Original 2008

Et af de kvantespring, der skaber ny tid, er brugen af genterapi i sygdomsforebyggelse, stamcellebaseret organudvikling og videnoverførsel fra individ til individ baseret på organiske, nanoteknologiske humanprodukter.

I ny tid har man forladt tidligere tiders tradition for at bekæmpe sygdomme når de først er konstaterede.

I stedet bliver det sædvanligt, at man allerede fra fødslen sikrer screening for arvelige anlæg, kortlægger den enkeltes genetiske dispositioner og gemmer stamceller til brug for reparation og erstatning af ødelagte gener senere i livet.

Traditionel behandlingsindsats koncentreres om ”mekaniske skader”, borgere der ikke har prioriteret eller haft adgang til forebyggende behandlinger og terminalt syge patienter.

Det er i tråd med tidsånden, at man fra et tidligt tidspunkt i tilværelsen opprioriterer overvågning og forebyggende sygdomsindsats.

Tidligere var sygdomsforebyggelse koncentreret om ret primitive forholdsregler som motion, sunde spisevaner og fravalg af farlige forbrugsprodukter. I ny tid inddrages teknologi og forebyggende behandlingsteknikker overfor enhver sygdomsdisposition som kan identificeres.

Ethvert menneske får sine sygdomsdispositioner kortlagt fra fødslen. Gener, der sandsynliggør, at man senere i tilværelsen har en forhøjet risiko for alvorlig eller adfærdsbegrænsende sygdom kan identificeres, og risikoen for at man rammes af sygdom sandsynliggøres.

Latente dispositioner tillader den enkelte at foretage justering af sin levevis, og gennem tilpasning af den daglige adfærd at undgå provokation af sandsynlige sygdomsrisici.

Det bliver almindeligt udbredt, at ødelagte eller beskadigede gener på forskellige tidspunkter i et individs livsforløb gøres til genstand for genterapeutisk behandling, således at det ødelagte gen erstattes eller repareres af en stamcelleapplikation, der reducerer eller eliminerer sygdomsrisikoen helt. Disse behandlinger gennemføres ved, at stamceller fra individet selv omprogrammeres og benyttes til specifikke behandlinger, der retter sig mod præcist definerede indsatsområder.

Uanset om den genetiske disposition foreligger fra fødslen, eller skader opstår som følge af slitage og sygdom, vil cellebanker kunne anvendes, hvor genetiske celleprodukter kan anvendes forebyggende eller i behandlingssammenhæng.

Dele af ny tids befolkning har egne stamceller opmagasineret, og kan anvende behandlingsapplikationer der passer til dem selv. Andre må benytte genetiske reproduktioner, og acceptere, at de efter behandling må leve med et omstillet "hybridt immunforsvar" og livsvarig medicinering.

I tidligere tid udløste beskadigede organer og kræft et stort behandlingsbehov i et sundhedssystem, der fortrinsvis var sygdomsbehandlende. Der vil også i ny tid være en public service for sygdomsbehandling, men den retter sig primært mod de mennesker, der ikke pro-aktivt har omlagt deres egen sundhedsindsats til forebyggende behandling.

Mange landes offentlige sundhedssystemer omlægges, således at den forebyggende behandling flyttes ud i forsikringsfinansieret privat behandling. Samfundet ser det ikke som sin opgave at forestå og bekoste den løbende forebyggelse og løbende sundhedstilpasning, der fremover overlades til det enkelte menneske på lige fod med det enkelte menneskes ret og pligt til selv at tilrettelægge sin ernæring, motion og egen mentalhygiejne. Indsatsen på dette område bliver vedvarende og omfattende, og samfundet ser sin opgave som bagstopper for den del af befolkningen, som bringes i den usædvanlige situation, at en sygdom der kunne være forebygget, i stedet skal behandles og bekæmpes.

