Debat om

Reading Piece #78 - Ballet og opera produktudvikles

Når fremtidens ballet og opera skal vurderes, vil udviklingen indenfor disse kunstarter blive meget forskellig for det, som sker indenfor skuespilkunsten.
I den umiddelbare fremtid har det ingen mening at decentralisere ballet og opera, og det vil være uladsiggørligt at flytte produktionerne ud i videre omfang. Interaktivitet har heller ingen mening, idet publikum næppe vil få nogen større glæde ved at udfordre sig selv til ballet eller opera. Svaghederne og manglerne bliver for indlysende. Og ved den endelige gennemførelse af ny teknologi, hvor virtuelle forestillinger kan skabes i rummet omkring publikum, vil man også her se, at det ikke vil blive den foretrukne form for udnyttelse af disse kunstarter.

Det vil for ballet og opera gælde som med skuespilkunsten, at der også i fremtiden vil finde opvisninger sted, som dem der kendtes fra tidligere tid. Men det vil være enkeltstående begivenheder, der mere vil være udtryk for branchens vilje til at mindes fortiden. Da netop ballet og operaproduktioner vil være kostbare at opsætte, og da ledende kunstnere vil have forpligtelser til mange andre sider, vil det blive en sjældenhed, og formen som vi tidligere kendte den fra balletter og operahuse helt forsvinde.
Udviklingen indenfor opera og ballet finder hurtigt sted, og det format, som findes i den umiddelbare fremtid, vil ikke være meget forskelligt fra hvad der vil blive set i en fjern fremtid. De ændringer, som slår igennem påvirker præsentationer og indhold mærkbart.

Først er det vigtigt at erindre sig, at fremtidens befolkning kun får meget få muligheder for at samles om fællesbegivenheder indenfor underholdning. Det er ikke alle dele af befolkningen, der ser sport som fællesbegivenheder af interesse, og disse grupper må søge mod andre tilbud. Vi ved, at der vil blive søgt mod disse tilbud, idet befolkningen i en steriliseret, digital hverdag netop vil søge mod det offentlige rum, når behovet opstår for sammen med andre mennesker at dyrke samvær. Den inspiration, der kan opbygges, uanset den avanceret teknologi, i publikums "eget rum", vil mangle det fællesskab og det samvær som kendetegner fællesbegivenheder, som i tidligere tid netop blev tilfredsstillet af skuespil, ballet og opera. Mens tidligere tiders unge generationer også samledes omkring koncerter til opfyldelse af dette formål, så vil fremtidens befolkning kun i et vist omfang se denne type begivenheder som tilfredsstillelse af visse behov. Der vil være behov for ikke blot at være tilskuere med andet publikum til musik og sang, men også til at være det i regi af opsætninger og indsats, som løfter niveauet over, hvad der kan opfyldes af en enkelt eller flere musikgrupper under koncerter. Hele kvalitetsfokuseringen vil skubbe på denne efterspørgsel, og det vil være ballet og opera der kan udvikle netop de produkter, som der vil blive efterspørgsel efter.

Opera og ballet leverer "seriel flerdimensionalitet".

For at denne behovsopfyldelse kan sikres, vil kunstnere, balletter og operahuse gennemgå en betydelig produktudvikling. Den vil finde sted i samarbejde med de kreative skabere, som også har deres virke indenfor de digitalt distribuerede underholdningsprodukter indenfor lyd og film. Der vil ske en migration, hvor dans, ballet, opera og show vil smelte sammen i gigantiske "live"-produktioner. Indholdet vil blive ændret derved, at opera udstrækkes til nutidige indhold, hvor evnen til at samtidsskildre begivenheder i en underholdning med sang, dans og musik vil fange det oprindelige, folkelige udgangspunkt for operaen, som den kendtes i tidligere århundreder. Balletten vil ikke være løsrevet som artistiske, kropslige præsentationer, men vil være omdannet til virtuos bevægelse og dynamik i sammenhæng med den ny tids samlede produktioner. Og showet, som kendes i en overfladisk form fra tidligere tid, vil blive tilsat kunstneriske præstationer, der hæver det samlede produkt op over de underholdningsprodukter, som der findes så rigeligt af i det elektroniske univers.

