Reading Piece #40 - Skolen bliver udviklingscenter

Den ny tids skole udvikler sig til et servicecenter for tidens børn og unge. Der finder en afinstitutionalisering sted, idet Udviklingscenterets opgaver og tilbud udvides til at spænde over en række af serviceudbud, der samlet integrerer tidligere tids ”skoletid” med fritiden. Undervisning, indlæring og uddannelse bliver kun en del af udviklingscenterets opgave. Rollen som uddannelsesinstitution ændres til bred kvalifikationsopbygning, ved en integration af uddannelse, fritidsinteresser, hobbies og det sociale liv.
Den egentlige uddannelse og kundskabsudbygning kan ikke længere afsondres og planlægges som en institutionel proces under hensyntagen til de beskæftigede medarbejderes egne interesser og faglige begrænsninger. Den ydelse, der leveres, er en globaliseret social, kulturel, human og faglig service til tidens unge generation. Leveret af medarbejdere, der ikke tager på arbejde, men hvor arbejdet er en del af medarbejderens egen fortolkning af livskvalitet.

Udviklingscentrene bryder med tidligere tids tilrettelægning af ”undervisningsforløbet”. Klassificering af elever efter alder ophører, idet uddannelsestilbuddene indrettes efter det enkelte barns personlige anlæg, udviklingsniveau og kompetencer. Undervisningen suppleres med ny teknologi og humanressourcer, der tillader det enkelte barn, ikke blot at følge bestemte faggrupper, men at springe i niveauerne baseret på egne evner, anlæg og opnåede resultater. Pakning af børn i aldersbestemte ”skoleklasser”, og i fastsatte tidsterminer over ”skoleår” opgives, idet både børn, udviklingscenter og samfund er bedre tjent med hurtigere udvikling på enkelte fagområder, hvor den enkelte har gode anlæg, frem for opretholdelse af tidligere sædvane, hvor udvikling indenfor et fagområde bringes til opbremsning i afventning af at andre, og svagere, fagområder, kommer på omgangshøjde. Man forlader "one-size-fits-all", og at alle skal tilpasses svageste fællesnævner.

Den ny tids udviklingscenter finder derfor tidligt en form, hvor et betydeligt antal forskellige faglige spor kan følges på flere niveauer, der hver især repræsenterer et naturligt spring i undervisningsindsatsen og ændrede krav til deltagernes erhvervede kompetencer. De faggrupper, der dækkes, er bredt ud, og spænder over mange og forskelligartede felter, hvor der i udviklingscenteret tilbydes en platform, hvorfra den enkelte elev kan styrke sin kompetance, viden og selvtillid indenfor områder, for hvilke man har naturlige anlæg, og hvor det der i tidligere tid betragtedes som det generelt ”boglige” niveau, tilsikres ved krav om at visse niveauer skal passeres indenfor visse tidsgrænser. Men hvor niveauerne er mere opdelte, og tidsgrænserne mere flydende end man tidligere så.

Udviklingscenteret er dermed forandret fra et institutionelt tilbud om etablering af viden og kunnen indenfor en snes afgrænsede områder, i få definerede niveauer, og til et tilbud om indlæring og kundskabsforøgelse indenfor en vifte af tilbud, der udspredes i takt med den enkeltes udvikling, formåen og evner, og i en form, der er løsrevet fra tidligere tids bundne formater til omfang af den gruppe, der samtidigt kunne modtage undervisning på et niveau, og den tid der blev tilladt, eller krævet, for at nye niveauer og andre faggrupper kunne gøres tilgængelige.

