Debat om

Reading Piece #47 - Alder omdefineres

Den ny tids forebyggende behandling skaber helt nye definitioner af tid og alder.
Mens man i tidligere tid talte årstal fra et individs fødsel, går man i ny tid væk fra denne kategorisering. Det bliver mere det enkelte individs livsstadie, der karakteriserer dets samlede kapacitet og tilhørsforhold til omgivelserne. Man taler om den første alder, den anden alder o.s.v. Det enkelte menneske ser sig mere som tilhørende en aldersgruppe end som karakteriseret ved et konkret biologisk leveår.

I tidligere tid lykkedes det i stigende grad at sikre en gradvis forlængelse af levetiden. Den gennemsnitlige levetid steg, og forskellen imellem mænd og kvinders gennemsnitlige levealder blev reduceret. Den grundlæggende omstændighed, at sygdom først bekæmpedes når den var konstateret, begrænsede dog mærkbart evnen til at udstrække den gennemsnitlige levetid over knap 80 år, og livskvaliteten blev kompromitteret af adfærdsbegrænsende sygdomme.

Ny tids overgang til forebyggende behandling får til resultat, at den gennemsnitlige levetid stiger markant. Og variansen i levetiden falder drastisk. Mange flere bliver meget ældre, og de fleste når til nye aldersbarrierer. Vigtigst bliver dog, at livskvaliteten øges mærkbart, og store dele af befolkningen kan rykke igennem aldersklasserne uden adfærdsbegrænsninger, der kan karakteriseres som invaliderende.
Man overgår samtidig til brug af aldersklasser, og ikke biologiske leveår, når man ønsker at kvalificere befolkningsgrupperne.

Den første alder dækker tidsrummet fra fødsel og til det 12. biologiske leveår. Aldersgruppen karakteriseres ved, at individet er reguleret i sin dagligdag af beslutninger, der træffes i den biologiske oprindelsesfamilie.

Den anden alder indtræder omkring tidspunktet for kønsmodning. Denne aldersgruppe skal rettes udad, afstemmes med omgivelserne og indtræde i sin egen virkelighed. Det enkelte individ låses i den anden alder, indtil det tidspunkt i tid, hvor den enkelte har fuldt selvansvar og er selvstående i forhold til familie og omgivelser. Tiden går typisk til omkring det 20- 25. biologiske leveår.

Den tredje alder dækker det tidsrum der går fra selvansvarets indtræden, og indtil ens egne børn er nået ud af den anden alder. Det er her ikke afgørende om forsørgerpligten udøves indenfor en kernefamilie, som fraskilt eller fra en position i et nyt fast parforhold. Det afgørende for tilhørsforholdet til denne aldersgruppe er, at man stadig har pligter og ansvar overfor børn, der endnu ikke er selvstående.

Den fjerde alder er det lange stræk, hvor det enkelte individ, alene eller sammen med en partner, kan tilrettelægge sin tilværelse ud fra egen behovstilfredsstillelse. Den fjerde alder er hvad der mere populært opfattes som konsolideringsfasen i livet. I denne alder er individet frigjort til at opfylde egne mål og tilrettelægge egen gerning. Den fjerde alder opretholdes indtil det tidspunkt, hvor det enkelte individ beslutter sig for ikke længere at være produktivt.
Meget få træffer imidlertid den beslutning, idet produktivitet i sig selv anses for livskvalitet. Typisk sker udtræden derfor først, når man er tvunget til det. På et tidspunkt, hvor sædvanlig sygdomsforebyggelse går over i en fase, hvor det må forudses at gradvis skade ikke længere kan forebygges, opstår et accelererende forfald af den menneskelige krop og hele organisme. For den altovervejende del af befolkningen indtræder dette tidspunkt omkring det 90. til 100. biologiske leveår.

