Reading Piece #76 - Skuespil som flerdemensional præsentation

Ser man på andre kunstarter er de forskellige fra billed- og skulpturkunst derved, at de typisk skabes og præsenteres i et bestemt fysisk rum under former, der kræver deltagelse og samspil imellem flere udøvende kunstnere og kreative skabere. I tidligere tid var formatet for levering af skuespil, ballet og opera strengt afgrænset af disse forudsætninger, nogle begrænsninger, som fremtiden delvist ændrer på.
Betragter vi først skuespilkunsten, så samledes man i tidligere tid i "teatre", hvor kunstnere mødte op aften efter aften og fremførte det samme skuespil gang på gang. At der overhovedet kunne opretholdes et marked for en type kunst, der havde til sin hele forudsætning, at publikum måtte komme til kunsten, hvis man ville have glæde af den, skyldtes alene den konkurrencefordel, som "teatrene" havde i kraft af deres flerdimensionalitet. Publikum så hele den kunstneriske præsentation i sammenhæng med muligheden for at få flerdimensional præsentation. Kun få så det som væsentligt for det kunstneriske udbytte, at man som publikum samtidig havde en fysisk fornemmelse af kunstnerne, da disse tværtimod var på distance af publikum i sale og miljøer, som på mange måder var et levn fra tidligere tid.
I fremtiden vil skuespil blive bestilt som flerdimensional præsentation i rummet omkring publikum. Det kan meget vel tænkes, at flere mødes for sammen at nyde et skuespil, men et skuespil kan også bestilles af den enkelte. Skuespillet leveres til det fastsatte koordinatsæt i hjemmet eller hvortil det ellers måtte være bestilt, og skuespillet opbygges som flerdimensionale virtuelle sanseindtryk i rummet omkring publikum. Der vil endog opstå den praksis, at publikum for så vidt bliver en del af skuespillet selv, idet publikum kan bevæge sig i rummet blandt de virtuelle elementer og skuespillerne, der uhindret af den tavse deltager blot afvikler skuespillet. Skuespil vil, som man vil se det indenfor den tilsvarende levering af visse elektroniske spil og underholdningsfilm, endog kunne leveres i formater, hvor publikum selv "castes" i en rolle. Den vil være foruddefineret og afgrænset, men deltagelse vil være mulig. Altså at en skuespiller i skuespillet erstattes af publikum selv. Skuespil bliver en helt ny måde at beskæftige sig selv på, med handling, replikker og omklædning, som vil være meget forskellig for de deltagelsesmuligheder, der tillades i de tilsvarende projekter fra producenterne af elektronisk underholdningsindhold.


Skuespil vil blive bragt til et nyt niveau, og skuespillere vil frigøre sig selv til produktion af flere skuespil. Kunstneren vil blive frigjort fra tidligere tiders binding til tid og rum og frigjort fra unødvendige gentagelser af præstationer den ene gang efter den anden. Produktionsmiljøet bliver stadig det sceniske, der kendes fra tidligere tiders "teatre", og dermed betydeligt mere simpelt, end hvad der kendes fra underholdningsindholdet, men stadig med en sikring af elementer – som i virtuel præsentation – sikrer publikum netop oplevelsen af at deltage i en begivenhed med andre aktører. En begivenhed, der kvalificerer sig ved præsentationsform, engagement og kunstnerisk talent i modsætning til det digitale underholdningsindhold.

Et par temaer dukker op, når fremtidens skuespilkunst skal vurderes. Et af dem, der trænger sig på er naturligt nok, hvad denne udvikling får af betydning for talentet og kvaliteten.
