Reading Piece #41 - Skolen bliver samlet servicetilbud til unge

Det står klart, at udviklingscenteret på det faglige plan repræsenterer et tidsafstemt og fejlkorrigeret tilbud om kompetenceudvikling. Udover de rent faglige, videnforbedrende og uddannelsesmæssige opgaver er en anden betydningsfuld ændring, at udviklingscenteret ikke alene ser sin opgave som kompetenceudbyggende, men mere som et globalt servicecenter for deres kunder. Tidens børn og unge.

Hvor man i tidligere tid sonderede imellem ”skole” og ”fritid”, så eksisterer denne skelnen ikke længere. Fritiden er kompetenceudvikling. Og kompetenceudvikling er fritid. Udviklingscenteret er centrum for børn og unges livsinteresse, idet det er i disse omgivelser, at man sikres selvudvikling og det er her, at den virtuelle digitale tilværelse underlægges virkelighedskontrol.
Den ny tids børn og unge ser også udviklingscenteret som en anden institution end de tidligere ”skoler”. Den del af udviklingscenterets virksomhed, som retter sig mod viden- og kompetenceudbygning, er sammensmeltet med fritid og hobby.

I praksis opstår berøringen imellem udviklingscenteret og de opvoksende børn ved brug af naturlige indslusningstilbud. Disse tilbud træder ind, der hvor pasningscenteret for småbørn slipper taget. I takt med at småbørnene modnes, bliver pasningscenterets tilbud og samværet med de ældre generationer i deres livs 3. eller 4. alder, ikke nok til at tilfredsstille de opvoksende børns krav til videreudvikling.
Også indenfor familien er der et større pres på det opvoksende barn til at udvikle egne kompetencer og selvansvar, understøttet af de unge forældres krav og den konkurrence, der er om opfyldelse af kvalitetsidealer familiens medlemmer imellem. Den tilstand, hvor børn og unge kunne kannibalisere et andet familiemedlems hverdag, er ikke påskønnet i ny tid. De unge forældre, der selv kræver optimering af egne kvalitetsværdier, accepterer ikke rollen som arbejds-, beslutnings- og eksekutionscenter for alle hverdagsproblemer og -opgaver indenfor kernefamilien. Forældrene vil ikke acceptere, at deres barns muligheder for at udvikle og forfølge selvidentitet og selvværd ikke gives de bedst mulige, institutionelle vækstbetingelser.
Samtidig er der et krav om, at det opvoksende barn vristes fri af det virtuelle digitale miljø, så barnet i stedet kan udvikle sig i den virkelighed som befordrer selvidentitet, kompetence og selvansvar. Tilbuddet skal understøtte barnets naturlige evner og anlæg, uanset om de er faglige eller interessebetonede. Tidens mantra er, at engagement kvalificerer. Og tiden kræver kvalifikation mere end konformitet.

Indslusningsordningerne er dermed et bredviftet tilbud i udviklingscenteret, hvor starten mest af alt minder om leg, men hvor legen som sådan hurtigt retter det enkelte barn ind mod lysten til at udvikle legen til nye niveauer og nye muligheder. Der finder en integration sted imellem tidligere tids børnehaver, børnehaveklasser og første skoleår. Man får en glidende overgang, hvor den begyndende undervisning leges ind i det enkelte barn. På de udvalgte områder, hvor den enkelte ses at have evner, behov og interesse, og i socialt fællesskab med andre unge, der kan udgøre barnets naturlige referencegruppe.
Det står klart, at udviklingscenteret på det faglige plan repræsenterer et tidsafstemt og fejlkorrigeret tilbud om kompetenceudvikling. Udover de rent faglige, videnforbedrende og uddannelsesmæssige opgaver er en anden betydningsfuld ændring, at udviklingscenteret ikke alene ser sin opgave som kompetenceudbyggende, men mere som et globalt servicecenter for deres kunder. Tidens børn og unge.

Hvor man i tidligere tid sonderede imellem ”skole” og ”fritid”, så eksisterer denne skelnen ikke længere. Fritiden er kompetenceudvikling. Og kompetenceudvikling er fritid. Udviklingscenteret er centrum for børn og unges livsinteresse, idet det er i disse omgivelser, at man sikres selvudvikling og det er her, at den virtuelle digitale tilværelse underlægges virkelighedskontrol.
Den ny tids børn og unge ser også udviklingscenteret som en anden institution end de tidligere ”skoler”. Den del af udviklingscenterets virksomhed, som retter sig mod viden- og kompetenceudbygning, er sammensmeltet med fritid og hobby.

