Reading Piece #81 - Samfundet har udviklet sig ateistisk

I tidligere tid kan man konstatere, at befolkningen i stigende grad er skubbet på afstand af åndslivet. Ikke blot i forhold til påvirkningen fra kunst- og kulturlivet, men også i relation til åndslivet i bredeste forstand. Religiøsitet er skubbet ud af de flestes hverdag, og samfundet er endt med nærmest at være ateistisk af natur. Kun veneration for traditioner har bragt den enkelte borger tæt på de kirkelige institutioner, mens der på samfundsplan ikke findes nogen form for sammenhæng til tidligere tiders religiøse forudsætninger i befolkningen. Samfundet er som helhed styret og tilrettelagt, som om der ikke er hensyn at tage i den retning.

Visse befolkningsgrupper har sværmet om sjælelivet og de immaterielle åndelige værdier, men mest i regi af eksotiske trosretninger og oftest som resultat af et behov for, gennem et engagement i noget der var anderledes end det materialiserede, omkringliggende samfund, at markere en tilslutning til, at tilværelsen skal ses i et bredere perspektiv end hvad der afstikkes i den materielle virkelighed.
Denne flugt fra de fundamentale, moralske og religiøse forudsætninger har medført, at mange konflikter og fejl er slået igennem på grænsen til ny tid.
Konflikter og fejl ikke blot indenfor de enkelte samfunds egen befolkning, men også som misforståelser og konflikter samfund og befolkninger imellem.
De egentlig "troende" har udgjort en stigende minoritetsgruppe og anses af den langt overvejende del af befolkningen som et sekterisk mindretal. Uden indflydelse på beslutningsprocesser, meningsdannelse og politik, og som et levn fra en fjern fortid. De troende er nærmest betragtet som "tilbagestående" i forhold til samtiden.
I de tilfælde, hvor forskellen er opstået forskelligartede samfund og befolkninger imellem, har dialogen ikke været til stede. I disse situationer har vi set hele samfund betragte andre samfund og disses befolkninger som sekteriske og tilbagestående til en ny tids livsværdier.
Også indenfor enkelte samfund og befolkninger har der udviklet sig isolation og fremmedgørelse, hvilket har skabt en kommunikationskløft imellem de få overfor de mange. De "troende" har resigneret i erkendelsen af, at man dårligt kan kritisere medborgere, der trods de har muligheden for tilvalg også har friheden til fravalg. Imellem disse grupper har udviklet sig en stadig mere gabende kommunikationskløft som resultat af, at medborgere, der havde foretaget et fravalg, ikke har været lydhøre overfor den del af befolkningen, der har ønsket mere engagement i disse grundlæggende livsværdier.

Deltagelse i det religiøse liv er af symbolsk karakter.