Her er det vigtigt at gøre sig klart, at det formentlig kun vil være få fra den tidligere tids generation af skuespillere, der vil have speciel veneration for de "skrå brædder". Ligesom indenfor så mange andre brancher, er der altid en "gammeldags" måde at gøre tingene på. Der kan være traditioner, som visse ønsker at holde i hævd, men som mere sker af omsorg for det virke, man er en del af, end en nøgtern vurdering af behov for, hvad der bedst passer til markedet. Selvfølgelig vil der være traditionelle skuespil i gammeldags forstand, som samler en kreds af entusiaster og andre med veneration for de gamle dyder. Men for den store del af det faktiske forbrug vil det finde sted på den ny platform. Der vil ikke være marked for det gammeldags koncept, hvor skuespil kun leveres til dem, der kommer til teatret. Dette krav vil indskrænke muligheden for levering af denne kunstart til publikum, hvorfor den også af kunstnerne vil blive set som uhensigtsmæssig. Det, der er opgaven er at nå langt ud og forbedre livskvaliteten for et publikum, der i en i øvrigt tilrettelagt digital hverdag, har brug for andet og bredere engagement, end hvad der leveres med det handlingsmættede underholdningsindhold.
For den enkelte skuespiller vil denne mulighed for at "levere" skuespillet blive set som en voldsom forbedring i den enkelte skuespillers eget liv. Det, at kunne levere skuespillet over den ny platform vil i sig selv være en central kvalitetskomponent for skuespillerne. Vi ved, at fremtidens befolkning vil opprioritere muligheden for at planlægge fritiden og tilrettelægge arbejdsopgaverne mere fleksibilitet, og vi ved at det vil være en kvalitetskomponent, at man i højere grad er frigjort fra de fysiske krav, der stilles ved en tilstedeværelse på "arbejdspladsen". Arbejdspladsen er i fremtiden ikke defineret som et fysisk opholdssted, men som et fastlagt engagement for den enkelte som led i den professionelle gerning og som forudsætning for at kunne opnå de frihedsgrader, der tilsikrer den bedst mulige opfyldelse af kvalitetsidealerne. Man må derfor indse, at såfremt den fremtidige mulighed for at afvikle skuespilkunst ikke vil blive frigjort fra de fysiske rammer på tidligere tiders teatre, da at man dermed ville affinde sig med, at skuespillere accepterer et lavere niveau for opfyldelse af de generelle kvalitetsidealer i fremtidens samfund end andre. En udvikling, der i givet fald måtte have hele sit udgangspunkt i en forestilling om, at skuespillere – alene af kærlighed til kunstartens historiske udgangspunkt – skulle affinde sig med, og acceptere, en proletarisering i forhold til den opfyldelse af kvalitetsidealerne, som ellers ses i det omkringliggende samfund. En sådan forestilling vil ikke kunne opretholdes, og kunstnerne vil selv se den ny udvikling som led i en personlig frigørelse, der samlet styrker evnen og viljen til kreativ produktion og kunstnerisk udfoldelse. Det står intetsteds skrevet, at skuespil præsenteres bedst om aftenen, og at skuespillere er bedre stillet ved natarbejde og gentagelse end ved – som alle andre i fremtidens samfund – at kunne tilrettelægge produktionen optimalt, og frigøre sig selv for repetition og gentagelse, noget der alle andre steder i samfundet er overladt til maskiner og automatiserede processer.

Da vi ved, at netop kvalitetskomponenterne er i centralt fokus, og netop søgen og leden efter oplevelser, der tillader selvbeskæftigelse og som er flerdimensionale og kvalitative er i centrum, så ved vi også, at skuespillet i sin form fra tidligere tid vil være at se langt ud i den øjeblikkelige fremtid. Indtil man kan levere i flere dimensioner til rummet omkring publikum, og dermed direkte til publikums eget hjem.
Når teknologien tillader det i fremtiden vil indholdet samt forskelligheden i tema og præsentation være nok til, at virtuelt afviklede skuespil vil blive set som den mest hensigtsmæssige leveringsform overfor ulempen ved at transportere sig til centrale bykerner, hvor denne type kulturprodukter tidligere kunne forbruges. Ulempen ved den bundne tid og det faste format i et lukket teaterrum er så uattraktive og uvæsentlige for det kunstneriske sanseindtryk, at publikum hurtigt vil omfavne de nye teknologiske løsninger.
