Debat om

Reading Piece #77 - Skuespil flyttes ud til publikum

For skuespillerne selv vil talentet bedre kunne udfolde sig og der vil blive mulighed for at prøve kræfter med langt flere produktioner. De vil hver for sig blive afviklet som traditionelle skuespil, men laves for så vidt kun i en "master", der herefter er grundlaget for den virtuelle fremførsel ude omkring hos publikum. Talent vil få større mulighed, idet omfang og bredde i tilbuddet vil sikre en helt anden mulighed for deltagelse, end hvad der i tidligere tid var muligt på få forestillinger og få stykker i den enkelte sæson.
Det er klart, at muligheden for flerdimensional digital levering til rummet omkring publikum, hvor det så måtte blive valgt af den enkelte, ikke er en teknologi, der ligger i den umiddelbare fremtid. Det er dog ikke det samme som at skuespil blot fortsætter som hidtil, uanset at teknologiudviklingen ikke giver det afgørende kvantespring, der tillader flerdimensional afvikling hos det enkelte publikum. Formen for levering af skuespil er ganske enkelt så uacceptabel, at skuespillets andel af kulturproduktionen ville falde dramatisk og til et helt marginalt niveau, hvis man intet foretog sig.
Fremtidens befolkning lever anderledes end i tidligere tid, og netop kravet om, at publikum skal komme til kunsten og ikke kunsten til publikum, vil være den forudsætning, som først udfordres og berøres af ændret publikumkrav.

Vi ved med sikkerhed, at den overvejende del af de nye generationer må og skal finde et alternativ til den stereotype, digitale og forudtilrettelagte digitale hverdag. Vi ved med sikkerhed, at det netop er evnen til at etablere fysiske, sociale netværk, menneskelig kontakt og kvaliteter i dagligdagen, der vil blive set som "retningsgivere" for fremtidens befolkning. Man kan ikke længere samles omkring TV af den simple grund, at det ikke længere eksisterer som "programpakket koncept". Man er overstimuleret af adgangsmulighederne til underholdning og nyheder, og det kan ikke danne kernen i det sociale liv. Når vi derfor specifikt kommer til kulturdeltagelsen, så vil den skulle finde løsninger, hvor kvaliteten kan hæves over den forudtilrettelagte digitale hverdag, men omvendt ikke kompromitterer andre idealer. Idealer i relation til måden at tilrettelægge samværet med sine sociale netværk på.
Da skuespilkunsten opfylder kvalitetskravet, bliver det traditionsbindingen til leveringsformatet, der kræver en løsning. En løsning, der på mange måder viser sig at blive den egentlige forløber for den senere fremtids digitale levering af virtuelt fremførte skuespil.

Kunstnerne vil se det som deres opgave at muliggøre afvikling af skuespil direkte hos publikum, lang tid før den elektroniske leveringsplatform bliver en mulighed. Og for publikum vil netop denne ændring i leveringen betyde, at skuespillet vil blive set som et nyt og vigtigt serviceområde i direkte konkurrence med andre underholdningstilbud. At skuespillere kan rekvireres til at rådgive om – og tilrettelægge – fremføring af skuespil, vil blive afsættet for en ny form for etablering af sociale aktiviteter. Netop i relation til skuespil bliver den umiddelbare fremtids kvalitetsoplevelse, og nye livsideal, opfyldt ved at publikum deltager interaktivt. Som vi ser det fra det digitale underholdningsindhold, vil der meget hurtigt ske udbygning af interaktiviteten, men i en overskuelig fremtid stadig med distance imellem deltager og produktion. De digitale muligheder tillader interaktivitet, men den teknologiske udvikling tillader stadig ikke opbygningen af det næste niveau for virtuel afvikling i rummet omkring publikum. For brugerne af disse digitale og interaktive produkter vil det derfor netop blive skuespillet, der i en ny og tilpasset form, vil tillade brugeren selv at deltage interaktivt. Mere direkte, engageret og selvbeskæftigende, end hvad der muliggøres over de digitale platforme for underholdningsindhold. Og netop derved, som et succesfuldt kvalitets kulturprodukt til en umiddelbar fremtid, der netop søger intellektuel selvbeskæftigelse, interaktivitet, kvalitet og uforudsigelighed, – en uforudsigelighed, der sikres netop ved den menneskelige deltagelse og publikums egen interaktivitet.

Den umiddelbare fremtids skuespillere bliver derfor i en overgang sparringspartnere og tilrettelæggere af skuespil, som flyttes ud til publikum. I et omfang, vi ikke har set siden middelalderen. Tidligere tiders teatre vil være serviceorganisationer, der benyttes af publikum og skuespillere som leverandører af alt det, der følger med, når et skuespil skal afvikles. Fremtidens scenografi og produktionstilrettelæggelse vil i første omgang derfor blive en eksercits i at kunne lave mobile scener og udstyr, der tillader det samme skuespil måske i hundredvis af opførsler på en gang. For små publikummer, men med en økonomisk bæreevne finansieret dels af publikum selv, men også ved sponsorbidrag og anden indkomst fra de mærkevareproducenter, som til stadighed skal finde nye veje at nå kundegrupper på, i en tid hvor reklamemulighederne i de gammeldags medier i stigende grad lukkes til.
Gennem evnen til afvikling direkte hos publikum, samt ved muligheden for publikums egen deltagelse opstår det omdrejningspunkt, der vil tillade skuespil og teatre som arrangører af kvalitetbegivenheder ude hos publikum, at starte aftapningen af et reklamemarked, der ellers ikke har været tilgængeligt netop for denne kulturproduktion, udover sporadiske reklamer i diverse trykte programmer.





