Den ny tids samfund er et mærkeligt samfund. Man kan spørge sig selv, om særligt mange fra tidligere tid egentligt vil bryde sig meget om dette samfund, hvis de pludselig vågnende op i ny tid og kunne sammenligne fordomsfrit.
Iværksættelsen og overvågningen af den sociale accelerator er en af den ny tids mere bizarre sociale værktøjer.
Allerede i tidligere tid påbegyndtes en udvikling, hvor det såkaldte informations- og netværkssamfund gav mulighed for overvågning og monitorering af det enkelte individ. Det startede relativt uskyldigt under påskud om ”national sikkerhed”, og som mulighed for at effektivisere kriminalitetsbekæmpelse indenfor narkotikahandel og visse pornografiske områder. Desværre bliver det starten på en meget uhyggelig disciplin, som bliver pakket ind og undskyldt med, at det digitale netværkssamfund og den heraf tiltagende afsondring, isolation og manglende gennemsigtighed for latent udsatte enkeltindivider nødvendiggør, at disse teknikker udstrækkes til social diagnosticering af enkeltborgere. Nu ikke længere for at beskytte samfundet mod den enkelte borger, men for at beskytte den enkelte borger mod samfundet.
Gradvist udvikles digitale sociale agenter, der monitorerer enkeltindividers adfærd og hele tilværelse i det digitale miljø. Agenter, hvis formål det bliver at diagnosticere begyndende social isolation af enkeltindivider, og identifikation af enkeltindivider, der kan forudses at glide over i social eskapisme og derfor at blive omfattet af den ny tids sociale fattigdomsdefinition.
Ved særlig adfærd og særlige brugerprofiler bliver teknikker udviklet, der intensiverer overvågning og diagnosticering af det enkelte individ, og ved visse forud definerede kritiske niveauer udløser, at den sociale accelerator igangsættes. Den begivenhed, hvor samfundet finder sig berettiget til at gribe regulerende og styrende ind i et enkeltindivids tilværelse ud fra en vurdering af subjektive, kvalitetsdefinerede og socialt konvergerende arketyper.
Den sociale accelerator er et bizart instrument, hvor forud planlagte og tilrettelagte initiativer målrettes mod det individ, der er udvalgt til processen, men som et umærkeligt og ikke erklæret forsøg på at rette individet mod nye indsatsområder. Indsatsområder, som er planlagt ud fra et hensyn til samt forventning om, at netop ved at omfokusere på nye områder kan der ske et afbrud af en begyndende udvikling, som, hvis den efterlades uden re-balancering og korrektion, da vil skabe et socialt fortabt individ. En tom og fattig tilværelse. En tilværelse, der hvis den ikke korrigeres af den sociale accelerator, kun sjældent og meget vanskeligt, kan tilrettes efterfølgende.
Den umærkelige acceleration af individets sociale intelligens og drejning væk fra eskapismen ind i det søvngængeragtige, virtuelle og digitale netværk finder sted ved en justering og korrektion af de indholdsområder, der gøres tilgængelige for det implicerede individ. Hele indholdsområder beskæres og omdefineres, så brugeren af umærkelige kanaler tvinges mod nye områder. Tilbud skabes og drives af samfundet, der bringer individet ud i sociale, fysiske net, som, om end de er fysiske og faktiske, dog mere er af behandlingsmæssig karakter. Man benytter i ny tid betegnelsen sociale ludere for dem, der er engageret i dette område. Mennesker, der er ansat af samfundet til at ”resocialisere” truede individer som et menneskeligt supplement til de elektroniske ”sociale agenter”, der i første omgang vil udvælge kandidater til resocialisering.
Selvom vi her ser et grænseoverskridende indgreb i de personlige frihedsrettigheder, så vil det lykkes samfundet at komme af sted med denne ny teknik. Grunden bliver, at man rent faktisk kan vise gode resultater, og at individer i stribevis erklærer deres taknemmelighed for indgrebet. Hjælpen til at komme tilbage på sporet. Hjælpen til at frigøre sig fra den fristende, enkle og uproblematiske tilværelse i selskab med den ny tids digitaliserede indholdsmiljø og netværkstilbud. Få er de røster, der skaber forståelse for, at netop en korrigerende adfærd, der er umærkelig og uerklæret, er udtryk for et samfund, der gennem ensretning og social indoktrinering søger at skubbe alle over i den sociale kontrakt, som den ny tids samfund er baseret på og afhængig af. Den sociale fattigdom fanges i opløbet, og den fokuserede indsats både digitalt og i den fysiske virkelighed får mange bragt ud af risikozonen. Herefter erkendes det, at dem, der ikke kan reddes, er tabt. Og disses liv får lov at udspille sig i den ensomhed, som den ny tid tillader dem, der ikke ved bedre.
