Reading Piece #43 - "Floating classrooms"

Det faste hold af ”klassekammerater” er derfor et levn fra tidligere tid. ”Klasseværelset” eksisterer ikke.
I udviklingscenteret afvikles en daglig menu af grundinstruktion, undervisning eller forelæsning indenfor en stor mængde af særkompetenceområder samt indenfor de kernekompetenceområder, hvor der er minimumskrav til det niveau, som skal nås. Typisk er et niveau meget sammenligneligt med, hvad der i tidligere tid svarede til et semester, og disse er i ny tid forudset afsluttet indenfor afpassede sæsoner i relation til de omkringliggende klimatiske og sociale omstændigheder. Den logaritmiske effekt opstår ved, at der ved nye niveauer indbygges stadigt mere viden og stadigt højere krav, men det bliver ikke usædvanligt, at et ungt menneske vælger en relativ begrænset del af udviklingspaletten for hurtigt at accelerere med kammerater til nye fælles viden- og kompetenceniveauer.

I og med det enkelte individs evne til at absorbere viden og kompetence er forskellig, opstår den naturlige situation, at visse unge af gode grunde evner at samkøre flere særområder og kernekompetencer i samme tidsmæssige forløb. Men det vil også forekomme af den grund, at der ved passage af visse niveauer på de grundlæggende kernekompetencer åbnes op for en accelereret mulighed for at lukke stadigt flere niveauer af indenfor særområderne. Den løbende filtrering og den tidløse videresendelse fra et niveau til et andet tillader det enkelte individ altid at arbejde sammen med andre, der har et niveau, der passer til individet selv. Opdelingen i de mange niveauer betyder, at et ungt menneske, der erklæres klar til næste niveau, kun sjældent har lang ventetid, før det efterfølgende niveau starter forfra. Og i disse ventetider kan indsatsen koncentreres om andre særområder eller indenfor kernekompetencerne. En god udvikling indenfor et område vil med erklæring om mulighed for at rykke videre derfor frigøre tid og indsats til koncentration på andre områder. Indtil næste niveau starter forfra. Overalt undgås i den ny tids system, at udviklingen forsinkes af deltagere, der er niveauforskudte i forhold til andre, eller at deltagere mister tid, fordi nye niveauer opstartes med store tidsforsinkelser i forhold til det tidspunkt, hvor den enkelte egentlig er klar.

I et sådant system bliver ”klassekammerater” og ”klasseværelser” erstattet med en sammensat, og stadigt forandret, flydende relation til en gruppe af meddeltagere. Man benytter i ny tid udtrykket floating classroom, fordi hverken den sociale gruppe, der udgør interessefællesskabet, eller de fysiske rammer er faste. De er flydende. Men kvaliteterne minder stadig meget om de bedste af de egenskaber, man netop havde i tidligere tiders ”klasseværelse”. Det enkelte unge menneske sammensætter sit sociale netværk som summen af de interessefæller man deler tilværelse med. Der finder hele tiden udvikling sted, og gamle ”kammerater” erstattes af nye.
Det faste hold af ”klassekammerater” er derfor et levn fra tidligere tid. ”Klasseværelset” eksisterer ikke.
I udviklingscenteret afvikles en daglig menu af grundinstruktion, undervisning eller forelæsning indenfor en stor mængde af særkompetenceområder samt indenfor de kernekompetenceområder, hvor der er minimumskrav til det niveau, som skal nås. Typisk er et niveau meget sammenligneligt med, hvad der i tidligere tid svarede til et semester, og disse er i ny tid forudset afsluttet indenfor afpassede sæsoner i relation til de omkringliggende klimatiske og sociale omstændigheder. Den logaritmiske effekt opstår ved, at der ved nye niveauer indbygges stadigt mere viden og stadigt højere krav, men det bliver ikke usædvanligt, at et ungt menneske vælger en relativ begrænset del af udviklingspaletten for hurtigt at accelerere med kammerater til nye fælles viden- og kompetenceniveauer.

