Reading Piece #45 - Afinstitutionalisering et kvalitetskrav

Det spørgsmål vil optage sindene i lang tid, om netop udviklingen af denne type af multi-funktionelle livsstils- og kompetenceudbygnings-institutioner medfører ensretning af de unge samt fremmedgørelse fra den familie, som man i øvrigt tillægger så stor betydning.
Den ny tids unge vil imidlertid være genstand for massiv og vedvarende påvirkning fra en mængde af virtuelle løsninger omkring sig, og alle baseret på typesvar. Denne omstændighed skærper behovet for virkelighedskontrol. Samtidig er der et stort behov for at bryde med den syntesitet, som er repræsenteret herved. Der er brug for etablering af humankontakt, etablering af sociale netværk samt nødvendighed af at søge og lære i et miljø med andre unge.

Indenfor familien vil forældrene selv være på et tidligt stadie af deres eget liv. Forældreparret lever selv i en tid, hvor det er nødvendigt at tilrettelægge og prioritere. Endda med en dobbelt livsstandard og de krav, det har til omstillingsevne. Tilsidesættes disse krav og sædvaner i ny tid, risikerer det unge forældrepar selv at miste konkurrencedygtighed og livskvalitet.
Det er således ikke en option blot at udskyde det faste parforhold, konsolidering i en familie, udskydelse af barnefødsel m.v., idet det vil fejlplacere det unge par i forhold til det kvalitetsliv, der søges udenfor det professionelle liv. Og som er en del af den dagligdag, der blander opgaverne imellem professionelt og aktivt privatliv.
Man kan dermed ikke imødegå institutionaliseringen af tidens børn og unge ved blot ikke at sætte børn i verden. De har deres berettigede plads, og tiden kræver forbedrede løsninger på børnenes behov for pasning og kvalifikationsudbygning.
I tidligere tid ville resultatet have været ensomme, fremmedgjorte og usikre børn. I ny tid er dette ikke tilfældet, fordi understrømmen har kompenseret for disse latente fejl. Dels ved rekonceptualisering af samfundets serviceinstitutioner, men også ved den aktive inddragelse af humanressourcer der kan udnyttes til gensidig fordel.

I ny tid udvikles institutioner, der er baseret på den erkendelse, at tidligere tids eskapisme fra realiteterne må anskues som en kompromittering af de ny idealer. Og at holdbare løsninger for tidens børn og unge bliver en afgørende forudsætning for, at de unge børnefamilier er velfungerende.
Med tidligere sædvaner og fordomme ville denne institutionalisering blive set som en kompromittering af de unges udviklingsmuligheder, og som en latent social belastning af dem. Effekten bliver imidlertid den stik modsatte.
Den nye type af institutioner tillader børn og unge at bryde med den syntetiske og automatiserede hverdag, tillader dem at etablere holdbare sociale netværk, giver dem mulighed for konstruktiv fritid og skaber den platform, hvorfra virkelighedskontrol, selvudvikling og motivation folder sig ud. Samfundet omkring børn og unge er blevet en virtuel familie.
Det spørgsmål vil optage sindene i lang tid, om netop udviklingen af denne type af multi-funktionelle livsstils- og kompetenceudbygnings-institutioner medfører ensretning af de unge samt fremmedgørelse fra den familie, som man i øvrigt tillægger så stor betydning.
Den ny tids unge vil imidlertid være genstand for massiv og vedvarende påvirkning fra en mængde af virtuelle løsninger omkring sig, og alle baseret på typesvar. Denne omstændighed skærper behovet for virkelighedskontrol. Samtidig er der et stort behov for at bryde med den syntesitet, som er repræsenteret herved. Der er brug for etablering af humankontakt, etablering af sociale netværk samt nødvendighed af at søge og lære i et miljø med andre unge.

Indenfor familien vil forældrene selv være på et tidligt stadie af deres eget liv. Forældreparret lever selv i en tid, hvor det er nødvendigt at tilrettelægge og prioritere. Endda med en dobbelt livsstandard og de krav, det har til omstillingsevne. Tilsidesættes disse krav og sædvaner i ny tid, risikerer det unge forældrepar selv at miste konkurrencedygtighed og livskvalitet.
Det er således ikke en option blot at udskyde det faste parforhold, konsolidering i en familie, udskydelse af barnefødsel m.v., idet det vil fejlplacere det unge par i forhold til det kvalitetsliv, der søges udenfor det professionelle liv. Og som er en del af den dagligdag, der blander opgaverne imellem professionelt og aktivt privatliv.
Man kan dermed ikke imødegå institutionaliseringen af tidens børn og unge ved blot ikke at sætte børn i verden. De har deres berettigede plads, og tiden kræver forbedrede løsninger på børnenes behov for pasning og kvalifikationsudbygning.
I tidligere tid ville resultatet have været ensomme, fremmedgjorte og usikre børn. I ny tid er dette ikke tilfældet, fordi understrømmen har kompenseret for disse latente fejl. Dels ved rekonceptualisering af samfundets serviceinstitutioner, men også ved den aktive inddragelse af humanressourcer der kan udnyttes til gensidig fordel.

