Reading Piece #88 - Betalinger bliver genetiske af natur

Tidligere tilrettelagde individ, virksomhed og anden privat eller offentlig institution deres likviditet og kreditbehov i samarbejde med såkaldte ”banker eller pengeinstitutter”.
I takt med den stadigt mere sofistikerede anvendelse af digitale netværk til bestilling og betaling af services og ydelser, bliver brugen af kontanter helt afskaffet. Kontantbetalingsdelen af pengetransaktioner falder til så få procent af den samlede transaktionsmængde, at det ikke længere har nogen mening at opretholde. I kriminalitetsbekæmpelsen er afskaffelsen af kontanter også en betydelig hjælp. Der kan ikke betales eller overføres betaling, uden at den er registreret.

Betalings- og overførselssystemer er fuldt automatiserede. Kun en meget lille del af den enkeltes faste betalingsmodtagere udskiftes. Alle betalinger finder sted som automatiske træk.
I takt med, at penge og betalinger bliver en umærkelig del af hverdagen reduceres interessen stadig mere for penge og betalinger.
For store dele af befolkningen er deres hverdag, infrastruktur og bolig økonomisk selvbærende af umærkelige udbetalinger, finansieret af lige så umærkelige indbetalinger.

I ny tid er det kvalitetsidealerne, der skal opfyldes, og mange af disse kvalitetsidealer opfyldes ved inddragelse af ressourcer, der af natur er mindre materielle end man tidligere havde for sædvane. Afmaterialiseringen er et af målene for den ny tid, idet materialitet og fysiske goder ikke i sig selv er kvalitetsbærende. For den altovervejende del af befolkningen er fornemmelsen af indkomst og velfærd en indarbejdet bestanddel af tilværelsens grundlag. "Feel good"-effekten er en af hverdagens forudsætninger.
Generationers opsparing i huse, pensionsordninger, aktieandele og anden opbygning af kapital har for længst elimineret følelsen af, at arbejdsindkomst er andet end en simpel nødvendighed for at sikre den nødvendige daglige levestandard. Arbejdet er en del af fritiden, og fritiden en del af arbejdet. Det at arbejde er en del af den personlige behovstilfredsstillelse, og en del af det velvære der føles. Man kan ikke leve i balance med kvalitetsidealerne, hvis man ikke arbejder. Så alle vil arbejde. At der i tilknytning til denne indsats rettes betalinger mod den enkelte, er blot en byttehandel.
Den ene ressource byttes for den anden. Arbejde for kapital, som vi altid har kendt det. Men hvor den enkelte ikke kun måler tilfredsstillelsen i forhold til mængden af den kapital der udbetales for arbejde, men også på kvaliteten af det arbejde, man sikres adgang til. En umærkelig byttehandel, hvor den samlede pakke bliver stadigt mere standardiseret, og hvor den økonomi som impliceres også er standardiseret. I de flestes optik, så er det at stå til rådighed for en virksomhed kompenseret ved virksomhedens samtidige afdækning af den vedligeholdelsesindkomst, der typisk får det hele til at snurre rundt. Om det er det ene eller andet beløb i forhold til andre er ikke det særlige fokus. Fokus er, at den umærkelige hverdag fungerer, uden bekymringer og uden at man skal bruge kræfter på de dagligdags betalinger og den forhandlede indkomst.

Meget betaling for arbejde bliver genetisk af natur. Man bytter medansvar og service til en virksomhed, med virksomhedens betaling for ens dagligdag. I takt med, at kvalitetsniveauer bliver stadigt mere ens, er der ikke stor forskel på om man har den ene eller anden stilling. Betalingen er blevet stadigt mere ens i et samfund, der som forpligtelse ønsker at sikre den enkelte den beregnede normalindkomst, der skal til at betale de beregnede normalomkostninger.

Der vil kun kunne opstå mindre forskelle over det enkelte individs livsindkomst som følge af valg truffet af individet selv. Vedligeholdelsesindkomsten er kun en lille del af det velfærdsbillede, der tegner sig for den ny tids generationer, og kun en lille del af den finansiering, der er udgangspunktet for de nye familiers etablering af infrastruktur. Generationers opsparing, friværdier og kapital sikrer de nye generationer adgang til infrastruktur og materielle rammer, der er delvist uafhængige af indkomsten fra arbejde.

