Reading Piece #39 - Globaliserede pasningsordninger

De unge familier finder hurtigt vej til "livscentre", som tillader forøget prioritering af kvalitetsidealerne, og i hvilket regi pasning af småbørn under forældrenes forudsigelige fravær tilbydes som en socialt integreret service imellem professionelt pasningscenter på den ene side, og aldrende virtuelle familiemedlemmer på den anden side.

Daglig anbringelse af børn under ”public service”-ordninger bliver i ny tid set som kompromittering af kvalitetsidealerne. Forældrene bor netop i livscentre for at sikre adskillelsen imellem det professionelle liv og det private liv. Der finder således ikke alene en reformattering sted af den måde, som pasningscentre virker på, men også en ændring i omfanget af udnyttelsen.
I ny tid udnyttes pasningscentre kortere, mere intensivt og over et bredere indsatsområde, men kun for ligeså hurtigt og intensivt at blive neutraliseret igen. Denne "stop-go-stop" anvendelse af en pasningsinstitution er alene muliggjort ved forældrenes mulighed for tilstedeværelse i hjemmet flere af arbejdsugens dagligdage, og får til virkning, at institutionens funktion og eksistens i børnenes bevidsthed ikke tilnærmelsesvis fremtræder som tidligere. For ikke så få børn bliver de korte ophold på pasningscentrene i samvær med andre beboere sammenligneligt med ferie, og får karakter af konstruktive afbrud, fra det daglige samvær indenfor kernefamiliens rollemønstre.

Tidligere tids ”vuggestuer”, ”børnehaver” og ”børnehaveklasser” er i ny tid afløst af en globaliseret pasningsordning, der mere minder om de pasningsformer man havde fjernt tilbage i tidligere tid, hvor en generation af familien trådte hjælpende ind, når den anden generation havde lejlighedsvis behov for hjælp og assistance. De biologiske koblinger er udvandet af den stadigt større distance imellem en nyfødt generation og de flere efterfølgende generationer i samme biologiske familie. Generationer, der for deres vedkommende kan være spredt over andre regioner og geografiske destinationer, og som hver især, en eller måske flere gange, selv er indtrådt i nye faste parforhold og nye familiebindinger.
Ved understrømmens kompenserende rebalancering er disse mangler kompenseret ved, at de søgte kvaliteter genskabes, om end af andre leverandører og kilder. Familien er dermed udvisket som begreb i forhold til tidligere tids snævre definition baseret på et biologisk tilhørsforhold, til at være en dynamisk glidende kerne af humane relationer i et virtuelt skabt rum af ”familiefølelse”. Det er selve indholdet af tidligere tids kvalitetsbegreb i kernefamilien som er reproduceret, mere end det er den faktiske biologiske familierelation.

Dialog og ansvarsfordeling i den unge kernefamilie fører til øget ansvar hos børnene, der som konsekvens heraf sættes på et udviklingsspor, hvor de hurtigere indser at uddelegering af ansvar til forældrene erstattes af selvkvalifikation, medansvar og selvstændighed. Indenfor kernefamilien reduceres distancen imellem forældre og barn, hvorved der skabes et grundlag for børn, der er anderledes motiveret for styrkelse af de personlige egenskaber og kompetencer. Denne udvikling stiller nye og forandrede krav til tidligere tids ”skoler”.
De unge familier finder hurtigt vej til "livscentre", som tillader forøget prioritering af kvalitetsidealerne, og i hvilket regi pasning af småbørn under forældrenes forudsigelige fravær tilbydes som en socialt integreret service imellem professionelt pasningscenter på den ene side, og aldrende virtuelle familiemedlemmer på den anden side.

Daglig anbringelse af børn under ”public service”-ordninger bliver i ny tid set som kompromittering af kvalitetsidealerne. Forældrene bor netop i livscentre for at sikre adskillelsen imellem det professionelle liv og det private liv. Der finder således ikke alene en reformattering sted af den måde, som pasningscentre virker på, men også en ændring i omfanget af udnyttelsen.
I ny tid udnyttes pasningscentre kortere, mere intensivt og over et bredere indsatsområde, men kun for ligeså hurtigt og intensivt at blive neutraliseret igen. Denne "stop-go-stop" anvendelse af en pasningsinstitution er alene muliggjort ved forældrenes mulighed for tilstedeværelse i hjemmet flere af arbejdsugens dagligdage, og får til virkning, at institutionens funktion og eksistens i børnenes bevidsthed ikke tilnærmelsesvis fremtræder som tidligere. For ikke så få børn bliver de korte ophold på pasningscentrene i samvær med andre beboere sammenligneligt med ferie, og får karakter af konstruktive afbrud, fra det daglige samvær indenfor kernefamiliens rollemønstre.

