Man udvikler nanoteknologiske bio-chips, der har den karakteristik, at de indkapslet i det menneskelige DNA evner at regulere hvilke af de genetiske arveanlæg, der skal fremmes, og hvilke der skal undertrykkes.
Et nyfødt menneske indeholder en lang streng af DNA, der repræsenterer de samlede arveanlæg, der kan spores tilbage i tid.
Samtidig er det opfattelsen, at forskellige dele af ens arveanlæg og dispositioner bliver aktiveret ved tidlige celledelingsstadier og at et menneske efterfølgende, som resultat af en kombination af arv og miljø, dermed udvikler særlige egenskaber.
Man taler om, at et nyfødt individs samlede anlæg og dispositioner kan betragtes som en film, eller en række af indholdsfelter, men at det enkelte individ ved fødsel, og efterfølgende påvirkning fra miljø og omgivelser, blot fremkalder udvalgte dele af denne film, og dermed kun bringer enkelte dispositioner til aktivt brug.
Opfindelsen af den nanoteknologiske bio-chip er i sin grundlæggende version evnen til at læse og forstå, hvilke dele af det nyfødte barns dispositioner der er udviklet, eller må antages at kunne udvikles.
Teknologien inddrages i diagnosticering af genetiske arveanlæg som led i forberedelsen af mulig sygdomsforebyggende indsats. I de tidlige versioner evner man ikke også at diagnosticere mentale og åndelige arveanlæg og dermed kortlægge personlighedsprofilen.
I senere versioner udvikles bio-chippen til ikke alene at aflæse og måle de enkelte celler og geners biologiske dispositioner, men også til at aflæse og transmittere logiske data og algoritmer, kombineret med rapportering af adfærdsdata og tilstande på celleniveau.
Ved en sammenkobling imellem den biologiske super-chip og en ekstern computerstyret personlig matrix, tilvejebringes grundlaget for identifikation, lagring og rapportering af et enkelt menneskes samlede åndelige og mentale tilstand, kortlægning af intuition, subliminære fornemmelser, følelser og sindstilstand.
Samlet bliver de lagrede data en nærmest komplet registrering af, hvad man i tidligere tid beskrev som viden og erfaring. Brugen af den biologiske super-chip kombineret med registreringen på et multi-dimensionalt niveau i den personlige matrix gør det enkelte menneskes inderste væsen transparent og forudsigeligt.
Det banebrydende element bliver, at man formår at kortlægge den menneskelige hjerne som en samlet relations database med tilhørende dokumentation af ”jeg”,”selv”og ”følelser”. Kort sagt et givent individs samlede personlige profil, forventelige reaktioner og samlede ”erfaring”.
Ved registrering af den menneskelige hjernes reaktion på begivenheder og sanser lykkedes det at identificere de datasæt der angiver sammenhængene imellem tilstande og forløb. Man bliver i ny tid i stand til at opsamle og videresende disse informationer til behandling i eksterne computere, der ved trådløs transmission fra den biologiske superchip, løbende opdateres i et sådant omfang, at man ikke blot har status for værdier men også en registrering af udviklingen i disse. Som det enkelte individ modnes. bliver udfald og reaktioner mere forudsigelige, baseret på den virtuelle erfaring, som relationsdatabasens angivelse af forventet udfald, styrke og retning kan sammensættes som.
Hele processen beskrives i ny tid som up-loading. Det er frivilligt for enhver om man ønsker at benytte sig af adgangen til registrering af relationsdata.
Den biologiske nanochip er klonet med stamceller og finder sin rette position i hjernen samtidig med dennes skabelse. Fra starten transmitteres en række stamdata til den eksterne relationsdatabase, hvor udgangspunktet for den personlige matrix tager form.
De fremsendte stamdata er en kortlægning af eksponerede og passive felter i det nyfødte barns DNA, samtidig med at der finder en diagnosticering sted af genetiske dispositioner. Disse stamdata er dermed den praktiske forudsætning for senere adgang til effektiv udnyttelse af sygdomsforebyggende applikationer. Den øjeblikkelige påbegyndelse af registrering fra selve hjernens tilblivelse og efterfølgende "up-load" af fortsatte registreringer er grundlaget for valide relations data.
Anvendelsen af biologiske nano-chips påbegyndes, fordi forældre til kommende børn ser et behov for hurtig diagnostisering af det nyfødte barns genetiske anlæg, samt et ønske om efterfølgende monitorering af udviklingen i disse.
Udgangspunktet er for så vidt ikke, at den registrering som her påbegyndes og som har sit afsæt i et ønske om at sikre sit afkom bedst mulige fremtidige behandlingsoptioner, samtidig skal åbne op for en langt mere avanceret anvendelse af denne nye teknologi. Fremskridt indenfor den neurologiske forskning, udvikling af nanochips og gigacomputere skaber dog et skred i anvendelsesmuligheden, hvor ikke blot fysiske og biologiske, objektive data kan opsamles, men også registrering af relationsdata imellem ydre påvirkning og indre reaktion bliver mulig.
Ny teknologi til sikring af den almindelige folkesundhed migrerer til avancerede dataløsninger, der udvikler evnen til at opfange, registrere og fortolke data af betydning for det enkelte individs hele eksistens og adfærd.
Opsamling af personlige adfærdsdata er politisk følsomt i ny tid. Adgang til informationerne tillader sortering, vurdering og filtrering af enkelte individer, der kan have anden begrundelse, end hensynet til individets egeninteresse. Heri ligger en kompromittering af fremtidens kvalitetsideal. Overalt finder der en systematisk frigørelse sted fra den digitale kontrol og tilrettelægning af hverdagens automatiske rutiner, og det bliver derfor et omfattende kontrolområde at sikre, at de teknologiske landvindinger ikke tillader enkeltpersoner, virksomheder eller systemet selv at overtræde grænserne for individets egeninteresse.