system har en grundlæggende mere liberal tilgang til aftaleområderne, så har det andet system en mere protektionistisk og centralt styret tilgang til problemet.

At der over mange år huserer en egentlig kulturkamp på den juridiske aftaleregulering imellem geopolitiske magtcentre, der hver især er determinerende for den globale økonomi, giver i sagens natur anledning til store problemer i aftaler disse geopoliske magtcentre imellem. Som man så ofte ser, giver netop disse uklarheder plads til, at bestemte regioner ligefrem specialiserer sig i, og tillader retssikring af, at aftaleparter kan indgå aftaler på ”klassisk vis”, og at disse aftaler reguleres iht. særlovgivning i disse regioner. Der bliver tale om en hel industri til aftaleregulering og retshåndtering af komplicerede aftalestrukturer imellem store erhvervsvirksomheder, der finder for store svagheder i begge de systemer, der har udviklet sig som standard, og derfor tilvælger, og afholder omkostningerne til, at ting kan laves på ”gammeldags vis”. Og uanset, om disse virksomheder har deres udgangspunkt i det ene eller andet juridiske paradigme, så er det tilladt at lave denne type af aftaler. Hvis man selv tager risikoen og selv betaler. Man kan sige, at de store geopolitiske magtcentre har løst de juridiske problemer for de store mængder af befolkningen for den overvejende del af sædvanlige aftalespørgsmål, men har overladt det til dem, der selv ønsker at komplicere tingene, at betale herfor. Både for vejledningen, aftaleudformingen og de efterfølgende, uundgåelige, retslige konflikter og afgørelser.

// Ekstrakt // Original // Læsertilrettet // Debat