I ny tid udvikles institutioner, der er baseret på den erkendelse, at tidligere tids eskapisme fra realiteterne må anskues som en kompromittering af de ny idealer. Og at holdbare løsninger for tidens børn og unge bliver en afgørende forudsætning for, at de unge børnefamilier er velfungerende.
Med tidligere sædvaner og fordomme ville denne institutionalisering blive set som en kompromittering af de unges udviklingsmuligheder, og som en latent social belastning af dem. Effekten bliver imidlertid den stik modsatte.
Den nye type af institutioner tillader børn og unge at bryde med den syntetiske og automatiserede hverdag, tillader dem at etablere holdbare sociale netværk, giver dem mulighed for konstruktiv fritid og skaber den platform, hvorfra virkelighedskontrol, selvudvikling og motivation folder sig ud. Samfundet omkring børn og unge er blevet en virtuel familie.
Det spørgsmål vil optage sindene i lang tid, om netop udviklingen af denne type af multi-funktionelle livsstils- og kompetenceudbygnings-institutioner medfører ensretning af de unge samt fremmedgørelse fra den familie, som man i øvrigt tillægger så stor betydning.
Den ny tids unge vil imidlertid være genstand for massiv og vedvarende påvirkning fra en mængde af virtuelle løsninger omkring sig, og alle baseret på typesvar. Denne omstændighed skærper behovet for virkelighedskontrol. Samtidig er der et stort behov for at bryde med den syntesitet, som er repræsenteret herved. Der er brug for etablering af humankontakt, etablering af sociale netværk samt nødvendighed af at søge og lære i et miljø med andre unge.

Indenfor familien vil forældrene selv være på et tidligt stadie af deres eget liv. Forældreparret lever selv i en tid, hvor det er nødvendigt at tilrettelægge og prioritere. Endda med en dobbelt livsstandard og de krav, det har til omstillingsevne. Tilsidesættes disse krav og sædvaner i ny tid, risikerer det unge forældrepar selv at miste konkurrencedygtighed og livskvalitet.
Det er således ikke en option blot at udskyde det faste parforhold, konsolidering i en familie, udskydelse af barnefødsel m.v., idet det vil fejlplacere det unge par i forhold til det kvalitetsliv, der søges udenfor det professionelle liv. Og som er en del af den dagligdag, der blander opgaverne imellem professionelt og aktivt privatliv.
Man kan dermed ikke imødegå institutionaliseringen af tidens børn og unge ved blot ikke at sætte børn i verden. De har deres berettigede plads, og tiden kræver forbedrede løsninger på børnenes behov for pasning og kvalifikationsudbygning.
I tidligere tid ville resultatet have været ensomme, fremmedgjorte og usikre børn. I ny tid er dette ikke tilfældet, fordi understrømmen har kompenseret for disse latente fejl. Dels ved rekonceptualisering af samfundets serviceinstitutioner, men også ved den aktive inddragelse af humanressourcer der kan udnyttes til gensidig fordel.

I ny tid udvikles institutioner, der er baseret på den erkendelse, at tidligere tids eskapisme fra realiteterne må anskues som en kompromittering af de ny idealer. Og at holdbare løsninger for tidens børn og unge bliver en afgørende forudsætning for, at de unge børnefamilier er velfungerende.
Med tidligere sædvaner og fordomme ville denne institutionalisering blive set som en kompromittering af de unges udviklingsmuligheder, og som en latent social belastning af dem. Effekten bliver imidlertid den stik modsatte.
Den nye type af institutioner tillader børn og unge at bryde med den syntetiske og automatiserede hverdag, tillader dem at etablere holdbare sociale netværk, giver dem mulighed for konstruktiv fritid og skaber den platform, hvorfra virkelighedskontrol, selvudvikling og motivation folder sig ud. Samfundet omkring børn og unge er blevet en virtuel familie.