Det siger sig selv, at ny tids udviklingscentre rent fagligt stiller betydelige krav til nye ressourcer og anderledes forventninger og krav til de medarbejdere, som tilfører den vigtige humanressource. Vi taler om faglige uddannelsestilbud indenfor et utal af områder, der repræsenterer en sammensmeltning af traditionelle undervisningsområder, og de kvalifikationer som tidligere blev plejet udenfor ”skolen”. Det være sig af teknisk, håndværksmæssig, kreativ eller forretningsmæssig karakter. Udviklingscenteret har ophævet udskillelsen af børn og unge i faggrupper, uddannelsesniveauer og rettede faglige områder, og lader udviklingscenteret danne ramme om det hele. Den enkelte kan frit mixe og blande. Resultatet er ikke standardiseret, men målbart og konkret indenfor specialiserede genrer.
Som viden, evner, alder og lyst udvikler sig, kan nye faggrupper og områder mixes ind, og niveauet kan vælges udfra egen kompetence. Indsats kan skærpes og koncentreres om enkeltområder, med mulighed for hurtig acceleration igennem en række af niveauer, der åbner op for andre tilbud og muligheder indenfor nye faggrupper og områder.

Tiden er fokuseret på det enkelte menneskes mulighed for kvalitetsorienteret behovstilfredsstillelse. Man anerkender i ny tid, at kun ved at udvikle specifikke kompetencer kan man optimere bidraget til det omkringliggende samfund. Samfundet har kun brug for særkompetencer, idet alt andet er uddelegeret til automatik, digitalisering og arbejdsdeling på tværs af regioner og geografiske distancer. Fokus for det daglige liv er kvalitetskomponenterne, og i disse ligger meningsfuldt og relevant beskæftigelse og professionelt engagement. Der, hvor der er behov for menneskelig indsats, er kravet og forudsætningen, at denne leveres kompetent og med selvansvar. Kan dette ikke tilbydes, løses opgaverne af andre. Det er disse krav, og befolkningernes forventning til at blive sikret en opvækst, der tilrettelægger fremtiden i overensstemmelse med den enkeltes mulighed for at leve kvalitetsorienteret, der sikrer, at indsatsen for børn og unge gives et nyt og centralt fokus. Det er ikke længere blot et spørgsmål om viden og uddannelse, men et spørgsmål om, hvorvidt samfundet overhovedet tillader den enkelte mulighed for at leve i overensstemmelse med det omkringliggende samfunds idealer. Både professionelt og socialt.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

Den ny tids skole udvikler sig til et servicecenter for tidens børn og unge. Der finder en afinstitutionalisering sted, idet Udviklingscenterets opgaver og tilbud udvides til at spænde over en række af serviceudbud, der samlet integrerer tidligere tids ”skoletid” med fritiden. Undervisning, indlæring og uddannelse bliver kun en del af udviklingscenterets opgave. Rollen som uddannelsesinstitution ændres til bred kvalifikationsopbygning, ved en integration af uddannelse, fritidsinteresser, hobbies og det sociale liv.
Den egentlige uddannelse og kundskabsudbygning kan ikke længere afsondres og planlægges som en institutionel proces under hensyntagen til de beskæftigede medarbejderes egne interesser og faglige begrænsninger. Den ydelse, der leveres, er en globaliseret social, kulturel, human og faglig service til tidens unge generation. Leveret af medarbejdere, der ikke tager på arbejde, men hvor arbejdet er en del af medarbejderens egen fortolkning af livskvalitet.

Udviklingscentrene bryder med tidligere tids tilrettelægning af ”undervisningsforløbet”. Klassificering af elever efter alder ophører, idet uddannelsestilbuddene indrettes efter det enkelte barns personlige anlæg, udviklingsniveau og kompetencer. Undervisningen suppleres med ny teknologi og humanressourcer, der tillader det enkelte barn, ikke blot at følge bestemte faggrupper, men at springe i niveauerne baseret på egne evner, anlæg og opnåede resultater. Pakning af børn i aldersbestemte ”skoleklasser”, og i fastsatte tidsterminer over ”skoleår” opgives, idet både børn, udviklingscenter og samfund er bedre tjent med hurtigere udvikling på enkelte fagområder, hvor den enkelte har gode anlæg, frem for opretholdelse af tidligere sædvane, hvor udvikling indenfor et fagområde bringes til opbremsning i afventning af at andre, og svagere, fagområder, kommer på omgangshøjde. Man forlader "one-size-fits-all", og at alle skal tilpasses svageste fællesnævner.