Tiden har udviklet sig til et ateistisk mareridt, hvor den overvejende del af befolkningen alene har som omdrejningspunkt for tilværelsen hvad der skal til for at opretholde en opnået levestandard, i et samfund, hvor de fleste beslutninger bliver taget med udgangspunkt i målelige og kvantificerbare størrelser. Tidligere tiders samfund har udviklet sig til materiel fokusering, hvor den åndelige ballast – og kollektive samvittighed – er smidt overbord. Ikke ved konkret beslutning, men som resultat af simpel passivitet og manglende prioritering af tilvalg.
Deltagelse i det religiøse liv er for langt de fleste kun af symbolsk karakter, mens den del af befolkningen, der har opretholdt en binding til det religiøse åndsliv, i stigende grad har konstateret et hykleri udvikle sig i det omkringliggende samfund. Næsten alle kan henvise til en tro, deltagelse i det kirkelige og lejlighedsvis deltagelse i religiøse begivenheder indenfor de respektive trosretningers institutionelle rammer, men meget få har evnet eller ønsket at bringe det egentlige indhold af dette åndsliv med sig ud i det omkringliggende liv og ind i den virkelige hverdag. Handlinger og beslutninger er blevet gennemført i et stadigt stigende tempo, og meget få beslutninger kan ses at være underlagt bedømmelse ud fra overordnede kvalitets- og livsværdier.
Denne eliminering af det moralske og etiske regelsæt som styrende for den enkeltes valg af handlinger og gennemførelse af beslutninger i dagligdagen har fået til resultat, at såvel samfund som den altovervejende del af befolkningerne har mistet fornemmelsen for at enhver handling og beslutning skal holde til "virkelighedskontrol", målt mod vor civilisations overordnede grundsætninger for adfærd og opførsel. Et skred, som har kunnet ses igennem flere hundrede år, hvor samfund og befolkning har forladt den naturlige respekt for det ikke materielle, til fordel for et samfund, hvor alt kan lade sig gøre, hvis det blot er forsvarligt ud fra målelige størrelser og objektive materielle forudsætninger, og såfremt gennemførelse af beslutninger ikke kompromitterer den "kollektive samvittighed". En kollektiv samvittighed ud fra brede velfærdsgrundsætninger, der har til formål at sikre solidariske hensyn, når fællesskabet sætter sig i bevægelse. At solidariske hensyn – samt hensynet til andre mennesker, moral og etik – som sådan ligefrem skulle være en forudsætning for gennemførelse af beslutninger og handlinger, har ikke været set i lang tid.
I tidligere tid kan man konstatere, at befolkningen i stigende grad er skubbet på afstand af åndslivet. Ikke blot i forhold til påvirkningen fra kunst- og kulturlivet, men også i relation til åndslivet i bredeste forstand. Religiøsitet er skubbet ud af de flestes hverdag, og samfundet er endt med nærmest at være ateistisk af natur. Kun veneration for traditioner har bragt den enkelte borger tæt på de kirkelige institutioner, mens der på samfundsplan ikke findes nogen form for sammenhæng til tidligere tiders religiøse forudsætninger i befolkningen. Samfundet er som helhed styret og tilrettelagt, som om der ikke er hensyn at tage i den retning.

Visse befolkningsgrupper har sværmet om sjælelivet og de immaterielle åndelige værdier, men mest i regi af eksotiske trosretninger og oftest som resultat af et behov for, gennem et engagement i noget der var anderledes end det materialiserede, omkringliggende samfund, at markere en tilslutning til, at tilværelsen skal ses i et bredere perspektiv end hvad der afstikkes i den materielle virkelighed.
Denne flugt fra de fundamentale, moralske og religiøse forudsætninger har medført, at mange konflikter og fejl er slået igennem på grænsen til ny tid.
Konflikter og fejl ikke blot indenfor de enkelte samfunds egen befolkning, men også som misforståelser og konflikter samfund og befolkninger imellem.
De egentlig "troende" har udgjort en stigende minoritetsgruppe og anses af den langt overvejende del af befolkningen som et sekterisk mindretal. Uden indflydelse på beslutningsprocesser, meningsdannelse og politik, og som et levn fra en fjern fortid. De troende er nærmest betragtet som "tilbagestående" i forhold til samtiden.
I de tilfælde, hvor forskellen er opstået forskelligartede samfund og befolkninger imellem, har dialogen ikke været til stede. I disse situationer har vi set hele samfund betragte andre samfund og disses befolkninger som sekteriske og tilbagestående til en ny tids livsværdier.
Også indenfor enkelte samfund og befolkninger har der udviklet sig isolation og fremmedgørelse, hvilket har skabt en kommunikationskløft imellem de få overfor de mange. De "troende" har resigneret i erkendelsen af, at man dårligt kan kritisere medborgere, der trods de har muligheden for tilvalg også har friheden til fravalg. Imellem disse grupper har udviklet sig en stadig mere gabende kommunikationskløft som resultat af, at medborgere, der havde foretaget et fravalg, ikke har været lydhøre overfor den del af befolkningen, der har ønsket mere engagement i disse grundlæggende livsværdier.