Indholdsskredet er nødvendiggjort af behovet for at sambygge flere forskellige præsentationsformer kendt fra tidligere tid, med det sigte at skabe et samlet produkt, der kan retfærdiggøre meget omfattende præsentationer. Opsætning og fremførsel vil derfor blive flyttet fra snævre "teaterrum" fra tidligere tid til steder, hvor enorme udstyrsstykker, events og oplevelser kan leveres "live" til et publikum, der ikke andre steder kan erstatte disse oplevelser med andre leverancer af underholdningsprodukter. Det er ikke nok at være flerdimensionale i fremtiden, det behov kan også sikres af elektronisk vej. Det, der er afgørende, er evnen til at skabe produktioner, der i deres indflydelse og påvirkning af publikum helt overskrider grænserne for, hvad der kan skabes i "lukkede rum". Det er den "serielle flerdimensionalitet", som leveres med denne type produktioner, og hvor påvirkningen af publikum sker gennem alle sanser, der er disse kunstproduktioners fremtidige eksistensberettigelse. Det begivenhedsmættede publikum vil ikke få tilfredsstillet de sanselige behov ved smalle produktioner indenfor traditionel og tidligere tids ballet og opera. Indholdet vil være uden interesse og præsentationen i de tidligere lukkede teaterrum vil ikke bidrage med meget i forhold til andre oplevelser, der også opfattes som lukkede rum. Bindingen til en enkelt scene, med små og begrænsede muligheder for at udvide oplevelsen i dybde og bredde, vil udelukke, at løsninger kan baseres på dette hidtidige udgangspunkt. Fremtidens publikum vil ved fremtidige produktioner indenfor "serielt flerdimensionale underholdningsproduktioner" forvente at syn, sanse og lydindtryk er så mangeartede og fra så forskellige kanter, at publikum løftes ud af den eksisterende tid og sted til en oplevelse. En fantasi og et eventyr, som kun kan skabes af mennesker. Mange mennesker, med mange forskellige kunstneriske evner, og i omgivelser hvor tilstedeværelsen af et stort publikum tillader økonomien i netop denne type produktioner.

Skredet mod denne type produktioner sker i takt med teknologiudviklingen. Muligheden for at opbygge kollektive hallucinationer, laserinducerede spejlbilleder, virtuelle digitale scenografier og anden moderne teknologi vil tillade de første eksperimenter. Sammenbyggede med store fysiske udstyr samt præsentation i flere samtidige "indholdsrum" vil tillade en præsentation, hvor publikum for nogle timer vil blive deltagere i alt fra historiske slagmarker til fremtidens rumrejser. Konceptionen om, at denne type oplevelser leveres til et statisk punkt, hvor publikum kan betragte oplevelsen fra, vil også blive forandret. Fremtidens "teatre" vil indeholde bevægelige platforme, hvor publikum sendes på rejse til forskellige oplevelser i en forud fastsat rækkeorden. Publikum vil blive en del af præsentationen uden dog at deltage i den.

Mange vil naturligt frygte, at denne kommercialisering vil udvande og fjerne elementerne fra de oprindelige kunstneriske kvaliteter. Kunst er ikke absolutisme, men en bevægelig del af samtiden. Den skal gerne løbe før sin samtid, men stadig kunne forstås. Den kunst, der præsenteres fra tidligere tiders scener, har ikke megen mening, hvis den ikke har publikum. Mens forfattere og komponister, billedkunstnere og skulptører og andre primære kreative skabere kan vente på, at tiden kommer på "omgangshøjde" med den kreative og kunstneriske produktion, så vil den del af kunstarterne, der er kunstneriske i den forstand, at de evner at fremføre og viderekommunikere netop kunsten, ikke kunne fungere uden publikum. Kommercialiseringen er derfor blot udtryk for, at den udøvende kunst flytter præsentationen til steder, hvor publikum kan nås. I nye former, der udfordrer den kendte dagligdags præsentationer af ikke-kunstnerisk underholdningsproduktion, og baseret på et indhold, der understøtter netop de nye præsentationsformer.

