De ældres efterspørgsel efter livsindhold kan leveres af tidens børn, der dermed bliver leverandører af livsindhold til de aldrende og gamle, på samme vis som de leverer livsindhold til deres egen familie.
De aldrende og gamle er dog også i stand til at levere livsindhold. De fremstår som troværdige leverandører af nærhed og omsorg og sikrer den personlige dimension i børnepasningen, som var en udfordring for tidligere tids børnepasningsinstitutioner. Man passer om man så må sige på hinanden. Den ene part leverer livskraft og vedrørende sameksistens, mens den anden part leverer tryghed og omsorg.
Resultatet bliver, at et begreb fra fjernt i tidligere tid, hvor bedsteforældre var dem der sikrede bro generationerne imellem, samt pasning og pleje af de små, når forældrene var optaget andetsteds, genskabes – men som et genetisk produkt. Forstået på den måde, at bedsteforældre ikke defineres ud fra et biologisk slægtskriterium, men mere som en arketype. Der bliver tale om en virtualisering af en rollemodel. Et forældrepars egne forældre eller bedsteforældre kan selv være travlt optaget eller bosiddende et helt andet sted, hvorfor den biologiske samhørighed ikke kan opstilles som et kvalitetskriterium for tilgangen til denne dimension i børnepasningen.
Man forlader den biologiske samhørighed som kvalitetskriterium, fordi man alligevel må konstatere, at selv opfyldelsen af denne forudsætning på ingen vis er ensbetydende med at børnepasning kan tilrettelægges. Disse erstattes af ”virtuelle familiemedlemmer ”, voksne og betænksomme mennesker, der opbygger en relation til børn som ”de passer” eller ”støtter” og tillader at blive en del af deres egen hverdag.
En anden fordel ved den ny tilgang til børnepasning er tilgængelighed. Tidligere var adgangen til sikring af en personlig dimension i børnepasningen svært tilgængelig i dagligdagen. I kraft af, at man i ny tid placerer de ældre generationer sammen med de yngste børn, og de ældre samtidig opnår højere livskvalitet som følge af de almindelige medicinske fremskridt, er adgangen til denne vigtige kvalitetskilde i børnepasningen tilsikret.
De ”institutioner”, der etableres til brug for børnepasning har dermed andre samtidige funktioner og er en integreret del af vedvarende beboelser og dagligt liv for andre. Der sker dermed en af-institutionalisering som konsekvens af de nye pasningscentres beliggenhed, arkitektoniske udformning og sameksistens med omgivelserne.
De pasningscentre, som anlægges, bygger på en blanding af døgnbemandet professionelle pædagoger og en inddragelse af de nære omgivelser. Der etableres flere tilrettelagte grænseflader imellem de børn som passes, og de aldrende beboere der lever i pasningscentrets nærhed. Rollerne bliver så sambyggede, at beboelserne for ældre har værelser og overnatningsfaciliteter for børnene. Man adskiller den normale pasningssituation fra den ekstraordinære. Man institutionaliserer dermed ikke overflødigt eller på områder, hvor der ikke er behov for det.
Det behov, som de unge forældrepar har for at overlade pasningen af deres barn til et pasningscenter, og endda med lejlighedsvis overnatning, kan ved en overfladisk betragtning tages som udtryk for øget institutionalisering, og som et udtryk for, at børnene bliver ofre for forældrenes påkrævede mobilitet.
Det synspunkt er dog ikke korrekt. Det er ikke forældrenes hyppige fravær, flere dage i en uge, der skaber fremmedgørelsen hos børnene og afskærer dem fra omsorg og nærvær. Den risiko er mere forbundet med brug af tidligere tiders institutioner hver dag, kombineret med familiemønstre, hvor der ikke var tid eller overskud til engagement eller nærvær med børnene. Altså den situation, som kendtes fra tidligere, hvor hjemmeliv og familieforpligtigelse blev håndteret som en residual af alle andre engagementer og forpligtelser, og ikke som et primært mål i sig selv.
I ny tid er dette netop ikke tilfældet. Ved valget af den dobbelte livsstandard har ny tids forældre netop truffet det valg, at det professionelle liv er fokuseret og koncentreret i et dertil indrettet miljø, mens familie og børn beskyttes udenfor dette miljø. Med nye arbejdsformer, hvor fysisk tilstedeværelse i virksomheden reduceres, og der kun lejlighedsvis er brug for egentlig fysisk fremmøde, er der åbnet op for betydeligt mere flydende grænser imellem arbejde og familieliv. Og en ofte forekommende dagligdags situation, hvor en eller flere af forældrene opholder sig i hjemmet og dermed kan og vil bidrage til sikringen af de livskvaliteter som er vigtige for børnene.