Vi taler dermed om en ny tid, hvor familien og dens kernebehov er selvfinansieret. Og hvor de indkomster, der søges og tildeles, er umærkelige, forudsigelige og høje nok til at sikre de lige så umærkelige og forudsigelige omkostninger. Alt i et nulsumsspil, hvor det at arbejde, leve og betale for retten til at arbejde og leve, er en konstant. Altså et samfund uden behov for kreditter. Et samfund, hvor ”pengene” pludselig blot er små markører, der angiver tilstandskontroller, som de færreste bekymrer sig om.
Tidligere tilrettelagde individ, virksomhed og anden privat eller offentlig institution deres likviditet og kreditbehov i samarbejde med såkaldte ”banker eller pengeinstitutter”.
I takt med den stadigt mere sofistikerede anvendelse af digitale netværk til bestilling og betaling af services og ydelser, bliver brugen af kontanter helt afskaffet. Kontantbetalingsdelen af pengetransaktioner falder til så få procent af den samlede transaktionsmængde, at det ikke længere har nogen mening at opretholde. I kriminalitetsbekæmpelsen er afskaffelsen af kontanter også en betydelig hjælp. Der kan ikke betales eller overføres betaling, uden at den er registreret.

Betalings- og overførselssystemer er fuldt automatiserede. Kun en meget lille del af den enkeltes faste betalingsmodtagere udskiftes. Alle betalinger finder sted som automatiske træk.
I takt med, at penge og betalinger bliver en umærkelig del af hverdagen reduceres interessen stadig mere for penge og betalinger.
For store dele af befolkningen er deres hverdag, infrastruktur og bolig økonomisk selvbærende af umærkelige udbetalinger, finansieret af lige så umærkelige indbetalinger.

I ny tid er det kvalitetsidealerne, der skal opfyldes, og mange af disse kvalitetsidealer opfyldes ved inddragelse af ressourcer, der af natur er mindre materielle end man tidligere havde for sædvane. Afmaterialiseringen er et af målene for den ny tid, idet materialitet og fysiske goder ikke i sig selv er kvalitetsbærende. For den altovervejende del af befolkningen er fornemmelsen af indkomst og velfærd en indarbejdet bestanddel af tilværelsens grundlag. "Feel good"-effekten er en af hverdagens forudsætninger.
Generationers opsparing i huse, pensionsordninger, aktieandele og anden opbygning af kapital har for længst elimineret følelsen af, at arbejdsindkomst er andet end en simpel nødvendighed for at sikre den nødvendige daglige levestandard. Arbejdet er en del af fritiden, og fritiden en del af arbejdet. Det at arbejde er en del af den personlige behovstilfredsstillelse, og en del af det velvære der føles. Man kan ikke leve i balance med kvalitetsidealerne, hvis man ikke arbejder. Så alle vil arbejde. At der i tilknytning til denne indsats rettes betalinger mod den enkelte, er blot en byttehandel.
Den ene ressource byttes for den anden. Arbejde for kapital, som vi altid har kendt det. Men hvor den enkelte ikke kun måler tilfredsstillelsen i forhold til mængden af den kapital der udbetales for arbejde, men også på kvaliteten af det arbejde, man sikres adgang til. En umærkelig byttehandel, hvor den samlede pakke bliver stadigt mere standardiseret, og hvor den økonomi som impliceres også er standardiseret. I de flestes optik, så er det at stå til rådighed for en virksomhed kompenseret ved virksomhedens samtidige afdækning af den vedligeholdelsesindkomst, der typisk får det hele til at snurre rundt. Om det er det ene eller andet beløb i forhold til andre er ikke det særlige fokus. Fokus er, at den umærkelige hverdag fungerer, uden bekymringer og uden at man skal bruge kræfter på de dagligdags betalinger og den forhandlede indkomst.

Meget betaling for arbejde bliver genetisk af natur. Man bytter medansvar og service til en virksomhed, med virksomhedens betaling for ens dagligdag. I takt med, at kvalitetsniveauer bliver stadigt mere ens, er der ikke stor forskel på om man har den ene eller anden stilling. Betalingen er blevet stadigt mere ens i et samfund, der som forpligtelse ønsker at sikre den enkelte den beregnede normalindkomst, der skal til at betale de beregnede normalomkostninger.

Der vil kun kunne opstå mindre forskelle over det enkelte individs livsindkomst som følge af valg truffet af individet selv. Vedligeholdelsesindkomsten er kun en lille del af det velfærdsbillede, der tegner sig for den ny tids generationer, og kun en lille del af den finansiering, der er udgangspunktet for de nye familiers etablering af infrastruktur. Generationers opsparing, friværdier og kapital sikrer de nye generationer adgang til infrastruktur og materielle rammer, der er delvist uafhængige af indkomsten fra arbejde.

