Reading Piece #48 - Selvvalgt dødsproces

I ny tid bliver en af de mere bemærkelsesværdige adfærdsændringer, at død bliver omlagt fra en tilstand til et stadie. Den terminerende tid er det eneste tidspunkt i den ny tids menneskelige tilværelse, hvor man ikke taler om alder eller aldersklasser, men om et tidspunkt hvis længde, placering og omfang vælges af den enkelte. Det er på dette tidspunkt, den selvvalgte dødsproces kommer til eksistens.

I tidligere tid opstod døden som en begivenhed, det enkelte individ ikke havde indflydelse på. Dens pludselige karakter eller status som resultat af langvarig sygdom bevirkede, at hovedreglen blev, at forholdet til død og ophør af det menneskelige liv ikke blot blev fortrængt af den enkelte, men også var del af en mere kollektiv fortrængning.
Et individ, der i tidligere tid befandt sig i en situation, hvor en sygdomstilstand måtte forudses at ende med død, måtte i den altovervejende del af tilfældene se sig isoleret i denne proces og i et miljø af berøringsangst og bortforklaring fra de nære omgivelser.
At døden i tidligere tid ofte optrådte pludseligt og for omgivelserne uventet, var en af de medvirkende årsager til det traume, som tidligere tids befolkning udviklede i forhold til livets afslutning, og som fik til resultat, at man kun i meget høje aldre, kunne se en accept af en sådan tilstand. Både det enkelte individ, de nære omgivelser men også samfundet, kunne ikke formulere meningsfulde holdninger til denne naturlige afslutning på det biologiske liv, al den stund at man ikke kunne påvirke udfaldet af det.

I ny tid er denne situation forandret. Udover ulykkestilfælde og pludselige mekaniske skader er den umiddelbare og pludselige karakter af død blevet et sjældent fænomen. Også tidligere tids hyppige dødsfald som resultat af akut eller længere tids sygdom er ophørt, eftersom de muligheder, der benyttes for gentagen menneskelig reproduktion og individets livslange brug af sygdomsforebyggelse, har ændret på den karakteristik og omstændighed der omgiver døden.

Den eutanasiske proces er i ny tid et udtryk for, at det enkelte individ vælger og anerkender, at det tidspunkt opstår, hvor det biologiske liv står foran sin naturlige afslutning. Processen bliver et stadie i det enkelte individs tilværelse, og ikke en tilstand der opstår pludseligt eller som resultat af en helbredsmæssig situation, man ikke har øvet indflydelse på, eller haft kendskab til. I ny tid bliver det derfor sædvanligt, at det enkelte menneske selv beslutter og vælger tidspunktet for, at livet skal afsluttes. Det vil blive anerkendt og accepteret, at den enkelte erklærer at ville udtræde.

Udtræden bliver en tilrettelagt proces. Processen i dette stadium af livet vil være kendt og accepteret af omgivelserne, og den enkelte vælger frit hvornår i livsforløbet man finder, at det er naturligt at bringe kroppens biologiske funktionalitet til afslutning. Døden som traumatisk begivenhed elimineres, idet den af den enkelte først iværksættes, når alt er klart og tilrettelagt.

Dødsfrygten som man kendte i tidligere tid er også elimineret. Livet er blevet længere, og man er ikke bange for at gå glip af noget. Det enkelte individ er i ny tid tilladt at leve livet ud, og det punkt opstår, hvor den enkelte erkender, at stadigt flere glæder og oplevelser undertrykkes af den ekstra indsats, der kræves for at fortsætte grundlæggende biologisk funktionalitet. På dette tidspunkt i livet vælger den enkelte døden.
Den enkelte påkalder sig retten til aktiv dødshjælp, der leveres som en samlet ceremoni. En udramatisk og enkel afslutning på et langt liv, hvor den udtrædende og omgivelserne, i fælles forståelse, tager afsked med hinanden.
I ny tid bliver en af de mere bemærkelsesværdige adfærdsændringer, at død bliver omlagt fra en tilstand til et stadie. Den terminerende tid er det eneste tidspunkt i den ny tids menneskelige tilværelse, hvor man ikke taler om alder eller aldersklasser, men om et tidspunkt hvis længde, placering og omfang vælges af den enkelte. Det er på dette tidspunkt, den selvvalgte dødsproces kommer til eksistens.

I tidligere tid opstod døden som en begivenhed, det enkelte individ ikke havde indflydelse på. Dens pludselige karakter eller status som resultat af langvarig sygdom bevirkede, at hovedreglen blev, at forholdet til død og ophør af det menneskelige liv ikke blot blev fortrængt af den enkelte, men også var del af en mere kollektiv fortrængning.
Et individ, der i tidligere tid befandt sig i en situation, hvor en sygdomstilstand måtte forudses at ende med død, måtte i den altovervejende del af tilfældene se sig isoleret i denne proces og i et miljø af berøringsangst og bortforklaring fra de nære omgivelser.
At døden i tidligere tid ofte optrådte pludseligt og for omgivelserne uventet, var en af de medvirkende årsager til det traume, som tidligere tids befolkning udviklede i forhold til livets afslutning, og som fik til resultat, at man kun i meget høje aldre, kunne se en accept af en sådan tilstand. Både det enkelte individ, de nære omgivelser men også samfundet, kunne ikke formulere meningsfulde holdninger til denne naturlige afslutning på det biologiske liv, al den stund at man ikke kunne påvirke udfaldet af det.

I ny tid er denne situation forandret. Udover ulykkestilfælde og pludselige mekaniske skader er den umiddelbare og pludselige karakter af død blevet et sjældent fænomen. Også tidligere tids hyppige dødsfald som resultat af akut eller længere tids sygdom er ophørt, eftersom de muligheder, der benyttes for gentagen menneskelig reproduktion og individets livslange brug af sygdomsforebyggelse, har ændret på den karakteristik og omstændighed der omgiver døden.