Ser man på andre kunstarter er de forskellige fra billed- og skulpturkunst derved, at de typisk skabes og præsenteres i et bestemt fysisk rum under former, der kræver deltagelse og samspil imellem flere udøvende kunstnere og kreative skabere. I tidligere tid var formatet for levering af skuespil, ballet og opera strengt afgrænset af disse forudsætninger, nogle begrænsninger, som fremtiden delvist ændrer på.
Betragter vi først skuespilkunsten, så samledes man i tidligere tid i "teatre", hvor kunstnere mødte op aften efter aften og fremførte det samme skuespil gang på gang. At der overhovedet kunne opretholdes et marked for en type kunst, der havde til sin hele forudsætning, at publikum måtte komme til kunsten, hvis man ville have glæde af den, skyldtes alene den konkurrencefordel, som "teatrene" havde i kraft af deres flerdimensionalitet. Publikum så hele den kunstneriske præsentation i sammenhæng med muligheden for at få flerdimensional præsentation. Kun få så det som væsentligt for det kunstneriske udbytte, at man som publikum samtidig havde en fysisk fornemmelse af kunstnerne, da disse tværtimod var på distance af publikum i sale og miljøer, som på mange måder var et levn fra tidligere tid.
I fremtiden vil skuespil blive bestilt som flerdimensional præsentation i rummet omkring publikum. Det kan meget vel tænkes, at flere mødes for sammen at nyde et skuespil, men et skuespil kan også bestilles af den enkelte. Skuespillet leveres til det fastsatte koordinatsæt i hjemmet eller hvortil det ellers måtte være bestilt, og skuespillet opbygges som flerdimensionale virtuelle sanseindtryk i rummet omkring publikum. Der vil endog opstå den praksis, at publikum for så vidt bliver en del af skuespillet selv, idet publikum kan bevæge sig i rummet blandt de virtuelle elementer og skuespillerne, der uhindret af den tavse deltager blot afvikler skuespillet. Skuespil vil, som man vil se det indenfor den tilsvarende levering af visse elektroniske spil og underholdningsfilm, endog kunne leveres i formater, hvor publikum selv "castes" i en rolle. Den vil være foruddefineret og afgrænset, men deltagelse vil være mulig. Altså at en skuespiller i skuespillet erstattes af publikum selv. Skuespil bliver en helt ny måde at beskæftige sig selv på, med handling, replikker og omklædning, som vil være meget forskellig for de deltagelsesmuligheder, der tillades i de tilsvarende projekter fra producenterne af elektronisk underholdningsindhold.


Skuespil vil blive bragt til et nyt niveau, og skuespillere vil frigøre sig selv til produktion af flere skuespil. Kunstneren vil blive frigjort fra tidligere tiders binding til tid og rum og frigjort fra unødvendige gentagelser af præstationer den ene gang efter den anden. Produktionsmiljøet bliver stadig det sceniske, der kendes fra tidligere tiders "teatre", og dermed betydeligt mere simpelt, end hvad der kendes fra underholdningsindholdet, men stadig med en sikring af elementer – som i virtuel præsentation – sikrer publikum netop oplevelsen af at deltage i en begivenhed med andre aktører. En begivenhed, der kvalificerer sig ved præsentationsform, engagement og kunstnerisk talent i modsætning til det digitale underholdningsindhold.

Et par temaer dukker op, når fremtidens skuespilkunst skal vurderes. Et af dem, der trænger sig på er naturligt nok, hvad denne udvikling får af betydning for talentet og kvaliteten.