Deltagelse i det religiøse liv er af symbolsk karakter.


Tiden har udviklet sig til et ateistisk mareridt, hvor den overvejende del af befolkningen alene har som omdrejningspunkt for tilværelsen hvad der skal til for at opretholde en opnået levestandard, i et samfund, hvor de fleste beslutninger bliver taget med udgangspunkt i målelige og kvantificerbare størrelser. Tidligere tiders samfund har udviklet sig til materiel fokusering, hvor den åndelige ballast – og kollektive samvittighed – er smidt overbord. Ikke ved konkret beslutning, men som resultat af simpel passivitet og manglende prioritering af tilvalg.
Deltagelse i det religiøse liv er for langt de fleste kun af symbolsk karakter, mens den del af befolkningen, der har opretholdt en binding til det religiøse åndsliv, i stigende grad har konstateret et hykleri udvikle sig i det omkringliggende samfund. Næsten alle kan henvise til en tro, deltagelse i det kirkelige og lejlighedsvis deltagelse i religiøse begivenheder indenfor de respektive trosretningers institutionelle rammer, men meget få har evnet eller ønsket at bringe det egentlige indhold af dette åndsliv med sig ud i det omkringliggende liv og ind i den virkelige hverdag. Handlinger og beslutninger er blevet gennemført i et stadigt stigende tempo, og meget få beslutninger kan ses at være underlagt bedømmelse ud fra overordnede kvalitets- og livsværdier.
Denne eliminering af det moralske og etiske regelsæt som styrende for den enkeltes valg af handlinger og gennemførelse af beslutninger i dagligdagen har fået til resultat, at såvel samfund som den altovervejende del af befolkningerne har mistet fornemmelsen for at enhver handling og beslutning skal holde til "virkelighedskontrol", målt mod vor civilisations overordnede grundsætninger for adfærd og opførsel. Et skred, som har kunnet ses igennem flere hundrede år, hvor samfund og befolkning har forladt den naturlige respekt for det ikke materielle, til fordel for et samfund, hvor alt kan lade sig gøre, hvis det blot er forsvarligt ud fra målelige størrelser og objektive materielle forudsætninger, og såfremt gennemførelse af beslutninger ikke kompromitterer den "kollektive samvittighed". En kollektiv samvittighed ud fra brede velfærdsgrundsætninger, der har til formål at sikre solidariske hensyn, når fællesskabet sætter sig i bevægelse. At solidariske hensyn – samt hensynet til andre mennesker, moral og etik – som sådan ligefrem skulle være en forudsætning for gennemførelse af beslutninger og handlinger, har ikke været set i lang tid.
I tidligere tid kan man konstatere, at befolkningen i stigende grad er skubbet på afstand af åndslivet. Ikke blot i forhold til påvirkningen fra kunst- og kulturlivet, men også i relation til åndslivet i bredeste forstand. Religiøsitet er skubbet ud af de flestes hverdag, og samfundet er endt med nærmest at være ateistisk af natur. Kun veneration for traditioner har bragt den enkelte borger tæt på de kirkelige institutioner, mens der på samfundsplan ikke findes nogen form for sammenhæng til tidligere tiders religiøse forudsætninger i befolkningen. Samfundet er som helhed styret og tilrettelagt, som om der ikke er hensyn at tage i den retning.

