Reading Piece #94 - Erhvervsfinansiering

Mens vi har set, at banker og pengeinstitutters rolle i relation til befolkningen bliver likviditetsstyring og kanalisering af relativt genetiske kreditmuligheder, så ser vi på erhvervsområdet, at disse institutioner indtræder med stadigt større vægt og betydning. Omend der selv i relation til erhvervslivet også sker mærkbare ændringer, især i den måde som risikokapital rejses på.
Erhvervslivet out-sourcer deres likviditetsplacering til de globalt opererende banker. Og anvender de samme banker til at bidrage med sikkerhedsafdækket finansiering af driften.
Bankerne bliver dermed udviklet til serviceinstitutioner der mere kan betegnes som "facilitatorer" end risikotagere. I et samfund med mange kanaler, der kan stille likviditet til rådighed, og i et samfund med generel overskudslikviditet, der alene søger beskyttelse af realværdien, bliver det bankernes opgave til stadighed at indestå for, at der her sker risikofri realværdisikring af udlån.
Som facilitatorer imellem de forskellige likviditetsudsving og behov i erhvervslivet bliver bankerne operatører i et område, der i essensen er risikofrit. Værditilvæksten bankerne bidrager med, baseres på deres særlige ekspertise og deres position som kanal til et globalt marked for denne type mellemfristet finansiering.

Risikofinansiering af erhvervslivet.

Erhvervslivets behov for adgang til risikokapital vokser med den økonomiske vækst, udviklingen af veldfærdsøkonomien og den stadigt stigende volumen af produktion. Erhvervslivet er ikke, og bliver aldrig, selvfinansierende. Hele tilskyndelsen til at binde kapital netop i erhvervslivet er, at den kan geares med lånekapital, og dermed skabe en overforrentning af risikokapitalen. Det er ved indskud af risikokapital ad forskellige veje, og igennem forskellige instrumenter, at der her skabes en plads i økonomien, hvor der overhovedet er mulighed for at sikre sig afkast, der overskrider den lavrente, som ellers er toneangivende i den omkringliggende økonomi. De store globale producenter vil uanset presset på salgspriserne og et prisgrundlag, der stadigt mere nærmer sig de marginale produktionsomkostninger, stadig evne at skabe marginale avancer, grundet de stadigt større volumener, og dermed en overforrentning af den risikokapital, der stilles til rådighed for virksomheden.
Evnen til at sikre denne risikokapital, ved indskud eller oparbejdet indtjening, bliver afsættet for de erhvervskreditter, der tillader en billig gearing og dermed en forrentning af investeringer i erhvervsproduktion, der uddistancerer den passive kapitalanbringelse. Der sker dermed i ny tid en forbedret konkurrencedygtighed af investering i aktiv produktion i forhold til passivt kapitalanlæg.

Et afgørende temaskift som finder sted er, at den kolossale akkumulation af pensionskapital omlægges til et direkte engagement i erhvervslivet, i takt med at lavinflation og lavrente udhuler fundamentet for at udbetale realværdisikrede pensioner. Pensionskapitalen tvinges gradvist til at gå nye veje, og det er denne søgning efter ny anbringelse og ny risiko, der er en af de medvirkende årsager til, at banker presses til at omlægge deres virksomhed til videnoverførsel, facilitering og kanalisering.
Det afgørende spring i udviklingen finder sted i takt med, at pensionskapitalerne tvinges til at føre kapitalen tilbage i de brancher, hvorfra opsparingen i første omgang er muliggjort. Der skabes en solidarisk alliance imellem kapitalejere og beskæftigede indenfor bestemte brancher, hvor det for den beskæftigede bliver en naturlig forudsætning, at den passive pensionskapital recirkuleres tilbage i netop det erhverv, hvor den beskæftigede selv befinder sig. Og har sin fremtid.
Dette er ikke ensbetydende med at risikospredning og passiv placering ikke stadig er udbredt blandt pensionskapitalerne, men behovet for at tilføre kapital via instrumenter, der er såvel kort- som langsigtede, som direkte lån med og uden sikring samt risikofinansiering af grænseoverskridende produkt- og markedsudvikling, skaber hos pensionskapitalen en erkendelse af, at sådan risikotagning fortrinsvis bør finde sted i brancher, de kender til. Og hvor det ansvar, der er forbundet med sådan eskaleret rikotagning kan forstås af de opsparere, overfor hvem pensionskassen er politisk ansvarlig. Denne konklusion fører til, at flerstrengede risikoinstrumenter tilbydes erhvervsvirksomheder indenfor egen branche. Riskospredning, porteføljediversifikation og brancheudjævning vil vedvarende være forbeholdt den del af de passive placeringer, der minder om dem, man også kendte i tidligere tid. Det forandrede er, at afkast og indbetalinger af pensionsbidrag i stigende omfang kanaliseres tilbage til egen branche for at sikre, at der overhovedet kan skabes et merafkast, der beskytter pensionskapitalen mod udhuling, samt beskytter ledelserne imod kritik for at risikoinvestere i diversificerede brancheporteføljer, som man ikke har forudsætningen for at sikre sig direkte viden om. Og at det kredsløb etableres direkte imellem virksomhed og pensionskasser, uden bekostelige mellemled i den finansielle sektor. Mellemled, der ikke er plads til i en tid med lille eller ingen rentemarginal at give af.