Her er det vigtigt at gøre sig klart, at det formentlig kun vil være få fra den tidligere tids generation af skuespillere, der vil have speciel veneration for de "skrå brædder". Ligesom indenfor så mange andre brancher, er der altid en "gammeldags" måde at gøre tingene på. Der kan være traditioner, som visse ønsker at holde i hævd, men som mere sker af omsorg for det virke, man er en del af, end en nøgtern vurdering af behov for, hvad der bedst passer til markedet. Selvfølgelig vil der være traditionelle skuespil i gammeldags forstand, som samler en kreds af entusiaster og andre med veneration for de gamle dyder. Men for den store del af det faktiske forbrug vil det finde sted på den ny platform. Der vil ikke være marked for det gammeldags koncept, hvor skuespil kun leveres til dem, der kommer til teatret. Dette krav vil indskrænke muligheden for levering af denne kunstart til publikum, hvorfor den også af kunstnerne vil blive set som uhensigtsmæssig. Det, der er opgaven er at nå langt ud og forbedre livskvaliteten for et publikum, der i en i øvrigt tilrettelagt digital hverdag, har brug for andet og bredere engagement, end hvad der leveres med det handlingsmættede underholdningsindhold.
For den enkelte skuespiller vil denne mulighed for at "levere" skuespillet blive set som en voldsom forbedring i den enkelte skuespillers eget liv. Det, at kunne levere skuespillet over den ny platform vil i sig selv være en central kvalitetskomponent for skuespillerne. Vi ved, at fremtidens befolkning vil opprioritere muligheden for at planlægge fritiden og tilrettelægge arbejdsopgaverne mere fleksibilitet, og vi ved at det vil være en kvalitetskomponent, at man i højere grad er frigjort fra de fysiske krav, der stilles ved en tilstedeværelse på "arbejdspladsen". Arbejdspladsen er i fremtiden ikke defineret som et fysisk opholdssted, men som et fastlagt engagement for den enkelte som led i den professionelle gerning og som forudsætning for at kunne opnå de frihedsgrader, der tilsikrer den bedst mulige opfyldelse af kvalitetsidealerne. Man må derfor indse, at såfremt den fremtidige mulighed for at afvikle skuespilkunst ikke vil blive frigjort fra de fysiske rammer på tidligere tiders teatre, da at man dermed ville affinde sig med, at skuespillere accepterer et lavere niveau for opfyldelse af de generelle kvalitetsidealer i fremtidens samfund end andre. En udvikling, der i givet fald måtte have hele sit udgangspunkt i en forestilling om, at skuespillere – alene af kærlighed til kunstartens historiske udgangspunkt – skulle affinde sig med, og acceptere, en proletarisering i forhold til den opfyldelse af kvalitetsidealerne, som ellers ses i det omkringliggende samfund. En sådan forestilling vil ikke kunne opretholdes, og kunstnerne vil selv se den ny udvikling som led i en personlig frigørelse, der samlet styrker evnen og viljen til kreativ produktion og kunstnerisk udfoldelse. Det står intetsteds skrevet, at skuespil præsenteres bedst om aftenen, og at skuespillere er bedre stillet ved natarbejde og gentagelse end ved – som alle andre i fremtidens samfund – at kunne tilrettelægge produktionen optimalt, og frigøre sig selv for repetition og gentagelse, noget der alle andre steder i samfundet er overladt til maskiner og automatiserede processer.

Da vi ved, at netop kvalitetskomponenterne er i centralt fokus, og netop søgen og leden efter oplevelser, der tillader selvbeskæftigelse og som er flerdimensionale og kvalitative er i centrum, så ved vi også, at skuespillet i sin form fra tidligere tid vil være at se langt ud i den øjeblikkelige fremtid. Indtil man kan levere i flere dimensioner til rummet omkring publikum, og dermed direkte til publikums eget hjem.
Når teknologien tillader det i fremtiden vil indholdet samt forskelligheden i tema og præsentation være nok til, at virtuelt afviklede skuespil vil blive set som den mest hensigtsmæssige leveringsform overfor ulempen ved at transportere sig til centrale bykerner, hvor denne type kulturprodukter tidligere kunne forbruges. Ulempen ved den bundne tid og det faste format i et lukket teaterrum er så uattraktive og uvæsentlige for det kunstneriske sanseindtryk, at publikum hurtigt vil omfavne de nye teknologiske løsninger.