Ingen indlæg i denne debat

Når fremtidens ballet og opera skal vurderes, vil udviklingen indenfor disse kunstarter blive meget forskellig for det, som sker indenfor skuespilkunsten.
I den umiddelbare fremtid har det ingen mening at decentralisere ballet og opera, og det vil være uladsiggørligt at flytte produktionerne ud i videre omfang. Interaktivitet har heller ingen mening, idet publikum næppe vil få nogen større glæde ved at udfordre sig selv til ballet eller opera. Svaghederne og manglerne bliver for indlysende. Og ved den endelige gennemførelse af ny teknologi, hvor virtuelle forestillinger kan skabes i rummet omkring publikum, vil man også her se, at det ikke vil blive den foretrukne form for udnyttelse af disse kunstarter.

Det vil for ballet og opera gælde som med skuespilkunsten, at der også i fremtiden vil finde opvisninger sted, som dem der kendtes fra tidligere tid. Men det vil være enkeltstående begivenheder, der mere vil være udtryk for branchens vilje til at mindes fortiden. Da netop ballet og operaproduktioner vil være kostbare at opsætte, og da ledende kunstnere vil have forpligtelser til mange andre sider, vil det blive en sjældenhed, og formen som vi tidligere kendte den fra balletter og operahuse helt forsvinde.
Udviklingen indenfor opera og ballet finder hurtigt sted, og det format, som findes i den umiddelbare fremtid, vil ikke være meget forskelligt fra hvad der vil blive set i en fjern fremtid. De ændringer, som slår igennem påvirker præsentationer og indhold mærkbart.

Først er det vigtigt at erindre sig, at fremtidens befolkning kun får meget få muligheder for at samles om fællesbegivenheder indenfor underholdning. Det er ikke alle dele af befolkningen, der ser sport som fællesbegivenheder af interesse, og disse grupper må søge mod andre tilbud. Vi ved, at der vil blive søgt mod disse tilbud, idet befolkningen i en steriliseret, digital hverdag netop vil søge mod det offentlige rum, når behovet opstår for sammen med andre mennesker at dyrke samvær. Den inspiration, der kan opbygges, uanset den avanceret teknologi, i publikums "eget rum", vil mangle det fællesskab og det samvær som kendetegner fællesbegivenheder, som i tidligere tid netop blev tilfredsstillet af skuespil, ballet og opera. Mens tidligere tiders unge generationer også samledes omkring koncerter til opfyldelse af dette formål, så vil fremtidens befolkning kun i et vist omfang se denne type begivenheder som tilfredsstillelse af visse behov. Der vil være behov for ikke blot at være tilskuere med andet publikum til musik og sang, men også til at være det i regi af opsætninger og indsats, som løfter niveauet over, hvad der kan opfyldes af en enkelt eller flere musikgrupper under koncerter. Hele kvalitetsfokuseringen vil skubbe på denne efterspørgsel, og det vil være ballet og opera der kan udvikle netop de produkter, som der vil blive efterspørgsel efter.

Opera og ballet leverer "seriel flerdimensionalitet".

For at denne behovsopfyldelse kan sikres, vil kunstnere, balletter og operahuse gennemgå en betydelig produktudvikling. Den vil finde sted i samarbejde med de kreative skabere, som også har deres virke indenfor de digitalt distribuerede underholdningsprodukter indenfor lyd og film. Der vil ske en migration, hvor dans, ballet, opera og show vil smelte sammen i gigantiske "live"-produktioner. Indholdet vil blive ændret derved, at opera udstrækkes til nutidige indhold, hvor evnen til at samtidsskildre begivenheder i en underholdning med sang, dans og musik vil fange det oprindelige, folkelige udgangspunkt for operaen, som den kendtes i tidligere århundreder. Balletten vil ikke være løsrevet som artistiske, kropslige præsentationer, men vil være omdannet til virtuos bevægelse og dynamik i sammenhæng med den ny tids samlede produktioner. Og showet, som kendes i en overfladisk form fra tidligere tid, vil blive tilsat kunstneriske præstationer, der hæver det samlede produkt op over de underholdningsprodukter, som der findes så rigeligt af i det elektroniske univers.