I fremtidens pasningscentre, og i det forhold at ”alderdomshjem” afløses af enklaver af bebyggelser, som er en del af et samlet ”community” i det specifikke livscenter, ligger der en tilgang til at løse et praktisk, logistisk problem for familien, men på en vis, der skaber et velfungerende produkt imellem den professionelle overvågning, pasning, hjælp og pædagogiske indsat på den ene side, og den sociale kontakt, som disse pasningscentre etablerer på tværs af generationerne, og hvor løsningen af et problem dermed bliver grundlaget for løsningen af et andet.
De familier, som er udsat for øget institutionalisering i børnepasningen bliver de unge familier, som er i overgangen imellem bundethed af uddannelse, karriereopstart og bopæl i metropolerne på den ene side, og på den anden side, den frigjorthed som tillades andre, når de kan søger ud af bykernen og tilrettelægge deres privatliv adskilt fra den professionelle hverdag.
Nu vil eksperter udi børnepædagogik og velfungerende opvækstomstændigheder formentlig anføre, at uanset der arbejdes med nye formater for pasningen af børn, og uanset at denne pasning kun er lejlighedsvis, så vil det samlede resultat blive, at den ny tids børn bliver mere rodløse, rastløse og fremmedgjorte i forhold til deres egen kernefamilie.
Svaret hertil er, at det er korrekt. Men igen skal man huske, at den ny tid er rastløs. Hele den ny tid skabes ved planlagt rodløshed, accepteret mobilitet og en tidsindbygget overfladiskhed. De strukturer, vi taler om her, er derfor modtrækket til omstændigheder, der hvis de forblev uregulerede og utilpassede, ville skabe så store ubalancer, at ny tid slet ikke ville komme til eksistens. Og da ny tid skabes som summen af den synkronisitet og det kraftspil, der ligger i understrømmen, så vil fraværet af modsatrettede udviklingstendenser ikke have til resultat at ny tid ikke opstår, men at ny tid skabes på et forkert grundlag. Den samme understrøm udvikler derfor de løsninger, som vi forudser, og med det sigte, at tidens uundgåelige udviklingsretning ikke sker på vilkår og betingelser, som kompromitterer den selv samme ny tids krav, til netop vilkår og betingelser. Det er i understrømmen, at kontrol og afbalancering til stadighed finder sted, og med det uundgåelige resultat, at mulige skadevirkninger af en udviklingstendens afbalanceres af den gavn der opstår af andre og modsatrettede udviklingstendenser.
De ældres efterspørgsel efter livsindhold kan leveres af tidens børn, der dermed bliver leverandører af livsindhold til de aldrende og gamle, på samme vis som de leverer livsindhold til deres egen familie.
De aldrende og gamle er dog også i stand til at levere livsindhold. De fremstår som troværdige leverandører af nærhed og omsorg og sikrer den personlige dimension i børnepasningen, som var en udfordring for tidligere tids børnepasningsinstitutioner. Man passer om man så må sige på hinanden. Den ene part leverer livskraft og vedrørende sameksistens, mens den anden part leverer tryghed og omsorg.
Resultatet bliver, at et begreb fra fjernt i tidligere tid, hvor bedsteforældre var dem der sikrede bro generationerne imellem, samt pasning og pleje af de små, når forældrene var optaget andetsteds, genskabes – men som et genetisk produkt. Forstået på den måde, at bedsteforældre ikke defineres ud fra et biologisk slægtskriterium, men mere som en arketype. Der bliver tale om en virtualisering af en rollemodel. Et forældrepars egne forældre eller bedsteforældre kan selv være travlt optaget eller bosiddende et helt andet sted, hvorfor den biologiske samhørighed ikke kan opstilles som et kvalitetskriterium for tilgangen til denne dimension i børnepasningen.
Man forlader den biologiske samhørighed som kvalitetskriterium, fordi man alligevel må konstatere, at selv opfyldelsen af denne forudsætning på ingen vis er ensbetydende med at børnepasning kan tilrettelægges. Disse erstattes af ”virtuelle familiemedlemmer ”, voksne og betænksomme mennesker, der opbygger en relation til børn som ”de passer” eller ”støtter” og tillader at blive en del af deres egen hverdag.
En anden fordel ved den ny tilgang til børnepasning er tilgængelighed. Tidligere var adgangen til sikring af en personlig dimension i børnepasningen svært tilgængelig i dagligdagen. I kraft af, at man i ny tid placerer de ældre generationer sammen med de yngste børn, og de ældre samtidig opnår højere livskvalitet som følge af de almindelige medicinske fremskridt, er adgangen til denne vigtige kvalitetskilde i børnepasningen tilsikret.
De ”institutioner”, der etableres til brug for børnepasning har dermed andre samtidige funktioner og er en integreret del af vedvarende beboelser og dagligt liv for andre. Der sker dermed en af-institutionalisering som konsekvens af de nye pasningscentres beliggenhed, arkitektoniske udformning og sameksistens med omgivelserne.