At medarbejdere sivede ind i bestyrelsen af en række virksomheder, var allerede i tidligere tid en del af den almindelige demokratiske kontrol og ønsket om at sikre gennemsigtighed. I den sociale kontrakt, som opbyggedes imellem arbejdsgivere og arbejdstagere, var disse repræsentationer den politiske platform parterne imellem. I ny tid repræsenterer disse deltagere nu også en anden ressource for virksomheden. Adgangen til flerstrenget risikokapital fra de pensionskapitaler, som virksomhederne og disses medarbejdere selv har været ressourcebaggrund for. Der skabes en ny kontrakt imellem virksomheder på den ene side og medarbejdere på den anden side. Nu ikke kun som led i etableringen af et fælles politisk rum omkring virksomheden, dens vilkår og styring, men også som en regulering af en kapitalalliance, hvor risikokapital flyder tilbage ad de samme kanaler som de flød ind ad. En udvikling, der presser trediepartsfinansiering ud på sidelinierne og eliminerer tidligere store forretningsområder for banker. En udvikling, skabt og provokeret af den omstændighed, at banker i stadigt større grad svækkes i deres evne til at give usikrede kreditter og egentlig risikokapital. Der er tale om en politisk alliance, hvor virksomhedsejere skaber vækst og beskæftigelse, og hvor pensionskapitalerne for at sikre deres eksistensberettigelse overfor opsparende må rette deres risiko, hvor det giver mening. Mening for deres kunder, der ser deres interesser som nært knyttet til deres professionelle hverdag, deres egen beskæftigelsessituation og mulighed for at værdisikre deres pensionskapital. Men indenfor rammer, der er kendte, kan gennemskues, og hvor risikoen kan følges dag for dag.

Den her beskrevne udvikling åbner op for en række hybride finansieringsinstrumenter, hvor pensionskapitalerne i stigende grad indtager en rolle, der minder om tidligere tids forretningsbanker. Med banker på sidelinien, der udvikler nye forretningsområder til at assistere, afhjælpe, servicere og kanalisere efter retningslinier og principper udstukket af de egentlige kapitalejere. Man sætter ikke penge i banken, for at de kan låne dem ud til andre med risiko. Banken modtager ikke penge for at være formidler af kapital, der mere enkelt kan formidles af nærtstående kanaler, renset for rentemarginal og en anden og mere præcis risikovurdering. Det er balancen imellem risiko, indsigt og forrentningskrav, der bliver det logiske afsæt for denne udvikling. En udvikling, der bliver et af de bærende elementer i endnu en eliminering af bankernes forretningsområde, og som øger presset på denne sektors omstilling fra kapitalforvaltere til servicevirksomhed.

En anden direkte konsekvens af denne adfærdsændring for pensionskapitalerne skal ses i kombination med den samtidige omlægning som medfører, at ejerskabet af pensionskapitalerne atomiseres ud i et anvendt ejerskab af dem, der ejer indskuddene. En ejer af indskud i en pensionskasse kan dermed omlægge dette indskud fra tidligere tids genetiske finansinstrument eller anonyme kapitalindskud til aktivt ejerskab i den virksomhed, hvor medarbejderen selv arbejder. I alliancen imellem de kolossale formuer opsparet til sikring af en virksomheds medarbejdere ligger afsættet for samtidig at inddrage medarbejderne mere aktivt i ejerskabet af virksomhederne selv. Enten ved direkte disponering af en del af pensionsmidlerne fra pensionsopsparernes egen konto i pensionskassen, eller som indirekte andel ved at være en del af den kollektive investeringsportefølje, som pensionskassen har ejerskab til på tværs af den branche, som pensionsopspareren har et forhold til. Diversifikation opretholdes til en brancheuafhængig sikring af pensionskapitalerne, men kernen er, at der etableres en entydig sammenhæng imellem virksomhed, medarbejdere, virksomhedens ejerskab og medarbejdernes kollektive opsparing.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