Ser man på andre kunstarter er de forskellige fra billed- og skulpturkunst derved, at de typisk skabes og præsenteres i et bestemt fysisk rum under former, der kræver deltagelse og samspil imellem flere udøvende kunstnere og kreative skabere. I tidligere tid var formatet for levering af skuespil, ballet og opera strengt afgrænset af disse forudsætninger, nogle begrænsninger, som fremtiden delvist ændrer på.
Betragter vi først skuespilkunsten, så samledes man i tidligere tid i "teatre", hvor kunstnere mødte op aften efter aften og fremførte det samme skuespil gang på gang. At der overhovedet kunne opretholdes et marked for en type kunst, der havde til sin hele forudsætning, at publikum måtte komme til kunsten, hvis man ville have glæde af den, skyldtes alene den konkurrencefordel, som "teatrene" havde i kraft af deres flerdimensionalitet. Publikum så hele den kunstneriske præsentation i sammenhæng med muligheden for at få flerdimensional præsentation. Kun få så det som væsentligt for det kunstneriske udbytte, at man som publikum samtidig havde en fysisk fornemmelse af kunstnerne, da disse tværtimod var på distance af publikum i sale og miljøer, som på mange måder var et levn fra tidligere tid.
I fremtiden vil skuespil blive bestilt som flerdimensional præsentation i rummet omkring publikum. Det kan meget vel tænkes, at flere mødes for sammen at nyde et skuespil, men et skuespil kan også bestilles af den enkelte. Skuespillet leveres til det fastsatte koordinatsæt i hjemmet eller hvortil det ellers måtte være bestilt, og skuespillet opbygges som flerdimensionale virtuelle sanseindtryk i rummet omkring publikum. Der vil endog opstå den praksis, at publikum for så vidt bliver en del af skuespillet selv, idet publikum kan bevæge sig i rummet blandt de virtuelle elementer og skuespillerne, der uhindret af den tavse deltager blot afvikler skuespillet. Skuespil vil, som man vil se det indenfor den tilsvarende levering af visse elektroniske spil og underholdningsfilm, endog kunne leveres i formater, hvor publikum selv "castes" i en rolle. Den vil være foruddefineret og afgrænset, men deltagelse vil være mulig. Altså at en skuespiller i skuespillet erstattes af publikum selv. Skuespil bliver en helt ny måde at beskæftige sig selv på, med handling, replikker og omklædning, som vil være meget forskellig for de deltagelsesmuligheder, der tillades i de tilsvarende projekter fra producenterne af elektronisk underholdningsindhold.


Skuespil vil blive bragt til et nyt niveau, og skuespillere vil frigøre sig selv til produktion af flere skuespil. Kunstneren vil blive frigjort fra tidligere tiders binding til tid og rum og frigjort fra unødvendige gentagelser af præstationer den ene gang efter den anden. Produktionsmiljøet bliver stadig det sceniske, der kendes fra tidligere tiders "teatre", og dermed betydeligt mere simpelt, end hvad der kendes fra underholdningsindholdet, men stadig med en sikring af elementer – som i virtuel præsentation – sikrer publikum netop oplevelsen af at deltage i en begivenhed med andre aktører. En begivenhed, der kvalificerer sig ved præsentationsform, engagement og kunstnerisk talent i modsætning til det digitale underholdningsindhold.

Et par temaer dukker op, når fremtidens skuespilkunst skal vurderes. Et af dem, der trænger sig på er naturligt nok, hvad denne udvikling får af betydning for talentet og kvaliteten.
