Reading Piece #89 - Traditionel bankvirksomhed ophører

De ændringer, der sker i konceptionen omkring penge, deres form og deres formål eliminerer gradvist hele det tidligere paradigme for ”banker og pengeinstitutter”. Disse institutioners rolle og position reduceres gradvist i samfundsøkonomien, i og med at de hverken accelererer eller multiplicerer samfundsøkonomien. Deres hovedopgave bliver i en overgangsfase at facilitere og tilrettelægge disse udvekslinger af pengestrømme, men i takt med den stadigt mere genetiske art af transaktionerne, bliver banker og pengeinstitutter selv genetiske af natur.

Ved indgangen til ny tid er den traditionelle bankvirksomhed dermed bragt til ophør. De gigantiske clearingcentraler for betaling og udveksling af clearinginformationer er tilrettelagt indenfor geopolitiske magtcentre, disses forfatningsstyrede centralbanker og underlagt samfundspolitiske interesser. Der er ikke længere "brands" i bankverdenen. De bliver offer for udviklingen som dampmaskinerne før dem.

Hvem giver så kredit?

Når vi ser på kreditrollen i ny tid, må vi opdele den i sine naturlige bestanddele.

Forbrugerkreditter og finansiering af de private husholdninger er et hovedområde. Forretnings- og erhvervskreditter et andet område. Risikofinansiering af virksomheder et tredje område.
Før vi ser på disse hovedgrupper, er der dog god grund til at bremse op og se på den ny tids kapital- og pengemarkeder.

Lav rente

I takt med en stadigt større "penge"-rigelighed er der ikke mange, der vil betale andet for at få stillet penge til rådighed, end kompensation for pengeforringelsen samt godtgørelse for realvæksten. Det, man i tidligere tid kendte som rentemarginaler, bliver elimineret i et samfund, der gradvist akkumulerer så store kontantkapitaler (og finansielle instrumenter der sidestilles hermed), at det selv samme samfund ikke kan sluse pengene over i andet end – ja: penge. En udvikling, der i sig selv svækker penge- og kreditområdernes samfundsøkonomiske kraft. Og dermed politiske betydning.

Samtidig vil konsolideringen af geopolitiske magtcentre og en gennemført vækst- og velstandsudligning formindske effekten af de likviditets- og vækstimpulser, som kendtes fra tidligere tid. Pengene bliver hvor de er, og hvis de flyttes, ender de et sted med de samme samfundsøkonomiske karakteristikker, som der hvor de kom fra. Kun få og marginale økonomiske områder repræsenterer andre muligheder, men uden størrelse og omfang, der har nogen betydning for den globale økonomiske politik.

Det man i tidligere tid kaldte ”pengepolitikken” mister derfor en del af sin virkning og formål. Forsøg på at opsluge likviditet og forøge renteniveauet har ingen effekt på de internationale monetære balancer og de substitutionsmuligheder, der står til rådighed for at hente likviditet ad anden vej. Adgang til likviditet kan sikres fra så mange kanaler, at kun globalt tilrettelagte initiativer kan påvirke adfærden. I en tid med kun få tilbageværende kernevalutaer, der i øvrigt er fastlåst i faste ombytningsforhold, vil globaliteten af initiativer være en forudsætning. Men vi lever samtidig i en ny tid, hvor pengepolitik ikke er suboptimeret til små nationale økonomier, og hvor den ny tids centralbanker har andre instrumenter til rådighed, der kan omdirigere efterspørgsel og vækst til andre dele af de sammensluttede regionale økonomier, i stedet for at modgå overophedning i en national økonomi ved blot at dæmme op for væksten i den.
Pengerigeligheden, den stadigt mere konvergerende globale, økonomiske politik samt de frie markedsmekanismer eliminerer en stor del af tidligere tids mulighed for, alene gennem styring af pengemængder, renter og valutapolitik, at øve indflydelse på samfundsøkonomien. Den tid rinder ud, hvor politisk uansvarlighed kan kompenseres af pengepolitikken. Ansvaret for samfundsøkonomien bliver bragt tilbage til den politisk styret økonomi. En økonomi styret af politikere, der som hovedopgave i ny tid har en dagsorden, der rækker udover tidligere tids snævre mål for økonomisk vækst og velstand i afgrænsede nationalstater.