De pasningscentre, som anlægges, bygger på en blanding af døgnbemandet professionelle pædagoger og en inddragelse af de nære omgivelser. Der etableres flere tilrettelagte grænseflader imellem de børn som passes, og de aldrende beboere der lever i pasningscentrets nærhed. Rollerne bliver så sambyggede, at beboelserne for ældre har værelser og overnatningsfaciliteter for børnene. Man adskiller den normale pasningssituation fra den ekstraordinære. Man institutionaliserer dermed ikke overflødigt eller på områder, hvor der ikke er behov for det.
Det behov, som de unge forældrepar har for at overlade pasningen af deres barn til et pasningscenter, og endda med lejlighedsvis overnatning, kan ved en overfladisk betragtning tages som udtryk for øget institutionalisering, og som et udtryk for, at børnene bliver ofre for forældrenes påkrævede mobilitet.
Det synspunkt er dog ikke korrekt. Det er ikke forældrenes hyppige fravær, flere dage i en uge, der skaber fremmedgørelsen hos børnene og afskærer dem fra omsorg og nærvær. Den risiko er mere forbundet med brug af tidligere tiders institutioner hver dag, kombineret med familiemønstre, hvor der ikke var tid eller overskud til engagement eller nærvær med børnene. Altså den situation, som kendtes fra tidligere, hvor hjemmeliv og familieforpligtigelse blev håndteret som en residual af alle andre engagementer og forpligtelser, og ikke som et primært mål i sig selv.
I ny tid er dette netop ikke tilfældet. Ved valget af den dobbelte livsstandard har ny tids forældre netop truffet det valg, at det professionelle liv er fokuseret og koncentreret i et dertil indrettet miljø, mens familie og børn beskyttes udenfor dette miljø. Med nye arbejdsformer, hvor fysisk tilstedeværelse i virksomheden reduceres, og der kun lejlighedsvis er brug for egentlig fysisk fremmøde, er der åbnet op for betydeligt mere flydende grænser imellem arbejde og familieliv. Og en ofte forekommende dagligdags situation, hvor en eller flere af forældrene opholder sig i hjemmet og dermed kan og vil bidrage til sikringen af de livskvaliteter som er vigtige for børnene.
I fremtidens pasningscentre, og i det forhold at ”alderdomshjem” afløses af enklaver af bebyggelser, som er en del af et samlet ”community” i det specifikke livscenter, ligger der en tilgang til at løse et praktisk, logistisk problem for familien, men på en vis, der skaber et velfungerende produkt imellem den professionelle overvågning, pasning, hjælp og pædagogiske indsat på den ene side, og den sociale kontakt, som disse pasningscentre etablerer på tværs af generationerne, og hvor løsningen af et problem dermed bliver grundlaget for løsningen af et andet.
De familier, som er udsat for øget institutionalisering i børnepasningen bliver de unge familier, som er i overgangen imellem bundethed af uddannelse, karriereopstart og bopæl i metropolerne på den ene side, og på den anden side, den frigjorthed som tillades andre, når de kan søger ud af bykernen og tilrettelægge deres privatliv adskilt fra den professionelle hverdag.
Nu vil eksperter udi børnepædagogik og velfungerende opvækstomstændigheder formentlig anføre, at uanset der arbejdes med nye formater for pasningen af børn, og uanset at denne pasning kun er lejlighedsvis, så vil det samlede resultat blive, at den ny tids børn bliver mere rodløse, rastløse og fremmedgjorte i forhold til deres egen kernefamilie.
Svaret hertil er, at det er korrekt. Men igen skal man huske, at den ny tid er rastløs. Hele den ny tid skabes ved planlagt rodløshed, accepteret mobilitet og en tidsindbygget overfladiskhed. De strukturer, vi taler om her, er derfor modtrækket til omstændigheder, der hvis de forblev uregulerede og utilpassede, ville skabe så store ubalancer, at ny tid slet ikke ville komme til eksistens. Og da ny tid skabes som summen af den synkronisitet og det kraftspil, der ligger i understrømmen, så vil fraværet af modsatrettede udviklingstendenser ikke have til resultat at ny tid ikke opstår, men at ny tid skabes på et forkert grundlag. Den samme understrøm udvikler derfor de løsninger, som vi forudser, og med det sigte, at tidens uundgåelige udviklingsretning ikke sker på vilkår og betingelser, som kompromitterer den selv samme ny tids krav, til netop vilkår og betingelser. Det er i understrømmen, at kontrol og afbalancering til stadighed finder sted, og med det uundgåelige resultat, at mulige skadevirkninger af en udviklingstendens afbalanceres af den gavn der opstår af andre og modsatrettede udviklingstendenser.