Reading Piece #61 - Rettighedsbanker giver labels forspring

En megen stor del af den musik, der forbruges, bliver baseret på tidligere udgivelser. Det skyldes, at et stort forbrug baserer sig på playlister kompileret af brugerne selv, eller skabt af "agenter", udviklet på kunstig intelligens. Gennem det fortsatte store behov for adgang til rettigheder vil pladeselskaberne opretholde en stor beskyttelse og et afsæt for i fremtiden at optræde som rettighedskilde for de store indholdsleverandører. For så vidt angår den del af pladeselskabernes virksomhed, der koncentreres omkring den fysiske produktion og tilrettelæggelse, vil dette næsten udgå i sin helhed. For pladeselskaberne kommer det til at gælde som for tv-stationerne, at fremtiden ligger i at koncentrere sig om sit kernekompetenceområde, og det er for pladeselskaberne evnen til at tilrettelægge kunstneren og dennes repertoire. Pladeselskaberne vil blive kontrahenter af kompositioner til brug for udvalgte artister, og vil i relation til artisterne snarere virke i en agentrolle end som egentligt pladeselskab. Den del af pladeselskabets virksomhed, der repræsenterer den økonomiske satsning bag nye "brands" vil stadig finde sted og vil berettige pladeselskaberne til at beskytte deres distributionsrettigheder. Der vil også være uafhængige agenter i markedet, idet bindingen til pladeselskaberne bliver mere og mere baseret på et antal leverede "tracks". Disse uafhængige agenter vil dog ikke have den samme evne til at markedsføre nye artister som ejerne af de store rettighedsbanker har mulighed for.
De oprindelige pladeselskaber vil, grundet deres rettighedsbanker, have en særlig "leverance" overfor de digitale indholdsleverandører, hvilket vil styrke pladeselskabernes mulighed for at indplacere nye artister gennem de anbefalinger, sampakninger og filtrering, som styres af indholdsleverandørerne.
Pladeselskaberne vil samtidig stå stærkt i kontrahering af kompositioner og tekster, hvorved man kan sikre egne artister nyt repertoire. Sammenkobling imellem komponister og artister vil virke gensidigt tiltrækkende, og kombineret med rettighedsbanker og prioriteret adgang til globale indholdsleverandører er der ingen tvivl om, at pladeselskabernerne finder deres plads med udgangspunkt i deres gamle kernekompetenceområder.

Koncerter vil være en del af det udbud af tidstro begivenheder, der samtidig vil have høj indholdsværdi for den programdistribution, som finder sted gennem de digitale indholdsdistributører. Man er ikke længere afhængig af at sælge de relativt smalle tv-rettigheder, idet "tv" som koncept er ophørt. Og behovet for at se historiske koncerter vil være meget begrænset, af det simple forhold, at der vil være et righoldigt udbud af tidstro koncerter. Da disse begivenheder vil være sponsorstyret, vil det at afvikle koncerter blive snævert knyttet til artisternes sponsoraftaler og de hertil knyttede reklamemuligheder. Koncerter, og muligheden for at få økonomisk værdi af dem, bliver nært knyttet til indholdsdistributørernes aftaler med de globale "brands", der skal placere reklamebudskaber i fremtidens digitale samfund. Pladeselskaberne vil ikke få central placering på dette område, og deres aftaleformer med artisterne vil ikke muliggøre kontrol med artistens koncertaktiviteter, da disse kræver fysisk brug af anlæg og deltagelse i begivenheder, der er reguleret af overordnede aftaler imellem koncertudbydere og sponsorer.
En megen stor del af den musik, der forbruges, bliver baseret på tidligere udgivelser. Det skyldes, at et stort forbrug baserer sig på playlister kompileret af brugerne selv, eller skabt af "agenter", udviklet på kunstig intelligens. Gennem det fortsatte store behov for adgang til rettigheder vil pladeselskaberne opretholde en stor beskyttelse og et afsæt for i fremtiden at optræde som rettighedskilde for de store indholdsleverandører. For så vidt angår den del af pladeselskabernes virksomhed, der koncentreres omkring den fysiske produktion og tilrettelæggelse, vil dette næsten udgå i sin helhed. For pladeselskaberne kommer det til at gælde som for tv-stationerne, at fremtiden ligger i at koncentrere sig om sit kernekompetenceområde, og det er for pladeselskaberne evnen til at tilrettelægge kunstneren og dennes repertoire. Pladeselskaberne vil blive kontrahenter af kompositioner til brug for udvalgte artister, og vil i relation til artisterne snarere virke i en agentrolle end som egentligt pladeselskab. Den del af pladeselskabets virksomhed, der repræsenterer den økonomiske satsning bag nye "brands" vil stadig finde sted og vil berettige pladeselskaberne til at beskytte deres distributionsrettigheder. Der vil også være uafhængige agenter i markedet, idet bindingen til pladeselskaberne bliver mere og mere baseret på et antal leverede "tracks". Disse uafhængige agenter vil dog ikke have den samme evne til at markedsføre nye artister som ejerne af de store rettighedsbanker har mulighed for.
De oprindelige pladeselskaber vil, grundet deres rettighedsbanker, have en særlig "leverance" overfor de digitale indholdsleverandører, hvilket vil styrke pladeselskabernes mulighed for at indplacere nye artister gennem de anbefalinger, sampakninger og filtrering, som styres af indholdsleverandørerne.
Pladeselskaberne vil samtidig stå stærkt i kontrahering af kompositioner og tekster, hvorved man kan sikre egne artister nyt repertoire. Sammenkobling imellem komponister og artister vil virke gensidigt tiltrækkende, og kombineret med rettighedsbanker og prioriteret adgang til globale indholdsleverandører er der ingen tvivl om, at pladeselskabernerne finder deres plads med udgangspunkt i deres gamle kernekompetenceområder.

