Reading Piece #83 - Medmenneskelighed vigtigere end kirken som institution

Det første som bliver anerkendt er, at kirken som institution har mistet sin samklang med den befolkning, den betjener. Kirkens hele virke og dens organisation har bragt sig på distance af virkeligheden og tilladt en gradvis udvikling, hvor kirken og formidlingen af det kristne budskab er blevet reduceret til tom symbolik. I en meget lang årrække, spændende over generation efter generation, har kirken og den kirkelige ledelse undladt at vedligeholde evnen til at placere det kristne budskab i den offentlige samvittighed. Ved eliminationen af det kristne livssyn som retningsgivende for det enkelte menneske har man også tilladt summen af befolkningen, og dens tilrettelæggelse af samfundsudviklingen, at finde sted på en måde, der har frigjort sig fra det åndelige fælleslevn for vor civilisation og har ladet det erstatte af merkantile og kvantitative kortsigtede hensyn til optimering af samtidens udfordringer og behov.
Udviklingen har reelt medført en åndelig degeneration, hvor samvittighed og sjæleliv alene måles af den enkelte borger i forhold til samtidens og omgivelsernes umiddelbare reaktion, men i en syntaks, der af natur er fejlbehæftet ved den omstændighed, at netop samtiden og omgivelserne, ligesom den enkelte, også vurderer andre ud fra kortsigtede samtidsudfordringer og behov. Ved at tillade en sådan udvikling har man ændret og tilladt et skred i det offentlige moralkodeks og i den enkeltes opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Det, der er rigtigt ud fra en kortsigtet optimering af kvantitative problemstillinger som den enkelte eller samfundet som sådan står overfor, er ikke nødvendigvis rigtigt i forhold til de langsigtede hensyn, der må og skal tages til vor civilisations grundlæggende værdier.
Ved ikke at have benyttet kirken som platform, og det kristne budskab som indhold, til at retningsgive og påvirke den enkelte, har man tilladt et skred i det omkringliggende samfund, hvor kvalitative og menneskelige værdier er blevet udvandet og udhulet, og hvor manglen på samklang imellem den enkelte og det kristne grundsyn har medført en stigende fremmedgørelse befolkningen imellem og frataget enkeltmennesker den basale ledesnor, der tillader et menneske i tvivl altid at kunne træffe den rigtige beslutning. Ud fra hensynet til andre mennesker, respekten for den fælles civilisation og baseret på bærende værdier, og ikke blot ud fra tidsbestemte og foranderlige beslutningsvariable, der centreres om tilfredsstillelse af den enkeltes egne og umiddelbare behov. Det kortsyn, der herved er introduceret, og den mangel på tro, som er resultat heraf, har etableret en samtid, der ved kollektiv hybris risikerer at bringe netop denne civilisation til fald. Som så mange andre civilisationer er faldet før vor egen.

Kirken og dens organisation af gejstlige har blot konstateret, at tidens interesser og prioriteter er gået i en anden retning. Den har forholdt sig passivt til fremmedgørelsen imellem samtidens befolkning og det kirkelige budskab. Den har ikke grebet ind overfor den svækkede evne til at kirken og dens institutioner kan fungere som afsæt for formidling og viderebringelse af det kristne livssyn. Gennem tilrettelæggelsen af det daglige arbejde, fokuseringen på tom symbolik og en manglende evne til at bruge det kristne budskabs styrke til at trænge igennem har man ladet stå til. Uden at stå til ansvar overfor andre end små sekteriske menigheder og en statslig beskyttet selvejende institution, har den ledelse, som har haft ansvaret, undladt at gennemføre tilpasninger og ændringer, der skulle bane vej for formidlingen af det kristne budskab og medmenneskelig livsværdier til det omkringliggende samfund.

