De reformkræfter, som vil diktere omfattende ændring af den måde kirken og dens virke tilrettelægges på, vil indse, at netop kirkens "ideologi" er det, fremtidens samfund får behov for og efterspørger. Men "konceptet" skal tilpasses moderne tid. Sker det ikke, vil det kompromittere hele evnen til at formidle budskabet, og i den kompromittering angribes hele kirkens eksistensberettigelse. Ikke som tro, men som institution. Det vil efter generationers erfaringer omsider gå op for den fremtidige folkekirke, at når folket ikke kommer til "kirken", må "kirken" komme til folket. Formidlingen af det kristne budskab har intet at gøre med fysiske rammer, kirkerum eller anden symbolik. Det centrale er at formidle kendskabet til, samt videregive, næstekærlighed og medmenneskelighed. Den ny kirkes evne til at levere næstekærlighed og medmenneskelighed gør den til en ny kraftfuld deltager i samfundet og det enkelte menneskes bevidsthed. For at kunne levere disse vigtige ydelser vil den ny kirke derfor skulle "afinstitutionaliseres" og tilrettelægge nye måder at videregive det kristne budskab på. Ikke blot igennem ord – men som noget vigtigt – også gennem handling. Det vil blive igennem handling, at eksemplets magt vil opstå, og netop ved handling, udfarende kraft og afinstitutionalisering vil anerkendelsen blive udbredt af vigtigheden, hvormed man skal betragte disse kvalitative livsværdier.
Sampakning af humanitær indsats og kirkelige budskab.
Reformprocessen vil medføre, at afinstitutionaliseringen ikke blot frigør de kristne handlinger fra de fysiske kirkerum, men at der sker en sambygning med udfarende socialt arbejde, der udføres af andre end "præster". Præstekraver og søndagsprædikener har for længst i tidligere tid mistet deres betydning og virkning. I fremtiden vil sådanne symbolske handlinger stadig finde sted, men kun i højtider og på tidspunkter, hvor symbolværdien stadig håndhæves og efterstræbes af befolkningen. I den øvrige hverdag vil kræfterne og indsatsen finde sted ad helt nye veje og på helt anderledes vis end tidligere set.
Man vil for så vidt se en sammensmeltning af humanitært arbejde i samfundet og det kirkelige liv. Kirkelige liv her forstået som den kirkelige organisation. Sampakning af humanitær indsats med det kristne budskab er en fundamentalistisk konsekvens af behovet for at bringe kristendommen tilbage til befolkningen. Det vil imidlertid ikke kun være på det humanitære hjælpeområde i det lokale samfund omkring kirken, at indsatsen vil blive sat ind. Der vil ske en sammensmeltning af en række funktioner indenfor den sociale sektor med den kirkelige organisation. Funktioner der i tidligere tid var forvaltet af stat og kommune. I en række situationer, hvor enkeltpersoner eller hjem er i socialt forfald og har behov for genrejsning, vil disse udover at blive underlagt den offentlige forvaltning og kontante hjælp, også blive flyttet ind under det kirkelige sociale arbejde.
Det er således ikke kun præster, kordegne og kirkebetjente, der i fremtiden vil arbejde under "kirken". Kirken vil indtræde i det samlede sociale arbejde, som udøves af fællesskabet som led i den solidaritet, som befolkningen vedkender sig, men som fremtiden stiller krav om bliver til andet og mere end blot materiel afdækning af nødsituationer.
Udstrækningen af den sociale indsats fra tidligere tiders problembekæmpelse via institutioner og kontante midler til fremtidens diagnosticering, forebyggelse og humanitær hjælp, baseret på kvalitativ medmenneskelig berøring og interaktion, løfter hele den udfarende sociale indsats til et helt nyt niveau. Et niveau, hvorpå ikke kun "sociale tilfælde" kan hjælpes og understøttes, men også andre nødstedte grupper vil få hjælp. Det vil være den del af befolkningen, som måske ikke kan betragtes som "sociale tilfælde" i tidligere tids definition, men som i fremtiden vil lande i gruppen af nødlidende som følge af den ny tids sociale sygdomme. Sygdomme, som vi ved ikke kun opstår som følge af materiel udhungring, men i højere grad skabes omkring enkeltmennesker, der isoleres i forhold til den omkringliggende verden som konsekvens af deres placering i de "restgrupper", for hvem den digitale fremtid ikke åbner sig, eller som er blevet isoleret som virtuelle eksistenser i et elektronisk univers, og i situationer har brug for at blive "re-humaniseret": Bragt tilbage til det virkelige liv eller har behov for at indgå i sociale net, kontaktgrupper eller komme tæt på andre mennesker, som kan give følelser, hjælp og fornemmelsen af fællesskab.
Enlige og udsatte isolationister var et problem i tidligere tid, men det problem bliver endnu mere udtalt i den ny fremtid. Horder af enlige, der isoleret i deres hjem bygger deres hverdag på en elektronisk faciliteret, men syntetisk tilværelse, vil få sammenbrud og "sociale abstinenser". Intet sted i samfundet fra tidligere tid har man hjælpefunktioner med det ene sigte at levere medmenneskelighed, følelse, forståelse, human tryghed og kærlighed. Disse produkter, der alle er en del af hele kirkens ideologi og grundlaget for den kristne civilisation, er netop dem, som reformkræfter i kirken vil evne at levere til et samfund, der hungrer efter dem. Evnen til at leverer kvalitative serviceydelser af denne art bliver et produkt, der ikke kommer fra andre steder i samfundet. Det vil blive forventet og krævet af kirken, som symbol og arnested netop for disse kvaliteter og livsværdier, at den evner at omforme sig selv og række ud mod samfund og befolkning. I et arbejde hvor, hvad der i tidligere tid var sekterisk messe laves om til udadvendt socialt arbejde. Ved leveringen af disse kvaliteter bliver eksemplets magt det afgørende. Tanken om, at kristendommen formidles med ord har for længst måtte opgives i tidligere tid. I takt med, at ingen væsentlig del af befolkningen benyttede kirkerne som institution betragtet. Ved at omdanne et budskab til handling vil der netop opstå den fundamentale fornemmelse og forståelse af, hvad næstekærlighed betyder. Og kan bruges til.