Tidligere tids ”vuggestuer”, ”børnehaver” og ”børnehaveklasser” er i ny tid afløst af en globaliseret pasningsordning, der mere minder om de pasningsformer man havde fjernt tilbage i tidligere tid, hvor en generation af familien trådte hjælpende ind, når den anden generation havde lejlighedsvis behov for hjælp og assistance. De biologiske koblinger er udvandet af den stadigt større distance imellem en nyfødt generation og de flere efterfølgende generationer i samme biologiske familie. Generationer, der for deres vedkommende kan være spredt over andre regioner og geografiske destinationer, og som hver især, en eller måske flere gange, selv er indtrådt i nye faste parforhold og nye familiebindinger.
Ved understrømmens kompenserende rebalancering er disse mangler kompenseret ved, at de søgte kvaliteter genskabes, om end af andre leverandører og kilder. Familien er dermed udvisket som begreb i forhold til tidligere tids snævre definition baseret på et biologisk tilhørsforhold, til at være en dynamisk glidende kerne af humane relationer i et virtuelt skabt rum af ”familiefølelse”. Det er selve indholdet af tidligere tids kvalitetsbegreb i kernefamilien som er reproduceret, mere end det er den faktiske biologiske familierelation.

Dialog og ansvarsfordeling i den unge kernefamilie fører til øget ansvar hos børnene, der som konsekvens heraf sættes på et udviklingsspor, hvor de hurtigere indser at uddelegering af ansvar til forældrene erstattes af selvkvalifikation, medansvar og selvstændighed. Indenfor kernefamilien reduceres distancen imellem forældre og barn, hvorved der skabes et grundlag for børn, der er anderledes motiveret for styrkelse af de personlige egenskaber og kompetencer. Denne udvikling stiller nye og forandrede krav til tidligere tids ”skoler”.
De unge familier finder hurtigt vej til "livscentre", som tillader forøget prioritering af kvalitetsidealerne, og i hvilket regi pasning af småbørn under forældrenes forudsigelige fravær tilbydes som en socialt integreret service imellem professionelt pasningscenter på den ene side, og aldrende virtuelle familiemedlemmer på den anden side.

Daglig anbringelse af børn under ”public service”-ordninger bliver i ny tid set som kompromittering af kvalitetsidealerne. Forældrene bor netop i livscentre for at sikre adskillelsen imellem det professionelle liv og det private liv. Der finder således ikke alene en reformattering sted af den måde, som pasningscentre virker på, men også en ændring i omfanget af udnyttelsen.
I ny tid udnyttes pasningscentre kortere, mere intensivt og over et bredere indsatsområde, men kun for ligeså hurtigt og intensivt at blive neutraliseret igen. Denne "stop-go-stop" anvendelse af en pasningsinstitution er alene muliggjort ved forældrenes mulighed for tilstedeværelse i hjemmet flere af arbejdsugens dagligdage, og får til virkning, at institutionens funktion og eksistens i børnenes bevidsthed ikke tilnærmelsesvis fremtræder som tidligere. For ikke så få børn bliver de korte ophold på pasningscentrene i samvær med andre beboere sammenligneligt med ferie, og får karakter af konstruktive afbrud, fra det daglige samvær indenfor kernefamiliens rollemønstre.

Tidligere tids ”vuggestuer”, ”børnehaver” og ”børnehaveklasser” er i ny tid afløst af en globaliseret pasningsordning, der mere minder om de pasningsformer man havde fjernt tilbage i tidligere tid, hvor en generation af familien trådte hjælpende ind, når den anden generation havde lejlighedsvis behov for hjælp og assistance. De biologiske koblinger er udvandet af den stadigt større distance imellem en nyfødt generation og de flere efterfølgende generationer i samme biologiske familie. Generationer, der for deres vedkommende kan være spredt over andre regioner og geografiske destinationer, og som hver især, en eller måske flere gange, selv er indtrådt i nye faste parforhold og nye familiebindinger.
Ved understrømmens kompenserende rebalancering er disse mangler kompenseret ved, at de søgte kvaliteter genskabes, om end af andre leverandører og kilder. Familien er dermed udvisket som begreb i forhold til tidligere tids snævre definition baseret på et biologisk tilhørsforhold, til at være en dynamisk glidende kerne af humane relationer i et virtuelt skabt rum af ”familiefølelse”. Det er selve indholdet af tidligere tids kvalitetsbegreb i kernefamilien som er reproduceret, mere end det er den faktiske biologiske familierelation.

Dialog og ansvarsfordeling i den unge kernefamilie fører til øget ansvar hos børnene, der som konsekvens heraf sættes på et udviklingsspor, hvor de hurtigere indser at uddelegering af ansvar til forældrene erstattes af selvkvalifikation, medansvar og selvstændighed. Indenfor kernefamilien reduceres distancen imellem forældre og barn, hvorved der skabes et grundlag for børn, der er anderledes motiveret for styrkelse af de personlige egenskaber og kompetencer. Denne udvikling stiller nye og forandrede krav til tidligere tids ”skoler”.