Når en præsentation og kunstnerisk udøvelse i høj grad baseres på form frem for indhold, vil det i sagens natur føre til en forfladigelse og udvanding af kulturindholdet. Og dermed en risiko for at dræne fremtiden for de påvirkninger, som via kulturtilbuddene er så forskellige fra de stereotype og forudsigelige underholdningsproduktioner. Det er denne erkendelse, som medfører, at kreative skabere fra hele spektret vil blive inddraget i denne type produktioner. Gennem en ændring og tilpasning af indholdet, baseret på en ny tids kreative produktion skabes sådanne produktioner, at de i deres kommende samtid vil blive set som kunstneriske bidrag til det alternative underholdningstilbud. Kommercialiteten ligger dermed ikke i en forfladigelse og forudsigelighed af indholdet, men i evnen til at skabe nyt indhold i et format, der tiltrækker et publikum. En udfordring, der altid har hvilet på de udøvende kunstarter, og hvis stagnation i tidligere tid gradvist har udhulet kulturlivets indflydelse på publikum i konkurrence med den ikke kulturbaserede underholdningsproduktion.
På mange måder bliver den ny teknologi, og migrationen imellem de udøvende kunstarter, kombineret med et bredt samarbejde med kreative skabere indenfor mange forskellige kunstarter, den udvikling, som lukker en "kulturkløft", som gradvist har bygget sig op i tidligere tid. De udøvende kunstarter har overfor underholdningsproduktion indenfor film og musik gradvist mistet terræn og mulighed for at få publikum i tale. Dette "kulturdræn" ønskes kompenseret af den fremtidige borger. Højnelsen af livskvaliteten og den konstante søgning efter og højnelse af kvalitetskomponenterne vil medføre, at netop publikum vil efterspørge og understøtte den bevægelse, som igangsættes, og som får til resultat at "kulturdrænet" stoppes. At der i det virkelige liv skabes begivenheder og oplevelser, der af natur ikke kan imødegås af de simple digitale produktioner, og hvor den tradition, som kendes fra århundreders udøvende kunst, benyttes som den bærende kraft i sambygnigen på tværs af kunstarterne. Både teknologiforandringer, men også den ændrede opfattelse blandt publikum af kvalitetskomponenterne, vil være en afgørende ændring i forudsætningen for at kunne lave udøvende kunst, der igen bliver retningsskabende for publikums åndsliv. Deltagelse med andre mennesker, det brede sanselige indtryk og det sociale liv i og omkring fremførslerne bliver attråværdige alternativer til den ensomme, digitale og forudsigelige hverdag. Den oprindelige tradition, hvor socialt liv udspilledes i og omkring teatret, vil derfor genopstå.
Den her fremførte beskrivelse af, hvor fremtiden fører os hen, vil selvfølgelig afstedkomme en naturlig eftertanke om, hvad forskellen er på dans og ballet eller sang og opera. I fremtiden er der ikke nogen forskel. Det er ikke balletdanserens æstetik eller operasangerens resonans, der bidrager med det kunstneriske indhold. Tidligere tids former for udøvelse har været del af en evolution. Det kunstneriske bidrag opstår ved, at netop de historiske forudsætninger for at udøve disse discipliner på et højt professionelt og kunstnerisk niveau, vil tillade kulturproduktioner af en dybde og kvalitet, som kun finder sted i virkeligheden. Evnen til at bringe publikum tilbage til virkeligheden og væk fra den digitale syntesitet bliver derfor en central del af bidraget fra fremtidens kulturproducenter. At bringe publikum til live har altid været kulturproduktionens fornemste pligt. Evolutionens mellemregninger vil altid have interesse for sekteriske specialister, men for befolkningen vil det ikke være afgørende. Det afgørende er, at udøvende kunstnere indenfor også ballet og opera har en vigtig og tiltagende rolle i fremtidens virkelige liv.
Når en præsentation og kunstnerisk udøvelse i høj grad baseres på form frem for indhold, vil det i sagens natur føre til en forfladigelse og udvanding af kulturindholdet. Og dermed en risiko for at dræne fremtiden for de påvirkninger, som via kulturtilbuddene er så forskellige fra de stereotype og forudsigelige underholdningsproduktioner. Det er denne erkendelse, som medfører, at kreative skabere fra hele spektret vil blive inddraget i denne type produktioner. Gennem en ændring og tilpasning af indholdet, baseret på en ny tids kreative produktion skabes sådanne produktioner, at de i deres kommende samtid vil blive set som kunstneriske bidrag til det alternative underholdningstilbud. Kommercialiteten ligger dermed ikke i en forfladigelse og forudsigelighed af indholdet, men i evnen til at skabe nyt indhold i et format, der tiltrækker et publikum. En udfordring, der altid har hvilet på de udøvende kunstarter, og hvis stagnation i tidligere tid gradvist har udhulet kulturlivets indflydelse på publikum i konkurrence med den ikke kulturbaserede underholdningsproduktion.
På mange måder bliver den ny teknologi, og migrationen imellem de udøvende kunstarter, kombineret med et bredt samarbejde med kreative skabere indenfor mange forskellige kunstarter, den udvikling, som lukker en "kulturkløft", som gradvist har bygget sig op i tidligere tid. De udøvende kunstarter har overfor underholdningsproduktion indenfor film og musik gradvist mistet terræn og mulighed for at få publikum i tale. Dette "kulturdræn" ønskes kompenseret af den fremtidige borger. Højnelsen af livskvaliteten og den konstante søgning efter og højnelse af kvalitetskomponenterne vil medføre, at netop publikum vil efterspørge og understøtte den bevægelse, som igangsættes, og som får til resultat at "kulturdrænet" stoppes. At der i det virkelige liv skabes begivenheder og oplevelser, der af natur ikke kan imødegås af de simple digitale produktioner, og hvor den tradition, som kendes fra århundreders udøvende kunst, benyttes som den bærende kraft i sambygnigen på tværs af kunstarterne. Både teknologiforandringer, men også den ændrede opfattelse blandt publikum af kvalitetskomponenterne, vil være en afgørende ændring i forudsætningen for at kunne lave udøvende kunst, der igen bliver retningsskabende for publikums åndsliv. Deltagelse med andre mennesker, det brede sanselige indtryk og det sociale liv i og omkring fremførslerne bliver attråværdige alternativer til den ensomme, digitale og forudsigelige hverdag. Den oprindelige tradition, hvor socialt liv udspilledes i og omkring teatret, vil derfor genopstå.
Den her fremførte beskrivelse af, hvor fremtiden fører os hen, vil selvfølgelig afstedkomme en naturlig eftertanke om, hvad forskellen er på dans og ballet eller sang og opera. I fremtiden er der ikke nogen forskel. Det er ikke balletdanserens æstetik eller operasangerens resonans, der bidrager med det kunstneriske indhold. Tidligere tids former for udøvelse har været del af en evolution. Det kunstneriske bidrag opstår ved, at netop de historiske forudsætninger for at udøve disse discipliner på et højt professionelt og kunstnerisk niveau, vil tillade kulturproduktioner af en dybde og kvalitet, som kun finder sted i virkeligheden. Evnen til at bringe publikum tilbage til virkeligheden og væk fra den digitale syntesitet bliver derfor en central del af bidraget fra fremtidens kulturproducenter. At bringe publikum til live har altid været kulturproduktionens fornemste pligt. Evolutionens mellemregninger vil altid have interesse for sekteriske specialister, men for befolkningen vil det ikke være afgørende. Det afgørende er, at udøvende kunstnere indenfor også ballet og opera har en vigtig og tiltagende rolle i fremtidens virkelige liv.