Original 2008

Hvad med alle dem, der ikke er en del af ny tids velfærdsforbedringer. Dem, der ikke konsoliderer formuer ved opsparing i fast ejendom og dem, der ikke kan opretholde konkurrencedygtige livstidsindkomster. Dem, der ikke er en del af den ny tids sociale netværk og ikke deltager i ny tids beslutningsprocesser.

Hvad med de fattige?

Fattigdomsopfattelsen i ny tid må opdeles i materiel fattigdom og social fattigdom, der udløses ved, at hele befolkningsgrupper har underskud af adgang til dagligdagens kvalitetskomponenter.

Noget fattigdom er tilvalgt. Og anden fattigdom er påtvungen af ydre omstændigheder, som den enkelte ikke har indflydelse på. Forskellige fattigdomstyper i ny tids fattigdomsmatrix.

Styring, korrektion, opretning og udligning af positioner i fattigdomsmatrixen bliver en ny politisk disciplin. Ikke blot indenfor de sammensluttede regioner, men også de geopolitiske magtcentre imellem.

For dem der nu spørger sig selv, i hvilken del af fattigdomsmatrixen man finder de enorme befolkningsgrupper, der ikke har adgang til medicinsk hjælp, mad og vand, en bopæl og uhindret adgang til basal uddannelse, skal man gøre sig klart, at dette tema er undergået stor forandring i ny tid. Så stor forandring, at ændringerne i sig selv er definerende for ny tid.

Ny tid skabes på økonomisk vækst og funktionsudflytning fra de "gamle" økonomier til andre områder på jordkloden. Denne proces er en af de bærende kræfter i den regionalisering og arbejdsdeling, som indtræder globalt. Processen er den afgørende vækstkomponent i klodens omstilling til velfærdsøkonomi, og finder sted samtidig med, at nye geopolitiske magtcentre definerer sig selv. Der bliver tale om en proces, der ikke blot flytter velstand fra tidligere tids ”gamle økonomier” ud til nye økonomier, men også en udvikling, hvor nye økonomier opstår ved egen kraft. Den globale vækst overflyttes gradvist til nye områder, der ved at påtage sig globale funktioner og opgaver bidrager med et større tilskud til klodens samlede økonomiske fremgang. Der er tale om en horisontal velstandsudligning.

Den anden re-allokering som finder sted, sker ved vertikal velstandsudligning ved en planlagt og delvist provokeret omfordeling af ressourcer indenfor flere af de geopolitiske centre. En proces, der delvist styres af de sammensluttede regioner selv, men også stimuleres ved et paradigmeskift, som finder sted indenfor de "gamle" økonomier.

I de gamle økonomier omlægges målsætningen for den økonomiske politik fra at være vækstorienteret og velstandssikrende, til en vedkendelse af, at velstandsoverflytning må ske på bekostning af den økonomiske vækst og velstandshøjden. Et afgørende paradigmeskift som grundlaget for ny tid.

Denne udvikling provokeres af frygten for latent destabilisering af den globale velfærdsøkonomi, ud fra en erkendelse af, at det først er ved denne velstandsudligning, at der sikres balancering af den globale økonomi, og dermed skabelsen af en velfærdsligning. En ligning, der dikterer fredelig sameksistens i en ikke inflatorisk økonomi, med balancering af de ressourcer, der benyttes og dem, som kan skabes, og hvor den reale vækst er en konsekvens af den globale befolkningstilvækst.

Befolkningstilvæksten er et af de centrale vækstbærende elementer under velfærdsøkonomien, og det er behovet for sikringen af denne, der nødvendiggør en elimination af en byrdefuld del af fattigdomsmatrixen.

Det er en samlet politik, hvor velstand dirigeres mod befolkningsgrupper og områder indenfor geopolitiske centre, der tilvejebringer objektive ressourceforhold, der som eneste og afgørende mål har at eliminere sult; mangel på vand; mangel på bopæl; mangel på medicinsk pleje samt mangel på adgang til grundlæggende uddannelse.

Der skal ikke på dette sted gås i mange detaljer for at forklare og overbevise om, at disse problemer kan og vil blive løst. De løses om ikke andet af den grund, at der aldrig tidligere har været nogen rimelig grund til, at de ikke er løst. Og at ny tids moralske og kvalitetsorienterede verdensborger ikke kan opretholde sit liv i de kvalitetsbalancer som søges, uden at disse humanitære, moralske og samfundsøkonomiske problemer er løst.

Der skabes et indre politisk pres, ikke blot på de gamle økonomier, men også på de nye vækstøkonomier, til ikke blot at omfordele horisontalt, men også vertikalt. Der udvikler sig en af understrømmen styret og dikteret vertikal omfordeling, og det er dette skred fra horisontal fordeling til vertikal fordeling, der repræsenterer det politiske modtræk, som en nødvendighed for at skabe et udlignende økonomisk kraftfelt, der evner at opløse denne del af tidens fattigdoms-matrix, der uden indgreb ellers vil true velfærdsøkonomien og ny tid.

Denne fattigdom forbindes med en gruppe af individer, der af omgivelserne er påtvunget livsforhold, som gruppen ikke kan forudses at kæmpe sig selv ud af. Og dermed en tilstand, der ikke kan bestå.

Denne fattigdom bringes til ophør ved vedvarende politikker, global omfordeling af velfærd, udligning af ressourcer og geopolitisk vertikal omfordeling af ny vækst.

Når vi taler om materiel fattigdom i ny tid, skal man forstå, at dette ikke refererer til den i tidligere tid kendte eksistensdeterminerende fattigdom (mad, vand, helbred, bolig og social mobilitet). De eksistensdeterminerende ubalancer og fattigdomsdefinitioner fra tidligere tid er løst som en forudsætning for, at ny tid overhovedet kommer til eksistens.

Når vi derfor beskæftiger os med materiel fattigdom i ny tid så opstår den i ny tid, og på ny tids politiske præmisser.

// Ekstrakt // Original // Læsertilrettet // Debat