En folkesygdom i ny tid, der falder indenfor fattigdomsmatrixens definitioner, er den omsiggribende sociale fattigdom. En tilstand, der kendetegnes ved, at store befolkningsgrupper ikke anser deres hele liv og tilværelse for at være omfattet af de rettigheder og de muligheder, som gælder for den bærende del af samfundet. Og som føler sig udskudt eller afskåret fra adgangen til at leve i harmoni med kvalitetsidealerne. De kvalitetsidealer, der tillader den enkelte fleksibel tilrettelægning af arbejdet, fysisk frigørelse fra arbejdspladsen, det daglige liv med menneskelige værdier i centrum, kernefamilien, tilværelsen i livscentrene, de nære fysiske sociale net, adgang til at opinionspåvirke via de digitale netværksgrupper og friheden til at tilrettelægge sin egen tid og fritid.
Den sociale fattigdom rammer ikke kun de grupper, der ufrivilligt presses ud i denne situation som følge af en dårlig start, eller fordi det løb af sporet hen ad vejen. Men andre store befolkningsgrupper bliver presset af de hastige teknologispring imellem generationerne og skubbes ud i en videnkløft og social deroute.
Den sociale fattigdom er vanskelig at håndtere politisk, da den i de fleste tilfælde ikke er af materiel art, for hvilken man har effektive systemer, der træder i kraft.
De grupper, der lander i denne kategori, vil som hovedregel se sig selv mere og mere isolerede. De vil typisk være bosat i metropolerne, hvor de kan købe sig adgang til de uforpligtende sociale net, som kendetegner disse områder, men som af natur er midlertidige, overfladiske og typisk har deltagere, der er i transit. Enten fra metropol til metropol, eller som stadie på livets vej som sådan.
Grundet deres bopæl i metropolerne, så bor en stor del af denne befolkningsgruppe i samfundsallokerede boliger (hvis de samtidig er i den materielle fattigdomsdefinition) eller i egne, små bopæle. Metropolerne indeholder ikke bopælstilbud, der typisk er beregnet som andet end en del af flertallets delte tilværelse, og omkostningerne ved fast bopæl i metropolerne har umuliggjort, at den brede befolkning har dette som reel mulighed.
Befolkningsgruppen har dog ikke noget valg. Ude i de blomstrende livscentre er hele den sociale kadence baseret på samspil med omgivelserne, og bopæl i klynger med andre generationer af den biologiske kernefamilie, eller med virtuelle nye familiemedlemmer, som supplerer hinanden i det aktive familieliv. Dem, der bor i livscentrene, er fordybet i deres egne nære, sociale, fysiske netværk og er aktive i udviklingen af deres fritids- og særinteresser. Alle har børn. Alle har frihed til planlægning af deres arbejde og allokering af tid til fritid. Det er et udpræget monogamt samfund, og afvigelser fra dette spor sker typisk par imellem eller sammen, ved de udflugter, der er til metropolernes righoldige underholdnings- og beskæftigelsestilbud. Det er kort sagt ikke et sted for individer, der er alene, der ikke har en livsstil, hvor de kan tilrettelægge deres arbejde efter kvalitetsidealerne og altså etablere en samlet social platform, der konvergerer med kernefamilier, deres mål og deres særinteresser.
Afsondret i metropolerne etablerer disse individer deres egen tilværelse. De flygter som hovedregel ind i den syntetiske, virtuelle tilværelse, som det digitale samfund omkring dem muliggør, og mange bliver karakteriseret af den ny tids digitaliserede søvngængeri.
De får stadigt sværere ved at adskille den fysiske og faktiske virkelighed fra den virkelighed, som er editeret, tilpasset og syntetisk. Alt kan ses, høres og gøres. Alt kan gøres på distance, anonymt og uden forpligtelse. Sanser, følelser og lyster kan stimuleres og påvirkes. Men menneskelighed, følelsesliv, nærvær og social intelligens kan ikke udvikles. Der opstår en befolkningsgruppe af sociale psykopater. Individer, der eksisterer, men uden en virkelighedsfornemmelse.
Den situation som dette udløser er dybt problematisk, fordi den af karakter er accelererende, og af karakter er svært gennemsigtig og ikke har en klar negativ konsekvens for samfundet omkring disse individer. Mange af dem er velfungerende i den professionelle hverdag, mens andre også på det professionelle plan sakker agterud eller lander i materielle omstændigheder, der gradvist eroderer, og gradvist bringer dem i det reaktionsinterval, hvor samfundet træder ind. Befolkningen tolererer ikke social dårlig samvittighed, fordi den kompromitterer deres egen kvalitetsoplevelse. Og i sin konsekvens kan skubbe den fine ligevægt, som den ny tids samfund er blevet en konsekvens af, ud af balance.
Den sociale utilfredshed eksisterer i disse befolkningsgrupper. Men kun lejlighedsvis og med forskellig styrke. For dem, der har en samtidig materielt velfungerende hverdag omkring sig, tillader den ny tids digitale indholdsleverandører en let og smertefri social eskapisme. En situation, hvor det enkelte individ efter en tid med frustration og utilfredshed flygter fra den virkelighed, som individet ikke evner at forandre. Hvor individet accepterer sin situation som en udefra kommende omstændighed, som ikke kan rettes op.
Det er på dette punkt, i overgangen fra frustration og aggression til social eskapisme, at samfundet sætter ind. Det er her, man finder definitioner, adfærdsmønstre og karakteristikker, som opsamles overalt i det digitale univers, som peger mod enkeltindivider, der erklæret eller ikke erklæret, erkendt eller ikke erkendt, ses af det omkringliggende samfund som værende på en sliske, hvor resultatet bliver et liv uden adgang til de kvalitetskomponenter, som alle andre stræber efter. En sliske, der kan kompromittere den gode start og skubbe et individ ud i de mellemgrupper, som langsomt hægtes af. En sliske, hvor dem der kommer dårligt fra start, aldrig kommer rigtigt i gang, hvis der ikke reageres.