Koncerter vil være en del af det udbud af tidstro begivenheder, der samtidig vil have høj indholdsværdi for den programdistribution, som finder sted gennem de digitale indholdsdistributører. Man er ikke længere afhængig af at sælge de relativt smalle tv-rettigheder, idet "tv" som koncept er ophørt. Og behovet for at se historiske koncerter vil være meget begrænset, af det simple forhold, at der vil være et righoldigt udbud af tidstro koncerter. Da disse begivenheder vil være sponsorstyret, vil det at afvikle koncerter blive snævert knyttet til artisternes sponsoraftaler og de hertil knyttede reklamemuligheder. Koncerter, og muligheden for at få økonomisk værdi af dem, bliver nært knyttet til indholdsdistributørernes aftaler med de globale "brands", der skal placere reklamebudskaber i fremtidens digitale samfund. Pladeselskaberne vil ikke få central placering på dette område, og deres aftaleformer med artisterne vil ikke muliggøre kontrol med artistens koncertaktiviteter, da disse kræver fysisk brug af anlæg og deltagelse i begivenheder, der er reguleret af overordnede aftaler imellem koncertudbydere og sponsorer.
En megen stor del af den musik, der forbruges, bliver baseret på tidligere udgivelser. Det skyldes, at et stort forbrug baserer sig på playlister kompileret af brugerne selv, eller skabt af "agenter", udviklet på kunstig intelligens. Gennem det fortsatte store behov for adgang til rettigheder vil pladeselskaberne opretholde en stor beskyttelse og et afsæt for i fremtiden at optræde som rettighedskilde for de store indholdsleverandører. For så vidt angår den del af pladeselskabernes virksomhed, der koncentreres omkring den fysiske produktion og tilrettelæggelse, vil dette næsten udgå i sin helhed. For pladeselskaberne kommer det til at gælde som for tv-stationerne, at fremtiden ligger i at koncentrere sig om sit kernekompetenceområde, og det er for pladeselskaberne evnen til at tilrettelægge kunstneren og dennes repertoire. Pladeselskaberne vil blive kontrahenter af kompositioner til brug for udvalgte artister, og vil i relation til artisterne snarere virke i en agentrolle end som egentligt pladeselskab. Den del af pladeselskabets virksomhed, der repræsenterer den økonomiske satsning bag nye "brands" vil stadig finde sted og vil berettige pladeselskaberne til at beskytte deres distributionsrettigheder. Der vil også være uafhængige agenter i markedet, idet bindingen til pladeselskaberne bliver mere og mere baseret på et antal leverede "tracks". Disse uafhængige agenter vil dog ikke have den samme evne til at markedsføre nye artister som ejerne af de store rettighedsbanker har mulighed for.
De oprindelige pladeselskaber vil, grundet deres rettighedsbanker, have en særlig "leverance" overfor de digitale indholdsleverandører, hvilket vil styrke pladeselskabernes mulighed for at indplacere nye artister gennem de anbefalinger, sampakninger og filtrering, som styres af indholdsleverandørerne.
Pladeselskaberne vil samtidig stå stærkt i kontrahering af kompositioner og tekster, hvorved man kan sikre egne artister nyt repertoire. Sammenkobling imellem komponister og artister vil virke gensidigt tiltrækkende, og kombineret med rettighedsbanker og prioriteret adgang til globale indholdsleverandører er der ingen tvivl om, at pladeselskabernerne finder deres plads med udgangspunkt i deres gamle kernekompetenceområder.

Koncerter vil være en del af det udbud af tidstro begivenheder, der samtidig vil have høj indholdsværdi for den programdistribution, som finder sted gennem de digitale indholdsdistributører. Man er ikke længere afhængig af at sælge de relativt smalle tv-rettigheder, idet "tv" som koncept er ophørt. Og behovet for at se historiske koncerter vil være meget begrænset, af det simple forhold, at der vil være et righoldigt udbud af tidstro koncerter. Da disse begivenheder vil være sponsorstyret, vil det at afvikle koncerter blive snævert knyttet til artisternes sponsoraftaler og de hertil knyttede reklamemuligheder. Koncerter, og muligheden for at få økonomisk værdi af dem, bliver nært knyttet til indholdsdistributørernes aftaler med de globale "brands", der skal placere reklamebudskaber i fremtidens digitale samfund. Pladeselskaberne vil ikke få central placering på dette område, og deres aftaleformer med artisterne vil ikke muliggøre kontrol med artistens koncertaktiviteter, da disse kræver fysisk brug af anlæg og deltagelse i begivenheder, der er reguleret af overordnede aftaler imellem koncertudbydere og sponsorer.