Indholdsskredet er nødvendiggjort af behovet for at sambygge flere forskellige præsentationsformer kendt fra tidligere tid, med det sigte at skabe et samlet produkt, der kan retfærdiggøre meget omfattende præsentationer. Opsætning og fremførsel vil derfor blive flyttet fra snævre "teaterrum" fra tidligere tid til steder, hvor enorme udstyrsstykker, events og oplevelser kan leveres "live" til et publikum, der ikke andre steder kan erstatte disse oplevelser med andre leverancer af underholdningsprodukter. Det er ikke nok at være flerdimensionale i fremtiden, det behov kan også sikres af elektronisk vej. Det, der er afgørende, er evnen til at skabe produktioner, der i deres indflydelse og påvirkning af publikum helt overskrider grænserne for, hvad der kan skabes i "lukkede rum". Det er den "serielle flerdimensionalitet", som leveres med denne type produktioner, og hvor påvirkningen af publikum sker gennem alle sanser, der er disse kunstproduktioners fremtidige eksistensberettigelse. Det begivenhedsmættede publikum vil ikke få tilfredsstillet de sanselige behov ved smalle produktioner indenfor traditionel og tidligere tids ballet og opera. Indholdet vil være uden interesse og præsentationen i de tidligere lukkede teaterrum vil ikke bidrage med meget i forhold til andre oplevelser, der også opfattes som lukkede rum. Bindingen til en enkelt scene, med små og begrænsede muligheder for at udvide oplevelsen i dybde og bredde, vil udelukke, at løsninger kan baseres på dette hidtidige udgangspunkt. Fremtidens publikum vil ved fremtidige produktioner indenfor "serielt flerdimensionale underholdningsproduktioner" forvente at syn, sanse og lydindtryk er så mangeartede og fra så forskellige kanter, at publikum løftes ud af den eksisterende tid og sted til en oplevelse. En fantasi og et eventyr, som kun kan skabes af mennesker. Mange mennesker, med mange forskellige kunstneriske evner, og i omgivelser hvor tilstedeværelsen af et stort publikum tillader økonomien i netop denne type produktioner.

Skredet mod denne type produktioner sker i takt med teknologiudviklingen. Muligheden for at opbygge kollektive hallucinationer, laserinducerede spejlbilleder, virtuelle digitale scenografier og anden moderne teknologi vil tillade de første eksperimenter. Sammenbyggede med store fysiske udstyr samt præsentation i flere samtidige "indholdsrum" vil tillade en præsentation, hvor publikum for nogle timer vil blive deltagere i alt fra historiske slagmarker til fremtidens rumrejser. Konceptionen om, at denne type oplevelser leveres til et statisk punkt, hvor publikum kan betragte oplevelsen fra, vil også blive forandret. Fremtidens "teatre" vil indeholde bevægelige platforme, hvor publikum sendes på rejse til forskellige oplevelser i en forud fastsat rækkeorden. Publikum vil blive en del af præsentationen uden dog at deltage i den.

Mange vil naturligt frygte, at denne kommercialisering vil udvande og fjerne elementerne fra de oprindelige kunstneriske kvaliteter. Kunst er ikke absolutisme, men en bevægelig del af samtiden. Den skal gerne løbe før sin samtid, men stadig kunne forstås. Den kunst, der præsenteres fra tidligere tiders scener, har ikke megen mening, hvis den ikke har publikum. Mens forfattere og komponister, billedkunstnere og skulptører og andre primære kreative skabere kan vente på, at tiden kommer på "omgangshøjde" med den kreative og kunstneriske produktion, så vil den del af kunstarterne, der er kunstneriske i den forstand, at de evner at fremføre og viderekommunikere netop kunsten, ikke kunne fungere uden publikum. Kommercialiseringen er derfor blot udtryk for, at den udøvende kunst flytter præsentationen til steder, hvor publikum kan nås. I nye former, der udfordrer den kendte dagligdags præsentationer af ikke-kunstnerisk underholdningsproduktion, og baseret på et indhold, der understøtter netop de nye præsentationsformer.