I fremtiden vil der blive gjort op med disse mangler. ændringerne vil komme indefra, hvor gejstlige og opinionsdannere i kirkelige kredse vil tage aktive skridt til at bremse kirkens stadigt løsere greb om formidlingen af det kristne budskab. Men også fra omgivelserne, borgere og samfund, vil presset stige på kirken til at leve op til den forpligtelse, man har til at etablere de moralske og etiske fællesnævnere, der er en forudsætning for en afbalanceret kollektiv moral og samvittighed.
I fremtiden vil udviklingen i stigende grad etablere syntetiske miljøer omkring det enkelte menneske. Vi ved, at den enkelte vil lade sig betjene af det digitale univers i en sådan grad, at der opstår hele grupper af befolkningen, som vi kan beskrive som "digitale somnambulister". Borgere, der bevæger sig som søvngængere i en digital fuldstændighed, og hvor utallige behov kan tilfredsstilles i distance fra virkelighedens verden. En stigende grad af isolering vil ramme mange mennesker, og vi ved at flere og flere vil flygte fra virkeligheden og gemme sig i det elektroniske univers. Den enkelte kan få leveret næsten alt ved simple kommandoer, og endda meget uden egentlig at foretage sig andet end blot at gøre som man altid har gjort. Vi ved også, at netop i en hverdag, hvor arbejde og hjem er effektiviseret, og hvor meget er forudsigeligt og klinisk af karakter, vil vi netop se, at fremtidens befolkning vil jagte kvalitetskomponenterne. Kvalitet indenfor det personlige liv, muligheden for at deltage i fysisk sociale netværk med andre og evnen til at selvbeskæftige sig på områder, der kræver engagement og egen deltagelse. I en verden, hvor hele det merkantile og kommercielle grundlag er baseret på, at samfundets borgere på mange plan ses af omgivelserne som syntetiske, virtuelle eksistenser, vil der i takt med koncentrationen omkring kvalitetskomponenterne opstå behov for kompenserende elementer. En kompensation, der for en tid søges eller kræves af den enkelte og igen for andre vil være et stadigt behov, der skal tilfredsstilles.

De kompenserende elementer, som søges lejlighedsvis af nogen eller mere permanent af andre, er kvalitative livstilskud, som "medmenneskelighed" og "næstekærlighed". Intet af det, der leveres i det elektroniske univers, vil være udtryk for næstekærlighed og næppe meget vil blive stillet til rådighed ud fra en medmenneskelig holdning. Men der vil også være nogen, der ikke selv opsøger, men til gengæld skal opsøges. Det er dem med endnu større behov, og som i tidligere tid blev anskuet som "sociale tilfælde", men hvor fremtiden udover at have en gruppe af materielle "sociale tilfælde" også får en endnu større gruppe af mentalt "sociale tilfælde". Altså grupper, der af materielle eller andre årsager har behov for hjælp og støtte af samfundet, men hvor støtten i fremtiden ikke kun kan måles i kontant kompenserende hjælp.
Det første som bliver anerkendt er, at kirken som institution har mistet sin samklang med den befolkning, den betjener. Kirkens hele virke og dens organisation har bragt sig på distance af virkeligheden og tilladt en gradvis udvikling, hvor kirken og formidlingen af det kristne budskab er blevet reduceret til tom symbolik. I en meget lang årrække, spændende over generation efter generation, har kirken og den kirkelige ledelse undladt at vedligeholde evnen til at placere det kristne budskab i den offentlige samvittighed. Ved eliminationen af det kristne livssyn som retningsgivende for det enkelte menneske har man også tilladt summen af befolkningen, og dens tilrettelæggelse af samfundsudviklingen, at finde sted på en måde, der har frigjort sig fra det åndelige fælleslevn for vor civilisation og har ladet det erstatte af merkantile og kvantitative kortsigtede hensyn til optimering af samtidens udfordringer og behov.
Udviklingen har reelt medført en åndelig degeneration, hvor samvittighed og sjæleliv alene måles af den enkelte borger i forhold til samtidens og omgivelsernes umiddelbare reaktion, men i en syntaks, der af natur er fejlbehæftet ved den omstændighed, at netop samtiden og omgivelserne, ligesom den enkelte, også vurderer andre ud fra kortsigtede samtidsudfordringer og behov. Ved at tillade en sådan udvikling har man ændret og tilladt et skred i det offentlige moralkodeks og i den enkeltes opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Det, der er rigtigt ud fra en kortsigtet optimering af kvantitative problemstillinger som den enkelte eller samfundet som sådan står overfor, er ikke nødvendigvis rigtigt i forhold til de langsigtede hensyn, der må og skal tages til vor civilisations grundlæggende værdier.
Ved ikke at have benyttet kirken som platform, og det kristne budskab som indhold, til at retningsgive og påvirke den enkelte, har man tilladt et skred i det omkringliggende samfund, hvor kvalitative og menneskelige værdier er blevet udvandet og udhulet, og hvor manglen på samklang imellem den enkelte og det kristne grundsyn har medført en stigende fremmedgørelse befolkningen imellem og frataget enkeltmennesker den basale ledesnor, der tillader et menneske i tvivl altid at kunne træffe den rigtige beslutning. Ud fra hensynet til andre mennesker, respekten for den fælles civilisation og baseret på bærende værdier, og ikke blot ud fra tidsbestemte og foranderlige beslutningsvariable, der centreres om tilfredsstillelse af den enkeltes egne og umiddelbare behov. Det kortsyn, der herved er introduceret, og den mangel på tro, som er resultat heraf, har etableret en samtid, der ved kollektiv hybris risikerer at bringe netop denne civilisation til fald. Som så mange andre civilisationer er faldet før vor egen.