Her er det vigtigt at gøre sig klart, at det formentlig kun vil være få fra den tidligere tids generation af skuespillere, der vil have speciel veneration for de "skrå brædder". Ligesom indenfor så mange andre brancher, er der altid en "gammeldags" måde at gøre tingene på. Der kan være traditioner, som visse ønsker at holde i hævd, men som mere sker af omsorg for det virke, man er en del af, end en nøgtern vurdering af behov for, hvad der bedst passer til markedet. Selvfølgelig vil der være traditionelle skuespil i gammeldags forstand, som samler en kreds af entusiaster og andre med veneration for de gamle dyder. Men for den store del af det faktiske forbrug vil det finde sted på den ny platform. Der vil ikke være marked for det gammeldags koncept, hvor skuespil kun leveres til dem, der kommer til teatret. Dette krav vil indskrænke muligheden for levering af denne kunstart til publikum, hvorfor den også af kunstnerne vil blive set som uhensigtsmæssig. Det, der er opgaven er at nå langt ud og forbedre livskvaliteten for et publikum, der i en i øvrigt tilrettelagt digital hverdag, har brug for andet og bredere engagement, end hvad der leveres med det handlingsmættede underholdningsindhold.
For den enkelte skuespiller vil denne mulighed for at "levere" skuespillet blive set som en voldsom forbedring i den enkelte skuespillers eget liv. Det, at kunne levere skuespillet over den ny platform vil i sig selv være en central kvalitetskomponent for skuespillerne. Vi ved, at fremtidens befolkning vil opprioritere muligheden for at planlægge fritiden og tilrettelægge arbejdsopgaverne mere fleksibilitet, og vi ved at det vil være en kvalitetskomponent, at man i højere grad er frigjort fra de fysiske krav, der stilles ved en tilstedeværelse på "arbejdspladsen". Arbejdspladsen er i fremtiden ikke defineret som et fysisk opholdssted, men som et fastlagt engagement for den enkelte som led i den professionelle gerning og som forudsætning for at kunne opnå de frihedsgrader, der tilsikrer den bedst mulige opfyldelse af kvalitetsidealerne. Man må derfor indse, at såfremt den fremtidige mulighed for at afvikle skuespilkunst ikke vil blive frigjort fra de fysiske rammer på tidligere tiders teatre, da at man dermed ville affinde sig med, at skuespillere accepterer et lavere niveau for opfyldelse af de generelle kvalitetsidealer i fremtidens samfund end andre. En udvikling, der i givet fald måtte have hele sit udgangspunkt i en forestilling om, at skuespillere – alene af kærlighed til kunstartens historiske udgangspunkt – skulle affinde sig med, og acceptere, en proletarisering i forhold til den opfyldelse af kvalitetsidealerne, som ellers ses i det omkringliggende samfund. En sådan forestilling vil ikke kunne opretholdes, og kunstnerne vil selv se den ny udvikling som led i en personlig frigørelse, der samlet styrker evnen og viljen til kreativ produktion og kunstnerisk udfoldelse. Det står intetsteds skrevet, at skuespil præsenteres bedst om aftenen, og at skuespillere er bedre stillet ved natarbejde og gentagelse end ved – som alle andre i fremtidens samfund – at kunne tilrettelægge produktionen optimalt, og frigøre sig selv for repetition og gentagelse, noget der alle andre steder i samfundet er overladt til maskiner og automatiserede processer.

Da vi ved, at netop kvalitetskomponenterne er i centralt fokus, og netop søgen og leden efter oplevelser, der tillader selvbeskæftigelse og som er flerdimensionale og kvalitative er i centrum, så ved vi også, at skuespillet i sin form fra tidligere tid vil være at se langt ud i den øjeblikkelige fremtid. Indtil man kan levere i flere dimensioner til rummet omkring publikum, og dermed direkte til publikums eget hjem.
Når teknologien tillader det i fremtiden vil indholdet samt forskelligheden i tema og præsentation være nok til, at virtuelt afviklede skuespil vil blive set som den mest hensigtsmæssige leveringsform overfor ulempen ved at transportere sig til centrale bykerner, hvor denne type kulturprodukter tidligere kunne forbruges. Ulempen ved den bundne tid og det faste format i et lukket teaterrum er så uattraktive og uvæsentlige for det kunstneriske sanseindtryk, at publikum hurtigt vil omfavne de nye teknologiske løsninger.