Visse befolkningsgrupper har sværmet om sjælelivet og de immaterielle åndelige værdier, men mest i regi af eksotiske trosretninger og oftest som resultat af et behov for, gennem et engagement i noget der var anderledes end det materialiserede, omkringliggende samfund, at markere en tilslutning til, at tilværelsen skal ses i et bredere perspektiv end hvad der afstikkes i den materielle virkelighed.
Denne flugt fra de fundamentale, moralske og religiøse forudsætninger har medført, at mange konflikter og fejl er slået igennem på grænsen til ny tid.
Konflikter og fejl ikke blot indenfor de enkelte samfunds egen befolkning, men også som misforståelser og konflikter samfund og befolkninger imellem.
De egentlig "troende" har udgjort en stigende minoritetsgruppe og anses af den langt overvejende del af befolkningen som et sekterisk mindretal. Uden indflydelse på beslutningsprocesser, meningsdannelse og politik, og som et levn fra en fjern fortid. De troende er nærmest betragtet som "tilbagestående" i forhold til samtiden.
I de tilfælde, hvor forskellen er opstået forskelligartede samfund og befolkninger imellem, har dialogen ikke været til stede. I disse situationer har vi set hele samfund betragte andre samfund og disses befolkninger som sekteriske og tilbagestående til en ny tids livsværdier.
Også indenfor enkelte samfund og befolkninger har der udviklet sig isolation og fremmedgørelse, hvilket har skabt en kommunikationskløft imellem de få overfor de mange. De "troende" har resigneret i erkendelsen af, at man dårligt kan kritisere medborgere, der trods de har muligheden for tilvalg også har friheden til fravalg. Imellem disse grupper har udviklet sig en stadig mere gabende kommunikationskløft som resultat af, at medborgere, der havde foretaget et fravalg, ikke har været lydhøre overfor den del af befolkningen, der har ønsket mere engagement i disse grundlæggende livsværdier.

Deltagelse i det religiøse liv er af symbolsk karakter.


Tiden har udviklet sig til et ateistisk mareridt, hvor den overvejende del af befolkningen alene har som omdrejningspunkt for tilværelsen hvad der skal til for at opretholde en opnået levestandard, i et samfund, hvor de fleste beslutninger bliver taget med udgangspunkt i målelige og kvantificerbare størrelser. Tidligere tiders samfund har udviklet sig til materiel fokusering, hvor den åndelige ballast – og kollektive samvittighed – er smidt overbord. Ikke ved konkret beslutning, men som resultat af simpel passivitet og manglende prioritering af tilvalg.
Deltagelse i det religiøse liv er for langt de fleste kun af symbolsk karakter, mens den del af befolkningen, der har opretholdt en binding til det religiøse åndsliv, i stigende grad har konstateret et hykleri udvikle sig i det omkringliggende samfund. Næsten alle kan henvise til en tro, deltagelse i det kirkelige og lejlighedsvis deltagelse i religiøse begivenheder indenfor de respektive trosretningers institutionelle rammer, men meget få har evnet eller ønsket at bringe det egentlige indhold af dette åndsliv med sig ud i det omkringliggende liv og ind i den virkelige hverdag. Handlinger og beslutninger er blevet gennemført i et stadigt stigende tempo, og meget få beslutninger kan ses at være underlagt bedømmelse ud fra overordnede kvalitets- og livsværdier.
Denne eliminering af det moralske og etiske regelsæt som styrende for den enkeltes valg af handlinger og gennemførelse af beslutninger i dagligdagen har fået til resultat, at såvel samfund som den altovervejende del af befolkningerne har mistet fornemmelsen for at enhver handling og beslutning skal holde til "virkelighedskontrol", målt mod vor civilisations overordnede grundsætninger for adfærd og opførsel. Et skred, som har kunnet ses igennem flere hundrede år, hvor samfund og befolkning har forladt den naturlige respekt for det ikke materielle, til fordel for et samfund, hvor alt kan lade sig gøre, hvis det blot er forsvarligt ud fra målelige størrelser og objektive materielle forudsætninger, og såfremt gennemførelse af beslutninger ikke kompromitterer den "kollektive samvittighed". En kollektiv samvittighed ud fra brede velfærdsgrundsætninger, der har til formål at sikre solidariske hensyn, når fællesskabet sætter sig i bevægelse. At solidariske hensyn – samt hensynet til andre mennesker, moral og etik – som sådan ligefrem skulle være en forudsætning for gennemførelse af beslutninger og handlinger, har ikke været set i lang tid.