Publikum vil se deltagelse i skuespillet som den afgørende kulturkomponent.

Interaktivitet kan man i den forbindelse frygte for fører til en udvikling, hvor meget skuespil bliver amatørteater og skolescene. I en umiddelbar fremtid, hvor "teatret" leverer iscenesættelse og udstyr til engangsafvikling i et fysisk miljø, der vælges af publikum, og hvor der kun er begrænset deltagelse af professionelle skuespillere, vil frygten blandt professionelle naturligvis blive, at netop publikums interaktivitet vil udvande og fjerne hele det kunstneriske indhold i skuespilkunsten.
Her er der grund til at udvise forsigtighed. Fremtidens publikum vil se deltagelsen i skuespillet og afviklingen af det som det primære. Og ikke rollen som passive tilskuere. Rollen som passiv tilskuer har man så mange andre steder i dagligdagen, at det netop er skuespillets evne til at tillade deltagelse, kvalitet og interaktivitet, der netop vil tillade en ny og mere fremtrædende placering, når publikum skal vælge blandt mange tilbud. "Kultursummen" bliver derfor meget større, omend på bekostning af "kulturhøjden". Det vil dog blive bedre end mange vil frygte, og "teatrenes" brug af teknik indenfor telepromptning, trådløs transmission og digitale skulpturer skabt på stedet via laserteknologi, vil tillade gode og prisbillige rammer for det publikum, som i den konkrete situation har købt en "skuespilløsning" til en given aften.

Efter en periode med decentraliseret skuespil og en høj grad af interaktivitet, vil skuespilkunsten og publikum sammen efterspørge netop de løsninger, der bliver resultatet af det endelige teknologiske kvantespring. Hvor kvalitet i skuespillet leveres decentralt som virtuelle opførelser i flerdimensionalitet i rummet omkring et publikum, der modtager denne service digitalt med sig selv som eneste publikum, vil også denne kulturproduktion ende i de faste rammer, der kendes fra leveringen af de øvrige indholdsprodukter på kultur, og underholdningsområdet.

Ingen indlæg i denne debat

For skuespillerne selv vil talentet bedre kunne udfolde sig og der vil blive mulighed for at prøve kræfter med langt flere produktioner. De vil hver for sig blive afviklet som traditionelle skuespil, men laves for så vidt kun i en "master", der herefter er grundlaget for den virtuelle fremførsel ude omkring hos publikum. Talent vil få større mulighed, idet omfang og bredde i tilbuddet vil sikre en helt anden mulighed for deltagelse, end hvad der i tidligere tid var muligt på få forestillinger og få stykker i den enkelte sæson.
Det er klart, at muligheden for flerdimensional digital levering til rummet omkring publikum, hvor det så måtte blive valgt af den enkelte, ikke er en teknologi, der ligger i den umiddelbare fremtid. Det er dog ikke det samme som at skuespil blot fortsætter som hidtil, uanset at teknologiudviklingen ikke giver det afgørende kvantespring, der tillader flerdimensional afvikling hos det enkelte publikum. Formen for levering af skuespil er ganske enkelt så uacceptabel, at skuespillets andel af kulturproduktionen ville falde dramatisk og til et helt marginalt niveau, hvis man intet foretog sig.
Fremtidens befolkning lever anderledes end i tidligere tid, og netop kravet om, at publikum skal komme til kunsten og ikke kunsten til publikum, vil være den forudsætning, som først udfordres og berøres af ændret publikumkrav.

Vi ved med sikkerhed, at den overvejende del af de nye generationer må og skal finde et alternativ til den stereotype, digitale og forudtilrettelagte digitale hverdag. Vi ved med sikkerhed, at det netop er evnen til at etablere fysiske, sociale netværk, menneskelig kontakt og kvaliteter i dagligdagen, der vil blive set som "retningsgivere" for fremtidens befolkning. Man kan ikke længere samles omkring TV af den simple grund, at det ikke længere eksisterer som "programpakket koncept". Man er overstimuleret af adgangsmulighederne til underholdning og nyheder, og det kan ikke danne kernen i det sociale liv. Når vi derfor specifikt kommer til kulturdeltagelsen, så vil den skulle finde løsninger, hvor kvaliteten kan hæves over den forudtilrettelagte digitale hverdag, men omvendt ikke kompromitterer andre idealer. Idealer i relation til måden at tilrettelægge samværet med sine sociale netværk på.
Da skuespilkunsten opfylder kvalitetskravet, bliver det traditionsbindingen til leveringsformatet, der kræver en løsning. En løsning, der på mange måder viser sig at blive den egentlige forløber for den senere fremtids digitale levering af virtuelt fremførte skuespil.

