Den beskrevne udvikling vil tillade kirken opfyldelse af de symbolske funktioner, der kendtes fra tidligere tid, men samordningen af det sociale og humanitære arbejde i lokalområdet vil udstrække de kristelige handlinger til lag i samfundet, som netop har dette behov. Ved disse eksempler vil ny troværdighed blive skabt. Kirken vil blive "åben" og kirken vil fremstå "gennemsigtig". Murene omkring de oprindelige symboler vil blive revet ned, og de døde vil vige pladsen for de levende. Netop ved liv, troværdighed, gennemsigtighed og adgang vil kirken blive det centrum, hvorfra samfundets forsyning af medmenneskelighed, hensyn og kærlighed udgår til socialt udstødte grupper og mennesker i nød. Herved etableres afsættet for at formidle det kristne budskab ud til de dele af samfundet, som ikke har brug for handling, men stadig skal "armeres" med det beredskab, som enhver kan få brug for. Selv i situationer, der ikke er forudsete.
Den ny kirke vil i fremtiden også sætte store ressourcer af på dette område. Det er netop de kristne livsværdier, der beskytter og værner den enkelte, men også andre medmennesker i situationer, hvor livet tager et af sine mærkelige sving. Det ved kirken, og tidligere tiders dræning af dette beredskab har man set konsekvenserne af. Det bliver derfor et afgørende arbejde, med baggrund i kirkens ny rolle som formidler af det kristne livssyn, gennem sine handlinger i dele af samfundet, at benytte dette afsæt til at få andre dele af befolkningen i tale, som ikke har akut hjælp behov, men som alle bør være forberedt på den dag, hvor også de har behov for at kunne tære på det mentale depot, som armerer og beskytter mennesket til at komme hel igennem de oplevelser, hvor netop disse kræfter skal hentes ud af sjælen.
For at nå dette mål må kirken og menighedsrådene igennem problematiske overvejelser omkring form og indhold. De kvaliteter, der ligger bag kirkens daglige forsyning af kvalitetsværdier til befolkningen, skal videreformidles. Og tidligere tider har vist, at formatet, hvor kristendom "prædikes" over "evangeliets tekster" ikke vil skabe det ønskede resultat.
Her vil kirken tage ved lære af de kommunikationsformer, der udvikler sig andre steder i medie-, kunst- og kulturlivet. Også her vil det blive anerkendt, at genetableringen af den kollektive samvittighed, formidlingen af det kristne kodeks og indsatsen for at skabe fokus på det enkelte menneskes forpligtelse til at vise medmenneskelighed og optræde hensynsfuldt ikke kan opnås, uden at der skabes nye og forandrede formater.
Indholdet er for så vidt allerede ændret ved, at kirken er begyndt at formidle sit budskab ved handling og socialt, humanitært hjælpearbejde synligt i lokalområdet, frem for en gang om ugen fra en prædikestol i en tom kirke. Men dem der ikke ser og opfatter disse handlinger, og i deres dagligdag og eksistens er på for stor afstand af dem, skal stadig have del i denne re-vitalisering af den enkeltes "menneskelige beredskab".