Mens vi har set, at banker og pengeinstitutters rolle i relation til befolkningen bliver likviditetsstyring og kanalisering af relativt genetiske kreditmuligheder, så ser vi på erhvervsområdet, at disse institutioner indtræder med stadigt større vægt og betydning. Omend der selv i relation til erhvervslivet også sker mærkbare ændringer, især i den måde som risikokapital rejses på.
Erhvervslivet out-sourcer deres likviditetsplacering til de globalt opererende banker. Og anvender de samme banker til at bidrage med sikkerhedsafdækket finansiering af driften.
Bankerne bliver dermed udviklet til serviceinstitutioner der mere kan betegnes som "facilitatorer" end risikotagere. I et samfund med mange kanaler, der kan stille likviditet til rådighed, og i et samfund med generel overskudslikviditet, der alene søger beskyttelse af realværdien, bliver det bankernes opgave til stadighed at indestå for, at der her sker risikofri realværdisikring af udlån.
Som facilitatorer imellem de forskellige likviditetsudsving og behov i erhvervslivet bliver bankerne operatører i et område, der i essensen er risikofrit. Værditilvæksten bankerne bidrager med, baseres på deres særlige ekspertise og deres position som kanal til et globalt marked for denne type mellemfristet finansiering.

Risikofinansiering af erhvervslivet.

Erhvervslivets behov for adgang til risikokapital vokser med den økonomiske vækst, udviklingen af veldfærdsøkonomien og den stadigt stigende volumen af produktion. Erhvervslivet er ikke, og bliver aldrig, selvfinansierende. Hele tilskyndelsen til at binde kapital netop i erhvervslivet er, at den kan geares med lånekapital, og dermed skabe en overforrentning af risikokapitalen. Det er ved indskud af risikokapital ad forskellige veje, og igennem forskellige instrumenter, at der her skabes en plads i økonomien, hvor der overhovedet er mulighed for at sikre sig afkast, der overskrider den lavrente, som ellers er toneangivende i den omkringliggende økonomi. De store globale producenter vil uanset presset på salgspriserne og et prisgrundlag, der stadigt mere nærmer sig de marginale produktionsomkostninger, stadig evne at skabe marginale avancer, grundet de stadigt større volumener, og dermed en overforrentning af den risikokapital, der stilles til rådighed for virksomheden.
Evnen til at sikre denne risikokapital, ved indskud eller oparbejdet indtjening, bliver afsættet for de erhvervskreditter, der tillader en billig gearing og dermed en forrentning af investeringer i erhvervsproduktion, der uddistancerer den passive kapitalanbringelse. Der sker dermed i ny tid en forbedret konkurrencedygtighed af investering i aktiv produktion i forhold til passivt kapitalanlæg.

Et afgørende temaskift som finder sted er, at den kolossale akkumulation af pensionskapital omlægges til et direkte engagement i erhvervslivet, i takt med at lavinflation og lavrente udhuler fundamentet for at udbetale realværdisikrede pensioner. Pensionskapitalen tvinges gradvist til at gå nye veje, og det er denne søgning efter ny anbringelse og ny risiko, der er en af de medvirkende årsager til, at banker presses til at omlægge deres virksomhed til videnoverførsel, facilitering og kanalisering.
Det afgørende spring i udviklingen finder sted i takt med, at pensionskapitalerne tvinges til at føre kapitalen tilbage i de brancher, hvorfra opsparingen i første omgang er muliggjort. Der skabes en solidarisk alliance imellem kapitalejere og beskæftigede indenfor bestemte brancher, hvor det for den beskæftigede bliver en naturlig forudsætning, at den passive pensionskapital recirkuleres tilbage i netop det erhverv, hvor den beskæftigede selv befinder sig. Og har sin fremtid.
Dette er ikke ensbetydende med at risikospredning og passiv placering ikke stadig er udbredt blandt pensionskapitalerne, men behovet for at tilføre kapital via instrumenter, der er såvel kort- som langsigtede, som direkte lån med og uden sikring samt risikofinansiering af grænseoverskridende produkt- og markedsudvikling, skaber hos pensionskapitalen en erkendelse af, at sådan risikotagning fortrinsvis bør finde sted i brancher, de kender til. Og hvor det ansvar, der er forbundet med sådan eskaleret rikotagning kan forstås af de opsparere, overfor hvem pensionskassen er politisk ansvarlig. Denne konklusion fører til, at flerstrengede risikoinstrumenter tilbydes erhvervsvirksomheder indenfor egen branche. Riskospredning, porteføljediversifikation og brancheudjævning vil vedvarende være forbeholdt den del af de passive placeringer, der minder om dem, man også kendte i tidligere tid. Det forandrede er, at afkast og indbetalinger af pensionsbidrag i stigende omfang kanaliseres tilbage til egen branche for at sikre, at der overhovedet kan skabes et merafkast, der beskytter pensionskapitalen mod udhuling, samt beskytter ledelserne imod kritik for at risikoinvestere i diversificerede brancheporteføljer, som man ikke har forudsætningen for at sikre sig direkte viden om. Og at det kredsløb etableres direkte imellem virksomhed og pensionskasser, uden bekostelige mellemled i den finansielle sektor. Mellemled, der ikke er plads til i en tid med lille eller ingen rentemarginal at give af.