Den ny tids udviklingscenter finder derfor tidligt en form, hvor et betydeligt antal forskellige faglige spor kan følges på flere niveauer, der hver især repræsenterer et naturligt spring i undervisningsindsatsen og ændrede krav til deltagernes erhvervede kompetencer. De faggrupper, der dækkes, er bredt ud, og spænder over mange og forskelligartede felter, hvor der i udviklingscenteret tilbydes en platform, hvorfra den enkelte elev kan styrke sin kompetance, viden og selvtillid indenfor områder, for hvilke man har naturlige anlæg, og hvor det der i tidligere tid betragtedes som det generelt ”boglige” niveau, tilsikres ved krav om at visse niveauer skal passeres indenfor visse tidsgrænser. Men hvor niveauerne er mere opdelte, og tidsgrænserne mere flydende end man tidligere så.

Udviklingscenteret er dermed forandret fra et institutionelt tilbud om etablering af viden og kunnen indenfor en snes afgrænsede områder, i få definerede niveauer, og til et tilbud om indlæring og kundskabsforøgelse indenfor en vifte af tilbud, der udspredes i takt med den enkeltes udvikling, formåen og evner, og i en form, der er løsrevet fra tidligere tids bundne formater til omfang af den gruppe, der samtidigt kunne modtage undervisning på et niveau, og den tid der blev tilladt, eller krævet, for at nye niveauer og andre faggrupper kunne gøres tilgængelige.

Det siger sig selv, at ny tids udviklingscentre rent fagligt stiller betydelige krav til nye ressourcer og anderledes forventninger og krav til de medarbejdere, som tilfører den vigtige humanressource. Vi taler om faglige uddannelsestilbud indenfor et utal af områder, der repræsenterer en sammensmeltning af traditionelle undervisningsområder, og de kvalifikationer som tidligere blev plejet udenfor ”skolen”. Det være sig af teknisk, håndværksmæssig, kreativ eller forretningsmæssig karakter. Udviklingscenteret har ophævet udskillelsen af børn og unge i faggrupper, uddannelsesniveauer og rettede faglige områder, og lader udviklingscenteret danne ramme om det hele. Den enkelte kan frit mixe og blande. Resultatet er ikke standardiseret, men målbart og konkret indenfor specialiserede genrer.
Som viden, evner, alder og lyst udvikler sig, kan nye faggrupper og områder mixes ind, og niveauet kan vælges udfra egen kompetence. Indsats kan skærpes og koncentreres om enkeltområder, med mulighed for hurtig acceleration igennem en række af niveauer, der åbner op for andre tilbud og muligheder indenfor nye faggrupper og områder.

Tiden er fokuseret på det enkelte menneskes mulighed for kvalitetsorienteret behovstilfredsstillelse. Man anerkender i ny tid, at kun ved at udvikle specifikke kompetencer kan man optimere bidraget til det omkringliggende samfund. Samfundet har kun brug for særkompetencer, idet alt andet er uddelegeret til automatik, digitalisering og arbejdsdeling på tværs af regioner og geografiske distancer. Fokus for det daglige liv er kvalitetskomponenterne, og i disse ligger meningsfuldt og relevant beskæftigelse og professionelt engagement. Der, hvor der er behov for menneskelig indsats, er kravet og forudsætningen, at denne leveres kompetent og med selvansvar. Kan dette ikke tilbydes, løses opgaverne af andre. Det er disse krav, og befolkningernes forventning til at blive sikret en opvækst, der tilrettelægger fremtiden i overensstemmelse med den enkeltes mulighed for at leve kvalitetsorienteret, der sikrer, at indsatsen for børn og unge gives et nyt og centralt fokus. Det er ikke længere blot et spørgsmål om viden og uddannelse, men et spørgsmål om, hvorvidt samfundet overhovedet tillader den enkelte mulighed for at leve i overensstemmelse med det omkringliggende samfunds idealer. Både professionelt og socialt.