Original 2008

Adgangen til skulptur- og billedkunst var i tidligere tid bedst tilgængelig på "museer" men i fremtiden er museerne selv kommet på museum, fordi adgangsformen til at få glæde af kunsten i stigende grad vil blive anset for upraktisk og dermed uhensigtsmæssig. Mens man i tidligere tid præsenterede skulptur- og billedkunst baseret på den omstændighed, at det var befolkningen, der måtte komme til kunsten, så har fremtiden ændret sig på den vis, at det er kunsten, der kommer til befolkningen.

I et samfund, hvor omgivelserne mere og mere antager sterile former, vil man se at dette søges afhjulpet ved, at man i fremtiden bringer kunsten ud i hverdagen. Kunsten ophænges og præsenteres der hvor befolkningen er. Visse klenodier holdes stadig bag lås og slå af sikkerhedsmæssige årsager, men den store masse af opbevarede kunstgenstande i magasiner og lagre er taget ud af disse og udstillet i den virkelige verden. Der er ikke behov for samhængsstudier af ophængte malerier eller opstillede skulpturer for andre end en sekterisk gruppe af kunstkendere, hvis interesser der også vil blive taget hensyn til. Det bliver det enkelte kunstværk, der i fremtiden kommer til at stå alene og tjene til inspiration og forskønnelse af de omgivelser, der på så mange andre måder er præget af "faste formater". Kunstværker er i kraft af deres egenart en af de meget få muligheder, man har for at skabe en kvalitativ dimension i de omgivelser, som befolkningen færdes i. Overalt i store virksomheder og offentlige institutioner vil stribevis af kunstværker og skulpturer dukke op indkøbt af indkøbsforeninger og andre institutioner med dette formål, eller stillet til rådighed af det man tidligere kendte som "museer". Det vil blive sværere og sværere for "museer" at tilkæmpe sig tilskud og bidrag til oplagring af kunst idet interessen samler sig om visning af kunst. Kunst, der vises vil blive prioriteret af kunstnere og ressourcer til opkøb vil være forbundet med muligheden for, og evnen til, at blive vist.

Adgangen til skulptur- og billedkunst var i tidligere tid bedst tilgængelig på "museer" men i fremtiden er museerne selv kommet på museum, fordi adgangsformen til at få glæde af kunsten i stigende grad vil blive anset for upraktisk og dermed uhensigtsmæssig. Mens man i tidligere tid præsenterede skulptur- og billedkunst baseret på den omstændighed, at det var befolkningen, der måtte komme til kunsten, så har fremtiden ændret sig på den vis, at det er kunsten, der kommer til befolkningen.

I et samfund, hvor omgivelserne mere og mere antager sterile former, vil man se at dette søges afhjulpet ved, at man i fremtiden bringer kunsten ud i hverdagen. Kunsten ophænges og præsenteres der hvor befolkningen er. Visse klenodier holdes stadig bag lås og slå af sikkerhedsmæssige årsager, men den store masse af opbevarede kunstgenstande i magasiner og lagre er taget ud af disse og udstillet i den virkelige verden. Der er ikke behov for samhængsstudier af ophængte malerier eller opstillede skulpturer for andre end en sekterisk gruppe af kunstkendere, hvis interesser der også vil blive taget hensyn til. Det bliver det enkelte kunstværk, der i fremtiden kommer til at stå alene og tjene til inspiration og forskønnelse af de omgivelser, der på så mange andre måder er præget af "faste formater". Kunstværker er i kraft af deres egenart en af de meget få muligheder, man har for at skabe en kvalitativ dimension i de omgivelser, som befolkningen færdes i. Overalt i store virksomheder og offentlige institutioner vil stribevis af kunstværker og skulpturer dukke op indkøbt af indkøbsforeninger og andre institutioner med dette formål, eller stillet til rådighed af det man tidligere kendte som "museer". Det vil blive sværere og sværere for "museer" at tilkæmpe sig tilskud og bidrag til oplagring af kunst idet interessen samler sig om visning af kunst. Kunst, der vises vil blive prioriteret af kunstnere og ressourcer til opkøb vil være forbundet med muligheden for, og evnen til, at blive vist.

// Ekstrakt // Original // Læsertilrettet // Debat