I praksis opstår berøringen imellem udviklingscenteret og de opvoksende børn ved brug af naturlige indslusningstilbud. Disse tilbud træder ind, der hvor pasningscenteret for småbørn slipper taget. I takt med at småbørnene modnes, bliver pasningscenterets tilbud og samværet med de ældre generationer i deres livs 3. eller 4. alder, ikke nok til at tilfredsstille de opvoksende børns krav til videreudvikling.
Også indenfor familien er der et større pres på det opvoksende barn til at udvikle egne kompetencer og selvansvar, understøttet af de unge forældres krav og den konkurrence, der er om opfyldelse af kvalitetsidealer familiens medlemmer imellem. Den tilstand, hvor børn og unge kunne kannibalisere et andet familiemedlems hverdag, er ikke påskønnet i ny tid. De unge forældre, der selv kræver optimering af egne kvalitetsværdier, accepterer ikke rollen som arbejds-, beslutnings- og eksekutionscenter for alle hverdagsproblemer og -opgaver indenfor kernefamilien. Forældrene vil ikke acceptere, at deres barns muligheder for at udvikle og forfølge selvidentitet og selvværd ikke gives de bedst mulige, institutionelle vækstbetingelser.
Samtidig er der et krav om, at det opvoksende barn vristes fri af det virtuelle digitale miljø, så barnet i stedet kan udvikle sig i den virkelighed som befordrer selvidentitet, kompetence og selvansvar. Tilbuddet skal understøtte barnets naturlige evner og anlæg, uanset om de er faglige eller interessebetonede. Tidens mantra er, at engagement kvalificerer. Og tiden kræver kvalifikation mere end konformitet.

Indslusningsordningerne er dermed et bredviftet tilbud i udviklingscenteret, hvor starten mest af alt minder om leg, men hvor legen som sådan hurtigt retter det enkelte barn ind mod lysten til at udvikle legen til nye niveauer og nye muligheder. Der finder en integration sted imellem tidligere tids børnehaver, børnehaveklasser og første skoleår. Man får en glidende overgang, hvor den begyndende undervisning leges ind i det enkelte barn. På de udvalgte områder, hvor den enkelte ses at have evner, behov og interesse, og i socialt fællesskab med andre unge, der kan udgøre barnets naturlige referencegruppe.
Det står klart, at udviklingscenteret på det faglige plan repræsenterer et tidsafstemt og fejlkorrigeret tilbud om kompetenceudvikling. Udover de rent faglige, videnforbedrende og uddannelsesmæssige opgaver er en anden betydningsfuld ændring, at udviklingscenteret ikke alene ser sin opgave som kompetenceudbyggende, men mere som et globalt servicecenter for deres kunder. Tidens børn og unge.

Hvor man i tidligere tid sonderede imellem ”skole” og ”fritid”, så eksisterer denne skelnen ikke længere. Fritiden er kompetenceudvikling. Og kompetenceudvikling er fritid. Udviklingscenteret er centrum for børn og unges livsinteresse, idet det er i disse omgivelser, at man sikres selvudvikling og det er her, at den virtuelle digitale tilværelse underlægges virkelighedskontrol.
Den ny tids børn og unge ser også udviklingscenteret som en anden institution end de tidligere ”skoler”. Den del af udviklingscenterets virksomhed, som retter sig mod viden- og kompetenceudbygning, er sammensmeltet med fritid og hobby.

I praksis opstår berøringen imellem udviklingscenteret og de opvoksende børn ved brug af naturlige indslusningstilbud. Disse tilbud træder ind, der hvor pasningscenteret for småbørn slipper taget. I takt med at småbørnene modnes, bliver pasningscenterets tilbud og samværet med de ældre generationer i deres livs 3. eller 4. alder, ikke nok til at tilfredsstille de opvoksende børns krav til videreudvikling.
Også indenfor familien er der et større pres på det opvoksende barn til at udvikle egne kompetencer og selvansvar, understøttet af de unge forældres krav og den konkurrence, der er om opfyldelse af kvalitetsidealer familiens medlemmer imellem. Den tilstand, hvor børn og unge kunne kannibalisere et andet familiemedlems hverdag, er ikke påskønnet i ny tid. De unge forældre, der selv kræver optimering af egne kvalitetsværdier, accepterer ikke rollen som arbejds-, beslutnings- og eksekutionscenter for alle hverdagsproblemer og -opgaver indenfor kernefamilien. Forældrene vil ikke acceptere, at deres barns muligheder for at udvikle og forfølge selvidentitet og selvværd ikke gives de bedst mulige, institutionelle vækstbetingelser.
Samtidig er der et krav om, at det opvoksende barn vristes fri af det virtuelle digitale miljø, så barnet i stedet kan udvikle sig i den virkelighed som befordrer selvidentitet, kompetence og selvansvar. Tilbuddet skal understøtte barnets naturlige evner og anlæg, uanset om de er faglige eller interessebetonede. Tidens mantra er, at engagement kvalificerer. Og tiden kræver kvalifikation mere end konformitet.

Indslusningsordningerne er dermed et bredviftet tilbud i udviklingscenteret, hvor starten mest af alt minder om leg, men hvor legen som sådan hurtigt retter det enkelte barn ind mod lysten til at udvikle legen til nye niveauer og nye muligheder. Der finder en integration sted imellem tidligere tids børnehaver, børnehaveklasser og første skoleår. Man får en glidende overgang, hvor den begyndende undervisning leges ind i det enkelte barn. På de udvalgte områder, hvor den enkelte ses at have evner, behov og interesse, og i socialt fællesskab med andre unge, der kan udgøre barnets naturlige referencegruppe.