Behovet for at erstatte syge organer med raske understøttes af lovgivning for tvungen organdonation ved dødsfald. Transplantationsrisici, høje omkostninger, etiske problemer og udelukkelse af store befolkningsgrupper af religiøse grunde bringer dog aldrig det resultat som man har behov for.

Et kvantespring indenfor transplantationsmedicin sikrer imidlertid evnen til at seriefremstille organer i alle gængse vævstyper med stor forligelighed imellem ”donor” og den modtagende patient. Mens småreparationer og rettelse af negative genetiske dispositioner kan baseres på stamceller deponeret ved det enkelte individs fødsel, så bliver det evnen til at klone på baggrund af fosteræg, der muliggør at nationale transplantationsarkiver oprettes, hvorfra erstatningsorganer kan rekvireres til udskiftning af sygdomsramte.

Mens fejl i visse organers funktionalitet kan korrigeres ved genterapi, så vil defekte organer som helhed blive erstattet af nye, der rekvireres til et individ i takt med, at man konstaterer en svækket funktionsevne. Og altså før at individet kan karakteriseres som syg i klassisk forstand. Man udvikler hurtigt evnen til at erstatte ødelagt væv og celler ved brug af stamcellebaserede genterapeutiske behandlinger, og senere opstår den fulde evne til at udtage og erstatte hele organer, som kan ses at udvikle defekter.

Det bliver sædvane i ny tid at gennemgå forskellige behandlinger som tiden går. Fra mindre justeringer af funktionaliteter, til egentlige organerstatninger. Hele indsatsen tilrettelægges af en ny sundhedssektor, der bliver et toneangivende serviceerhverv. Tidlige tiders hospitaler flyttes ud af den kollektive bevidsthed. Et hospital bliver en sjælden undtagelse, og sædvanligvis brugt af befolkningen til akut hjælp ved "mekaniske skader", hjælp i ulykkessituationer og som behandlingssted for den del af befolkningen, der ikke har truffet forebyggende forholdsregler. Hospitaler bliver dermed monumenter over en svunden tid. Et levn fra dengang det enkelte menneske måtte reagere på sygdom, og modtage den hjælp som var mulig, men hvor behandlingsresultatet stadig var usikkert og varierende. Hospitaler spiller ikke en stor rolle i den generelle sikring af sundhed og helbred. I det hele taget bliver sygdom tabu i ny tid. Sygdom bliver taget som udtryk for, at man enten ikke har levet op til tidens kvalitetsidealer, eller at man – sent i sit liv – må forudses at være terminalt syg. De sygdomme, som ikke kan forebygges og alligevel vinder styrke over den enkelte bliver få, og med udfald alle godt kan forudse. Mange tillader slet ikke, at man kommer i den situation i ny tid.

Reproduktion bliver dermed en del af den enkeltes tilværelse. Igennem livet bliver dele af den menneskelige organisme reproduceret, nulstillet eller omstillet. Den teknologiske udvikling tillader den enkelte, i takt med tid og slid, at reproducere både funktionaliteter og bløddele af sin egen organisme. Brug af reservedele fra transplantationsarkiver anvendes af befolkningsgrupperne ud fra deres etniske baggrund og vævstype karakteristika. Omkostningerne falder i takt med en stadigt større udbredelse, og kun sjældne vævstyper for individer med usædvanligt blandet etnisk oprindelse vil lejlighedsvis se sig bragt i en situation, hvor et behandlingsforslag ikke er almindelig standard.

Tidligere tiders massesygdom udryddes i takt med de teknologiske fremskridt. Evnen til at skabe blodceller, nerveceller og nyt væv tillader eliminering af tidligere tiders folkesygdomme. Skadevirkninger ved pludselig opstået sammenbrud i dele af den menneskelige organisme kan hurtigt imødegås ved restitution af beskadiget væv eller organisk genopbygning af beskadigede dele. I mange tilfælde uden brug af kirurgi eller transplantationer.

