Det sidste store område, der i tidligere tid var kilden til mulig prisinflation var efterspørgslen efter fast ejendom. Og jord. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at en af de udviklingstendenser, der er medvirkende til skabelsen af den dobbelte livsstandard, er provokeret af store problemer indenfor dette område.
Som så ofte i menneskets udvikling er det ikke altid de ideelle målsætninger og troen på en bedre fremtid, der udløser strukturændringer, stemningsskift og forandring. Som så ofte før set er det i højere grad nød, problemer og ubalancer, der får udviklingen til at flyde ad nye kanaler.
Netop her ser vi, at de ubalancer der kommer til effekt i og omkring metropolernes fysiske infrastruktur, får til resultat, at prisen på fast ejendom kommer ud af kontrol.
Kaotiske tilstande udvikler sig på tidspunkter, hvor mangelfuld infrastruktur ikke erstattes af ny, hvor der er råvaremangel, hvor økonomien har flaskehalse og almindelige borgere ikke længere kan finde hus og hjem.
Når disse ubalancer tager til, udvikler sig og omkalfatrer tingenes tilstand, og derved kompromitterer udviklingens vej mod ny tid og velfærdsøkonomien, så ser vi at understrømmen bærer kompenserende løsninger frem, der ved deres fremkost, udvikling og tilvejebringelse, opløser og afmonterer de uacceptable ubalancer i tidligere tids økonomi, og derved bringer udviklingen endnu et skridt tættere på ny tid. Og velfærdsøkonomien.
Et af de tiltag, der udløses af understrømmen, er de af befolkningen iværksatte livsstilsændringer i relation til den dobbelte livsstandard og udflytning af det private liv fra metropolerne. Som tidligere beskrevet tillader nye transportformer og måden at arbejde på, sammen med en ændret prioritering af den måde det personlige liv tilrettelægges på, at befolkningen flytter deres tyngdepunkt for livsinteressen væk fra metropolerne. Centrum for livsinteressen spredes ud, fordeles over andre beliggenheder i en tid, hvor geografisk afstand er blevet af mindre betydning. Denne udvikling opløser tendensen til, at brugen af fast ejendom og behovet for jord opretholdes som en kilde til prisinflation, idet beliggenhed frigøres fra en bestemt geografisk binding.
Brugen af fast ejendom og jord bliver i øvrigt genstand for et helt andet fænomen i ny tid, der betyder et meget stort brud med erfaringerne fra tidligere tid.
Mens man også i ny tid ser en betydelig trafik, omlægning og omsætning af de befolkningsgrupper, der benytter metropolerne, så rodfæstes den tendens, at den enkelte, i sit livs tredje og fjerde alder, vælger at falde til ro i sit livscenter.
Forklaringen er, at det at rejse og bevæge sig fra punkt til punkt er blevet så tilgængeligt, og brugen af oplevelser og tilskud til tilværelsen i denne relation en så sædvanlig og let tilgængelig mulighed, at det befordrer behovet for at fastholde sine rødder, der hvor man har hjemme. I en tid, hvor befolkningen i deres anden og tredje alder bliver stadigt mere mobile og udadvendte, vokser det samtidige behov for at konsolidere livskvaliteten i livscentrene.
Sideeffekten af den adfærdsændring er, at ens forankring i et livscenter bliver vedvarende af karakter, sænker omsætteligheden af fast ejendom, og den heraf følgende lavere likviditet i denne del af ejendomsmarkedet får til konsekvens, at prisinflasion ikke har en likvid markedsbaggrund.
Tendensen til, at man i livscentrene etablerer og bygger boligenheder, der har mere plads og flere anvendelsesmuligheder får til resultat, at også de efterfølgende generationer vælger at holde sig til deres eget livscenter. Udfordringer, oplevelser og rejser er der nok af, og bolig i metropolerne benyttes oftest kun i overgangsperioder forud for i kernefamilien. Derved sker der en umærkelig eliminering af det hastigt omsatte, likvide og prisorienterede marked for fast ejendom.
I ny tid bliver afhændelsen af fast ejendom i livscenteret på mange måder ensbetydende med, at en hel tilværelses kvalitetskomponenter omlægges eller skiftes ud, og det er der stigende tilbageholdenhed med. En pudsig udvikling, der i ny tid bringer minderne tilbage til et tidspunkt fjernt i tidligere tid, hvor manglende mobilitet og stavnsbinding af befolkningen til faste geografiske oprindelsesområder, om end af en helt anden grund, dog udløste den samme økonomiske omstændighed bag prisdannelsen på fast ejendom.
Man kan sige, at cirklen er sluttet, og at konsekvensen bliver, efter mange generationers kamp med bolig, anskaffelse af fast ejendom, prisinflation og andre begrænsninger, at også denne del af økonomien finder sin balance. Og at denne del af økonomien af mange grunde ikke bliver oprindelsen til den prisinflation, der ved en overfladisk betragtning ellers kunne frygtes.
Udover adfærdsændringer og den indflydelse, som de udløser på prisdannelsen på fast ejendom, så udvikles der i ny tid nye beskatningsformer, der opstår som en hybrid imellem tidligere tids finans- og pengepolitiske instrumenter.
Som vi vil se, så etableres der en række afgifter på fast ejendom. Ikke blot som ejendomsskatter, men også som beskatning af den kapitalværdi, de repræsenterer uanset ejer, og endelig som afgifter i forbindelse med brugsadgang, som konsekvens af befolkningens brug af dobbelt livsstandard. Flere af disse værktøjer kan reguleres og justeres, og det bliver en migration af pengepolitikken, der forsynes med egentlige finanspolitiske instrumenter, der tillader de pengepolitiske myndigheder at justere netop på afgifter af denne art for at imødegå flaskehalse og prisinflation.