Den ny tids økonomi er derfor meget forskellig fra traditionerne i tidligere tids økonomi. Penge har lille eller ingen pris. De flyder i globale kanaler, hvor risiko og betaling for deres tilgængelighed er ens, og i et samfund, hvor påvirkning af de samfundsøkonomiske variable sker ved politisk beslutningstagning, men indenfor områder, hvor der i højere grad er tale om velfærdsdistribution end velfærdsopbygning. Den ny tids økonomi kan samlet beskrives som velfærdsøkonomien.
De ændringer, der sker i konceptionen omkring penge, deres form og deres formål eliminerer gradvist hele det tidligere paradigme for ”banker og pengeinstitutter”. Disse institutioners rolle og position reduceres gradvist i samfundsøkonomien, i og med at de hverken accelererer eller multiplicerer samfundsøkonomien. Deres hovedopgave bliver i en overgangsfase at facilitere og tilrettelægge disse udvekslinger af pengestrømme, men i takt med den stadigt mere genetiske art af transaktionerne, bliver banker og pengeinstitutter selv genetiske af natur.

Ved indgangen til ny tid er den traditionelle bankvirksomhed dermed bragt til ophør. De gigantiske clearingcentraler for betaling og udveksling af clearinginformationer er tilrettelagt indenfor geopolitiske magtcentre, disses forfatningsstyrede centralbanker og underlagt samfundspolitiske interesser. Der er ikke længere "brands" i bankverdenen. De bliver offer for udviklingen som dampmaskinerne før dem.

Hvem giver så kredit?

Når vi ser på kreditrollen i ny tid, må vi opdele den i sine naturlige bestanddele.

Forbrugerkreditter og finansiering af de private husholdninger er et hovedområde. Forretnings- og erhvervskreditter et andet område. Risikofinansiering af virksomheder et tredje område.
Før vi ser på disse hovedgrupper, er der dog god grund til at bremse op og se på den ny tids kapital- og pengemarkeder.

Lav rente

I takt med en stadigt større "penge"-rigelighed er der ikke mange, der vil betale andet for at få stillet penge til rådighed, end kompensation for pengeforringelsen samt godtgørelse for realvæksten. Det, man i tidligere tid kendte som rentemarginaler, bliver elimineret i et samfund, der gradvist akkumulerer så store kontantkapitaler (og finansielle instrumenter der sidestilles hermed), at det selv samme samfund ikke kan sluse pengene over i andet end – ja: penge. En udvikling, der i sig selv svækker penge- og kreditområdernes samfundsøkonomiske kraft. Og dermed politiske betydning.

Samtidig vil konsolideringen af geopolitiske magtcentre og en gennemført vækst- og velstandsudligning formindske effekten af de likviditets- og vækstimpulser, som kendtes fra tidligere tid. Pengene bliver hvor de er, og hvis de flyttes, ender de et sted med de samme samfundsøkonomiske karakteristikker, som der hvor de kom fra. Kun få og marginale økonomiske områder repræsenterer andre muligheder, men uden størrelse og omfang, der har nogen betydning for den globale økonomiske politik.

Det man i tidligere tid kaldte ”pengepolitikken” mister derfor en del af sin virkning og formål. Forsøg på at opsluge likviditet og forøge renteniveauet har ingen effekt på de internationale monetære balancer og de substitutionsmuligheder, der står til rådighed for at hente likviditet ad anden vej. Adgang til likviditet kan sikres fra så mange kanaler, at kun globalt tilrettelagte initiativer kan påvirke adfærden. I en tid med kun få tilbageværende kernevalutaer, der i øvrigt er fastlåst i faste ombytningsforhold, vil globaliteten af initiativer være en forudsætning. Men vi lever samtidig i en ny tid, hvor pengepolitik ikke er suboptimeret til små nationale økonomier, og hvor den ny tids centralbanker har andre instrumenter til rådighed, der kan omdirigere efterspørgsel og vækst til andre dele af de sammensluttede regionale økonomier, i stedet for at modgå overophedning i en national økonomi ved blot at dæmme op for væksten i den.
Pengerigeligheden, den stadigt mere konvergerende globale, økonomiske politik samt de frie markedsmekanismer eliminerer en stor del af tidligere tids mulighed for, alene gennem styring af pengemængder, renter og valutapolitik, at øve indflydelse på samfundsøkonomien. Den tid rinder ud, hvor politisk uansvarlighed kan kompenseres af pengepolitikken. Ansvaret for samfundsøkonomien bliver bragt tilbage til den politisk styret økonomi. En økonomi styret af politikere, der som hovedopgave i ny tid har en dagsorden, der rækker udover tidligere tids snævre mål for økonomisk vækst og velstand i afgrænsede nationalstater.