At medarbejdere sivede ind i bestyrelsen af en række virksomheder, var allerede i tidligere tid en del af den almindelige demokratiske kontrol og ønsket om at sikre gennemsigtighed. I den sociale kontrakt, som opbyggedes imellem arbejdsgivere og arbejdstagere, var disse repræsentationer den politiske platform parterne imellem. I ny tid repræsenterer disse deltagere nu også en anden ressource for virksomheden. Adgangen til flerstrenget risikokapital fra de pensionskapitaler, som virksomhederne og disses medarbejdere selv har været ressourcebaggrund for. Der skabes en ny kontrakt imellem virksomheder på den ene side og medarbejdere på den anden side. Nu ikke kun som led i etableringen af et fælles politisk rum omkring virksomheden, dens vilkår og styring, men også som en regulering af en kapitalalliance, hvor risikokapital flyder tilbage ad de samme kanaler som de flød ind ad. En udvikling, der presser trediepartsfinansiering ud på sidelinierne og eliminerer tidligere store forretningsområder for banker. En udvikling, skabt og provokeret af den omstændighed, at banker i stadigt større grad svækkes i deres evne til at give usikrede kreditter og egentlig risikokapital. Der er tale om en politisk alliance, hvor virksomhedsejere skaber vækst og beskæftigelse, og hvor pensionskapitalerne for at sikre deres eksistensberettigelse overfor opsparende må rette deres risiko, hvor det giver mening. Mening for deres kunder, der ser deres interesser som nært knyttet til deres professionelle hverdag, deres egen beskæftigelsessituation og mulighed for at værdisikre deres pensionskapital. Men indenfor rammer, der er kendte, kan gennemskues, og hvor risikoen kan følges dag for dag.

Den her beskrevne udvikling åbner op for en række hybride finansieringsinstrumenter, hvor pensionskapitalerne i stigende grad indtager en rolle, der minder om tidligere tids forretningsbanker. Med banker på sidelinien, der udvikler nye forretningsområder til at assistere, afhjælpe, servicere og kanalisere efter retningslinier og principper udstukket af de egentlige kapitalejere. Man sætter ikke penge i banken, for at de kan låne dem ud til andre med risiko. Banken modtager ikke penge for at være formidler af kapital, der mere enkelt kan formidles af nærtstående kanaler, renset for rentemarginal og en anden og mere præcis risikovurdering. Det er balancen imellem risiko, indsigt og forrentningskrav, der bliver det logiske afsæt for denne udvikling. En udvikling, der bliver et af de bærende elementer i endnu en eliminering af bankernes forretningsområde, og som øger presset på denne sektors omstilling fra kapitalforvaltere til servicevirksomhed.

En anden direkte konsekvens af denne adfærdsændring for pensionskapitalerne skal ses i kombination med den samtidige omlægning som medfører, at ejerskabet af pensionskapitalerne atomiseres ud i et anvendt ejerskab af dem, der ejer indskuddene. En ejer af indskud i en pensionskasse kan dermed omlægge dette indskud fra tidligere tids genetiske finansinstrument eller anonyme kapitalindskud til aktivt ejerskab i den virksomhed, hvor medarbejderen selv arbejder. I alliancen imellem de kolossale formuer opsparet til sikring af en virksomheds medarbejdere ligger afsættet for samtidig at inddrage medarbejderne mere aktivt i ejerskabet af virksomhederne selv. Enten ved direkte disponering af en del af pensionsmidlerne fra pensionsopsparernes egen konto i pensionskassen, eller som indirekte andel ved at være en del af den kollektive investeringsportefølje, som pensionskassen har ejerskab til på tværs af den branche, som pensionsopspareren har et forhold til. Diversifikation opretholdes til en brancheuafhængig sikring af pensionskapitalerne, men kernen er, at der etableres en entydig sammenhæng imellem virksomhed, medarbejdere, virksomhedens ejerskab og medarbejdernes kollektive opsparing.