Et nyfødt menneske indeholder en lang streng af DNA, der repræsenterer de samlede arveanlæg. Man taler om, at et nyfødt individs samlede anlæg og dispositioner kan betragtes som en film eller en række af indholdsfelter, hvor det enkelte individ ved fødsel og efterfølgende påvirkning blot fremkalder udvalgte dele af denne film, og dermed kun bringer enkelte dispositioner til aktiv brug.
Opfindelsen af den nanoteknologiske bio-chip er i sin grundlæggende version evnen til at læse og forstå, hvilke dele af det nyfødte barns dispositioner, der er udviklet eller må antages at kunne udvikles.
I de tidlige versioner er teknologien begrænset og kan ikke måle mentale og åndelige arveanlæg eller de enkelte celler og geners biologiske dispositioner. Men senere kan den aflæse og transmittere logiske data og algoritmer, kombineret med adfærdsdata og tilstande på celleniveu.
Opsamling af personlige adfærdsdata er politisk følsomt, og hensynet til individets egeninteresse - for bio-chippen skulle arbejde for personens egeninteresser og folkesundhed - bliver et omfattende kontrolområde for at sikre, at de teknologiske landvindinger ikke tillader enkeltpersoner, virksomhder eller systemet selv at overtræde grænserne for individets egeninteresse.