Et af de kvantespring, der skaber ny tid, er brugen af genterapi i sygdomsforebyggelse, stamcellebaseret organudvikling og videnoverførsel fra individ til individ baseret på organiske, nanoteknologiske humanprodukter.

I ny tid har man forladt tidligere tiders tradition for at bekæmpe sygdomme når de først er konstaterede.

I stedet bliver det sædvanligt, at man allerede fra fødslen sikrer screening for arvelige anlæg, kortlægger den enkeltes genetiske dispositioner og gemmer stamceller til brug for reparation og erstatning af ødelagte gener senere i livet.

Traditionel behandlingsindsats koncentreres om ”mekaniske skader”, borgere der ikke har prioriteret eller haft adgang til forebyggende behandlinger og terminalt syge patienter.

Det er i tråd med tidsånden, at man fra et tidligt tidspunkt i tilværelsen opprioriterer overvågning og forebyggende sygdomsindsats.

Tidligere var sygdomsforebyggelse koncentreret om ret primitive forholdsregler som motion, sunde spisevaner og fravalg af farlige forbrugsprodukter. I ny tid inddrages teknologi og forebyggende behandlingsteknikker overfor enhver sygdomsdisposition som kan identificeres.

Ethvert menneske får sine sygdomsdispositioner kortlagt fra fødslen. Gener, der sandsynliggør, at man senere i tilværelsen har en forhøjet risiko for alvorlig eller adfærdsbegrænsende sygdom kan identificeres, og risikoen for at man rammes af sygdom sandsynliggøres.

Latente dispositioner tillader den enkelte at foretage justering af sin levevis, og gennem tilpasning af den daglige adfærd at undgå provokation af sandsynlige sygdomsrisici.

Det bliver almindeligt udbredt, at ødelagte eller beskadigede gener på forskellige tidspunkter i et individs livsforløb gøres til genstand for genterapeutisk behandling, således at det ødelagte gen erstattes eller repareres af en stamcelleapplikation, der reducerer eller eliminerer sygdomsrisikoen helt. Disse behandlinger gennemføres ved, at stamceller fra individet selv omprogrammeres og benyttes til specifikke behandlinger, der retter sig mod præcist definerede indsatsområder.

Uanset om den genetiske disposition foreligger fra fødslen, eller skader opstår som følge af slitage og sygdom, vil cellebanker kunne anvendes, hvor genetiske celleprodukter kan anvendes forebyggende eller i behandlingssammenhæng.

Dele af ny tids befolkning har egne stamceller opmagasineret, og kan anvende behandlingsapplikationer der passer til dem selv. Andre må benytte genetiske reproduktioner, og acceptere, at de efter behandling må leve med et omstillet "hybridt immunforsvar" og livsvarig medicinering.

I tidligere tid udløste beskadigede organer og kræft et stort behandlingsbehov i et sundhedssystem, der fortrinsvis var sygdomsbehandlende. Der vil også i ny tid være en public service for sygdomsbehandling, men den retter sig primært mod de mennesker, der ikke pro-aktivt har omlagt deres egen sundhedsindsats til forebyggende behandling.

Mange landes offentlige sundhedssystemer omlægges, således at den forebyggende behandling flyttes ud i forsikringsfinansieret privat behandling. Samfundet ser det ikke som sin opgave at forestå og bekoste den løbende forebyggelse og løbende sundhedstilpasning, der fremover overlades til det enkelte menneske på lige fod med det enkelte menneskes ret og pligt til selv at tilrettelægge sin ernæring, motion og egen mentalhygiejne. Indsatsen på dette område bliver vedvarende og omfattende, og samfundet ser sin opgave som bagstopper for den del af befolkningen, som bringes i den usædvanlige situation, at en sygdom der kunne være forebygget, i stedet skal behandles og bekæmpes.