Kirken og dens organisation af gejstlige har blot konstateret, at tidens interesser og prioriteter er gået i en anden retning. Den har forholdt sig passivt til fremmedgørelsen imellem samtidens befolkning og det kirkelige budskab. Den har ikke grebet ind overfor den svækkede evne til at kirken og dens institutioner kan fungere som afsæt for formidling og viderebringelse af det kristne livssyn. Gennem tilrettelæggelsen af det daglige arbejde, fokuseringen på tom symbolik og en manglende evne til at bruge det kristne budskabs styrke til at trænge igennem har man ladet stå til. Uden at stå til ansvar overfor andre end små sekteriske menigheder og en statslig beskyttet selvejende institution, har den ledelse, som har haft ansvaret, undladt at gennemføre tilpasninger og ændringer, der skulle bane vej for formidlingen af det kristne budskab og medmenneskelig livsværdier til det omkringliggende samfund.

I fremtiden vil der blive gjort op med disse mangler. ændringerne vil komme indefra, hvor gejstlige og opinionsdannere i kirkelige kredse vil tage aktive skridt til at bremse kirkens stadigt løsere greb om formidlingen af det kristne budskab. Men også fra omgivelserne, borgere og samfund, vil presset stige på kirken til at leve op til den forpligtelse, man har til at etablere de moralske og etiske fællesnævnere, der er en forudsætning for en afbalanceret kollektiv moral og samvittighed.
I fremtiden vil udviklingen i stigende grad etablere syntetiske miljøer omkring det enkelte menneske. Vi ved, at den enkelte vil lade sig betjene af det digitale univers i en sådan grad, at der opstår hele grupper af befolkningen, som vi kan beskrive som "digitale somnambulister". Borgere, der bevæger sig som søvngængere i en digital fuldstændighed, og hvor utallige behov kan tilfredsstilles i distance fra virkelighedens verden. En stigende grad af isolering vil ramme mange mennesker, og vi ved at flere og flere vil flygte fra virkeligheden og gemme sig i det elektroniske univers. Den enkelte kan få leveret næsten alt ved simple kommandoer, og endda meget uden egentlig at foretage sig andet end blot at gøre som man altid har gjort. Vi ved også, at netop i en hverdag, hvor arbejde og hjem er effektiviseret, og hvor meget er forudsigeligt og klinisk af karakter, vil vi netop se, at fremtidens befolkning vil jagte kvalitetskomponenterne. Kvalitet indenfor det personlige liv, muligheden for at deltage i fysisk sociale netværk med andre og evnen til at selvbeskæftige sig på områder, der kræver engagement og egen deltagelse. I en verden, hvor hele det merkantile og kommercielle grundlag er baseret på, at samfundets borgere på mange plan ses af omgivelserne som syntetiske, virtuelle eksistenser, vil der i takt med koncentrationen omkring kvalitetskomponenterne opstå behov for kompenserende elementer. En kompensation, der for en tid søges eller kræves af den enkelte og igen for andre vil være et stadigt behov, der skal tilfredsstilles.