Den eutanasiske proces er i ny tid et udtryk for, at det enkelte individ vælger og anerkender, at det tidspunkt opstår, hvor det biologiske liv står foran sin naturlige afslutning. Processen bliver et stadie i det enkelte individs tilværelse, og ikke en tilstand der opstår pludseligt eller som resultat af en helbredsmæssig situation, man ikke har øvet indflydelse på, eller haft kendskab til. I ny tid bliver det derfor sædvanligt, at det enkelte menneske selv beslutter og vælger tidspunktet for, at livet skal afsluttes. Det vil blive anerkendt og accepteret, at den enkelte erklærer at ville udtræde.

Udtræden bliver en tilrettelagt proces. Processen i dette stadium af livet vil være kendt og accepteret af omgivelserne, og den enkelte vælger frit hvornår i livsforløbet man finder, at det er naturligt at bringe kroppens biologiske funktionalitet til afslutning. Døden som traumatisk begivenhed elimineres, idet den af den enkelte først iværksættes, når alt er klart og tilrettelagt.

Dødsfrygten som man kendte i tidligere tid er også elimineret. Livet er blevet længere, og man er ikke bange for at gå glip af noget. Det enkelte individ er i ny tid tilladt at leve livet ud, og det punkt opstår, hvor den enkelte erkender, at stadigt flere glæder og oplevelser undertrykkes af den ekstra indsats, der kræves for at fortsætte grundlæggende biologisk funktionalitet. På dette tidspunkt i livet vælger den enkelte døden.
Den enkelte påkalder sig retten til aktiv dødshjælp, der leveres som en samlet ceremoni. En udramatisk og enkel afslutning på et langt liv, hvor den udtrædende og omgivelserne, i fælles forståelse, tager afsked med hinanden.
I ny tid bliver en af de mere bemærkelsesværdige adfærdsændringer, at død bliver omlagt fra en tilstand til et stadie. Den terminerende tid er det eneste tidspunkt i den ny tids menneskelige tilværelse, hvor man ikke taler om alder eller aldersklasser, men om et tidspunkt hvis længde, placering og omfang vælges af den enkelte. Det er på dette tidspunkt, den selvvalgte dødsproces kommer til eksistens.

I tidligere tid opstod døden som en begivenhed, det enkelte individ ikke havde indflydelse på. Dens pludselige karakter eller status som resultat af langvarig sygdom bevirkede, at hovedreglen blev, at forholdet til død og ophør af det menneskelige liv ikke blot blev fortrængt af den enkelte, men også var del af en mere kollektiv fortrængning.
Et individ, der i tidligere tid befandt sig i en situation, hvor en sygdomstilstand måtte forudses at ende med død, måtte i den altovervejende del af tilfældene se sig isoleret i denne proces og i et miljø af berøringsangst og bortforklaring fra de nære omgivelser.
At døden i tidligere tid ofte optrådte pludseligt og for omgivelserne uventet, var en af de medvirkende årsager til det traume, som tidligere tids befolkning udviklede i forhold til livets afslutning, og som fik til resultat, at man kun i meget høje aldre, kunne se en accept af en sådan tilstand. Både det enkelte individ, de nære omgivelser men også samfundet, kunne ikke formulere meningsfulde holdninger til denne naturlige afslutning på det biologiske liv, al den stund at man ikke kunne påvirke udfaldet af det.

I ny tid er denne situation forandret. Udover ulykkestilfælde og pludselige mekaniske skader er den umiddelbare og pludselige karakter af død blevet et sjældent fænomen. Også tidligere tids hyppige dødsfald som resultat af akut eller længere tids sygdom er ophørt, eftersom de muligheder, der benyttes for gentagen menneskelig reproduktion og individets livslange brug af sygdomsforebyggelse, har ændret på den karakteristik og omstændighed der omgiver døden.

Den eutanasiske proces er i ny tid et udtryk for, at det enkelte individ vælger og anerkender, at det tidspunkt opstår, hvor det biologiske liv står foran sin naturlige afslutning. Processen bliver et stadie i det enkelte individs tilværelse, og ikke en tilstand der opstår pludseligt eller som resultat af en helbredsmæssig situation, man ikke har øvet indflydelse på, eller haft kendskab til. I ny tid bliver det derfor sædvanligt, at det enkelte menneske selv beslutter og vælger tidspunktet for, at livet skal afsluttes. Det vil blive anerkendt og accepteret, at den enkelte erklærer at ville udtræde.

Udtræden bliver en tilrettelagt proces. Processen i dette stadium af livet vil være kendt og accepteret af omgivelserne, og den enkelte vælger frit hvornår i livsforløbet man finder, at det er naturligt at bringe kroppens biologiske funktionalitet til afslutning. Døden som traumatisk begivenhed elimineres, idet den af den enkelte først iværksættes, når alt er klart og tilrettelagt.

Dødsfrygten som man kendte i tidligere tid er også elimineret. Livet er blevet længere, og man er ikke bange for at gå glip af noget. Det enkelte individ er i ny tid tilladt at leve livet ud, og det punkt opstår, hvor den enkelte erkender, at stadigt flere glæder og oplevelser undertrykkes af den ekstra indsats, der kræves for at fortsætte grundlæggende biologisk funktionalitet. På dette tidspunkt i livet vælger den enkelte døden.
Den enkelte påkalder sig retten til aktiv dødshjælp, der leveres som en samlet ceremoni. En udramatisk og enkel afslutning på et langt liv, hvor den udtrædende og omgivelserne, i fælles forståelse, tager afsked med hinanden.