Den 5. alder omfatter et varierende tidsrum, som er præget af, at den enkelte må bruge stadigt mere tid, kræfter og ressourcer på den legemlige vedligeholdelse. Selv om de teknologiske fremskridt har lagt 20-30 år til den tidligere gennemsnitsalder, og selvom den almindelige livskvalitet og produktivitet er udvidet med næsten dobbelt så mange år, så bliver der i ny tid en erkendelse af, at et individ nærmer sig sin egen afslutning og udgang på livet.
Aldersgruppen kendetegnes ved, at man som individ ikke længere har forpligtelser overfor familie, afkom eller samfund. Tiden bruges fortrinsvis på at sikre den legemlige funktionalitet og opretholdelsen af en acceptabel mentalhygiejne.
For mange bliver det en tid, præget af en høj grad af åndelig orientering, og den tid, hvori man tilrettelægger sin egen udtræden. De teknologiske fremskridt, evnen til sygdomsforebyggelse og den samtidige opretholdelse af høj livskvalitet og produktivitet giver plads til et kalkuleret og kendt "tomrum". Et tomrum, hvor det enkelte individ bremses i sin produktivitet, men stadig ikke er nået til det punkt, hvor udtræden falder naturligt.
Den femte alder er der, hvor individet fungerer på aftagende kraft. Det er et tidspunkt i det biologiske liv, hvor medicinsk reproduktion af legemet ikke længere er mulig eller giver mening.
Perioden er temmelig lang, og strækker sig over 10 til 20 biologiske leveår. Kun få individer lever længere end til 120 biologiske leveår, idet den degeneration, som finder sted af celler, heller ikke i ny tid kan undertrykkes.

Op igennem hele den fjerde alder er eget afkom og børnebørn selv blevet en del af samme aldersgruppe. Oldebørn og tipoldebørn findes i de tidligere aldersklasser.
Et stadigt stigende problem bliver i ny tid, at de ældste generationer skubbes stadigt længere væk fra det aktive familieliv i de yngre generationer. Problemstillingen skærpes af, at mens stigende isolation af de ældre også var kendt i tidligere tid, så fremstod virkningen ikke så markant grundet den korte gennemsnitslevetid.
I ny tid opleves den stigende isolation mere, da den løber over længere tid, og tiltager i styrke i takt med, at afstanden øges til de unge generationer.
Det er dette skisma, der gør at begrebet den femte alder udvikler sig. Det er en tilstand som det enkelte individ vælger at indtræde i, og som gradvist ikke blot medfører at man trækker sig ud af alt produktion og eksternt rettet arbejde, men også i forhold til de nære omgivelser giver signal om, at man langsomt forbereder sin egen udtræden. Og at omgivelserne gradvist skal forberede sig på den omstændighed. Man forbereder sig på at træde ud af livet.

Ingen indlæg i denne debat

Den ny tids forebyggende behandling skaber helt nye definitioner af tid og alder.
Mens man i tidligere tid talte årstal fra et individs fødsel, går man i ny tid væk fra denne kategorisering. Det bliver mere det enkelte individs livsstadie, der karakteriserer dets samlede kapacitet og tilhørsforhold til omgivelserne. Man taler om den første alder, den anden alder o.s.v. Det enkelte menneske ser sig mere som tilhørende en aldersgruppe end som karakteriseret ved et konkret biologisk leveår.

I tidligere tid lykkedes det i stigende grad at sikre en gradvis forlængelse af levetiden. Den gennemsnitlige levetid steg, og forskellen imellem mænd og kvinders gennemsnitlige levealder blev reduceret. Den grundlæggende omstændighed, at sygdom først bekæmpedes når den var konstateret, begrænsede dog mærkbart evnen til at udstrække den gennemsnitlige levetid over knap 80 år, og livskvaliteten blev kompromitteret af adfærdsbegrænsende sygdomme.

Ny tids overgang til forebyggende behandling får til resultat, at den gennemsnitlige levetid stiger markant. Og variansen i levetiden falder drastisk. Mange flere bliver meget ældre, og de fleste når til nye aldersbarrierer. Vigtigst bliver dog, at livskvaliteten øges mærkbart, og store dele af befolkningen kan rykke igennem aldersklasserne uden adfærdsbegrænsninger, der kan karakteriseres som invaliderende.
Man overgår samtidig til brug af aldersklasser, og ikke biologiske leveår, når man ønsker at kvalificere befolkningsgrupperne.

Den første alder dækker tidsrummet fra fødsel og til det 12. biologiske leveår. Aldersgruppen karakteriseres ved, at individet er reguleret i sin dagligdag af beslutninger, der træffes i den biologiske oprindelsesfamilie.

Den anden alder indtræder omkring tidspunktet for kønsmodning. Denne aldersgruppe skal rettes udad, afstemmes med omgivelserne og indtræde i sin egen virkelighed. Det enkelte individ låses i den anden alder, indtil det tidspunkt i tid, hvor den enkelte har fuldt selvansvar og er selvstående i forhold til familie og omgivelser. Tiden går typisk til omkring det 20- 25. biologiske leveår.