Den ny tids økonomi er derfor meget forskellig fra traditionerne i tidligere tids økonomi. Penge har lille eller ingen pris. De flyder i globale kanaler, hvor risiko og betaling for deres tilgængelighed er ens, og i et samfund, hvor påvirkning af de samfundsøkonomiske variable sker ved politisk beslutningstagning, men indenfor områder, hvor der i højere grad er tale om velfærdsdistribution end velfærdsopbygning. Den ny tids økonomi kan samlet beskrives som velfærdsøkonomien.
De ændringer, der sker i konceptionen omkring penge, deres form og deres formål eliminerer gradvist hele det tidligere paradigme for ”banker og pengeinstitutter”. Disse institutioners rolle og position reduceres gradvist i samfundsøkonomien, i og med at de hverken accelererer eller multiplicerer samfundsøkonomien. Deres hovedopgave bliver i en overgangsfase at facilitere og tilrettelægge disse udvekslinger af pengestrømme, men i takt med den stadigt mere genetiske art af transaktionerne, bliver banker og pengeinstitutter selv genetiske af natur.

Ved indgangen til ny tid er den traditionelle bankvirksomhed dermed bragt til ophør. De gigantiske clearingcentraler for betaling og udveksling af clearinginformationer er tilrettelagt indenfor geopolitiske magtcentre, disses forfatningsstyrede centralbanker og underlagt samfundspolitiske interesser. Der er ikke længere "brands" i bankverdenen. De bliver offer for udviklingen som dampmaskinerne før dem.

Hvem giver så kredit?

Når vi ser på kreditrollen i ny tid, må vi opdele den i sine naturlige bestanddele.

Forbrugerkreditter og finansiering af de private husholdninger er et hovedområde. Forretnings- og erhvervskreditter et andet område. Risikofinansiering af virksomheder et tredje område.
Før vi ser på disse hovedgrupper, er der dog god grund til at bremse op og se på den ny tids kapital- og pengemarkeder.

Lav rente

I takt med en stadigt større "penge"-rigelighed er der ikke mange, der vil betale andet for at få stillet penge til rådighed, end kompensation for pengeforringelsen samt godtgørelse for realvæksten. Det, man i tidligere tid kendte som rentemarginaler, bliver elimineret i et samfund, der gradvist akkumulerer så store kontantkapitaler (og finansielle instrumenter der sidestilles hermed), at det selv samme samfund ikke kan sluse pengene over i andet end – ja: penge. En udvikling, der i sig selv svækker penge- og kreditområdernes samfundsøkonomiske kraft. Og dermed politiske betydning.

Samtidig vil konsolideringen af geopolitiske magtcentre og en gennemført vækst- og velstandsudligning formindske effekten af de likviditets- og vækstimpulser, som kendtes fra tidligere tid. Pengene bliver hvor de er, og hvis de flyttes, ender de et sted med de samme samfundsøkonomiske karakteristikker, som der hvor de kom fra. Kun få og marginale økonomiske områder repræsenterer andre muligheder, men uden størrelse og omfang, der har nogen betydning for den globale økonomiske politik.

Det man i tidligere tid kaldte ”pengepolitikken” mister derfor en del af sin virkning og formål. Forsøg på at opsluge likviditet og forøge renteniveauet har ingen effekt på de internationale monetære balancer og de substitutionsmuligheder, der står til rådighed for at hente likviditet ad anden vej. Adgang til likviditet kan sikres fra så mange kanaler, at kun globalt tilrettelagte initiativer kan påvirke adfærden. I en tid med kun få tilbageværende kernevalutaer, der i øvrigt er fastlåst i faste ombytningsforhold, vil globaliteten af initiativer være en forudsætning. Men vi lever samtidig i en ny tid, hvor pengepolitik ikke er suboptimeret til små nationale økonomier, og hvor den ny tids centralbanker har andre instrumenter til rådighed, der kan omdirigere efterspørgsel og vækst til andre dele af de sammensluttede regionale økonomier, i stedet for at modgå overophedning i en national økonomi ved blot at dæmme op for væksten i den.
Pengerigeligheden, den stadigt mere konvergerende globale, økonomiske politik samt de frie markedsmekanismer eliminerer en stor del af tidligere tids mulighed for, alene gennem styring af pengemængder, renter og valutapolitik, at øve indflydelse på samfundsøkonomien. Den tid rinder ud, hvor politisk uansvarlighed kan kompenseres af pengepolitikken. Ansvaret for samfundsøkonomien bliver bragt tilbage til den politisk styret økonomi. En økonomi styret af politikere, der som hovedopgave i ny tid har en dagsorden, der rækker udover tidligere tids snævre mål for økonomisk vækst og velstand i afgrænsede nationalstater.

Den ny tids økonomi er derfor meget forskellig fra traditionerne i tidligere tids økonomi. Penge har lille eller ingen pris. De flyder i globale kanaler, hvor risiko og betaling for deres tilgængelighed er ens, og i et samfund, hvor påvirkning af de samfundsøkonomiske variable sker ved politisk beslutningstagning, men indenfor områder, hvor der i højere grad er tale om velfærdsdistribution end velfærdsopbygning. Den ny tids økonomi kan samlet beskrives som velfærdsøkonomien.