Reading Piece #85 - Den ny "kirke" har åbent døgnet rundt

Kirkens hele profil bliver dermed forandret. Vel vil de fysiske kirker som symbol være rammen om visse højtider og begivenheder, men det bliver i det daglige udadvendte arbejde, at kirken genindtager pladsen som den, der viser vej blandt medmennesker til opfyldelse af de vigtige livsværdier, som er en central del af den kristne civilisation. Af-institutionaliseringen bliver dog et opgør med århundreders traditioner og sædvane. Der vil ske fysiske og anlægsmæssige ændringer omkring de tidligere kirker.
Bemandingen vil stadig tilknytte kristeligt lærde og uddannede, men et betydeligt større dagligt apparat vil producere serviceydelser til lokalbefolkningen omkring den enkelte kirke. Kirken vil være lokal og arbejdet vil foregå i lokalsamfundet som modtræk til den centralisering og sammenlægning, som ses så mange andre steder at have fundet sted i det fremtidige samfund. Organisatorisk vil "indhold" blive adskilt fra "produktion". Tidligere tiders menighedsråd vil stadig stå som den folkelige og lokale garant for, at det gejstlige budskab følger evangeliet og er i lokal øjenhøjde, men den egentlige ledelse er lagt i hænderne på bestyrelser, der er sammensat af kirken, den sociale administration og lokalt politi.
Denne opgaveudflytning til den ny kirke sikrer, at man i fremtidens samfund ser med andre øjne på de direkte skatter, der opkræves af kirken. Udover disse midler vil der fra samfundet blive overflyttet midler og ressourcer til sikring af, at kirkens bemanding og organisation kan håndtere de nye opgaver.

Den ny kirke har åbent døgnet rundt. Mange mennesker i fortvivlelse har typisk brug for hjælp og menneskelig støtte "udenfor åbningstid", og det bliver netop opdæmningen mod en stigende selvmordsprocent, som kirken vil tage en del af æren for. Mens socialt udsatte personer og hjem under det sociale hjælpearbejde er reguleret af det offentlige støttesystem, og dermed vil være udtryk for en permanent og længerevarende indsats, vil borgere med akutte behov sammen med gruppen af mere permanent nødlidende, sociale tilfælde blive opsamlet under denne lokale institution. Børn, der løber hjemmefra, får et sted at tage hen. Kvinder, der udsættes for hustruvold, kan søge ly hvor hjælpen er nær, og opfølgning mulig. Ensomme med mentale sammenbrud kan søge hjælp og trøst i omgivelser, der ikke er præget af den institutionalisering, der kendtes fra tidligere tid, men mere vil være udtryk for menneskelig kontakt og hjælp i lokalsamfundet for de udsatte. At kirken er åben for disse nødstedte grupper, kan huse vagabonder og alkoholister og sikre at de medicinske klinikker i regionen får misbrugsramte borgere under behandling, er alt sammen udtryk for, at kirken som fysisk størrelse og udformning vil forandres. Vel vil kirketårne skyde op som symboler for de kraftcentre, der gemmer sig omkring dem, men de fysiske rammer omkring kirkerne vil omfatte herbergs-, bespisnings- og husningsfaciliteter, der tidligere fandtes på de akutte indsatssteder i samfundet.
Kirkens hele profil bliver dermed forandret. Vel vil de fysiske kirker som symbol være rammen om visse højtider og begivenheder, men det bliver i det daglige udadvendte arbejde, at kirken genindtager pladsen som den, der viser vej blandt medmennesker til opfyldelse af de vigtige livsværdier, som er en central del af den kristne civilisation. Af-institutionaliseringen bliver dog et opgør med århundreders traditioner og sædvane. Der vil ske fysiske og anlægsmæssige ændringer omkring de tidligere kirker.
Bemandingen vil stadig tilknytte kristeligt lærde og uddannede, men et betydeligt større dagligt apparat vil producere serviceydelser til lokalbefolkningen omkring den enkelte kirke. Kirken vil være lokal og arbejdet vil foregå i lokalsamfundet som modtræk til den centralisering og sammenlægning, som ses så mange andre steder at have fundet sted i det fremtidige samfund. Organisatorisk vil "indhold" blive adskilt fra "produktion". Tidligere tiders menighedsråd vil stadig stå som den folkelige og lokale garant for, at det gejstlige budskab følger evangeliet og er i lokal øjenhøjde, men den egentlige ledelse er lagt i hænderne på bestyrelser, der er sammensat af kirken, den sociale administration og lokalt politi.
Denne opgaveudflytning til den ny kirke sikrer, at man i fremtidens samfund ser med andre øjne på de direkte skatter, der opkræves af kirken. Udover disse midler vil der fra samfundet blive overflyttet midler og ressourcer til sikring af, at kirkens bemanding og organisation kan håndtere de nye opgaver.