Kunstnerne vil se det som deres opgave at muliggøre afvikling af skuespil direkte hos publikum, lang tid før den elektroniske leveringsplatform bliver en mulighed. Og for publikum vil netop denne ændring i leveringen betyde, at skuespillet vil blive set som et nyt og vigtigt serviceområde i direkte konkurrence med andre underholdningstilbud. At skuespillere kan rekvireres til at rådgive om – og tilrettelægge – fremføring af skuespil, vil blive afsættet for en ny form for etablering af sociale aktiviteter. Netop i relation til skuespil bliver den umiddelbare fremtids kvalitetsoplevelse, og nye livsideal, opfyldt ved at publikum deltager interaktivt. Som vi ser det fra det digitale underholdningsindhold, vil der meget hurtigt ske udbygning af interaktiviteten, men i en overskuelig fremtid stadig med distance imellem deltager og produktion. De digitale muligheder tillader interaktivitet, men den teknologiske udvikling tillader stadig ikke opbygningen af det næste niveau for virtuel afvikling i rummet omkring publikum. For brugerne af disse digitale og interaktive produkter vil det derfor netop blive skuespillet, der i en ny og tilpasset form, vil tillade brugeren selv at deltage interaktivt. Mere direkte, engageret og selvbeskæftigende, end hvad der muliggøres over de digitale platforme for underholdningsindhold. Og netop derved, som et succesfuldt kvalitets kulturprodukt til en umiddelbar fremtid, der netop søger intellektuel selvbeskæftigelse, interaktivitet, kvalitet og uforudsigelighed, – en uforudsigelighed, der sikres netop ved den menneskelige deltagelse og publikums egen interaktivitet.

Den umiddelbare fremtids skuespillere bliver derfor i en overgang sparringspartnere og tilrettelæggere af skuespil, som flyttes ud til publikum. I et omfang, vi ikke har set siden middelalderen. Tidligere tiders teatre vil være serviceorganisationer, der benyttes af publikum og skuespillere som leverandører af alt det, der følger med, når et skuespil skal afvikles. Fremtidens scenografi og produktionstilrettelæggelse vil i første omgang derfor blive en eksercits i at kunne lave mobile scener og udstyr, der tillader det samme skuespil måske i hundredvis af opførsler på en gang. For små publikummer, men med en økonomisk bæreevne finansieret dels af publikum selv, men også ved sponsorbidrag og anden indkomst fra de mærkevareproducenter, som til stadighed skal finde nye veje at nå kundegrupper på, i en tid hvor reklamemulighederne i de gammeldags medier i stigende grad lukkes til.
Gennem evnen til afvikling direkte hos publikum, samt ved muligheden for publikums egen deltagelse opstår det omdrejningspunkt, der vil tillade skuespil og teatre som arrangører af kvalitetbegivenheder ude hos publikum, at starte aftapningen af et reklamemarked, der ellers ikke har været tilgængeligt netop for denne kulturproduktion, udover sporadiske reklamer i diverse trykte programmer.





Publikum vil se deltagelse i skuespillet som den afgørende kulturkomponent.

Interaktivitet kan man i den forbindelse frygte for fører til en udvikling, hvor meget skuespil bliver amatørteater og skolescene. I en umiddelbar fremtid, hvor "teatret" leverer iscenesættelse og udstyr til engangsafvikling i et fysisk miljø, der vælges af publikum, og hvor der kun er begrænset deltagelse af professionelle skuespillere, vil frygten blandt professionelle naturligvis blive, at netop publikums interaktivitet vil udvande og fjerne hele det kunstneriske indhold i skuespilkunsten.
Her er der grund til at udvise forsigtighed. Fremtidens publikum vil se deltagelsen i skuespillet og afviklingen af det som det primære. Og ikke rollen som passive tilskuere. Rollen som passiv tilskuer har man så mange andre steder i dagligdagen, at det netop er skuespillets evne til at tillade deltagelse, kvalitet og interaktivitet, der netop vil tillade en ny og mere fremtrædende placering, når publikum skal vælge blandt mange tilbud. "Kultursummen" bliver derfor meget større, omend på bekostning af "kulturhøjden". Det vil dog blive bedre end mange vil frygte, og "teatrenes" brug af teknik indenfor telepromptning, trådløs transmission og digitale skulpturer skabt på stedet via laserteknologi, vil tillade gode og prisbillige rammer for det publikum, som i den konkrete situation har købt en "skuespilløsning" til en given aften.

Efter en periode med decentraliseret skuespil og en høj grad af interaktivitet, vil skuespilkunsten og publikum sammen efterspørge netop de løsninger, der bliver resultatet af det endelige teknologiske kvantespring. Hvor kvalitet i skuespillet leveres decentralt som virtuelle opførelser i flerdimensionalitet i rummet omkring et publikum, der modtager denne service digitalt med sig selv som eneste publikum, vil også denne kulturproduktion ende i de faste rammer, der kendes fra leveringen af de øvrige indholdsprodukter på kultur, og underholdningsområdet.