Behovet for at erstatte syge organer med raske understøttes af lovgivning for tvungen organdonation ved dødsfald. Transplantationsrisici, høje omkostninger, etiske problemer og udelukkelse af store befolkningsgrupper af religiøse grunde bringer dog aldrig det resultat som man har behov for.

Et kvantespring indenfor transplantationsmedicin sikrer imidlertid evnen til at seriefremstille organer i alle gængse vævstyper med stor forligelighed imellem ”donor” og den modtagende patient. Mens småreparationer og rettelse af negative genetiske dispositioner kan baseres på stamceller deponeret ved det enkelte individs fødsel, så bliver det evnen til at klone på baggrund af fosteræg, der muliggør at nationale transplantationsarkiver oprettes, hvorfra erstatningsorganer kan rekvireres til udskiftning af sygdomsramte.

Mens fejl i visse organers funktionalitet kan korrigeres ved genterapi, så vil defekte organer som helhed blive erstattet af nye, der rekvireres til et individ i takt med, at man konstaterer en svækket funktionsevne. Og altså før at individet kan karakteriseres som syg i klassisk forstand. Man udvikler hurtigt evnen til at erstatte ødelagt væv og celler ved brug af stamcellebaserede genterapeutiske behandlinger, og senere opstår den fulde evne til at udtage og erstatte hele organer, som kan ses at udvikle defekter.

Det bliver sædvane i ny tid at gennemgå forskellige behandlinger som tiden går. Fra mindre justeringer af funktionaliteter, til egentlige organerstatninger. Hele indsatsen tilrettelægges af en ny sundhedssektor, der bliver et toneangivende serviceerhverv. Tidlige tiders hospitaler flyttes ud af den kollektive bevidsthed. Et hospital bliver en sjælden undtagelse, og sædvanligvis brugt af befolkningen til akut hjælp ved "mekaniske skader", hjælp i ulykkessituationer og som behandlingssted for den del af befolkningen, der ikke har truffet forebyggende forholdsregler. Hospitaler bliver dermed monumenter over en svunden tid. Et levn fra dengang det enkelte menneske måtte reagere på sygdom, og modtage den hjælp som var mulig, men hvor behandlingsresultatet stadig var usikkert og varierende. Hospitaler spiller ikke en stor rolle i den generelle sikring af sundhed og helbred. I det hele taget bliver sygdom tabu i ny tid. Sygdom bliver taget som udtryk for, at man enten ikke har levet op til tidens kvalitetsidealer, eller at man – sent i sit liv – må forudses at være terminalt syg. De sygdomme, som ikke kan forebygges og alligevel vinder styrke over den enkelte bliver få, og med udfald alle godt kan forudse. Mange tillader slet ikke, at man kommer i den situation i ny tid.

Reproduktion bliver dermed en del af den enkeltes tilværelse. Igennem livet bliver dele af den menneskelige organisme reproduceret, nulstillet eller omstillet. Den teknologiske udvikling tillader den enkelte, i takt med tid og slid, at reproducere både funktionaliteter og bløddele af sin egen organisme. Brug af reservedele fra transplantationsarkiver anvendes af befolkningsgrupperne ud fra deres etniske baggrund og vævstype karakteristika. Omkostningerne falder i takt med en stadigt større udbredelse, og kun sjældne vævstyper for individer med usædvanligt blandet etnisk oprindelse vil lejlighedsvis se sig bragt i en situation, hvor et behandlingsforslag ikke er almindelig standard.

Tidligere tiders massesygdom udryddes i takt med de teknologiske fremskridt. Evnen til at skabe blodceller, nerveceller og nyt væv tillader eliminering af tidligere tiders folkesygdomme. Skadevirkninger ved pludselig opstået sammenbrud i dele af den menneskelige organisme kan hurtigt imødegås ved restitution af beskadiget væv eller organisk genopbygning af beskadigede dele. I mange tilfælde uden brug af kirurgi eller transplantationer.

// Ekstrakt // Original // Læsertilrettet // Debat