Den ny kirke har åbent døgnet rundt. Mange mennesker i fortvivlelse har typisk brug for hjælp og menneskelig støtte "udenfor åbningstid", og det bliver netop opdæmningen mod en stigende selvmordsprocent, som kirken vil tage en del af æren for. Mens socialt udsatte personer og hjem under det sociale hjælpearbejde er reguleret af det offentlige støttesystem, og dermed vil være udtryk for en permanent og længerevarende indsats, vil borgere med akutte behov sammen med gruppen af mere permanent nødlidende, sociale tilfælde blive opsamlet under denne lokale institution. Børn, der løber hjemmefra, får et sted at tage hen. Kvinder, der udsættes for hustruvold, kan søge ly hvor hjælpen er nær, og opfølgning mulig. Ensomme med mentale sammenbrud kan søge hjælp og trøst i omgivelser, der ikke er præget af den institutionalisering, der kendtes fra tidligere tid, men mere vil være udtryk for menneskelig kontakt og hjælp i lokalsamfundet for de udsatte. At kirken er åben for disse nødstedte grupper, kan huse vagabonder og alkoholister og sikre at de medicinske klinikker i regionen får misbrugsramte borgere under behandling, er alt sammen udtryk for, at kirken som fysisk størrelse og udformning vil forandres. Vel vil kirketårne skyde op som symboler for de kraftcentre, der gemmer sig omkring dem, men de fysiske rammer omkring kirkerne vil omfatte herbergs-, bespisnings- og husningsfaciliteter, der tidligere fandtes på de akutte indsatssteder i samfundet.
Kirkens hele profil bliver dermed forandret. Vel vil de fysiske kirker som symbol være rammen om visse højtider og begivenheder, men det bliver i det daglige udadvendte arbejde, at kirken genindtager pladsen som den, der viser vej blandt medmennesker til opfyldelse af de vigtige livsværdier, som er en central del af den kristne civilisation. Af-institutionaliseringen bliver dog et opgør med århundreders traditioner og sædvane. Der vil ske fysiske og anlægsmæssige ændringer omkring de tidligere kirker.
Bemandingen vil stadig tilknytte kristeligt lærde og uddannede, men et betydeligt større dagligt apparat vil producere serviceydelser til lokalbefolkningen omkring den enkelte kirke. Kirken vil være lokal og arbejdet vil foregå i lokalsamfundet som modtræk til den centralisering og sammenlægning, som ses så mange andre steder at have fundet sted i det fremtidige samfund. Organisatorisk vil "indhold" blive adskilt fra "produktion". Tidligere tiders menighedsråd vil stadig stå som den folkelige og lokale garant for, at det gejstlige budskab følger evangeliet og er i lokal øjenhøjde, men den egentlige ledelse er lagt i hænderne på bestyrelser, der er sammensat af kirken, den sociale administration og lokalt politi.
Denne opgaveudflytning til den ny kirke sikrer, at man i fremtidens samfund ser med andre øjne på de direkte skatter, der opkræves af kirken. Udover disse midler vil der fra samfundet blive overflyttet midler og ressourcer til sikring af, at kirkens bemanding og organisation kan håndtere de nye opgaver.

Den ny kirke har åbent døgnet rundt. Mange mennesker i fortvivlelse har typisk brug for hjælp og menneskelig støtte "udenfor åbningstid", og det bliver netop opdæmningen mod en stigende selvmordsprocent, som kirken vil tage en del af æren for. Mens socialt udsatte personer og hjem under det sociale hjælpearbejde er reguleret af det offentlige støttesystem, og dermed vil være udtryk for en permanent og længerevarende indsats, vil borgere med akutte behov sammen med gruppen af mere permanent nødlidende, sociale tilfælde blive opsamlet under denne lokale institution. Børn, der løber hjemmefra, får et sted at tage hen. Kvinder, der udsættes for hustruvold, kan søge ly hvor hjælpen er nær, og opfølgning mulig. Ensomme med mentale sammenbrud kan søge hjælp og trøst i omgivelser, der ikke er præget af den institutionalisering, der kendtes fra tidligere tid, men mere vil være udtryk for menneskelig kontakt og hjælp i lokalsamfundet for de udsatte. At kirken er åben for disse nødstedte grupper, kan huse vagabonder og alkoholister og sikre at de medicinske klinikker i regionen får misbrugsramte borgere under behandling, er alt sammen udtryk for, at kirken som fysisk størrelse og udformning vil forandres. Vel vil kirketårne skyde op som symboler for de kraftcentre, der gemmer sig omkring dem, men de fysiske rammer omkring kirkerne vil omfatte herbergs-, bespisnings- og husningsfaciliteter, der tidligere fandtes på de akutte indsatssteder i samfundet.