Vi taler dermed om en ny tid, hvor familien og dens kernebehov er selvfinansieret. Og hvor de indkomster, der søges og tildeles, er umærkelige, forudsigelige og høje nok til at sikre de lige så umærkelige og forudsigelige omkostninger. Alt i et nulsumsspil, hvor det at arbejde, leve og betale for retten til at arbejde og leve, er en konstant. Altså et samfund uden behov for kreditter. Et samfund, hvor ”pengene” pludselig blot er små markører, der angiver tilstandskontroller, som de færreste bekymrer sig om.
Tidligere tilrettelagde individ, virksomhed og anden privat eller offentlig institution deres likviditet og kreditbehov i samarbejde med såkaldte ”banker eller pengeinstitutter”.
I takt med den stadigt mere sofistikerede anvendelse af digitale netværk til bestilling og betaling af services og ydelser, bliver brugen af kontanter helt afskaffet. Kontantbetalingsdelen af pengetransaktioner falder til så få procent af den samlede transaktionsmængde, at det ikke længere har nogen mening at opretholde. I kriminalitetsbekæmpelsen er afskaffelsen af kontanter også en betydelig hjælp. Der kan ikke betales eller overføres betaling, uden at den er registreret.

Betalings- og overførselssystemer er fuldt automatiserede. Kun en meget lille del af den enkeltes faste betalingsmodtagere udskiftes. Alle betalinger finder sted som automatiske træk.
I takt med, at penge og betalinger bliver en umærkelig del af hverdagen reduceres interessen stadig mere for penge og betalinger.
For store dele af befolkningen er deres hverdag, infrastruktur og bolig økonomisk selvbærende af umærkelige udbetalinger, finansieret af lige så umærkelige indbetalinger.

I ny tid er det kvalitetsidealerne, der skal opfyldes, og mange af disse kvalitetsidealer opfyldes ved inddragelse af ressourcer, der af natur er mindre materielle end man tidligere havde for sædvane. Afmaterialiseringen er et af målene for den ny tid, idet materialitet og fysiske goder ikke i sig selv er kvalitetsbærende. For den altovervejende del af befolkningen er fornemmelsen af indkomst og velfærd en indarbejdet bestanddel af tilværelsens grundlag. "Feel good"-effekten er en af hverdagens forudsætninger.
Generationers opsparing i huse, pensionsordninger, aktieandele og anden opbygning af kapital har for længst elimineret følelsen af, at arbejdsindkomst er andet end en simpel nødvendighed for at sikre den nødvendige daglige levestandard. Arbejdet er en del af fritiden, og fritiden en del af arbejdet. Det at arbejde er en del af den personlige behovstilfredsstillelse, og en del af det velvære der føles. Man kan ikke leve i balance med kvalitetsidealerne, hvis man ikke arbejder. Så alle vil arbejde. At der i tilknytning til denne indsats rettes betalinger mod den enkelte, er blot en byttehandel.
Den ene ressource byttes for den anden. Arbejde for kapital, som vi altid har kendt det. Men hvor den enkelte ikke kun måler tilfredsstillelsen i forhold til mængden af den kapital der udbetales for arbejde, men også på kvaliteten af det arbejde, man sikres adgang til. En umærkelig byttehandel, hvor den samlede pakke bliver stadigt mere standardiseret, og hvor den økonomi som impliceres også er standardiseret. I de flestes optik, så er det at stå til rådighed for en virksomhed kompenseret ved virksomhedens samtidige afdækning af den vedligeholdelsesindkomst, der typisk får det hele til at snurre rundt. Om det er det ene eller andet beløb i forhold til andre er ikke det særlige fokus. Fokus er, at den umærkelige hverdag fungerer, uden bekymringer og uden at man skal bruge kræfter på de dagligdags betalinger og den forhandlede indkomst.

Meget betaling for arbejde bliver genetisk af natur. Man bytter medansvar og service til en virksomhed, med virksomhedens betaling for ens dagligdag. I takt med, at kvalitetsniveauer bliver stadigt mere ens, er der ikke stor forskel på om man har den ene eller anden stilling. Betalingen er blevet stadigt mere ens i et samfund, der som forpligtelse ønsker at sikre den enkelte den beregnede normalindkomst, der skal til at betale de beregnede normalomkostninger.

Der vil kun kunne opstå mindre forskelle over det enkelte individs livsindkomst som følge af valg truffet af individet selv. Vedligeholdelsesindkomsten er kun en lille del af det velfærdsbillede, der tegner sig for den ny tids generationer, og kun en lille del af den finansiering, der er udgangspunktet for de nye familiers etablering af infrastruktur. Generationers opsparing, friværdier og kapital sikrer de nye generationer adgang til infrastruktur og materielle rammer, der er delvist uafhængige af indkomsten fra arbejde.

Vi taler dermed om en ny tid, hvor familien og dens kernebehov er selvfinansieret. Og hvor de indkomster, der søges og tildeles, er umærkelige, forudsigelige og høje nok til at sikre de lige så umærkelige og forudsigelige omkostninger. Alt i et nulsumsspil, hvor det at arbejde, leve og betale for retten til at arbejde og leve, er en konstant. Altså et samfund uden behov for kreditter. Et samfund, hvor ”pengene” pludselig blot er små markører, der angiver tilstandskontroller, som de færreste bekymrer sig om.