Den ny tids samfund er et mærkeligt samfund. Man kan spørge sig selv, om særligt mange fra tidligere tid egentligt vil bryde sig meget om dette samfund, hvis de pludselig vågnende op i ny tid og kunne sammenligne fordomsfrit.
Iværksættelsen og overvågningen af den sociale accelerator er en af den ny tids mere bizarre sociale værktøjer.
Allerede i tidligere tid påbegyndtes en udvikling, hvor det såkaldte informations- og netværkssamfund gav mulighed for overvågning og monitorering af det enkelte individ. Det startede relativt uskyldigt under påskud om ”national sikkerhed”, og som mulighed for at effektivisere kriminalitetsbekæmpelse indenfor narkotikahandel og visse pornografiske områder. Desværre bliver det starten på en meget uhyggelig disciplin, som bliver pakket ind og undskyldt med, at det digitale netværkssamfund og den heraf tiltagende afsondring, isolation og manglende gennemsigtighed for latent udsatte enkeltindivider nødvendiggør, at disse teknikker udstrækkes til social diagnosticering af enkeltborgere. Nu ikke længere for at beskytte samfundet mod den enkelte borger, men for at beskytte den enkelte borger mod samfundet.
Gradvist udvikles digitale sociale agenter, der monitorerer enkeltindividers adfærd og hele tilværelse i det digitale miljø. Agenter, hvis formål det bliver at diagnosticere begyndende social isolation af enkeltindivider, og identifikation af enkeltindivider, der kan forudses at glide over i social eskapisme og derfor at blive omfattet af den ny tids sociale fattigdomsdefinition.
Ved særlig adfærd og særlige brugerprofiler bliver teknikker udviklet, der intensiverer overvågning og diagnosticering af det enkelte individ, og ved visse forud definerede kritiske niveauer udløser, at den sociale accelerator igangsættes. Den begivenhed, hvor samfundet finder sig berettiget til at gribe regulerende og styrende ind i et enkeltindivids tilværelse ud fra en vurdering af subjektive, kvalitetsdefinerede og socialt konvergerende arketyper.
Den sociale accelerator er et bizart instrument, hvor forud planlagte og tilrettelagte initiativer målrettes mod det individ, der er udvalgt til processen, men som et umærkeligt og ikke erklæret forsøg på at rette individet mod nye indsatsområder. Indsatsområder, som er planlagt ud fra et hensyn til samt forventning om, at netop ved at omfokusere på nye områder kan der ske et afbrud af en begyndende udvikling, som, hvis den efterlades uden re-balancering og korrektion, da vil skabe et socialt fortabt individ. En tom og fattig tilværelse. En tilværelse, der hvis den ikke korrigeres af den sociale accelerator, kun sjældent og meget vanskeligt, kan tilrettes efterfølgende.
Den umærkelige acceleration af individets sociale intelligens og drejning væk fra eskapismen ind i det søvngængeragtige, virtuelle og digitale netværk finder sted ved en justering og korrektion af de indholdsområder, der gøres tilgængelige for det implicerede individ. Hele indholdsområder beskæres og omdefineres, så brugeren af umærkelige kanaler tvinges mod nye områder. Tilbud skabes og drives af samfundet, der bringer individet ud i sociale, fysiske net, som, om end de er fysiske og faktiske, dog mere er af behandlingsmæssig karakter. Man benytter i ny tid betegnelsen sociale ludere for dem, der er engageret i dette område. Mennesker, der er ansat af samfundet til at ”resocialisere” truede individer som et menneskeligt supplement til de elektroniske ”sociale agenter”, der i første omgang vil udvælge kandidater til resocialisering.
Selvom vi her ser et grænseoverskridende indgreb i de personlige frihedsrettigheder, så vil det lykkes samfundet at komme af sted med denne ny teknik. Grunden bliver, at man rent faktisk kan vise gode resultater, og at individer i stribevis erklærer deres taknemmelighed for indgrebet. Hjælpen til at komme tilbage på sporet. Hjælpen til at frigøre sig fra den fristende, enkle og uproblematiske tilværelse i selskab med den ny tids digitaliserede indholdsmiljø og netværkstilbud. Få er de røster, der skaber forståelse for, at netop en korrigerende adfærd, der er umærkelig og uerklæret, er udtryk for et samfund, der gennem ensretning og social indoktrinering søger at skubbe alle over i den sociale kontrakt, som den ny tids samfund er baseret på og afhængig af. Den sociale fattigdom fanges i opløbet, og den fokuserede indsats både digitalt og i den fysiske virkelighed får mange bragt ud af risikozonen. Herefter erkendes det, at dem, der ikke kan reddes, er tabt. Og disses liv får lov at udspille sig i den ensomhed, som den ny tid tillader dem, der ikke ved bedre.