Reading Piece #55 - Indhold betales efter forbrug

Den store del af medieforbruget vil finde sted indenfor forbrugerens anvendelse af underholdningspræget indhold. Her er der tale om en "passiv" rolle for indholdsdistributøren. De medievirksomheder, der specialiserer sig på dette område, vil bidrage med et tilrettelagt udbud af muligheder. Uanset hvem der distribuerer vil forbrugeren betale for forbrug og ikke for retten til forbrug.
Blandt flere digitale indholdsdistributører kan forbrugeren vælge tilslutning til en eller flere indholdsleverandører. De indholdsleverandører der tillader forbrugeren samordning og enkel præsentation af forbrugsmuligheder, vil placere sig bedst i konkurrencen. Det er ikke nok at have indhold, men måden man har det på, der bliver afgørende.
Det er en klassisk fejl at tro, at forbrugeren vil tiltrækkes af et stort og ubegrænset udbud. Det vil forbrugeren, men ikke hvis udbuddet ikke er samordnet, tilrettelagt og enkelt at forholde sig til. Heri ligger "editeringsproblemet" for leverandørerne af "passivt" indhold. Distributøren vil igennem kendskabet til den enkelte brugers personlige profil og tidligere valg fremkomme med tilbud, der skaber købsinteresse. En proces, der tilrettelægges af softwarebaserede intelligente agenter.
For distributørerne vil evnen til at distribuere på forskellige platforme også blive afgørende for den langsigtede konkurrencedygtighed i et marked, hvor medierne i højere grad leverer det faktiske forbrug fremfor – som tidligere – retten til forbrug. Gennem sammenhæng imellem faktisk forbrug af indholdsprodukter og betalingen herfor sikres evnen til at sænke prisen på indhold. 
En musik CD eller DVD på en hylde i detailhandlen giver ikke producenten eller distributøren muligheder for at påvirke forbrugeren til nyt forbrug af samme indholdsprodukt. Og nyt forbrug af andre indholdsprodukter bliver begrænset af ineffektiv prissætning som konsekvens af tidligere tids høje distributions-, lager- og salgsomkostninger.
I fremtiden betaler brugeren for det man har brug for, nemlig indholdsproduktet. Brugeren har igen ideel nytte af at betale for pakning, distribution og oplagring af indholdsprodukter på formater, der godt nok giver forbrugeren en evig brugsret, men reelt repræsenterer et aktualitetsforbrug, hvorefter formatet herefter også skal opbevares hos brugeren. Uden egentlig nytte knyttet hertil.
Den store del af medieforbruget vil finde sted indenfor forbrugerens anvendelse af underholdningspræget indhold. Her er der tale om en "passiv" rolle for indholdsdistributøren. De medievirksomheder, der specialiserer sig på dette område, vil bidrage med et tilrettelagt udbud af muligheder. Uanset hvem der distribuerer vil forbrugeren betale for forbrug og ikke for retten til forbrug.
Blandt flere digitale indholdsdistributører kan forbrugeren vælge tilslutning til en eller flere indholdsleverandører. De indholdsleverandører der tillader forbrugeren samordning og enkel præsentation af forbrugsmuligheder, vil placere sig bedst i konkurrencen. Det er ikke nok at have indhold, men måden man har det på, der bliver afgørende.
Det er en klassisk fejl at tro, at forbrugeren vil tiltrækkes af et stort og ubegrænset udbud. Det vil forbrugeren, men ikke hvis udbuddet ikke er samordnet, tilrettelagt og enkelt at forholde sig til. Heri ligger "editeringsproblemet" for leverandørerne af "passivt" indhold. Distributøren vil igennem kendskabet til den enkelte brugers personlige profil og tidligere valg fremkomme med tilbud, der skaber købsinteresse. En proces, der tilrettelægges af softwarebaserede intelligente agenter.
For distributørerne vil evnen til at distribuere på forskellige platforme også blive afgørende for den langsigtede konkurrencedygtighed i et marked, hvor medierne i højere grad leverer det faktiske forbrug fremfor – som tidligere – retten til forbrug. Gennem sammenhæng imellem faktisk forbrug af indholdsprodukter og betalingen herfor sikres evnen til at sænke prisen på indhold. 
En musik CD eller DVD på en hylde i detailhandlen giver ikke producenten eller distributøren muligheder for at påvirke forbrugeren til nyt forbrug af samme indholdsprodukt. Og nyt forbrug af andre indholdsprodukter bliver begrænset af ineffektiv prissætning som konsekvens af tidligere tids høje distributions-, lager- og salgsomkostninger.
I fremtiden betaler brugeren for det man har brug for, nemlig indholdsproduktet. Brugeren har igen ideel nytte af at betale for pakning, distribution og oplagring af indholdsprodukter på formater, der godt nok giver forbrugeren en evig brugsret, men reelt repræsenterer et aktualitetsforbrug, hvorefter formatet herefter også skal opbevares hos brugeren. Uden egentlig nytte knyttet hertil.
Den store del af medieforbruget vil finde sted indenfor forbrugerens anvendelse af underholdningspræget indhold. Her er der tale om en "passiv" rolle for indholdsdistributøren. De medievirksomheder, der specialiserer sig på dette område, vil bidrage med et tilrettelagt udbud af muligheder. Uanset hvem der distribuerer vil forbrugeren betale for forbrug og ikke for retten til forbrug.
Blandt flere digitale indholdsdistributører kan forbrugeren vælge tilslutning til en eller flere indholdsleverandører. De indholdsleverandører der tillader forbrugeren samordning og enkel præsentation af forbrugsmuligheder, vil placere sig bedst i konkurrencen. Det er ikke nok at have indhold, men måden man har det på, der bliver afgørende.
Det er en klassisk fejl at tro, at forbrugeren vil tiltrækkes af et stort og ubegrænset udbud. Det vil forbrugeren, men ikke hvis udbuddet ikke er samordnet, tilrettelagt og enkelt at forholde sig til. Heri ligger "editeringsproblemet" for leverandørerne af "passivt" indhold. Distributøren vil igennem kendskabet til den enkelte brugers personlige profil og tidligere valg fremkomme med tilbud, der skaber købsinteresse. En proces, der tilrettelægges af softwarebaserede intelligente agenter.
For distributørerne vil evnen til at distribuere på forskellige platforme også blive afgørende for den langsigtede konkurrencedygtighed i et marked, hvor medierne i højere grad leverer det faktiske forbrug fremfor – som tidligere – retten til forbrug. Gennem sammenhæng imellem faktisk forbrug af indholdsprodukter og betalingen herfor sikres evnen til at sænke prisen på indhold. 
En musik CD eller DVD på en hylde i detailhandlen giver ikke producenten eller distributøren muligheder for at påvirke forbrugeren til nyt forbrug af samme indholdsprodukt. Og nyt forbrug af andre indholdsprodukter bliver begrænset af ineffektiv prissætning som konsekvens af tidligere tids høje distributions-, lager- og salgsomkostninger.
I fremtiden betaler brugeren for det man har brug for, nemlig indholdsproduktet. Brugeren har igen ideel nytte af at betale for pakning, distribution og oplagring af indholdsprodukter på formater, der godt nok giver forbrugeren en evig brugsret, men reelt repræsenterer et aktualitetsforbrug, hvorefter formatet herefter også skal opbevares hos brugeren. Uden egentlig nytte knyttet hertil.