Det sidste store område, der i tidligere tid var kilden til mulig prisinflation var efterspørgslen efter fast ejendom. Og jord. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at en af de udviklingstendenser, der er medvirkende til skabelsen af den dobbelte livsstandard, er provokeret af store problemer indenfor dette område.
Som så ofte i menneskets udvikling er det ikke altid de ideelle målsætninger og troen på en bedre fremtid, der udløser strukturændringer, stemningsskift og forandring. Som så ofte før set er det i højere grad nød, problemer og ubalancer, der får udviklingen til at flyde ad nye kanaler.
Netop her ser vi, at de ubalancer der kommer til effekt i og omkring metropolernes fysiske infrastruktur, får til resultat, at prisen på fast ejendom kommer ud af kontrol.
Kaotiske tilstande udvikler sig på tidspunkter, hvor mangelfuld infrastruktur ikke erstattes af ny, hvor der er råvaremangel, hvor økonomien har flaskehalse og almindelige borgere ikke længere kan finde hus og hjem.
Når disse ubalancer tager til, udvikler sig og omkalfatrer tingenes tilstand, og derved kompromitterer udviklingens vej mod ny tid og velfærdsøkonomien, så ser vi at understrømmen bærer kompenserende løsninger frem, der ved deres fremkost, udvikling og tilvejebringelse, opløser og afmonterer de uacceptable ubalancer i tidligere tids økonomi, og derved bringer udviklingen endnu et skridt tættere på ny tid. Og velfærdsøkonomien.
Et af de tiltag, der udløses af understrømmen, er de af befolkningen iværksatte livsstilsændringer i relation til den dobbelte livsstandard og udflytning af det private liv fra metropolerne. Som tidligere beskrevet tillader nye transportformer og måden at arbejde på, sammen med en ændret prioritering af den måde det personlige liv tilrettelægges på, at befolkningen flytter deres tyngdepunkt for livsinteressen væk fra metropolerne. Centrum for livsinteressen spredes ud, fordeles over andre beliggenheder i en tid, hvor geografisk afstand er blevet af mindre betydning. Denne udvikling opløser tendensen til, at brugen af fast ejendom og behovet for jord opretholdes som en kilde til prisinflation, idet beliggenhed frigøres fra en bestemt geografisk binding.
Brugen af fast ejendom og jord bliver i øvrigt genstand for et helt andet fænomen i ny tid, der betyder et meget stort brud med erfaringerne fra tidligere tid.
Mens man også i ny tid ser en betydelig trafik, omlægning og omsætning af de befolkningsgrupper, der benytter metropolerne, så rodfæstes den tendens, at den enkelte, i sit livs tredje og fjerde alder, vælger at falde til ro i sit livscenter.
Forklaringen er, at det at rejse og bevæge sig fra punkt til punkt er blevet så tilgængeligt, og brugen af oplevelser og tilskud til tilværelsen i denne relation en så sædvanlig og let tilgængelig mulighed, at det befordrer behovet for at fastholde sine rødder, der hvor man har hjemme. I en tid, hvor befolkningen i deres anden og tredje alder bliver stadigt mere mobile og udadvendte, vokser det samtidige behov for at konsolidere livskvaliteten i livscentrene.
Sideeffekten af den adfærdsændring er, at ens forankring i et livscenter bliver vedvarende af karakter, sænker omsætteligheden af fast ejendom, og den heraf følgende lavere likviditet i denne del af ejendomsmarkedet får til konsekvens, at prisinflasion ikke har en likvid markedsbaggrund.
Tendensen til, at man i livscentrene etablerer og bygger boligenheder, der har mere plads og flere anvendelsesmuligheder får til resultat, at også de efterfølgende generationer vælger at holde sig til deres eget livscenter. Udfordringer, oplevelser og rejser er der nok af, og bolig i metropolerne benyttes oftest kun i overgangsperioder forud for i kernefamilien. Derved sker der en umærkelig eliminering af det hastigt omsatte, likvide og prisorienterede marked for fast ejendom.
I ny tid bliver afhændelsen af fast ejendom i livscenteret på mange måder ensbetydende med, at en hel tilværelses kvalitetskomponenter omlægges eller skiftes ud, og det er der stigende tilbageholdenhed med. En pudsig udvikling, der i ny tid bringer minderne tilbage til et tidspunkt fjernt i tidligere tid, hvor manglende mobilitet og stavnsbinding af befolkningen til faste geografiske oprindelsesområder, om end af en helt anden grund, dog udløste den samme økonomiske omstændighed bag prisdannelsen på fast ejendom.
Man kan sige, at cirklen er sluttet, og at konsekvensen bliver, efter mange generationers kamp med bolig, anskaffelse af fast ejendom, prisinflation og andre begrænsninger, at også denne del af økonomien finder sin balance. Og at denne del af økonomien af mange grunde ikke bliver oprindelsen til den prisinflation, der ved en overfladisk betragtning ellers kunne frygtes.
Udover adfærdsændringer og den indflydelse, som de udløser på prisdannelsen på fast ejendom, så udvikles der i ny tid nye beskatningsformer, der opstår som en hybrid imellem tidligere tids finans- og pengepolitiske instrumenter.
Som vi vil se, så etableres der en række afgifter på fast ejendom. Ikke blot som ejendomsskatter, men også som beskatning af den kapitalværdi, de repræsenterer uanset ejer, og endelig som afgifter i forbindelse med brugsadgang, som konsekvens af befolkningens brug af dobbelt livsstandard. Flere af disse værktøjer kan reguleres og justeres, og det bliver en migration af pengepolitikken, der forsynes med egentlige finanspolitiske instrumenter, der tillader de pengepolitiske myndigheder at justere netop på afgifter af denne art for at imødegå flaskehalse og prisinflation.