Tidligere så man, at befolkningen blev stadigt mere distanceret i forhold til de politiske beslutninger, som vedrørte dem. I dette tomrum kunne befolkningen let påvirkes af medierne.
Et stadigt større tomrum imellem de politiske repræsentanter på den ene side og befolkningen på den anden, forværrede dette problem. Mangel på gennemsigtighed og en uoverstigelig vanskelighed ved at skabe lydhørhed hos den politiske kaste, tillod overfladisk og medieskabt kortvarig opinionsdannelse at få stor indflydelse på de politiske dagsordner.
Den digitale borgers vilje og evne til at kommunikere med andre ligestillede samt den effektive distribution af synspunkter ændrer dog ved disse omstændigheder. Eliminering af tekniske og praktiske barrierer i meningsdannelsen erstatter det tidligere tomrum og dæmmer op for overfladisk opinionsdannelse. Der bliver en politisk målbar risiko forbundet med at sidde ønsker og advarsler fra berørte befolkningsgrupper overhørig.
Disse muligheder forpligter. Det vil af befolkningen blive set som en af dagligdagens kvalitetskomponenter at øve indflydelse på egen situation. Og mange vil måle sig selv på evnen til faktisk at gøre det. Hele sociale netværk af ligesindede vil finde sammen, og det bliver set som en af de nye store kvaliteter at være på omgangshøjde med aktuelle situationer.
Denne attitude opbygges fra børnenes tidlige ungdom og styrkes efterfølgende igennem de unges direkte indflydelse på egne institutioner. Processen udbreder sig til validering af beslutninger blandt interessegruppeorganisationer og foreninger. For de egentlige politiske magtstrukturer får disse forudsætninger afgørende indflydelse på den re-demokratiseringsproces, som senere slår igennem.
Den kvalificerede medieforbruger.
Her er det afgørende at forstå, at pressen og de distributionskanaler som oplysninger videregives igennem, i sig selv kommer under forandring. Og at visse formater for nyhedsformidling ændres for stadig at have en markedsberettigelse. Det er således ikke journalisternes vilje og lyst til at påvirke debatten der forandrer sig, men deres adgang til at benytte sig af den.
Den fremtidige bruger af nyhedsmedia vil vælge emner og programmer, og ikke være bundet af den systematiske kanal broadcasting som kendes fra tidligere tid. Det reducerer i sig selv påvirkningsmuligheden, idet mange brugere typisk kun vil følge emner som de i forvejen har interesse for. Og forudsætningsindsigt bag. Brugeren bliver mere kvalificeret om man vil, hvilket i sig selv hæmmer mediets mulighed for at holdningspåvirke med bred appel.
Betragtes den trykte presse, vil den holdningspåvirkning, som tidligere kunne skabes igennem placering, opsætning og vinkling, blive udvandet af, at avisernes hele overlevelsesgrundlag bliver journalistisk bearbejdet baggrundsstof, og i mindre omfang nyhedsformidling. Holdninger og synspunkter i avisernes spalter vil møde konkurrence fra holdninger og synspunkter så mange andre steder i det digitale miljø. Enhver påvirkning vil komme under kritisk vurdering af medieforbrugeren selv, som på et givent interesseområde selv har indsigt og evne til at kommunikere. Ikke blot blandt andre interesserede i et nyhedsforløb, men også med selve nyhedskilden.
Reelt bliver situationen for medier, der ser holdningspåvirkning som et formål i sig selv, at de må gøre det på et så specialiseret grundlag, at de ikke selv er den oplagte platform for netop holdningspåvirkning. Den finder mere hensigtsmæssigt sted i de rettede digitale netværk.
Det, som bliver opgaven er derfor at editere virkeligheden og hjælpe befolkningen til at sortere imellem hvad der er væsentligt og uvæsentligt, samt bidrage med baggrund og forudsætningsindsigt.
Kun få fremtidige forbrugere vil betale for holdningsskabelse.
Til gengæld bliver pressens betydning for at levere stof, nyhedsbehandling og opfølgning afgørende for brugernes mulighed for selv at kunne danne sig kvalificerede selvskabte holdninger. Det er ikke de rå nyheder i de digitale indholdstjenester, der hjælper brugerne til at forme deres holdning og synspunkt. Til det skal de bruge pressen, som den professionelle efterbehandler, samordner og garanti for, at alle sider af en sag inddækkes. I en tid, hvor kvalitetsværdier er centrale, bliver det brugernes vurdering af pressens evne til at styrke kvalificeringen af selvskabte holdninger der tillægges værdi, og ikke pressens tidligere position som holdningsskaber, der betales for.
Pressens vigtige placering i holdningsdannelsen er dermed styrket. Men som holdningsskaber er den væk.