De kompenserende elementer, som søges lejlighedsvis af nogen eller mere permanent af andre, er kvalitative livstilskud, som "medmenneskelighed" og "næstekærlighed". Intet af det, der leveres i det elektroniske univers, vil være udtryk for næstekærlighed og næppe meget vil blive stillet til rådighed ud fra en medmenneskelig holdning. Men der vil også være nogen, der ikke selv opsøger, men til gengæld skal opsøges. Det er dem med endnu større behov, og som i tidligere tid blev anskuet som "sociale tilfælde", men hvor fremtiden udover at have en gruppe af materielle "sociale tilfælde" også får en endnu større gruppe af mentalt "sociale tilfælde". Altså grupper, der af materielle eller andre årsager har behov for hjælp og støtte af samfundet, men hvor støtten i fremtiden ikke kun kan måles i kontant kompenserende hjælp.
Det første som bliver anerkendt er, at kirken som institution har mistet sin samklang med den befolkning, den betjener. Kirkens hele virke og dens organisation har bragt sig på distance af virkeligheden og tilladt en gradvis udvikling, hvor kirken og formidlingen af det kristne budskab er blevet reduceret til tom symbolik. I en meget lang årrække, spændende over generation efter generation, har kirken og den kirkelige ledelse undladt at vedligeholde evnen til at placere det kristne budskab i den offentlige samvittighed. Ved eliminationen af det kristne livssyn som retningsgivende for det enkelte menneske har man også tilladt summen af befolkningen, og dens tilrettelæggelse af samfundsudviklingen, at finde sted på en måde, der har frigjort sig fra det åndelige fælleslevn for vor civilisation og har ladet det erstatte af merkantile og kvantitative kortsigtede hensyn til optimering af samtidens udfordringer og behov.
Udviklingen har reelt medført en åndelig degeneration, hvor samvittighed og sjæleliv alene måles af den enkelte borger i forhold til samtidens og omgivelsernes umiddelbare reaktion, men i en syntaks, der af natur er fejlbehæftet ved den omstændighed, at netop samtiden og omgivelserne, ligesom den enkelte, også vurderer andre ud fra kortsigtede samtidsudfordringer og behov. Ved at tillade en sådan udvikling har man ændret og tilladt et skred i det offentlige moralkodeks og i den enkeltes opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Det, der er rigtigt ud fra en kortsigtet optimering af kvantitative problemstillinger som den enkelte eller samfundet som sådan står overfor, er ikke nødvendigvis rigtigt i forhold til de langsigtede hensyn, der må og skal tages til vor civilisations grundlæggende værdier.
Ved ikke at have benyttet kirken som platform, og det kristne budskab som indhold, til at retningsgive og påvirke den enkelte, har man tilladt et skred i det omkringliggende samfund, hvor kvalitative og menneskelige værdier er blevet udvandet og udhulet, og hvor manglen på samklang imellem den enkelte og det kristne grundsyn har medført en stigende fremmedgørelse befolkningen imellem og frataget enkeltmennesker den basale ledesnor, der tillader et menneske i tvivl altid at kunne træffe den rigtige beslutning. Ud fra hensynet til andre mennesker, respekten for den fælles civilisation og baseret på bærende værdier, og ikke blot ud fra tidsbestemte og foranderlige beslutningsvariable, der centreres om tilfredsstillelse af den enkeltes egne og umiddelbare behov. Det kortsyn, der herved er introduceret, og den mangel på tro, som er resultat heraf, har etableret en samtid, der ved kollektiv hybris risikerer at bringe netop denne civilisation til fald. Som så mange andre civilisationer er faldet før vor egen.