I og med det enkelte individs evne til at absorbere viden og kompetence er forskellig, opstår den naturlige situation, at visse unge af gode grunde evner at samkøre flere særområder og kernekompetencer i samme tidsmæssige forløb. Men det vil også forekomme af den grund, at der ved passage af visse niveauer på de grundlæggende kernekompetencer åbnes op for en accelereret mulighed for at lukke stadigt flere niveauer af indenfor særområderne. Den løbende filtrering og den tidløse videresendelse fra et niveau til et andet tillader det enkelte individ altid at arbejde sammen med andre, der har et niveau, der passer til individet selv. Opdelingen i de mange niveauer betyder, at et ungt menneske, der erklæres klar til næste niveau, kun sjældent har lang ventetid, før det efterfølgende niveau starter forfra. Og i disse ventetider kan indsatsen koncentreres om andre særområder eller indenfor kernekompetencerne. En god udvikling indenfor et område vil med erklæring om mulighed for at rykke videre derfor frigøre tid og indsats til koncentration på andre områder. Indtil næste niveau starter forfra. Overalt undgås i den ny tids system, at udviklingen forsinkes af deltagere, der er niveauforskudte i forhold til andre, eller at deltagere mister tid, fordi nye niveauer opstartes med store tidsforsinkelser i forhold til det tidspunkt, hvor den enkelte egentlig er klar.

I et sådant system bliver ”klassekammerater” og ”klasseværelser” erstattet med en sammensat, og stadigt forandret, flydende relation til en gruppe af meddeltagere. Man benytter i ny tid udtrykket floating classroom, fordi hverken den sociale gruppe, der udgør interessefællesskabet, eller de fysiske rammer er faste. De er flydende. Men kvaliteterne minder stadig meget om de bedste af de egenskaber, man netop havde i tidligere tiders ”klasseværelse”. Det enkelte unge menneske sammensætter sit sociale netværk som summen af de interessefæller man deler tilværelse med. Der finder hele tiden udvikling sted, og gamle ”kammerater” erstattes af nye.
Det faste hold af ”klassekammerater” er derfor et levn fra tidligere tid. ”Klasseværelset” eksisterer ikke.
I udviklingscenteret afvikles en daglig menu af grundinstruktion, undervisning eller forelæsning indenfor en stor mængde af særkompetenceområder samt indenfor de kernekompetenceområder, hvor der er minimumskrav til det niveau, som skal nås. Typisk er et niveau meget sammenligneligt med, hvad der i tidligere tid svarede til et semester, og disse er i ny tid forudset afsluttet indenfor afpassede sæsoner i relation til de omkringliggende klimatiske og sociale omstændigheder. Den logaritmiske effekt opstår ved, at der ved nye niveauer indbygges stadigt mere viden og stadigt højere krav, men det bliver ikke usædvanligt, at et ungt menneske vælger en relativ begrænset del af udviklingspaletten for hurtigt at accelerere med kammerater til nye fælles viden- og kompetenceniveauer.

I og med det enkelte individs evne til at absorbere viden og kompetence er forskellig, opstår den naturlige situation, at visse unge af gode grunde evner at samkøre flere særområder og kernekompetencer i samme tidsmæssige forløb. Men det vil også forekomme af den grund, at der ved passage af visse niveauer på de grundlæggende kernekompetencer åbnes op for en accelereret mulighed for at lukke stadigt flere niveauer af indenfor særområderne. Den løbende filtrering og den tidløse videresendelse fra et niveau til et andet tillader det enkelte individ altid at arbejde sammen med andre, der har et niveau, der passer til individet selv. Opdelingen i de mange niveauer betyder, at et ungt menneske, der erklæres klar til næste niveau, kun sjældent har lang ventetid, før det efterfølgende niveau starter forfra. Og i disse ventetider kan indsatsen koncentreres om andre særområder eller indenfor kernekompetencerne. En god udvikling indenfor et område vil med erklæring om mulighed for at rykke videre derfor frigøre tid og indsats til koncentration på andre områder. Indtil næste niveau starter forfra. Overalt undgås i den ny tids system, at udviklingen forsinkes af deltagere, der er niveauforskudte i forhold til andre, eller at deltagere mister tid, fordi nye niveauer opstartes med store tidsforsinkelser i forhold til det tidspunkt, hvor den enkelte egentlig er klar.

I et sådant system bliver ”klassekammerater” og ”klasseværelser” erstattet med en sammensat, og stadigt forandret, flydende relation til en gruppe af meddeltagere. Man benytter i ny tid udtrykket floating classroom, fordi hverken den sociale gruppe, der udgør interessefællesskabet, eller de fysiske rammer er faste. De er flydende. Men kvaliteterne minder stadig meget om de bedste af de egenskaber, man netop havde i tidligere tiders ”klasseværelse”. Det enkelte unge menneske sammensætter sit sociale netværk som summen af de interessefæller man deler tilværelse med. Der finder hele tiden udvikling sted, og gamle ”kammerater” erstattes af nye.