Ekstrakt af

Reading Piece #47 - Alder omdefineres

Læs den fulde Reading Piece

I ny tid ser det enkelte menneske sig mere som tilhørende en aldersgruppe end som karakteriseret ved et konkret biologisk leveår.
Den omstændighed, at sygdom i tidligere tid først blev bekæmpet, når den var konstateret, begrænsede mærkbart evnen til at udstrække den gennemsnitlige levetid ud over knap 80 år. 

Ny tids overgang til forebyggende behandling får til resultat, at den gennemsnitlige levetid stiger markant. Vigtigst bliver dog, at livskvaliteten øges mærkbart, og store dele af befolkningen kan rykke igennem aldersklasserne uden adfærdsbegrænsninger.

Den første alder dækker tidsrummet fra fødsel til det 12. biologiske leveår.

Den anden alder indtræder omkring tidspunktet for kønsmodning, hvor den enkelte har fuldt selvansvar og er selvstående i forhold til familie og omgivelser. Den anden alder strækker sig typisk til det 20.-25. leveår.

Den tredje alder dækker tidsrummet fra selvansvarets indtræden og indtil ens egne børn er nået ud af den anden alder. Det, der kendetegner denne aldersgruppe er, at man stadig har pligter og ansvar overfor børn.

Den fjerde alder er det lange stræk, populært opfattet som konsolideringsfasen i livet, hvor man er frigjort til at opfylde egne mål og tilrettelægge egen gerning. Typisk sker udtræden derfor først, når man er tvunget til det. 

Den femte alder er, når individet ophører med at være produktivt; enten som et valg, eller når det må forudses, at gradvis skade ikke længere kan forebygges og der opstår et accelererende forfald af den menneskelige krop og hele organismen. For den altovervejende del af befolkningen indtræder dette tidspunkt omkring det 90. til 100. biologiske leveår. I femte alder må den enkelte bruge stadig mere tid, flere kræfter og ressourcer på den legemlige vedligeholdelse - og man nærmer sig sin egen afslutning og udgang på livet. Kun få individer lever længere end til det 120. biologiske leveår.

For mange bliver den femte alder en tid, præget af en høj grad af åndeligt orientering, hvori man tilrettelægger sin egen udtræden, da man som individ ikke længere har forpligtigelser overfor familie, afkom eller samfund.

Tekst

Tilmeld dig Bookcast
Læs den fulde Reading Pieces

Lyd

Tilmeld dig Podcast
Lyd til podcastversion her



I ny tid ser det enkelte menneske sig mere som tilhørende en aldersgruppe end som karakteriseret ved et konkret biologisk leveår.
Den omstændighed, at sygdom i tidligere tid først blev bekæmpet, når den var konstateret, begrænsede mærkbart evnen til at udstrække den gennemsnitlige levetid ud over knap 80 år. 

Ny tids overgang til forebyggende behandling får til resultat, at den gennemsnitlige levetid stiger markant. Vigtigst bliver dog, at livskvaliteten øges mærkbart, og store dele af befolkningen kan rykke igennem aldersklasserne uden adfærdsbegrænsninger.

Den første alder dækker tidsrummet fra fødsel til det 12. biologiske leveår.

Den anden alder indtræder omkring tidspunktet for kønsmodning, hvor den enkelte har fuldt selvansvar og er selvstående i forhold til familie og omgivelser. Den anden alder strækker sig typisk til det 20.-25. leveår.

Den tredje alder dækker tidsrummet fra selvansvarets indtræden og indtil ens egne børn er nået ud af den anden alder. Det, der kendetegner denne aldersgruppe er, at man stadig har pligter og ansvar overfor børn.

Den fjerde alder er det lange stræk, populært opfattet som konsolideringsfasen i livet, hvor man er frigjort til at opfylde egne mål og tilrettelægge egen gerning. Typisk sker udtræden derfor først, når man er tvunget til det. 

Den femte alder er, når individet ophører med at være produktivt; enten som et valg, eller når det må forudses, at gradvis skade ikke længere kan forebygges og der opstår et accelererende forfald af den menneskelige krop og hele organismen. For den altovervejende del af befolkningen indtræder dette tidspunkt omkring det 90. til 100. biologiske leveår. I femte alder må den enkelte bruge stadig mere tid, flere kræfter og ressourcer på den legemlige vedligeholdelse - og man nærmer sig sin egen afslutning og udgang på livet. Kun få individer lever længere end til det 120. biologiske leveår.

For mange bliver den femte alder en tid, præget af en høj grad af åndeligt orientering, hvori man tilrettelægger sin egen udtræden, da man som individ ikke længere har forpligtigelser overfor familie, afkom eller samfund.