Kirken og dens organisation af gejstlige har blot konstateret, at tidens interesser og prioriteter er gået i en anden retning. Den har forholdt sig passivt til fremmedgørelsen imellem samtidens befolkning og det kirkelige budskab. Den har ikke grebet ind overfor den svækkede evne til at kirken og dens institutioner kan fungere som afsæt for formidling og viderebringelse af det kristne livssyn. Gennem tilrettelæggelsen af det daglige arbejde, fokuseringen på tom symbolik og en manglende evne til at bruge det kristne budskabs styrke til at trænge igennem har man ladet stå til. Uden at stå til ansvar overfor andre end små sekteriske menigheder og en statslig beskyttet selvejende institution, har den ledelse, som har haft ansvaret, undladt at gennemføre tilpasninger og ændringer, der skulle bane vej for formidlingen af det kristne budskab og medmenneskelig livsværdier til det omkringliggende samfund.

I fremtiden vil der blive gjort op med disse mangler. ændringerne vil komme indefra, hvor gejstlige og opinionsdannere i kirkelige kredse vil tage aktive skridt til at bremse kirkens stadigt løsere greb om formidlingen af det kristne budskab. Men også fra omgivelserne, borgere og samfund, vil presset stige på kirken til at leve op til den forpligtelse, man har til at etablere de moralske og etiske fællesnævnere, der er en forudsætning for en afbalanceret kollektiv moral og samvittighed.
I fremtiden vil udviklingen i stigende grad etablere syntetiske miljøer omkring det enkelte menneske. Vi ved, at den enkelte vil lade sig betjene af det digitale univers i en sådan grad, at der opstår hele grupper af befolkningen, som vi kan beskrive som "digitale somnambulister". Borgere, der bevæger sig som søvngængere i en digital fuldstændighed, og hvor utallige behov kan tilfredsstilles i distance fra virkelighedens verden. En stigende grad af isolering vil ramme mange mennesker, og vi ved at flere og flere vil flygte fra virkeligheden og gemme sig i det elektroniske univers. Den enkelte kan få leveret næsten alt ved simple kommandoer, og endda meget uden egentlig at foretage sig andet end blot at gøre som man altid har gjort. Vi ved også, at netop i en hverdag, hvor arbejde og hjem er effektiviseret, og hvor meget er forudsigeligt og klinisk af karakter, vil vi netop se, at fremtidens befolkning vil jagte kvalitetskomponenterne. Kvalitet indenfor det personlige liv, muligheden for at deltage i fysisk sociale netværk med andre og evnen til at selvbeskæftige sig på områder, der kræver engagement og egen deltagelse. I en verden, hvor hele det merkantile og kommercielle grundlag er baseret på, at samfundets borgere på mange plan ses af omgivelserne som syntetiske, virtuelle eksistenser, vil der i takt med koncentrationen omkring kvalitetskomponenterne opstå behov for kompenserende elementer. En kompensation, der for en tid søges eller kræves af den enkelte og igen for andre vil være et stadigt behov, der skal tilfredsstilles.

De kompenserende elementer, som søges lejlighedsvis af nogen eller mere permanent af andre, er kvalitative livstilskud, som "medmenneskelighed" og "næstekærlighed". Intet af det, der leveres i det elektroniske univers, vil være udtryk for næstekærlighed og næppe meget vil blive stillet til rådighed ud fra en medmenneskelig holdning. Men der vil også være nogen, der ikke selv opsøger, men til gengæld skal opsøges. Det er dem med endnu større behov, og som i tidligere tid blev anskuet som "sociale tilfælde", men hvor fremtiden udover at have en gruppe af materielle "sociale tilfælde" også får en endnu større gruppe af mentalt "sociale tilfælde". Altså grupper, der af materielle eller andre årsager har behov for hjælp og støtte af samfundet, men hvor støtten i fremtiden ikke kun kan måles i kontant kompenserende hjælp.