Den tredje alder dækker det tidsrum der går fra selvansvarets indtræden, og indtil ens egne børn er nået ud af den anden alder. Det er her ikke afgørende om forsørgerpligten udøves indenfor en kernefamilie, som fraskilt eller fra en position i et nyt fast parforhold. Det afgørende for tilhørsforholdet til denne aldersgruppe er, at man stadig har pligter og ansvar overfor børn, der endnu ikke er selvstående.

Den fjerde alder er det lange stræk, hvor det enkelte individ, alene eller sammen med en partner, kan tilrettelægge sin tilværelse ud fra egen behovstilfredsstillelse. Den fjerde alder er hvad der mere populært opfattes som konsolideringsfasen i livet. I denne alder er individet frigjort til at opfylde egne mål og tilrettelægge egen gerning. Den fjerde alder opretholdes indtil det tidspunkt, hvor det enkelte individ beslutter sig for ikke længere at være produktivt.
Meget få træffer imidlertid den beslutning, idet produktivitet i sig selv anses for livskvalitet. Typisk sker udtræden derfor først, når man er tvunget til det. På et tidspunkt, hvor sædvanlig sygdomsforebyggelse går over i en fase, hvor det må forudses at gradvis skade ikke længere kan forebygges, opstår et accelererende forfald af den menneskelige krop og hele organisme. For den altovervejende del af befolkningen indtræder dette tidspunkt omkring det 90. til 100. biologiske leveår.

Den 5. alder omfatter et varierende tidsrum, som er præget af, at den enkelte må bruge stadigt mere tid, kræfter og ressourcer på den legemlige vedligeholdelse. Selv om de teknologiske fremskridt har lagt 20-30 år til den tidligere gennemsnitsalder, og selvom den almindelige livskvalitet og produktivitet er udvidet med næsten dobbelt så mange år, så bliver der i ny tid en erkendelse af, at et individ nærmer sig sin egen afslutning og udgang på livet.
Aldersgruppen kendetegnes ved, at man som individ ikke længere har forpligtelser overfor familie, afkom eller samfund. Tiden bruges fortrinsvis på at sikre den legemlige funktionalitet og opretholdelsen af en acceptabel mentalhygiejne.
For mange bliver det en tid, præget af en høj grad af åndelig orientering, og den tid, hvori man tilrettelægger sin egen udtræden. De teknologiske fremskridt, evnen til sygdomsforebyggelse og den samtidige opretholdelse af høj livskvalitet og produktivitet giver plads til et kalkuleret og kendt "tomrum". Et tomrum, hvor det enkelte individ bremses i sin produktivitet, men stadig ikke er nået til det punkt, hvor udtræden falder naturligt.
Den femte alder er der, hvor individet fungerer på aftagende kraft. Det er et tidspunkt i det biologiske liv, hvor medicinsk reproduktion af legemet ikke længere er mulig eller giver mening.
Perioden er temmelig lang, og strækker sig over 10 til 20 biologiske leveår. Kun få individer lever længere end til 120 biologiske leveår, idet den degeneration, som finder sted af celler, heller ikke i ny tid kan undertrykkes.

Op igennem hele den fjerde alder er eget afkom og børnebørn selv blevet en del af samme aldersgruppe. Oldebørn og tipoldebørn findes i de tidligere aldersklasser.
Et stadigt stigende problem bliver i ny tid, at de ældste generationer skubbes stadigt længere væk fra det aktive familieliv i de yngre generationer. Problemstillingen skærpes af, at mens stigende isolation af de ældre også var kendt i tidligere tid, så fremstod virkningen ikke så markant grundet den korte gennemsnitslevetid.
I ny tid opleves den stigende isolation mere, da den løber over længere tid, og tiltager i styrke i takt med, at afstanden øges til de unge generationer.
Det er dette skisma, der gør at begrebet den femte alder udvikler sig. Det er en tilstand som det enkelte individ vælger at indtræde i, og som gradvist ikke blot medfører at man trækker sig ud af alt produktion og eksternt rettet arbejde, men også i forhold til de nære omgivelser giver signal om, at man langsomt forbereder sin egen udtræden. Og at omgivelserne gradvist skal forberede sig på den omstændighed. Man forbereder sig på at træde ud af livet.